En lang ferie sætter altid gang i tankerne. Tidligere kredsede mine tanker om ting som: Er jeg det rette sted? Opnår jeg det, jeg gerne vil? Hvorfor er jeg så ked af det hele tiden? Så træt? Den slags…
Nu, hvor jeg er selvstændig, har tankerne taget en lille drejning. Nu er de mere i retning af: Er mit arbejde i overensstemmelse med min person og mine idealer? Er jeg stolt af det, jeg laver? Føler jeg mig fri, eller går jeg ubevidst på kompromis med, hvem jeg er for at passe ind i folks forestilling om, hvem jeg er?
Særligt sidstnævnte er svær at sluge.
UNDERLIG MAVEFORNEMMELSE…
Jeg har længe haft en lidt underlig mavefornemmelse omkring det hele. Måske egentlig helt fra starten.
Da jeg skrev SPIS DIG MÆT & GLAD, var det for at dele budskabet om, hvordan jeg var lykkes med at lave nogle ændringer i min kost, som havde gjort en kæmpe forskel i mit liv. Mavepinen og sukkertrangen, der forsvandt, energien og glæden, der kom tilbage, den rare, rolige følelse indeni. Den historie.
Jeg havde ikke forestillet mig, at vi et år senere ville have solgt over 100.000 bøger, og at jeg ville være en, man spurgte til råds og lyttede til. Jeg ville gerne inspirere, ikke diktere.
En ting, som længe har rumsteret i mig, og som stod helt klart for mig, da jeg kom langt væk fra hverdag og stress og jag er, at jeg ikke bryder mig om den måde, vi italesætter sundhed på. Både generelt og indenfor LCHF.
Jeg føler mig ikke tilpas i den debat, og det kan jeg jo som sådan være ligeglad med, hvis det ikke var, fordi jeg tit befinder mig lige midt i den.
Det virker, som om alting skal være sort eller hvidt, rigtigt eller forkert, enten-eller. Nuancerne er gledet ud, enten fordi der ikke er tid til dem, eller fordi de ikke hilses velkomment. Måske fordi det er for besværligt at operere med dem.
REGLERNE BRINGE OS VÆK FRA DET VÆSENTLIGE
Vi vil vide, hvad der er RIGTIGT men glemmer at mærke efter, hvad der er rigtigt FOR MIG.
Må jeg spise frugt? Eller hvad med gulerødder og rodfrugter? Er bønner og linser godt eller skidt? Quinoa? Havregryn? Hvor meget fedt skal jeg spise? Er for meget protein usundt? Og det sværeste spørgsmål: Hvordan ved jeg, hvor meget jeg må spise, når der ikke er en kostplan med mængdeangivelser, jeg kan følge?
Det er ikke, fordi jeg ikke kan følge tankerne her, det kan jeg sagtens, men fælles for dem er, at de er et udtryk for, at vi har mistet tilliden til, at vores krop nok skal fortælle os det. For den fortæller os det rent faktisk, hvis vi lytter efter, i langt de fleste tilfælde.
Det svære består i, foruden at lytte og mærke efter, at svaret sjældent er JA eller NEJ.
Svaret findes måske snarere i nuancerne, og det føles utrygt. For hvis vi ikke har nogle skarpt optrukne grænser at navigere efter, er det pludselig os selv, der står med ansvaret for at finde vejen.
VIDENSKABEN KAN IKKE GIVE DIG SVARET PÅ ALT
Kost og sundhed er ikke nogen eksakt vidensskab. Eller måske er det, men det er så ekstremt svært at måle. Og de ting, der forsøges at måle på, skyder tit i alle retninger.
Videnskaben kan fortælle os mange ting, men den kan ikke fortælle os alting.
Så hvis vi søger nøglen til vores krops sundhed i studier og undersøgelser, tror jeg, vi kommer til at lede forgæves.
Det samme gælder, hvis alting foregår oppe i hovedet.
