Jeg var ret flad, da vi tog afsted på ferie for to uger siden. Jeg synes ellers ikke, at jeg har knoklet helt så meget, som jeg plejer, men måske tog foredragslivet lidt hårdere på mig, end jeg lige var opmærksom på. Mine batterier var i hvert fald flade, da vi landede i Thailand, og jeg slukkede for alting og gik næsten offline.
Med næsten mener jeg, at jeg holdt et par kommunikationskanaler åbne. Instagram og Twitter fx, og jeg godkendte også kommentarer på bloggen her, men uden at læse dem. Facebook rørte jeg ikke, hverken privat eller professionelt.
Facebook, moderere og blokere
Jeg har det virkelig svært med Facebook. Mit feed er fyldt med opslag fra folk, jeg ikke kender i virkeligheden, og som jeg ingen ægte interesse har i. Og det virker underligt at bruge tid på det fremfor at bruge tid på de mennesker, jeg kender og forsømmer så rigeligt i forvejen.
Jeg oplever, at stemningen på FB hurtigt bliver rabiat. Folk skal helst “hænges ud”, og der er tilsyneladende ikke mange ting, man ikke kan sige til hinanden gemt bag et profilbillede på FB, og det er underligt og usympatisk, synes jeg.
Det er lidt, som om vrede tiltrækker mere vrede. Lidt ligesom hvis man er i byen en aften, og der er optræk til slåskamp. Nogle mennesker drages af det og vil se mere og måske endda deltage. Jeg er mere typen, der vender ryggen til og skynder mig at gå den anden vej. Jeg bryder mig ikke om mennesker, der agerer med vrede som grundfølelse.
Jeg har endnu hverken modereret kommentarer væk fra Madbandittens FB-side eller blokeret folk fra at bruge den, men jeg har lyst til det nogle gange. Jeg suger nemt andres følelser til mig, og det er lidt uhensigtsmæssigt, kan jeg mærke, og det ender med at påvirke mig negativt.
Jeg forstår godt, at mad og syn på sundhed kan vække stærke følelser, men jeg lærer aldrig at forstå, at den dialog ikke kan være respektfuld. Og nogle mennesker er virkelig diskussionslystne, og det er bare ikke altid, jeg gider diskutere. Jeg gør det, jeg gør, og har ingen problemer med at folk gør noget andet. Jeg er jo ikke nogen prototype.
Forventninger til mig
Jeg oplever en hel masse forventninger til, hvad jeg er, bør være og bør gøre, og jeg forstår godt, at det ville være dejligt og trygt, hvis jeg var et ufejlbarligt menneske, som altid gjorde alting efter bogen, men sådan er mit liv slet ikke. Og sådan ønsker jeg i øvrigt slet heller ikke, at det skal være.
Det skrev jeg om tidligere i indlægget Man kan ikke være alt for alle. På Instagram og Twitter oplever jeg derimod god og hyggelig stemning. Folk er overvejende glade og positive, og da en del af mit nytårsforsæt jo er at distancere mig selv fra negativitet, er det bare et bedre sted at være.
Det virker måske helt åbenlyst, men nogle gange har jeg brug for at få det hele på afstand, før jeg kan se ting klart. En af de ting, som gør mit arbejdsliv svært, er, at interessen for mig og mit “produkt” er rigtig stor. Og det er virkelig svært for mig at sige højt, at det er svært, for det kommer nemt til at lyde, som om jeg er utaknemmelig for interessen, og det er jeg på ingen måde.
Men jeg kan ikke følge med. Jeg modtager bunkevis af spørgsmål hver eneste dag, og jeg synes, at jeg skal svare på dem allesammen. Dels fordi jeg er et velopdragent menneske, der har lært hjemmefra, at det er uhøfligt at ignorere folk men også set med forretningsbriller på, hvor alle, der henvender sig, er potentielle kunder i min forretning.
