Ferietanker om arbejdsliv, sundhed, vægt, krop og fremtiden


En lang ferie sætter altid gang i tankerne. Tidligere kredsede mine tanker om ting som: Er jeg det rette sted? Opnår jeg det, jeg gerne vil? Hvorfor er jeg så ked af det hele tiden? Så træt? Den slags…

Nu, hvor jeg er selvstændig, har tankerne taget en lille drejning. Nu er de mere i retning af: Er mit arbejde i overensstemmelse med min person og mine idealer? Er jeg stolt af det, jeg laver? Føler jeg mig fri, eller går jeg ubevidst på kompromis med, hvem jeg er for at passe ind i folks forestilling om, hvem jeg er?

Særligt sidstnævnte er svær at sluge.

UNDERLIG MAVEFORNEMMELSE…

Jeg har længe haft en lidt underlig mavefornemmelse omkring det hele. Måske egentlig helt fra starten.

Da jeg skrev SPIS DIG MÆT & GLAD, var det for at dele budskabet om, hvordan jeg var lykkes med at lave nogle ændringer i min kost, som havde gjort en kæmpe forskel i mit liv. Mavepinen og sukkertrangen, der forsvandt, energien og glæden, der kom tilbage, den rare, rolige følelse indeni. Den historie.

Jeg havde ikke forestillet mig, at vi et år senere ville have solgt over 100.000 bøger, og at jeg ville være en, man spurgte til råds og lyttede til. Jeg ville gerne inspirere, ikke diktere.

En ting, som længe har rumsteret i mig, og som stod helt klart for mig, da jeg kom langt væk fra hverdag og stress og jag er, at jeg ikke bryder mig om den måde, vi italesætter sundhed på. Både generelt og indenfor LCHF.

Jeg føler mig ikke tilpas i den debat, og det kan jeg jo som sådan være ligeglad med, hvis det ikke var, fordi jeg tit befinder mig lige midt i den.

Det virker, som om alting skal være sort eller hvidt, rigtigt eller forkert, enten-eller. Nuancerne er gledet ud, enten fordi der ikke er tid til dem, eller fordi de ikke hilses velkomment.  Måske fordi det er for besværligt at operere med dem.

REGLERNE BRINGE OS VÆK FRA DET VÆSENTLIGE

Vi vil vide, hvad der er RIGTIGT men glemmer at mærke efter, hvad der er rigtigt FOR MIG.

Må jeg spise frugt? Eller hvad med gulerødder og rodfrugter? Er bønner og linser godt eller skidt? Quinoa? Havregryn? Hvor meget fedt skal jeg spise? Er for meget protein usundt? Og det sværeste spørgsmål: Hvordan ved jeg, hvor meget jeg må spise, når der ikke er en kostplan med mængdeangivelser, jeg kan følge?

Det er ikke, fordi jeg ikke kan følge tankerne her, det kan jeg sagtens, men fælles for dem er, at de er et udtryk for, at vi har mistet tilliden til, at vores krop nok skal fortælle os det. For den fortæller os det rent faktisk, hvis vi lytter efter, i langt de fleste tilfælde.

Det svære består i, foruden at lytte og mærke efter, at svaret sjældent er JA eller NEJ.

Svaret findes måske snarere i nuancerne, og det føles utrygt. For hvis vi ikke har nogle skarpt optrukne grænser at navigere efter, er det pludselig os selv, der står med ansvaret for at finde vejen.

Balance

VIDENSKABEN KAN IKKE GIVE DIG SVARET PÅ ALT

Kost og sundhed er ikke nogen eksakt vidensskab. Eller måske er det, men det er så ekstremt svært at måle. Og de ting, der forsøges at måle på, skyder tit i alle retninger.

Videnskaben kan fortælle os mange ting, men den kan ikke fortælle os alting.

Så hvis vi søger nøglen til vores krops sundhed i studier og undersøgelser, tror jeg, vi kommer til at lede forgæves.

Det samme gælder, hvis alting foregår oppe i hovedet.

Vi spiser ikke et æble, vi spiser en kulhydratkilde. Vi spiser ikke mad, vi spiser LCHF/stenalderkost/raw food/low fat/high protein, eller hvad vi nu vælger at kalde vores mad.

Mad er reduceret til makronæringsstoffer og tal og analytiske tanker.

Men hvor blev nydelsen af? Det sanselige ved at spise? Hvis den er forsvundet, synes jeg dælme, vi skal komme ud og lede efter den.

SUNDHED ELLER VÆGTTAB?

Sundhed og vægttab virker også tit til at blive blandet sammen. Og det kan også sagtens være to sider af samme sag.

