Gulerodssuppe med ingefær og kokosmælk er en skøn, krydret og varmende suppe her til den kolde tid. Det føles så dejligt at skrue op for ingefær og hvidløg her i vinterhalvåret, så man virkelig kan få varmen indefra.
Ingredienser
- 500 g gulerødder
- 400 g blomkål
- 2 spsk frisk ingefær friskrevet
- 50 g løg
- 2 tsk karry
- 4 fed hvidløg
- 1,2 liter grøntsagsbouillon eller kyllingebouillon
- 400 ml kokosmælk
- 2 tsk ras el hanout
- 2 tsk stødt spidskommen
- evt sødning
- smagsneutral kokosolie til stegning
Toppings til servering, fx
- 2 spsk cremefraiche 38%
- Dukkah
- mandler ristede
- frisk koriander
Sådan gør du
- Skræl gulerødderne og skær dem i skiver.
- Del blomkålen i mindre buketter.
- Hak løg og hvidløg.
- Opvarm kokosolie i en gryde og sauter løg, hvidløg og revet ingefær, til løget bliver klart i farven.
- Tilsæt blomkål og gulerødder og steg videre i et minuts tid.
- Tilsæt karry, spidskommen og ras el hanout og rist det af til det begynder at dufte.
- Hæld bouillon på, læg låg på og skru ned til middel varme.
- Lad suppen simre i ca. 20 minutter til grøntsagerne er helt møre.
- Tag gryden af varmen og blend den med en stavblender.
- Sæt gryden tilbage på varmen og tilsæt kokosmælken. Lad den koge op og simre i 5-10 minutter.
- Smag til og server med toppings.
Noter
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Gulerodssuppe med ingefær og kokosmælk
Basen i denne gulerodssuppe med ingefær er… ja, gulerødder. Det vækker nogle gange stærke følelser i Low Carb-verdenen, hvor gulerødder nærmest sidestilles med, at ville give folk diabetes.
Jeg har aldrig delt denne skræk for gulerødder. Jeg er i stedet skrækslagen overfor al den ultraforarbejdede mad, der findes på hylderne i vores supermarkeder, og som det virker, som om mange spiser helt ukritisk. Men sådan er frygt jo så forskelligt.
Som jeg har skrevet om et utal af gange, er vi nødt til at se på konteksten, for vi er ikke ens som mennesker. Vores udgangspunkt er forskelligt og vi bruger kost til at opnå forskellige ting.
Jeg spiser fx en sund og god Low Carb-kost året rundt. Her er gulerodssuppe et fint og sundt indslag på middagsbordet. Er jeg i en af mine strategiske Keto-perioder, vælger jeg i stedet en suppe med færre kulhydrat (eller spiser en råkost i stedet). Så nemt er det faktisk. Hvis du vil gå på opdagelse efter en suppe med færre kulhydrater, kan du lede i hele mit suppe-katalog lige her.
Low Carb og Keto
Jeg føler, at Keto-bølgen har været med til at give liv til en fejlagtig idé om, at det kun er Keto, der gælder. Jeg har det lidt, som om jeg råber ind i en pude, når jeg prøver at forklare, at ikke alle behøver spise Keto altid, men at Keto er et redskab, man kan bruge, når det er rette redskab til opgaven.
Og også at ikke-Keto ikke betyder, at man skal spise alle kulhydrater i verden, men at der findes tusinde skridt mellem at spise Keto og så at binge på carbs dagen lang.
De bedste fra Madbanditten handler jo netop om dette. Low Carb er den overordnede paraply. Keto er den helt, helt yderste instans, hvor man skærer stort set alle kulhydrater, foruden salat og kål, væk. Keto er superfedt og selv bruger jeg det som et periodisk redskab. Begge dele har bestemt sin plads.
Prøv gulerodssuppe med ingefær med krydret drys
Hvis du ikke kender ras el hanout, er det en krydderiblanding, som du kan få i større supermarkeder eller i etniske grønthandlere.
Du kan også blande dit eget. Jeg har tidligere bragt opskriften HER.
Et virkelig lækkert krydret drys på en suppe som denne, er også dukkah. Det kan du også købe selvsamme steder, men det laver jeg oftere selv, for det smager simpelthen så godt på cirka alting. Find opskriften på dukkah her.
Hvad er ras el hanout?
Hej Tina
Det er en krydderiblanding. Prøv at se teksten under opskriften, hvor jeg skriver om det.