Samtidig er det ikke en del af min forretnings ydelser at tilbyde gratis 1:1 rådgivning, og min tid rækker ganske enkelt ikke til det, hvis jeg også skal have en forretning kørende, jeg kan leve af.
Hvordan skal jeg tilpasse mit arbejdsliv?
Så når jeg holder ferie, bruger jeg rigtig meget tid på at spekulere over, hvordan jeg kan tilpasse mit arbejdsliv, så det er bedst muligt i tråd med de ting, der bringer mig glæde, og som jeg bedst kan tjene penge på.
Beklager den kommercielle tone, men det er jo min forretning og ikke et altruistisk projekt, jeg har kørende her, selvom der er visse sammenfald.
Jeg ønsker ikke, hverken nu eller i fremtiden, at tage penge for indhold på bloggen, og jeg ønsker heller ikke at tilbyde kostrådgivning, coaching eller lign. individuelle ydelser. Jeg synes ganske enkelt ikke, at det er der, jeg har mine stærkeste sider.
Jeg vil langt hellere lave noget til glæde for mange end at bruge min tid 1:1. Det går heldigvis fint i tråd med, at jeg gerne vil skrive og lave mad, fordi det er det, der giver mig stor glæde.
Fra det ene projekt til det andet
Da jeg afleverede manus til LCHF året rundt i slutningen af november sidste år, forestillede jeg mig, hvordan jeg ville gå direkte i gang med næste bogprojekt, så jeg kunne have en ny bog ude til efteråret. Det er så nemt at lade sig rive med, når man allerede kører i højt gear, og på det tidspunkt havde jeg skrevet bog/bøger næsten uafbrudt i 2 år.
Men så snart manus var afleveret, blev jeg ramt af en kæmpe ulyst mod at skulle skrive ny bog. Ikke fordi jeg ikke holder af at skrive bøger, men fordi jeg ikke havde lyst til at hvert minut af min tid skulle være optaget.
Så jeg lod december gå stille og roligt. Så kom januar, og LCHF året rundt udkom, og det giver altid ekstra travlhed, både her på bloggen og omme på den anden side.
Jeg fartede til og fra Jylland og holdt en hulens masse foredrag, og det var fint nok. Min redaktør ringede et par gange og ville gerne tale om “fremtiden”, men jeg følte stadig ulyst mod at fylde kalenderen mere op, så jeg udskød snakken.
Selvom jeg gør rigtig mange ting af pligt, og fordi jeg skal og bør, er jeg i bund og grund et meget lystdrevet menneske. Og i det øjeblik, jeg påtager mig for mange opgaver, jeg ikke har hjertet med i, bliver jeg frustreret og ulykkelig.
Jeg har et hjerte på skulderen, som minder mig om netop dette. Om vinteren er det gemt væk bag tykke trøjer, men i Thailand, hvor livet leves i badetøj, bliver jeg mindet om det hver dag. Og det er en dejlig og vigtig reminder.
Tilbage til hverdagen
I dag starter hverdagen igen, og det er ok. Også selvom dagen startede med, at jeg var blevet låst ude fra bloggen her og måtte have teknisk assistance for at få adgang til baglokalet. Jeg er ikke ked af at vende tilbage til hverdagen og arbejdet, som jeg var, før jeg begyndte at arbejde for mig selv.
Og på bare to uger er mine batterier blevet opladet til MAX. Vi landede tidligt søndag morgen, og vi var knap indenfor døren, før jeg gik i totalt Duracel-mode.
Jeg fik ordnet vasketøj og tog hul på en længe ventet oprydning (udrydning snarere) og fik skilt mig af med ting, som har fyldt og rodet, både fysisk og mentalt. Gamle rodeskuffer blev organiseret, og det føltes helt enormt frigørende.
Jeg fik også lavet chia-knæbrød, hjemmelavet ketchup, saltmandler, hjemmelavet mysli, sat over til to slags vand-kefir og lavet to slags kryddersmør. Alt sammen fordi jeg havde lyst og ikke fordi jeg burde.