En krop, som næres af sund mad, vil kunne gå ned i vægt. Men en krop, som fyldes med usund mad, vil også kunne gå ned i vægt. Så at vægten regulerer sig er ikke ensbetydende med, at kosten er sund. Du kan sagtens gå ned i vægt på bacon og smør og boller bagt i mikroovn og pålægssalater og købesovse. Men det betyder ikke, at den kost er sund.

Du kan også sagtens spise en sund kost uden at gå ned i vægt.

En fyldig krop kan sagtens være sund, mens en slank krop kan være usund. Og vice versa.

Vi får det tit til at lyde, som om der kun findes én rigtig vej til en sund og slank krop, men det er jo ganske enkelt ikke rigtigt.

KROPSFOKUS

Kroppens udseende virker i det hele taget til at tage mere og mere plads. Og det kan også være en god motivationsfaktor for at skabe nogle varige ændringer i sit liv.

Men måske er jeg bare for gammel.

Jeg kan fx sagtens være lykkelig uden thigh gap, bikini bridge, sixpack eller hvad de andre markører for tyndhed, hedder. Jeg kan godt leve med runde lår og med en mave, som mine børn kalder “dejlig blød” (hrmf!).

For mig at se er det vigtige, hvordan vi føler os tilpasse i vores krop. Og hvis vi mener, at vi kun fortjener at være glade, elsket eller føle lykke og selvtilfredshed, hvis vægtpilen peger et bestemt sted hen, så tror jeg, vi har større problemer, end hvad vi lægger på tallerkenen.

Livet skal ikke kæmpes. Det skal leves.

TYNDHEDSBOMBARDEMENTER

Jeg bliver for eksempel provokeret, når jeg ser sådan noget her.

For selvom vi ikke har at gøre med rigtige mennesker, og selvom langt de fleste sunde og raske mennesker vil trække på skulderen og have det helt fint med aldrig at komme til at se sådan ud, så puster det til den mentale forestilling om, hvordan menneskekroppen skal se ud.

Hvad lagrer der sig i mine børn, når de ser det her? Jeg ved det ikke. Men det generer mig.

Set i Bangkok, i øvrigt.

thigh2

BODYSHAMING

I løbet af sommeren er der poppet nyheder op i mit feed om, at man kun måtte have bikini på på stranden, hvis man havde en bestemt slags krop. Arh men jeg er med på, at det er agurketider, men er det der, vi er? Bodyshaming? Som om de fleste ikke bodyshamer sig selv nok i forvejen!

Kan vi ikke bede om noget rummelighed og noget selvkærlighed i stedet?

NÅ MEN DET, JEG EGENTLIG VILLE SIGE….

Alle burde have mulighed for at trække stikket i fem uger ind imellem.

Det er første gang, jeg har gjort det, men det har været så godt for mig. Jeg kom så langt væk fra det hele, at det pludselig var nemt at se, hvad der var vigtigt, og hvad der var mindre vigtigt. For mig, forstås.

Det lyder måske lidt højtravende, men nogle gange kan det være svært at se klart, når man befinder sig midt i virvaret.

Men når man så pludselig står ude på en næsten-øde ø og føler sig glad helt ind i hjertekulen, og det tager lidt tid at identificere den følelse, så er det, fordi det er for længe siden, man har haft den.

Og så er det altså tid til at tage en ting eller to op til revision. Hvordan man gør det i praksis, er jeg ikke helt sikker på, men jeg må jo prøve mig frem.

balance

Tak fordi du læste med!

 

Nyd julemad og -godter med stabilt blodsukker

Hold fast i de gode vaner med Madbandittens Juleopskrifter. Her er både mad til juleaften og julefrokosten og en masse lækre søde sager, som ikke sender blodsukkeret på himmelkurs.

Få tilsendt Madbandittens Juleopskrifter her

Madbandittens juleopskrifter

Skriv dig op til min lørdagsmail og jeg sender dig en madplan for 0 kroner.