Vi spiser ikke et æble, vi spiser en kulhydratkilde. Vi spiser ikke mad, vi spiser LCHF/stenalderkost/raw food/low fat/high protein, eller hvad vi nu vælger at kalde vores mad.
Mad er reduceret til makronæringsstoffer og tal og analytiske tanker.
Men hvor blev nydelsen af? Det sanselige ved at spise? Hvis den er forsvundet, synes jeg dælme, vi skal komme ud og lede efter den.
SUNDHED ELLER VÆGTTAB?
Sundhed og vægttab virker også tit til at blive blandet sammen. Og det kan også sagtens være to sider af samme sag.
En krop, som næres af sund mad, vil kunne gå ned i vægt. Men en krop, som fyldes med usund mad, vil også kunne gå ned i vægt. Så at vægten regulerer sig er ikke ensbetydende med, at kosten er sund. Du kan sagtens gå ned i vægt på bacon og smør og boller bagt i mikroovn og pålægssalater og købesovse. Men det betyder ikke, at den kost er sund.
Du kan også sagtens spise en sund kost uden at gå ned i vægt.
En fyldig krop kan sagtens være sund, mens en slank krop kan være usund. Og vice versa.
Vi får det tit til at lyde, som om der kun findes én rigtig vej til en sund og slank krop, men det er jo ganske enkelt ikke rigtigt.
KROPSFOKUS
Kroppens udseende virker i det hele taget til at tage mere og mere plads. Og det kan også være en god motivationsfaktor for at skabe nogle varige ændringer i sit liv.
Men måske er jeg bare for gammel.
Jeg kan fx sagtens være lykkelig uden thigh gap, bikini bridge, sixpack eller hvad de andre markører for tyndhed, hedder. Jeg kan godt leve med runde lår og med en mave, som mine børn kalder “dejlig blød” (hrmf!).
For mig at se er det vigtige, hvordan vi føler os tilpasse i vores krop. Og hvis vi mener, at vi kun fortjener at være glade, elsket eller føle lykke og selvtilfredshed, hvis vægtpilen peger et bestemt sted hen, så tror jeg, vi har større problemer, end hvad vi lægger på tallerkenen.
Livet skal ikke kæmpes. Det skal leves.
TYNDHEDSBOMBARDEMENTER
Jeg bliver for eksempel provokeret, når jeg ser sådan noget her.
For selvom vi ikke har at gøre med rigtige mennesker, og selvom langt de fleste sunde og raske mennesker vil trække på skulderen og have det helt fint med aldrig at komme til at se sådan ud, så puster det til den mentale forestilling om, hvordan menneskekroppen skal se ud.
Hvad lagrer der sig i mine børn, når de ser det her? Jeg ved det ikke. Men det generer mig.
Set i Bangkok, i øvrigt.
BODYSHAMING
I løbet af sommeren er der poppet nyheder op i mit feed om, at man kun måtte have bikini på på stranden, hvis man havde en bestemt slags krop. Arh men jeg er med på, at det er agurketider, men er det der, vi er? Bodyshaming? Som om de fleste ikke bodyshamer sig selv nok i forvejen!
Kan vi ikke bede om noget rummelighed og noget selvkærlighed i stedet?
NÅ MEN DET, JEG EGENTLIG VILLE SIGE….
Alle burde have mulighed for at trække stikket i fem uger ind imellem.
Det er første gang, jeg har gjort det, men det har været så godt for mig. Jeg kom så langt væk fra det hele, at det pludselig var nemt at se, hvad der var vigtigt, og hvad der var mindre vigtigt. For mig, forstås.
Det lyder måske lidt højtravende, men nogle gange kan det være svært at se klart, når man befinder sig midt i virvaret.
Men når man så pludselig står ude på en næsten-øde ø og føler sig glad helt ind i hjertekulen, og det tager lidt tid at identificere den følelse, så er det, fordi det er for længe siden, man har haft den.