Det var skønt at mærke energien boble i mig igen efter den lange vinter. Søren kiggede lidt forbløffet på mig og kunne ikke helt genkende mig i det energiniveau.
I går boblede energien videre, og jeg fik lavet to slags vafler, hindbærsylt med chia, og til aften valgte jeg at overraske familien med sushi til middag. Silas elsker sushi. Selv har jeg det lidt sådan so-so. Det er ikke der, mine cravings er rettet, må jeg indrømme. Jeg lavede dem med blomkålsris, og det synes jeg selv, smager dejligt og giver en lækker let fornemmelse. Silas kunne dog ikke dy sig for at være lidt skuffet, så jeg lovede ham at lave nogle “rigtige” næste gang. Søde barn.
Spørgsmål og kommentarer
I dag starter min arbejdsdag med at samle op på alle de spørgsmål og kommentarer, der er tikket ind de sidste to uger. Det kommer til at tage hele dagen og sikkert også noget af dagen i morgen. Derudover byder denne uge på masser af madlavning, blogindlæg, to møder (det ene med forlaget) og afsluttes med et hæsligt besøg hos tandlægen, som synes, vi skal skille os af med en af mine visdomstænder. Vi kan godt allerede nu starte med at have ondt af mig!
Men ude godt, hjemme bedst og alt det der. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det er dejligt at være hjemme. Det er det virkelig.
Det er første gang jeg poster her – men har brugt din blog og opskrifter som inspiration længe. Jeg er ret sikker på jeg stødte på dig i Thailand, men var for genert til at gå hen og fortælle dig at jeg synes din blog og bøger er skøn og har været en god hjælp herhjemme til at gå low carb. Jeg havde ellers besluttet mig for at gøre det hvis jeg så jer dagen efter, men så endte vi på hospitalet med alle tre børn (2 babytwins og en 5 årig) og så fik jeg det aldrig gjort. Så det gør jeg hermed nu :-)
Hvor er du sød :)
Og sikke noget med hospital! Hvad skete der?
Hej Jane
Sikke et fint indlæg! Jeg er ikke den person, der kommenterer allermest – selvom jeg er en flittig (og ivrig!) læser af din blog. Jeg er af helt samme opfattelse – kan simpelthen blive helt ked af det, når jeg læser folks kommentarer på de sociale medier – og i særdeles hed på Facebook. Om det så gælder mad/sundhed, træning eller noget helt andet. Så træk du stikket ud, når du har brug for det – og så håber jeg du ved, at vi er nogle, der læser med, også selvom der ikke falder så mange kommentarer af :)
Hvor er det sødt af dig så at kommentere denne gang. Tak Ditte :)
jeg burde vist også holde et par ugers ferie i varmen, hvis jeg kunne gøre mig så mange gode tanker om mit (arbejds)liv.
Tak for dit indlæg.
Kærlig hilsen en forårstræt yogalærer
Sådan en ferie kan varmt anbefales :)
Tonen kan være så hård – og møder man så mennesket bag undrer man sig i sit stille sind over, at så ‘fornuftig’ en person kan tale så hårdt, når bare ansigtet kan gemme sig bag en skærm. Jeg har oplevet det et utal igang – og selvom ordene ikke bliver råbt lige op i ansigtet på mig, så gør de lige så ondt som hvis de var..
Du er så sej Jane! men alt(!!) det du har opnået i dit ‘korte’ liv som selvstændig. Det er SÅ flot kæmpet – og hvor er det også flot, at du når at stoppe op undervejs og evaluere og mærke efter om du er der du gerne vil være, om du er kommet til at ‘tage den forkerte retning’, hvad du kan ændre eller fastholde for at forblive glad – og måske er der også mulighed for nu at lade lysten styrer endnu mere end de første år, hvor det vigtige måske er at producere og ‘sætte sig på markedet’.
