Du kender sikkert “Bucket List”, men kender du ‘Fucket List’? De to er jo modsætninger. Hvor Bucket List er et udtryk for ting, du gerne vil nå, inden du dør (eller inden en anden defineret periode), er Fucket listen det modsatte: ting du aldrig vil gøre. Det kan både være ting, du har gjort og er blevet klogere eller ting, du bare ved med dig selv, at du ikke kommer til at gøre.
Jeg er jo blevet bullet journal fan og laver lister i en lang uendelighed. Både min Bcket List og Fucket List er deri.
I dag vil jeg gerne vise dig min Fucket List. Eller foreløbige eller nuværende Fucket List. For det er jo en flydende størrelse, der hele tiden har plads til at blive udvidet.
Det er lidt svært at sige “aldrig”. Dels ved man jo aldrig helt med sikkerhed, om man ombestemmer sig og dels kan der jo ske ting udenfor ens kontrol.
Men altså, mere alvorligt er det jo heller ikke ment. Det er jo mest bare for sjov.
JANES FUCKET LIST
Jeg vil aldrig mere…
- Sejle i havkajak (hej hidtil eneste panikanfald)
- Dykke (har et angstforhold til det hav…)
- Have brød og kornprodukter som bund i min madpyramide (no more, my friend)
- Stege i Becel i ‘hjertesundhedens navn’ (never ever again!)
- Bruge hormonelle præventionsmidler (læs om det HER)
- Lade mig selv blive utrænet igen (det er alt for utaknemmeligt at starte forfra)
- Tage imod sundhedsråd fra dameblade eller lade mig skræmme af avisernes ‘sundhedsoplysning’
- Forklare eller forsvare, hvorfor jeg lever mit liv, som jeg gør (mit liv, mine regler)
- Bruge tid og energi på folk, der alligevel ikke vil mig det vel (spild af tid og energi)
- Have flere babyer (good lord!)
Fucket liste, det er sjovt – og et helt nyt begreb for mig. Selvom jeg godt udemærket er klar over hvilke ting, jeg aldrig gør igen ;)
Tager en universitetsuddannelse – selvom det både var sjovt og underholdende, var det også rimelig forfærdeligt til tider.
Bruger tid på at hade mig selv.
Går i lavtaljede jeans – det er livet simpelthen for kort til.
Og ligesom dig vil jeg heller ikke bruge tid på at forklare og forsvare mit liv. Alle andre har så travlt med at mene noget altid, men jeg behøver ikke forklare mig ud af det.
Heller ikke flere universitetsuddannelser eller lavtaljede jeans til mig – haha! Vi kan jo lige smide g-strenge i den pulje også :)
1. Give køb på mig selv og bilde mig selv og omverdenen ind, at det var et kompromis.
2. Lade andres negativitet påvirke min umiddelbare glæde og dræbe min begejstring.
3. Rapelle. En gang var nok!
4. Bilde mig ind, at de nemme løsninger gør noget godt -selvom det kan virke tiltalende, når hverdagen kører på med fuld styrke, og trætheden kommer snigende.
5. Overtræne igen. Vil i stedet have fokus på velvære fremfor præstation.
6. Spise østers. Nu har jeg prøvet, og alt i mig vender sig bare ved tanken.
Haha, fantastisk Vibe. Jeg deler fuldstændig 6 med dig. Jeg kan bare ikke med østers!
ELSKER konceptet – fuckinglist – HA – jeg er allerede i gang. Fællesøkonomi – no way. Lade mig træde på – forgetit. Men jeg er altså nødt til at spørge: (hvisker): hvad er der med det der becel? tilgiv en uvidende :)
Det var egentlig også det eneste jeg tænkte over ?
Jeg er med på den med fællesøkonomi. Heller ikke her, du! Mine penge er mine. Altså selvfølgelig deler vi de faste udgifter og sådan men der er ved gud ingen, der skal forholde sig til, om jeg køber for mange sko, tasker, køkkengadgets, whatever.