Og så er det altså tid til at tage en ting eller to op til revision. Hvordan man gør det i praksis, er jeg ikke helt sikker på, men jeg må jo prøve mig frem.
Tak fordi du læste med!
Kan ikke komme med noget nyt, men føler bare trang til at rose dig, for dine fine gode tanker, som du formår at sætte ord på, netop så du formår at “ramme” os rigtigt.
Skriver måske det vi alle ved, men lige skal have hjælp til at huske.
Sjovt. Jeg er enig med alt hvad du skriver. Har tænkt nøjagtig de samme tanker. Er blevet meget glad for mellemvejen, elsker at inspirere, hader at folk (hjulpet på vej af redaktører som strammer til) føler der bliver dikteret. Og fået aha-oplevelse over at vågne en morgen ved en svensk skovsø og tænke ‘hvad er det der mangler?’ og finde ud af det er den lille nagende utilfredshed med et-eller-andet-udefinerbart man kan miste når man har glemt opladeren til telefonen og langsomhed er blevet en vane.
Fantastisk godt indlæg ! Ros :)
Jeg er en af de – sikert mange – der er startet på LCHF i håbet om at finde en måde at spise på, der også kunne føre til vægttab. Det er stadig et stort mål for mig, men jeg er usigeligt begejstret over, at LCHF også fører til en god fornemmelse i kroppen og frasiger sig alt det kunstige mad.
På mit natbord ligger en bog, som meget udtrykker de tanker, du skriver, nemlig Gillian Riley: “Eating less – say goodbye to overeating”. Rileys tanker handler om noget lignende: hvis man ‘måler’ sig gennem omgivelsernes øjne – og det gør mange i vores kultur – får man ikke et fornuftigt forhold til fx mad, for så man mærker ikke, hvordan man selv har det, og det er det, der skal til, hvis vi vil være veltilpasse. Hun har et helt vidunderligt afsnit om skyld i forhold til mad! Og ikke et ord om LCHF! Og slet ikke om kure og regler og regimer…
Nå, men dette for at sige, at jeg er meget enig med dig i dine tanker, men til forskel fra andre her i tråden, er jeg absolut ikke pessimistisk – snarere tværtimod. Jeg oplever at flere og flere tager sig selv alvorligt i forhold til den eksistentielle sundhed .
Med to store drenge der er flyttet hjemmefra, og en datter der gør det om et par år, er den tanke der dukker op når jeg læser overskriften på dette indlæg: hvordan skal unge mennesker, der netop er flyttet ud, finde ud af hvad er er op og ned i madlavning/madsnak?
Jeg synes det er fint at spise økologisk, købe danske grønsager, hakke sin egen grønkål, og ryge sit eget bacon. Men hvis man nu sammenligner madlavning med at lære at spille et instrument.
Hvor finder man så de første nemme stykker, der giver en succes og lyst til at spille de sværere stykker? Jeg kan blive nervøs for om vi taber en generation på gulvet, som synes det lyder så omstændeligt at lave mad, at de vælger at købe den færdiglavet. For de kan jo alligevel aldrig lære at lave den “rigtigt”.