Vi er jo mange, der er store fans – og vi bliver hængende (næsten) uanset hvad du finder på ;-)
Tak for de pæne ord!
Jeg oplever det samme som dig. At hvis jeg fx svarer på de grove kommentarer med et “hvad mener du egentlig med det?” eller “hov, hov, pas lige på tonen” så bliver afsenderen helt from. Jeg tænker, at man måske er blevet så vant til ikke at blive hørt, at man bare råber højere og højere og højere. Helt uden tanke for at der faktisk er nogen i den anden ende.
Tak for et ærligt og tankevækkende indlæg. Det er spændende, det med at skabe sit eget job – men det giver virkelig også nogle udfordringer, fordi der i sagens natur ikke ligger nogen manual til, hvordan man får sit arbejdsliv til at fungere. Spændende at følge med i, hvordan du løser opgaven!
Det er sjovt, det du skriver om forskellen i tonen på instagram og Facebook. Det oplever jeg også. Det er, som om folk er sødere og mere åbne på instagram, og man bliver ikke mobbet for at lægge mange madbilleder ud – tværtimod! Det må der være nogle mennesker, der har skrevet noget klog teori om, hvorfor det er sådan… :)
Kh Louise
Ja, man taler altid om hvor heldige folk er, der kan gøre deres hobby til deres levevej og det er også meget rigtigt. Men der er ingen, der taler om, at man samtidig mister sin hobby, fordi den pludselig bliver til et arbejde. Det er et sært paradoks.
Og det med tonen, det ville jeg gerne høre en klog teori om, for det er da virkelig tankevækkende.
Ja, stort velkommen hjem. Skønne feriebilleder og dejligt blogindlæg. Bliver altid glad for at læse din indlæg. Sætter stor pris på din ærlighed. Vi er jo alle bare mennesker og kan jo ikke være perfekte hele tiden
Tak Eva. Dejligt at høre, du kan lide indlæggene :)
Velkommen hjem. Du har været savnet
Tak Inge :)
Hej Jane. Jeg savner opskrifter med let tilgængeligt asiatisk mad med masser af grønt og kød. Måske en ide til din næste bog?
Åh ja! Jeg er dog ikke helt dygtig nok i det asiatiske køkken men min blogger-kollega Nadia fra Foodfanatic udkommer med en thai-kogebog her senere på måneden. Jeg er sikker på, der er inspiration at hente der!
Du har en tankevækkende, og filosofisk måde at tænke på. Din ærlighed er forfriskende. Er enig i at lidt afstand kan give perspektiv på tingene. Du har jo også skrevet 4 flotte bøger på kort tid, så en lille pause er vel okay. Det kan jo også give tid til at udforske hvad dit næste skridt er. Tak for din inspiration.
Tak for de pæne ord! Og ja, det slår mig hver gang, jeg rejser langt væk, hvor enkelt alting ser ud derfra :)
Kære Jane.
Velkommen hjem. Som sædvanligt et godt og relevant skrevet indlæg. Jeg kan overhovedet ikke klare ret mange negative udladninger, selv dem der bliver skrevet til dig, får jeg ondt i maven af. Det er så unødvendigt synes jeg. Hvorfor VADE rundt i at man er uenig, den ene overbevisning er lige så god som den anden, de er bare forskellige, og så burde vi lade det være ved det. Tak for den enorme inspiration, jeg får fra dig. <3
Kh. Pernille
Åh ja, på det punkt er vi to ret ens, Pernille. Man kan dog vænne sig til mange ting, og selvom det aldrig bliver uden betydning for mig, har jeg lært ikke at tage det helt så meget ind. Men jeg var hellere fri, det er helt sikkert :)
Og tak for at DU i hvert fald altid spreder positivitet omkring dig!