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

95 kommentarer til “Ferietanker om arbejdsliv, sundhed, vægt, krop og fremtiden”

Skriv en kommentar

  1. Hej Jane
    Nu er jeg vendt tilbage til dette opslag flere gange og finder en ro og en uro i mig selv hver gang.
    En ro fordi dine ord bekræfter mine rationelle tanker i at de bør træde mere i karakter og jeg skal give dem mere plads.
    En uro fordi det er så let sagt, men så usandsynligt svært at udføre. Jeg har gennem flere år brugt maden som selvmedicinering når jeg psykisk kæmper med mig selv. Min krop kan i de perioder ikke mærke sult eller mætheden, og min hjerne kæmper med at dæmpe psykens kamp for mere, mere, mere mad… og den efterfølgende selvlede over at psyken vandt, igen!
    Jeg kan godt lide LCHF, jeg får det bedre, jeg er mere stabil, jeg kan lide maden…. men jeg synes det er så svært, det er besværligt… måske fordi jeg bare så gerne ville være som alle andre der kan spise lige hvad de vil fordi de godt kan vinde kampen mod den lille djævel der bare vil have mere.
    Hvordan kommer jeg over den bump på vejen, hvor der står besværligt? Nogle nemme snacks som bare er lige til at hapse fordi jeg har glemt at forberede?
    Tak for gode ideer, input og tanker der inspirerer og sætter noget i gang… noget godt.

    Kh
    Karen

    Svar
    • Hej Karen
      Tak for din fine og ærlige besked. Jeg måtte lige tilbage og læse indlægget igen, for det ligger jo nogle år tilbage.

      Jeg har ikke et rigtigt entydigt svar på det, du spørger om. Men jeg tænker, at det at holde fast i LCHF (eller sund kost i det hele taget) har meget mere at gøre med tankerne end det har med forberedelse af sunde snacks etc. selvom det nu også i praksis kan være en hjælp. Men tankerne er vigtigere.

      Der kan ligge en sorg i erkendelsen af, at man ikke kan det samme som andre. Jeg tror, det handler meget om, at hele “alt med måde”-tankegangen hyldes som den mest rigtige mens det at føle sig trigget af nogle madvarer og være nødt til at vælge dem fra italesættes som noget forkert eller noget skamfuldt. Jeg får bag kulissen så utroligt mange mails fra kvinder, der skriver til mig, at de føler fred med, at de her på siden møder en accept af at måtte operere med lidt skarpe linjer.
      Jeg tror, forskellen koges ned til snakken om personlighedstyper, og hvorfor forskellige strategier duer for forskellige mennesker. Har du mon læst det? Ellers finder du det her: Vælg den rette strategi, når du skal ændre vaner

      Selv dette er dog heller ikke så sort/hvidt, for de fleste af os rummer begge typer.

      Jeg er lidt forsigtig med at tale om misbrug og afhængighed, men der er alligevel noget, der giver genklang der. Det er mad, der dulmer, det er mad som selvmedicinering, mad som flugt og mad, der opleves som et kontroltab. En alkoholiker kan ikke nyde alkohol med måde. Hvis han/hun gør det eller så længe han/hun forsøger sig med den strategi, vil det fejle. At erkende at man er misbruger er også et skridt på vejen.

      På mine Kickstarthold arbejder vi med at distancere os fra den lille djævel, netop ved at personificere den som noget, der er adskilt fra os. Nu er den, der taler. Ikke mig. Det hjælper rigtig meget.

      Desuden synes jeg, der er meget at hente i at tage videnskabsmands-kasketten på og prøve at se nøgternt på sig selv og sine handlinger. På den måde er der ingen skrappe regler men kun retningslinjer, som man tester af. Fx: Fungerer det for mig at spise frugt om morgenen fx? Næ, det gjorde mig helt vildt sulten resten af dagen og jeg endte med at snacke hele eftermiddagen, hvilket var usmart. Det noterer videnskabsmanden som læring. Det var ikke endnu en “ødelagt dag” eller endnu en dag, hvor jeg faldt igennem som menneske. Det var bare endnu en erfaring.

      Det var lige en hel masse tanker. Håber, du kan bruge dem til noget :)

      Svar
      • Mange tak for dit svar og tanker omkring mit oplæg. Det kunne sagtens bruges.
        Jo jeg tænker selv mad som mit “drug” og dermed også mig som en misbruger. Derfor er der en stor skam og udueligheds følelse tilknyttet dette, de følelser skaber udfordringer når jeg rigtig gerne vil have en sund krop.
        Når jeg så erkender misbrug er det samtidig ikke at ligestille med lad os sige alkohol da det jo kan undlades, det er lidt svært med mad. Så ja det kræver andre strategier.
        En sort/hvid livsstil har jeg indført og erkendt er nødvendig. Men at tænke det hele som et videnskabelige forsøg havde jeg ikke tænkt på, det giver faktisk rigtig god mening. Det kunne på nogle måder dæmme op for følelsen af at fejle igen og igen.

        Tusind tak ?

        I ønskes en dejlig pinse.

        Svar
  2. Hej Jane.

    Tusind tak for de ord og indsigt. Jeg manglede lige noget inspiration og/eller lidt bekræftelse i nogle af mine egne tanker.