Jeg vil gerne lige knytte en kommentar til det, Lone. Jeg er 30 år gammel i dag, og for ca. 10 år siden boede jeg nogle måneder i Ungarn sammen med min HH-klasse. Ud af de 32 elever var jeg den eneste, der kunne finde ud af at lave ganske almindelig dansk mad fra bunden. Her tænker jeg, at ikke en eneste af mine klassekammerater kunne finde ud af at lave noget så forholdsvist simpelt som en frikadelle. Jeg var ærlig talt rystet, for jeg er vokset op med, at min søster og jeg lavede maden sammen med mor. På den måde har jeg lært at lave alle de “klassiske, danske retter” – uden opskrift, men som de er blevet lavet i familien i generationer. Dette har da også påvirket mig. Det betyder, at jeg i dag kan tage stilling til, hvad jeg vil putte i min mund. Jeg har en idé om, hvad der er gode råvarer og forstår at bruge dem. Derfor er mit råd til mødre/forældre: tag jeres unger med i køkkenet og lær dem de gode madvaner. Så virker det ikke så overskueligt at skulle kaste sig ud i den gastronomiske verden, når man flyver fra reden :)
Den dag i dag lever jeg ikke 100% LCHF. Jeg er ikke fan af regler osv. Sådan en “kur” vil jeg aldrig kunne holde ud til at leve. Og som Jane så smukt og rammende siger: “Livet skal ikke kæmpes. Det skal leves!” Hvis jeg har lyst til at spise en moden blomme fra min frugthave, så vil jeg ikke have dårlig samvittighed over dét. Hvis jeg gerne vil spise bedstemors hjemmelavede lagkage med hvedemel og hele molevitten, så vil jeg absolut heller ikke ha’ dårlig samvittighed over dét. Og så har jeg dage, hvor jeg mere eller mindre ubevidst lever i en næsten striks LCHF, fordi min krop trænger til det – og fordi jeg har lyst til det :)
Dejligt at læse din kommentar. Det lyder ærlig talt som noget af en øjenåbnende oplevelse! Jeg tænker en del over hvordan jeg selv kom igang med at lave mad. Det var en blanding af “nemme” retter hjemmfra, også retter fra det græske køkken, inspireret af et par rejser til de græske øer, og så de uundgåelige Karoline bøger (jeg er så en årgang ´62).
Jeg boede 91-94 i USA med familien. De dage hvor jeg var på ren “amerikansk diæt” fik jeg det mærkeligt. Dengang tænkte jeg ikke nærmere over hvad årsagen var, sørgede bare for at få mine havregryn og rugbrød når det var muligt. Men nu har jeg erfaret at det var de hurtige kulhydrater der var synderen. Og dem er der altså rigtig mange af i fastfood.
Årgang ’62 eller ’84…… jeg har også Karoline-bøgerne på hylden ;)
Jeg har også boet i udlandet af flere omgange, og rugbrødet var lige savnet hver eneste gang. Jeg følte ikke, jeg blev mæt af det hvide brød. I dag kan jeg sagtens undvære rugbrødet, for nu er det erstattet af en masse grøntsager osv., men i ny og næ er det nu ikke tosset at få en rugbrød igen :D
PS: i forhold til min første kommentar skulle der naturligvis stå, at det ikke er helt så uoverskueligt at kaste sig ud i den gastronomiske verden, når man har været med moooar i køkkenet ;) Det gik vist lidt stærkt på tasterne i går!
Godt du kom hjem. Du har været savnet
Tak, Heidi. Med al denne fine respons er det jo helt dejligt at være tilbage :)
Tak for inspirerende læsning!! Det var LIGE hvad jeg havde brug for efter min ferie, hvor jeg med dårlig samvittighed har dunket mig selv oveni hovedet over at have spist for meget chokolade og drukket for meget rødvin. I stedet for nu at tænke hardcore fitness, fastekur og stram disciplin ved sociale arrangementer, vil jeg tage dine ord med mig og lade være at tænke så sort/hvidt. Tak:-)
Kh. Birgitte
Der kommer sjældent noget godt ud af bare at “stramme skruen lidt ekstra”. Det er i hvert fald min erfaring. Det er jo det lange træk, der tæller. Og det er altså nemmere at lykkes, jo færre regler man har for sig selv.
Så godt valg, Birgitte! ;-)
Dejligt, klogt indlæg med gode tanker – og hvor vil jeg dog give dig ret.
I jagten på den perfekte krop og det lykkelige liv, som medier og “eksperter” hele tiden bombarderer os med informationer om, hvordan vi opnår, har vi lige så stille glemt at bruge vores sunde fornuft – glemt at mærke efter de signaler vores krop giver, når vi har spist noget junkfood, glemt at vi er skabt forskelligt og glemt at vi hver især er unikke.