Og Becel er da det der klamme flydende margarine fra Unilever. Yes, jeg har spist spandevis af det i mine yngre dage. Suk.
Det er jo næsten endnu mere genialt med sådan en liste end en bucket liste! Er vild med det (og din liste!). Jeg har flere gange overvejet at lave sådan en bullet journal, men jeg er i tvivl om, om jeg vil bruge den. For hvad er formålet; eller, hvad bruger du den f.eks. til? Tak for verdens bedste mad-inspiration, har fulgt dig længe!
God påske!
Åh det er næsten et helt indlæg for sig at forklare.
Bullet journaling er relativt nyt for mig, men jeg er blevet ret vild med det. For mig er det afstressende. Lidt som de mennesker, der holder af at male Mandalas. Jeg hviler hjernen imens jeg tegner/skriver/reflekterer. Jeg har længe ledt efter noget, der ikke var arbejdsrelateret men som jeg kunne slappe af med og koble helt fra med. Og det får jeg her.
Jeg er en absolut idiot til at tegne men jeg tegnede faktisk en del som barn men på et tidspunkt må jeg have lagt det fra mig.
Rent praktisk laver jeg mine ugeplaner og månedsplaner deri, som jeg bruger aktivt. Der er noget særligt ved en liste, der er pæn, og som man har brugt tid på at lave. Og så laver jeg alle mulige andre tegninger, tekstsider og lister. Jeg kan varmt anbefale det :)
1. Jeg vil aldrig mere tage medicin for min XXX. Som teenager blev jeg diagnosticeret med en psykiatrisk lidelse og her fulgte en del år på medicin. Dengang var reglen, at der skulle “ro på” med medicin før kognitiv behandling kunne gå i gang. I dag, ti år senere -og otte år i kognitiv behandling – lever jeg et liv uden medicin og det er det absolut bedste jeg har valgt for mig selv. Det kræver stor “selvtillid” at takke nej og insistere på at man har lov til ikke at være “perfekt” (at sygdommen viser sig i perioder) og en stor indsats i dagligdagen, men det er det hele værd.
2. Bruge tid på at skælde mig selv ud – en daglig øvelse, som jeg synes går rigtig godt. Der er ingen nytte i at skælde sig selv – eller andre – ud. Stop det.
3. Drikke mig fuld. Jeg oplever hverken det vilde negativt eller positivt, til gengæld synes jeg at symptomerne på tømmermænd er enorme og uoverskuelige, hvorfor jeg gerne holder mig til et glas vin, en drink i stedet for at drikke mig ned. Det er mærkeligt svært for andre mennesker at forstå og forholde sig til en social kontekst; at jeg sidder og spytter i et glas vin længe, burde ikke være noget, der blev bemærket – men oh boy, det gør det.
4. Vælge søvn fra til fordel for cirka alt andet; i alt for mange år skubbede jeg min søvn fordi arbejde, fordi hyggelig snak, en serie og whatever. Nu, hvor jeg er begyndt at gå tidligere i seng, kan jeg se at jeg bliver et helt andet menneske. Søvn er fedt!
5. Løbetræne. I min bog er det, det mest røvsyge på denne jord; at jogge rundt og rundt og rundt om en sø med sammenbidt mund og stram lycra. Jeg hader løb. Jeg prøver igen og igen, men det er så kedeligt og så seriøst. Jeg er bedre til andre sportsgrene.
Shit du er god, Mille! Kæmpe respekt!?? Og dit sidste punkt med løb, ikke? Jeg har det lige omvendt. Jeg ELSKER det. Men kan ikke pga. skader. Og lige som jeg tror, at jeg kan lidt igen, vender skaderne tilbage. Gid jeg kunne affinde mig med at det bare ikke fungerer for mig?
Hvor er du sej! Og hvor er du kommet langt. Den der terapi har været alle pengene og kampene værd. Jeg ville være stolt af at kende et menneske som dig
Sikke en sød kommentar, også fordi du gav dig tid til at taste den ind her og sende den. Tusinde tak. Rigtig god påske til dig og dine. :-)