I går lavede jeg en lækker vegetar tartar, en grøntsagstartar med sennepsdressing. Denne tartar har jo ikke meget med den rigtige tartar at gøre, men det er helt i den grønne ånd og en nem måde at få spist en hulens masse grøntsager på, uden at føle at man sidder der og skal tygge sig igennem en hel bunke i sundhedens navn.
Ingredienser
- 200 g gulerødder
- 150 g squash
- 100 g snackpeber
- 100 g bladselleri
- 100 g radiser
- 30 g ærter som du selvfølgelig bælger
Dressing
- 3 spsk olivenolie husk at tage den ud af køleskabet en times tid før brug, så den når at blive flydende
- 3 spsk vand
- 2-3 tsk sennep alt efter hvor stærk, du vil have den
- 1 tsk hvid balsamico
- 50 g Philadelphiaost eller crème fraîche 38 %
- 1 fed hvidløg
- urtesalt
Sådan gør du
- Alle grøntsagerne vaskes/skrælles og skæres i små tern og blandes i en skål.
- Alle ingredienserne til dressingen blandes og piskes enten med et piskeris eller i en hurtig tur i blenderen, indtil klumperne fra philadelfiaen er væk. Lad dressingen trække, hvis du har tid. En time eller mere, den bliver kun bedre af det. Vend dressingen i grøntsagerne og server.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Nogle gange er jeg lidt sløv til at tilberede mine grøntsager. Dels savner jeg tit inspiration til det, dels holder jeg af at spise mine grøntsager rå. Og da det samtidig er de rå grøntsagsstave, der får flest grøntsager i ungerne, er det tit der, vi ender.
Og det er jo lidt kedeligt, og nogle gange bliver jeg bare helt træt, når jeg ser på sådan et bjerg af broccoli. Så gør dog et eller andet! Vend det i en lækker dressing! Tilføj bacon! Bare et eller andet!
Tartare de Légumes – vegetar tartar
Da jeg boede i Paris, spiste jeg af og til Tartare de Légumes, grøntsagstartar, på den restaurant, hvor jeg arbejdede. En masse blandede grøntsager skåret i små tern og vendt i en lækker sennepsdressing. Lækkert, frisk og nemt. Og det lavede jeg i går.
Det smager altså virkelig forrygende. Og så får du lige, udover et skud vitaminer og fibre, nogle af de gode fedtstoffer fra den koldpressede olivenolie. Og de er også med til at give lidt mæthed. Særligt vigtigt er det de dage, hvor du spiser magert kød, som vi gjorde i går, hvor vi fik nogle helt magre kalkunfileter, som Aarstiderne havde leveret med i Livretterne. Som en sidste ting, får du også lige oven i hatten den afstressende oplevelse at stå og snitte grøntsager. For mig kan det nogle gange have helt terapeutisk virkning. Jeg skal vist lave en ny portion i aften. God snittelyst derude! :-)
Jeg er simpelthen vild med denne opskrift! Tak for den:-)
Min ven Morten døbte den i øvrigt straks “vegetar-tartar”. Så det hedder den hjemme hos os!
Mums! Endnu en ret tilføjet til favoritterne ! :-D
Lavede det i går…ammenam, det var godt! :) Jeg brugte et lidt andet udvalg af grøntsager (bla. min all time sommerfavorit; spidskål) og det smagte bare himmelsk. Tak for en inspirerende blog
Hov… Beklager gentagelsen… ;-)
Uhmmmmm….. :-) Det ser lækkert ud!
Uhmmmmm….. :-)
Årh Jane, det lyder lækkert – vil jeg snarest afprøve.
Kender alt til det med den terapeutiske virkning af et par timer i køkkenet – det kan gøre underværker.
God snitte-terapi til dig.
KH
– frk. sveske