Jeg er en ældre model – født i 1940 – opvokset med en helt anden madkultur og andre madvaner, og vaner det er noget fanden har skabt.
Som ung var jeg på husholdningsskole – det var in på det tidspunkt og der lærte jeg bl.a. at lave mad fra bunden, men også en del om ernæring og vitaminers betydning. Den basisviden har jeg med mig, men jeg er bestemt også nysgerrig og lader mig inspirere andre steder fra – dvs. jeg finder inspiration her og der og alle vegne (længe leve Internettet) og har bl.a. med stor succes lavet flere af dine opskrifter, selvom jeg ikke helt er LCHF-fan.
Livskvalitet kan kun det enkelte menneske / familie definere betydningen af – men man bør altid være åben og nysgerrig for ny og veldokumenteret viden om kostens betydning for vores helbred og velbefindende – det gælder såvel i dag som da jeg var ung.
Tusind tak for din inspiration. ✿ (◠‿◠) ✿
Også en dejlig kommentar. Tak Lene :)
Du er en klog kvinde Jane og tak for det :-)
Tak Louise :)
Kæreste Jane,
Jeg startede med at spise LCHF et stykke tid inden, jeg begyndte at følge din blog. Og også inden, jeg havde læst din bog. Jeg blev til at starte med sådan lidt irriteret over, at alle satte dig/din bog op på en piedestal med ordene: “Jane/ Janes bog siger…”
Men så købte jeg bogen alligevel, og ja – jeg blev virkelig inspireret!! Det irriterede mig dog stadig, at folk så dig som en guru, fordi jeg jo netop kunne læse på din blog, at du bare er et helt almindeligt menneske, ligesom mig, der har fundet ud af, at LCHF gør din krop godt. No more, no less.
Men jeg fortsatte med at læse din blog (og købe dine bøger), fordi du jo blev ved med at inspirere mig. Og på trods af det mærkat, som andre satte på dig, så forblev du i mit hoved, altså som du fremstår, når jeg læser dine ord med min indre stemme, den samme inspirerende personlighed.
Og ikke mindst, fordi du så kommer med sådan nogle tanker, som du gør i dette indlæg! Du inspirerer mig – ikke kun mht. mad, men også mht. alt det andet. Tak, tak, TAK for det!
Jeg er nu holdt op med at høre på alle de andre (det var en facebookgruppe, og dem kommer der altså sjældent noget godt ud af, har jeg fundet ud af) og følger bare dig. Her er du selvfølgelig også centrum for debatten, men uden at dine budskaber bliver kørt igennem en andens holdning først. Det har vist sig meget bedre ;)
Hvor er det sødt sagt, Charlotte. Tak. Du rammer hovedet på sømmet ift. det med andres forventninger til mig. :)
Når alt det så er sagt, så er ‘Mæt og Glad’ blevet min bibel, men det er mest fordi, jeg er så vild med samtlige retter! ;)
Hvor blev jeg glad for at læse dine tanker :-)
Glad fordi jeg her i ferien lige som dig trækker stikket ud og mærker efter hvad der betyder noget…. Og det gør jo det nære, relationerne til mand og børn, som man pludselig har tid til at dyrke, at blive totalt varmet igennem (ihverttilfælde på de danske strande:-) ) og så tage det kolde gys i vandet, og bare være til :-)
For mig er sundhed ud over det snævre begreb der ligge i sund mad også det meget vide begreb der handler om at føles og elsket, og føle sig set og hørt, og at man gør en forskel i verden…. Tja, også lidt højtravent, men det bliver man nok af al den varme :-)
Jeg havde også oplevelsen af at se mine børn (og min mand) i øjnene og mærke,hvordan de faldt til ro, fordi jeg var der (og ikke 100 andre steder oppe i hovedet).