    Svar
  3. For dælen hvor er det fedt at du får taget nogle af de ting op. Specielt den med billedet af os selv, og hvilke billeder det er vi giver vores børn.
    Mine børn er dejligt velnærede. De hører ikke til i den tynde ende, men de er absolut heller ikke tykke. Jeg ved de får en god næringsrig kost, de er aktive, sover godt om natten, er sjældent sure eller kede af det uden grund(frustrerede ja – det er en helt anden sag :-)) og sygedom hører til sjældenhederne. De er i mine øjne sunde børn – og alligevel skal de leve med at de bliver målt og vejet, og det er det der afgør om de er sunde eller ej. Jeg er så bange for at de skal få et forkert billede af sig selv – og håber virkelig de gider at lytte mere til mennesker som dig, fremfor de mennesker der tegner det generelle mediebillede. Jeg bliver så ked af det når jeg ser hvad det er for nogle idealer vi sætter op for vores børn. De får jo ikke lov at være børn. De får ikke lov at mærke sig selv. De får ikke lov at være sig selv.
    Og den med at hive stikket ud – stor succes. Det er her man kan mærke sig selv!!!!

    Svar
  4. Kære Kære Jane!
    Har først haft tid til at læse dit indlæg nu. Og hold nu op, du har bare fat i den lange ende. Alt det med at mærke efter i kroppen, og hvor svært det egentlig er – og vigtigt, jamen det er bare så rigtigt. Jeg har længe før jeg lærte dig at kende, vist at denne livsform, er den rigtige for mig, har haft adskillige afstikkere, men vender altid tilbage. Hvorfor, ja fordi det føles godt. Men det er der også mange andre ting der gør. Lige nu har jeg en periode, hvor jeg har lyst til lidt groft brød, lidt kartofler, en almindelig is osv. Jeg har aldrig tænkt på at jeg synder, jeg vælger det bare, og nyder det. En kartoffel smager simpelthen så godt, men det ændre ikke på, hvad jeg synes min basiskost er, det er LCHF.
    Jeg kommer til at tænke på en oplevelse, jeg havde på et tidspunkt, hvor jeg var med i en bibelstudiegruppe ( ja jeg er kristen ). Vi havde besøg af en præst, som bla. fortalte at han snakkede med Gud, og det var der en i gruppen, som slet ikke kunne forstå, eller hun kunne ikke forstå at der kunne komme et svar. Til det sagde præsten, at svaret jo ikke kommer som en klar besked, at man skal lytte godt efter i sig selv, for at høre et svar. Det er lige præcis det du beskriver, om at lytte til kroppen, eller sagt på en anden måde, lytter til sig selv, mærker sig selv, hele sig selv, både sorger og glæder, også i forbindelse med kost.
    Tusind tak for alt det du deler med os.
    <3 <3 <3

    Svar
  5. Hurraaaaa!
    Hvor er det dog dejligt at der er én der formulerer, det der rumsterer i hovedet på mig. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har fået at vide: “Jamen du skal da ikke tabe dig” eller “hvorfor er du på kur”. Kunne det være en mulighed at jeg gør det for min sundheds skyld og at jeg bare har det bedre i min krop, når jeg spiser på denne måde. Det er jo ikke altid et spørgsmål om at tabe kilo. For mig er det i høj grad et spørgsmål om at have fundet den balance i min kost, der giver mig sundhed og får mig til at have det godt i min krop.
    Så tak for det Jane <3

    Svar
  6. Dejligt indlæg :) – og ja, man bliver først ‘lykkelig’ den dag man kun gør de ting der gør en glad indeni. Det er dog sværere i praksis end i tale, for en masse ting er man tvunget til hver dag, som man egentlig gerne ville være fri for, men som der er nødvendige for at få en dagligdag, en økonomi eller en familierelation til at hænge sammen. Jeg tænker meget på hvad der er vigtig for mig – og hvad der ikke er vigtigt for mig, men for andre – og hvilke af de ting der gør mig glad. Og så vælger jeg med min mavefornemmelse hvad det er jeg skal gøre, hvad jeg skal vælge eller fravælge. Nogle gange er jeg ‘tvunget’ til at vælge forkert, og det kan godt ødelægge hele min dag, faktisk også flere dage op til det man egentlig ikke har lyst til – men det kan være svært at sige nej til nogle ting, og så må man bare se frem til når det er overstået. En ting der dagligt glæder mig, er den lækre mad – og de gode ting den gør for mig og min krop – så for mig er det LCHF for livet, og glæder mig virkelig meget til din nye kogebog, faktisk så meget at jeg ville ønske jeg bare kunne være en flue på væggen til hver en tilberedning og hvert et photoshoot :D Det er så skøn mad og så skønne billeder, du og Columbus er et perfect match, så håber ikke at det er den del af dit liv der forhindrer glæden i hverdagen – og håber du finder den igen, så hver dag kan give samme mavefornemmelse som en dag på en øde ø :)
    Dbh. Rikke

