Frikassé med kylling er jo mormormad, når det er bedst. Det er altid så sjovt som de klassiske danske retter hitter hos børn. Forleden kom Silas fx hjem og spurgte, om vi ikke snart skulle have tarteletter med høns i asparges.
Ingredienser
- 1 hel hel kylling
- 200 g gulerødder
- 100 g løg i halve
- 200 g bladselleri
- 4 peberkorn eller efter smag
Sovs
- 30 g smør
- 8 dl vand eller bouillon
- 2 dl fløde
- salt og friskkværnet peber
- 200 g gulerødder
- 250 g grønne asparges
- 200 g ærter
- 1-2 tsk maizena til jævning eller ca. 200 g mascarpone
- frisk persille en masse til drys
Sådan gør du
- Kom kyllingen i en stor gryde og dæk med vand.
- Tilsæt gulerødder, løg, selleri og peberkorn og kog op under låg.
- Lad kyllingen simre i 60-75 minutter, til den er mør.
- Lad kyllingen trække i vandet i ca. 30 minutter eller mere.
- Pil kødet af kyllingen og skær det i mindre stykker.
- Si kogevandet, kasser grøntsagerne men gem vandet.
- Smelt smørret i en gryde og tilsæt 8 dl fond/kogevand og fløden og kog op.
- Jævn sovsen med maizena eller mascarpone og smag til med salt og peber.
- Skær gulerødder og asparges i mindre stykker og kom i saucen sammen med ærter og kyllingekød.
- Lad det simre ca. 10-15 minutter inden servering.
- Drys med godt med persille og friskkværnet peber.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Hønsefrikassé
Frikassé med kylling er jo bare et fint navn for en stuvning med lys sovs og gode kyllingestykker. Og den smager jo lidt henad høns i asparges eller hvad det er, man putter i tarteletterne. I hvert fald røg den i samme kategori hos den unge mand.
I alt tager det lidt tid at lave sådan en hønsefrikassé, men måske har du ekstra tid her i påskedagene og kan godt have den stående og simre på komfuret. I så fald bliver du belønnet med virkelig dejlig varmende mad.
Har du slet ikke tålmodighed til den lange kogetid, kan du bruge kyllingefileter i stedet for hel kylling. Det får du ikke helt den samme dybe smag ud af, men i en snæver vending kan det måske godt gå an alligevel.
Sådan kulhydratmæssigt er der skåret et par hjørner. Vil du gerne være helt striks, kan du udelukke ærterne og jævne med mascarpone. Det giver ikke helt det samme resultat, men sådan er det med kompromiser.
Det ser rigtig dejligt ud. Men jeg troede det var no go med maizena?
Det er også klart et kompromis og derfor jeg angiver den anden mulighed.
Nogle gange har jeg regnet det ud til, at jeg, hvis jeg jævner en sovs med en smule maizena, får måske 2 g ekstra kulhydrat derfra. Medmindre jeg er super striks, falder det – hos mig – under bagatelgrænsen. Men det er jo selvfølgelig et personligt valg.
Tak for svar. Det er rart med tyk sovs. Det er viden jeg vil give videre til de 2 af mine drenge der har besluttet at give lchf en chance, efter at de har set hvad det har gjort af godt for os 2 gamle, og den ene har prøvet det herhjemme i 14 dage. Jeg håber han på et tidspunkt selv skriver til dig…
Ja undskyld at jeg har svært ved at skjule begejstringen, men tænk hvad noget så enkelt som rigtig mad kan gøre for kroppen.
Ja, det er helt vildt, ikke? :)
Jeg anbefaler altid at følge LCHF til punkt og prikke i en periode først. Derefter kan man begynde at lave de her tilpasninger. Fungerer det så pludselig ikke, ved man hvorfor og kan hurtigt rette tilbage.
Osse det vi gamle blev enige om over omeletten her til morgen. Vi skal nemlig til festmiddag.