Og ja, jeg er helt enig med dig i, at det er alt for snævert kun at definere sundhed ud fra kost. Åh, der er langt igen :)
Godt brøl kære Jane.
Som en af dem der læser mere om mad/sundhed/ernæring/kroppens kemi (her taler vi ikke det hobetal af kost bøger de har i supermarkedet/bighabdel) end de fleste danskere, så kan jeg nok selv være en af dem som har tendens til at farve mere med sort/hvid end regnbuer. Dette ikke fordi der ikke er nuancer, men blot fordi min erfaring er, at danskerne desværre ikke helt er med på konceptet “mærk efter på dig selv”. Vi har de klassiske kost råd i Danmark som foreskriver at “vi skal spise varieret”. Det forstår mange danskere tilsyneladende som at man da er home-safe når man både spiser på McDonald’s og Subway. Lørdag er der lørdagskylling fra foliebakken på frost og rodfrugterne er kartofler fra en anden pose fra frost. Men de drikker jo kun minimælk og spiser havregrød, så de er jo sunde. Disse folk har alle muligheder for at spise varieret og sundt (om det er lchf eller ej er her irrelevant) men vælger bevidst noget andet. De er de samme folk som brokker sig når fødevareministeren prikker til befolkningen og kalder dem for en omgang tv-dinner spisende befolkning. Han skal da ikke fortælle dem hvad der er sundt og hvad der ikke er – det ved de jo godt selv! (læs: gu gør de røv).
Nå men jeg er personligt meget glad for at der er så mange der lytter til dig og dit nuancerede syn på kost og velvære. Det giver flere mulighed for at forholde sig lidt til kost og ernæring på en langt bedre måde end det vores såkaldte kost råd dikterer. Måske de en dag endda vil lære at mærke efter og lære at folk er forskellige og at det også er ok at spise et æble selv om det er fyldt med sukker (de kan jo mærke på egen krop at 10 æbler om dagen jo nok heller ikke er vejen frem).
Vi ses derude
Kim
Du må ikke forstå det som at jeg mener, at man skal mærke efter om det føles bedst at spise McDonald’s eller BurgerKing, Frosties eller Cheerios. Information, viden og oplysning er jo stadig godt. Det er i marginalerne, jeg går kold. Du ved, der hvor der ikke skelnes mellem at spise 10 æbler om dagen og at putte 1/4 æble i en salat. Men også der hvor modstridende synspunkter ikke kan eksistere side om side. Og begge være rigtige i deres kontekst.
Well spoken og word up!!!
Tror ikke tiden er løbet fra at mærke efter, tror bare ikke folk har/giver sig tid til det. Lad os håbe på at krisen snart er ovre og vi har lært noget af det nære og livsvigtige – fremfor kun at kigge overflade. Dejligt at du får så dybsindige tanker – dejlig og tankevækkende læsning.
God sommer herfra <3
Det er især det nære, jeg har fået øjnene endnu mere op for. Tænk at man skal så langt væk for at få fat i den slags perspektiv… :-/
“Livet skal ikke kæmpes. Det skal leves.”
Tak, det havde jeg brug for at høre fra en ude fra! Det er jo SÅ rigtigt! Jeg er så træt af at alle skal kæmpe imod deres kroppe. Jeg har selv været der – senest med at afprøve 5:2 fordi “det var en god idé” (en ny måde at kæmpe imod min krop..), men efter 2 måneder indså jeg, at jeg virkelig ikke ville kunne leve resten af mit liv sådan. Det var decideret sørgeligt!
Jeg vil huske dine ord. Jeg er så træt af at kæmpe. Jeg vil meget hellere blot leve.
Jeg ser også mange, der kæmper. Men det skal jo ikke være så svært altså (medmindre man er syg, så er det jo en anden sag). Og ja, det er altid en god idé at stille sig selv spørgsmålet: Vil jeg kunne leve resten af mit liv sådan her? Hvis svaret er nej, er man på kur.