    Svar
  7. SÅ godt skrevet. Meget reflekterende og meget velovervejet. Ikke noget at sige til, at så mange “ser op” til dig og spørger dig til råds.
    Personligt har jeg mest fuldt dig på sidelinjen, men spist meget efter dine råd og opskrifter. Det har hjulpet mig igennem en meget svær tid på det personlige plan.
    Du er realistisk på den gode måde og det er fedt og det er derfor det virker.
    Tak for dine råd, opskrifter, positive ord og tak for DIG.
    Mvh. Sanne

    Svar
  8. Hej Jane, supergodt indlæg! Meget tilfældigt at jeg så det. Jeg er nemlig også blevet TRÆT af alle de kostretninger. Og jeg er meget enig med dig i, at det jo i bund og grund handler om at mærke efter, hvad ens krop har brug for. Og her har vi kun set begyndelsen, tror jer. Vi har ikke brug for mere pres og stress i vores samfund. Jeg vil påstå, at langvarigt stress er lige så giftigt for kroppen som sunde fødevarer. Netop en god grund til at ikke at banke os selv oven i hovedet med, hvad der er rigtigt forkert at spise.

    Dog tror jeg, at mange skal igennem en periode med en vis fanatisme for komme til det sted, hvor de kan mærke sig frem til, hvad der er det rigtige at spise for dem. For mange aner ikke, hvordan de i virkeligheden har det med deres krop. De kan ikke mærke, hvad det gør ved dem, at de lever halvt af junk og sukker. Når man på f.eks. LCHF eller palæo pludselig smider sukker, mel og måske mælk, er det jo tydeligt for de fleste, hvor uhensigtsmæssigt man har levet før. Den kontrast er måske nødvendig, før man kan finde ud af, hvad der virker for én.

    Jeg har selv været igennem både palæo og LCHF, fordi min krop simpelthen begyndte at skrige efter at blive behandlet godt og få nærende mad. Nu har jeg fundet ud af, at jeg ikke så godt tåler mælk, at sukker er bandlyst, at store mængder hvidt brød er skidt, men til gengæld også at jeg trives med store mængder grønt og frugt, at jeg også skal spise bønner og fuldkorn, og at jeg ikke behøver store mængder kød. Det ville jeg dog aldrig nogensinde være kommer frem til, hvis jeg ikke havde haft en fanatisk periode.

    Jeg tror, det er helt det samme med den “indre sundhed”. Pt. er jeg i gang med et terapiforløb, og jeg er i hvile, hvile, hvile – simpelthen fordi jeg i mange år har levet som om, jeg konstant havde en brølende løve i hælene. Jeg er overbevist om, at jeg på et tidspunkt finder en balance her også, så jeg begynder at blive aktiv igen. Men lige nu er jeg nødt til at være fanatisk med mit “anti-stress-liv”.

    Vi er kommet så langt væk fra vores natur, og der er meget, vi skal lære. Men ved du hvad Jane, det er derfor, at vi har personer som dig vil at vise os vej – og du har sgu gjort det godt. ;-)

    Svar
  9. Tak fordi du delte dine reflektioner med os andre. Jeg er helt enig og også bekymret for, at vi igen-igen skal ud i debatterne om rigtigt og forkert i stedet for at lære os at mærke efter kroppens signaler. Og gu’ er det svært, men det bliver ikke gjort lettere af debatter, hvor der tromles og løftes pegefingre ved den mindste afvigelse fra ‘flokken’.

    Svar
  10. det er som om dette indløg er skrevet til mig. Min kamp mod anoreksien har været hård her til sommer. Men for pokker, du har jo ret. Hvor blev livet lige af og nydelsen af? Hvad gjorde vi af os selv i dette ‘kampløb’?
    ‘Livet skal ikke kæmpes, det skal leves.’ – jeg er færdig med at kæmpe, jeg er klar til livet igen!

    Svar
  11. Tak for endnu et dejligt indlæg. Jeg har haft nogle skrupler, fordi jeg ikke trives ( = tager på i vægt) på ren LCHF. Men dit indlæg bekræfter mig i, at jeg skal følge min egen fornemmelse for, hvad der er rigtigt for mig og min krop. Hvilket nok er en moderat LCHF.

    Du kan virkelig det der med at få det skrevet, så vi alle kan forstå det. Godt gået :-)
    Mvh Kathe

    Svar