Her får du opskriften på en grøn is der kan spises i hverdagen. Isen er lavet med avokado, pære, appelsin og mynte, simpelt og lækkert! Det er en slags grøn sodavandsis men jo altså ikke lavet med sodavand…
Ingredienser
- 2 avokado
- 1 pære
- 1 øko-appelsin
- 15 frisk mynte
Sådan gør du
- Kør pæren og økoappelsinen igennem juiceren. Begge dele med skræl.
- Avokadoen skæres op og puttes i blenderen sammen med myntebladene og den friskpressede juice hældes over.
- Blend, til du har en ensartet masse og hæld hele balladen i isforme. Sæt i fryseren og vent 5-6 timer, før du spiser dem.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Sundere is til hverdagen
Når man laver sunde(re) lækkerier er der altid dilemmaet med, hvad det er for et signal, man sender til ungerne, for de kan ikke nødvendigvis skelne mellem, hvornår en is er sund, og hvornår den ikke er. For dem er det bare is.
Derfor har vi den regel herhjemme, at søde sager hører til i weekenden. For det, synes jeg sådan set, er vigtigt, uanset om de kager og godter man spiser i weekenden er lavet i en sundere version eller ej.
Disse is smager ikke specielt søde, og man kan såmænd også godt fornemme smagen af avokado, men det er en dejlig frisk hverdagsis uden nogen former for ballade i. Fordelen ved at bruge en økoappelsin og derved kunne juice den med skræl er, at man får del i de gode æteriske olier, som sidder i skrællen, som giver ekstra sødme til isen.
Og sådan får man åbenbart (mine) børn til at spise avokado! :-)
Dessert hører weekenden til
Og mine børn er simpelthen så firkantet indrettet, at det er en regel, de kan forstå. Det betyder ikke, at de ikke udfordrer den. F.eks. spørger de næsten altid, når de har venner med hjemme til spisning, om der så ikke er dessert. For de har også fået opsnappet, at der følger dessert med gæster. Men med 2-3 legeaftaler om ugen duer det jo ikke, så jeg holder fast i, at dessert hører weekenden til. Og det accepterer de så.
Men som jeg skrev om i går, blev jeg forleden fanget med en stærk karrysovs til aftensmaden, som ikke ligefrem kunne kaldes børnevenlig. Og det kostede en is! Og så var det jo dejligt at kunne trække sådan en størrelse her ud af fryseren.
Hej Jane,
Så lige på instragram at der var en som spurgte om urtekrams brunkagekrydderi.
Jeg har set det i netto.
Knus Laura
Perfekt, tak for det, Laura. :-)
Sådan en is må man bestemt gerne spise til hverdag. Det er jo nærmest sundere end at lade være :-) De skal helt sikkert laves snarest. I aften står den dog endnu engang på chokomousse… Elsker den simpelthen! :-/
Det lyder som en fornuftig leveregel. Den håndhæves også her i huset – og gælder også for de voksne mht. vin/alkohol = det hører weekenden/gæster til. Tror mere børn ser hvad vi gør end de hører havd vi siger :)
Det kunne jeg godt frygte!! LOL
Årh mand, den lyder lækker. Den må pinnes ;)
Men køn er den sgu da ikke! :-)
Den ser altså genial ud :)
Skal helt sikkert prøve at lave sådan en omgang is, men her bliver det nok de voksne der spiser dem. Har et barn som slet ikke kan forholde sig til ispinde…meget underligt barn ;)
Har det slet ikke nogen betydning, at alt det bitre hvide i appelsinen kommer med?
Måske kunne man tilsætte vanillepulver, så den bliver mere dessert agtig ;)
mums siger jeg bare!
Hej Jane,
Sikke en skøn blanding ;-) Det må i den grad siges at være en hverdagsis.
Ha’ en dejlig torsdag.
KH
– frk. sveske