Tak for din søde kommentar :)
TAK for en dejligt og klogt indlæg. Jeg er så enig. Jeg bliver træt helt ind i knoglerne af folk, der skriver på deres instagram-profil, at nu har de nået dagens antal kulhydrater osv. Hvorfor skal mad tælles op i protein, kulhydrater og fedt i stedet for at mærke efter i vores krop og – som du også plæderer for – spise rigtig mad, lavet på ordentlige råvarer.
Jeg kan for eksempel sagtens spise rugbrød og grove kulhydrater, men reagerer – som de fleste andre – selvfølgelig ikke positivt, hvis jeg har kørt en hel pose slik ned. Derfor forsøger jeg at lade være og give min krop det, den beder om: rigtig mad.
Endnu engang tak, både for indlægget og din blog generelt. Det er dejligt med en LCHF-madblog, der kigger længere ud end til LCHF.
Bedste hilsner
Luna
Tak for den søde kommentar, LunaBærmonster. :)
Kære Jane,
TAK – bare tak !
Du skriver det SÅ fint. Gid der dog ikke i almen mund skulle være betegnelser og formler på alt. MÆRK dog bare efter, tænker jeg.
Og så er jeg og utrolig træt af at høre om jeg er på kur, når jeg siger nej tak til noget at spise, bare fordi jeg lige der ikke er sulten.Jeg har bare mærket efter, og jeg var ikke sulten – derfor. Jeg er ikke sort/hvid, jeg gider ikke leve efter diverse regler om hvad jeg må og ikke må spise. Jeg har bare (pga dig) fundet ud af at jeg fungere absolut bedst på lchf mad, jeg kalder det bare helst for ‘rigtig mad’ , så lyder det ikke ‘kuragtigt’.
Dejligt du er hjemme ved bloggen igen – har savnet dine ord.
KH Maria
Det er pudsigt, jeg er aldrig rigtig blevet mødt med den der om jeg skulle være “på kur”. Men jeg er blevet mødt med “gud, spiser du stadig ikke brød?” som om det var en sær grille, jeg havde fået.
Og “rigtig mad” lyder altså også bare bedre ;-)
Hvor har jeg glædet mig til du kom hjem :-D jeg er selv faldet fuldstændig i; gik fra LCHF til whole30 og var på vej videre til skyhøj forbrænding, men NEJ. Jeg har sagt til manden, at hvis jeg nogensinde tager et billede af en riskiks eller en portion havregrød og skriver “mmmm kulhydrater” så skal han tage mig ud bagved og skyde mig. Den der “videre, sundere, strammere” jagt på kostregler er en sygdom og vel at mærke en sygdom der udløser selvhad. For slet ikke at tale om det liv man ikke får levet mens man tæller dl på sine grøntsager eller siger nej til en nyplukket pære fra mormors have. Det er absurd og livet er alt muligt andet og vigtigere. Vi skal spise ordentligt og behandle os selv pænt, men hvis vi bliver bange for maden har vi altså tabt.
Ha ha, du er så sjov, Pernille! Jeg håber dælme, du besinder dig så manden ikke behøver skyde dig ;-)
Og vigtigt i øvrigt med selvhadet! Noget, vi gør for os selv som en god ting, må ikke ende i selvhad.
TAK!
For at gøre en kort historie lang:
Jeg lærte dig, din blog, og dine bøger at kende for lidt under et år siden. Jeg har i 10 år haft virkelig store problemer med maven, daglige og konstante smerter. Lægerne puttede mig i deres rodekasse “irriteret tyktarm”.
Min mand og jeg var på bryllupsrejse til Maldiverne over julen, og i den forbindelse ville jeg gerne være lidt “bikini-lækker”. Ikke at jeg behøver at tabe mig, men ville gerne være lidt mere “fast i kødet”. Jeg var på ingen måde klar til at gå til ekstremer, såsom kålkuren (bvadr), men havde hørt meget godt om det der “palæo”, så jeg tænkte at jeg da i det mindste kunne prøve at holde mig fra brød og pasta i en måneds tid.