Jeg blev meget hurtigt fanget af sushi-billedet, da jeg, som kære Silas, ELSKER sushi! Så jeg skal da helt sikkert prøve med en lchf-version. Gør du noget anderledes ved blomkålsrisene? :)
Det er lidt forskelligt. Her har jeg bare brugt dem rå. Nogle gange overhælder jeg dem med kogende vand og dræner dem og andre gange blander jeg dem med flødeost (opskrift fra Mæt & Slank med LCHF)…
Du sætter ofte nogle stille og rolige ord på konflikter, som jeg i sin essens kan nikke genkendende til, men som jeg nogle gange ikke engang har reflekteret over. Det er virkelig rart. Du er sådan en fin inspirator, Jane. Tak for det :)
Sikke en fin kommentar! Tak for det :)
Sikke et dejligt, velskrevet og tankevækkende indlæg. Velkommen hjem :)
Tak for det :)
Kære Jane.
Ja, jeg vil tilslutte mig takken for dejlige feriebilleder og gode tanker om opladning mm. Og du er da godt nok ladet grundigt op – sikke en produktion, du har lagt ud med.
Jeg skriver også pga. din visdomstand – man er blevet langt mere tilbageholdende med at fjerne dem end tidligere, så medmindre du har problemer med den aktuelt, kunne du overveje at se an. Jeg ser an på 14. år med to, min tandlæge og kæbekirurg ellers gerne ville fjerne – og de holder sig i ro stadigvæk.
Se evt. http://www.tanden.dk/index.php?pageID=1494&subjectID=29614 – her står beskrevet, hvornår man bør få dem fjernet. Og du bestemmer selvfølgelig suverænt:)
Tak for omtanken :) Jeg har haft den i mange år, men den er begyndt at presse mod nogle andre tænder, som gør at jeg er begyndt at skære tænder om natten og have ondt om dagen. Så jeg tror desværre ikke lige der er anden udvej for mig denne gang :(
Så dejligt indlæg. Sætter pris på du indvier os i dine tanker og overvejelser om livet som selvstændig – og bare livet generelt. Velkommen hjem! Kh Vivi
Tak for det, Vivi! Nogle gange er det helt terapeutisk at få tingene ned på skrift :)
Kære Jane,
Velkommen hjem, sikke nogle fantastiske feriebilleder.
Din ærlighed og umiddelbarhed er dejlig befriende. Du sætter ord på mange af de tanker og følelser jeg selv tumler med. Ærligheden omkring den manglende energi og anerkendelsen af at det er okay er spot on! Tak for dine altid inspirerende tanker om livet, mad og andet. Det giver mig fornyet energi og inspiration.
Det er rigtig dejligt at høre. Tak for din positive kommentar, Maria :)
Kære Jane
Man kan aldrig få overblikket, mens man står midt i situationen – så skal man på afstand. Du tog over på den anden side af jorden og fik koblet fra. Det er gode reflektioner, du gør dig på siden. Jeg forstår heller ikke, hvorfor der er så meget vrede, som virkelig kan komme til udtryk på de sociale medier og sikkert også her på bloggen.
Keep up the good work – og pas godt på dig selv, så batterierne ikke er helt i bund, næste gang du holder ferie.
vh
Stella
Tak søde stella!
Jeg tænker, at man jo ikke kan ændre på den vrede, der findes derude, men at man kun kan ændre på hvor meget man tager den ind. Og her har jeg noget at lære endnu…
Så godt de negative kommentarer for nogle uger siden. Læste nogle af dem og droppede det så fordi det bare var så konflikt søgende. Jeg er glad for du er på Facebook og håber du bliver her ( selvom du ikke kender mig) OG jeg er LYKKELIG for din opskrift på blomkålsbearnaise så TAK.
Ps dine bøger er på ønskesedlen!
Jeg går ingen vegne ;-) Og tak fordi du læser med!
Kære Jane
Sikke et klogt og velskrevet indlæg – som jeg 100 % kan tilslutte mig.
Hjertelig velkommen hjem.
Kh Kathe
Tak for det, Kathe! Det er helt okay at være hjemme igen, må jeg indrømme :)