Pludselig var smerter, ubehag mm væk. Jeg kunne faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst havde haft det så godt.
Jeg er sidenhen blevet undersøgt for gluten allergi, men blodprøven vidste ikke noget.
Nu stod jeg så overfor (for mig) en stor udfordring – hvordan kan man undvære mad med gluten?!? Jeg ELSKER pasta, ELSKER hvidt brød, ELSKER kager. Min første tanke var “det var så den fest – nu må du nøjes med råkost og tørre helseboller resten af dit liv” men men men så fandt jeg dig!
Du åbnede en verden af lækker mættende mad uden av-i-min-mav’!
– og nu kommer vi så til min egentlige kommentar på ovenstående indlæg:
I og med jeg ikke bruger LCHF som en kur, så er det virkelig trættende konstant at skulle høre på “jamen du må jo ikke spise frugt” “ej spiser du slik” “kartofler er roden til alt ondt” osv osv.
Jeg tillader stadig mig selv at spise et stykke kage, brød eller lidt pasta af og til, men ved også hvad det “koster mig” – laver en hurtig cost/benefit analyse (er den kage så lækker at det er det værd)
Jeg er ved at have lært at lytte til min krops signaler.
Hvor er det dog befriende at høre en som dig (for ja du er blevet lidt af en LCHF guru) sige netop som du gør ovenfor. Jeg har, efter at være blevet irriteret på de løftede sundhedspegefingre alt for mange gange, besluttet mig for at det jeg gør er okay, så længe min krop fortæller mig det. Vi er alle forskellige og det skal der være plads til – hvad der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for min sidemand(kvinde).
Ooooog nu skal jeg nok stoppe mig selv – håber bare lidt af min kommentar giver mening, og at du sidder tilbage med en opfattelse af at jeg synes du er MEGA sej!
Din brød-oplevelse lyder meget som min! Nøj hvor en sorg ikke at kunne spise det længere. Og cost-benefit laver jeg også. Ikke lige med brød men med andre ting. Og nogle gange er mavepinen sguda værd at tage med :)
AMEN- hvor er det dejligt at ha dig tilbage.
Jeg har forlængst fjernet min blog fra LCHF verden – ikke at jeg ikke stadig har sympati for LCHF/Palæo/Primal etc – men simpelthen fordi jeg ikke orker det der sort-hvide verdensbillede hvor man kaster skyts efter hinanden.
Jeg kunne bare ikke holde det ud mere- var ved at kaste op over om man er en god LCHF fordi man engang i mellem spiser non LCHF? Marks ´daily apple havde faktisk en fin kommentar omkring den slags spiseforstyrelse i går /forgårs. … Jeg tror at vi er på vej ud i en hysterisk blok- inddeling af samfundet hvor den ene fløj er så hysterisk optaget af kost og motion -at den anden halvdel bare står af og ikke orker at deltage- begge dele er skidt.Husk din vitamin N (ydelse) hver dag :)
kh
Jeg synes egentligt, at det er sundhedsdialogen i det hele taget og ikke bare en LCHF/paleo-ting. Tag nu den her historie forleden om at frugt feder. Fyldt med store ekspertudtalelser. Men hvor er det dog taget fuldstændig ude af kontekst.
Jeg har ikke læst MS’ indlæg. Det må jeg lige tilbage og finde :)
Det er kloge ord i sommervarmen! Jeg tænker at det er godt at være sund og mærke sig selv så man så vidt muligt er i balance. Den energi man ikke skal bruge på at vurdere/hade sig selv, kan man bruge på andre mennesker eller kreative udfoldelser! Win win!
Ja der frigives jo pludselig både energi og tankevirksomhed, når man sætter sig selv fri :)