Fem tips til sund mad på ferien


Skal du på sommerferie og spekulerer du på, hvordan det skal gå at tage dine gode vaner med?

Så er du ikke alene. For en ting er jo, når man er hjemme og selv er herre over alle sine måltider, en anden ting er, hvis man befinder sig på en campingplads, i et sommerhus eller på et hotel med fuld forplejning.

Nedenfor har jeg samlet mine bedste tips til, hvordan jeg plejer at rejse. Hvad jeg tager med hjemmefra, og hvad jeg gør, når jeg er fremme ved destinationen. Måske er der noget, du kan bruge.

1. Keep it simple

Du behøver ikke en masse specialvarer for at leve sundt og kornfrit/LCHF. Specialvarerne bruges først i det øjeblik, du skal lave brøderstatninger eller godter, og vi kan nok hurtigt blive enige om, at de ikke er en livsnødvendighed.

For at sammensætte en god, mættende kost skal du ikke bruge andet end kød, æg, fisk, grøntsager og fedtstoffer, som smør og/eller olie. Medmindre din ferie i år består af bjergvandring i Himalaya, burde du kunne få fat i disse ting de fleste steder.

2. Medbring must-haves hjemmefra

Hvis der er noget, du tror, du får svært ved at få fat i på slutdestinationen, kan du tage det med hjemmefra.

Tidligere rejste jeg helst ikke uden min elskede Cod Liver Oil fra Nordic Naturals og en flaske Vita Biosa, som er en urtedrik med probiotiske bakterier. Den gør underværker for min mave, og hvem gider have mavepine/forstoppelse/diarre på en ferie?

De sidste par år har jeg bare haft et glas kokosolie med. Det er nemt og kræver ikke køleskab.

Jeg synes, at de gode fedtkilder kan være de sværeste at finde ude i verden, og derfor er det det, jeg prioriterer at tage med hjemmefra.

3. Hav altid Emergency-mad med

Selve rejsen er værd at planlægge, så du ikke starter din ferie med at ryge i en akut hungersfælde. Du ved aldrig, hvad du får serveret på flyet/kan købe på rasteplasen, og derfor er det vigtigt, at du er forberedt. 

For mit vedkommende betyder det, at jeg altid pakker en emergency-madpakke bestående af Hanegals salamipølser, nogle osteblokke, grøntsagsstænger og nødder.

På den måde kan jeg til enhver tid sammensætte et måltid, som holder mig mæt de næste 3-4 timer. Pyt med, at det ikke er verdens mest balancerede måltid. Det vigtigste er, jeg føler mig mæt og derfor ikke føler mig fristet til at spise underlige ting bare fordi de står på en flybakke foran mig.

Læs mere her En provokerende historie om at spise kold kødsovs og her Proteinrig madpakke til rejser

4. Medbring frø- og kerneblanding til knækbrød

Hvis du skal i sommerhus i Danmark eller i udlandet og er bange for at komme til at savne “brød” for meget, kan du blande din frø- og kerneblanding hjemmefra, så du så nemt som ingenting kan lave de gode knasende kerneknækbrød. Se hvordan du nemt og smart gør det her.

Det lærte jeg på den hårde måde for nogle år siden, da vi var et par uger i Sydfrankrig. Sydfrankrig har jo ellers for mig at se verdens Mekka – altså hypermarkedet Carrefour – som sælger alt mellem himmel og jord.

Undtagen hørfrø, åbenbart. Eller sådan var det i hvert fald tilfældet der, hvor vi var det år. Til sidst fandt jeg en helsekost i en lidt større by, der solgte dem, men det havde ved gud været lettere, om jeg bare havde taget dem med hjemmefra.

5. Sænk overlæggeren

Det her punkt synes jeg er det vigtigste! Sænk overlæggeren!

Accepter, at din mad ikke altid kan være på samme niveau ude som hjemme. Det er helt okay. Men lad være med at falde i fælden med, at fordi den lokale købmand ikke havde økosmør fra græsfodrede køer, så kan du lige så godt vælte dig i is og brød resten af ugen.

Slæk på kravene og lad perfektionismen blive hjemme, men gør dig selv den tjeneste at holde fast i overskrifterne. Når vi er i Thailand, indeholder maden fx en del sukker. Det gør thai-mad bare.

Til gengæld er der masser af muligheder for at spise godt med grønt, og hvis man bestiller maden lidt taktisk, kan man også få banket proteinindholdet op.

Læs mere her: Sådan skifter jeg mellem Low Carb og Keto

Mad og vaner

Det var mine bedste rejsetips. Personligt synes jeg ikke, at maden i sig selv udgør det store problem. For mig er det vanerne, der udgør den største udfordring på ferier.

For det er så indgroet i os, at dét at spise en is med familien er en del af feriehyggen. Og det behøver der heller ikke være noget i vejen for. Medmindre det, der startede med en enkelt is med familien bliver en glidebane mod mere og mere sukker.

Og så må man jo tage en kalkuleret beslutning om, hvorvidt det er besværet værd. Og det er det altså bare nogle gange. Men hvis man kan spise en is med familien og straks vende tilbage til sine gode vaner, så er man virkelig pivheldig på rette spor.

Og ellers vil jeg bare sige: Nyd det! Nyd den friske luft, de lune sommeraftener og det at tilbringe tid med familie og venner. Ud fra et sundhedssynspunkt er det nøjagtig lige så vigtigt som at spise sundt!

Og skulle uheldet være ude, og man ryger med begge ben i sukkerfælden, så findes der jo heldigvis en glimrende guide til, hvordan man bliver sukkerfri igen ;-)

Rigtig god ferie derude!

Sundere sommerferie - sådan! --Madbanditten.dk

Er du klar til (Low Carb) jul?

Indrømmet, min jul er ikke 100% Low Carb. Men den er ret Low Carb. Jeg har enkelte ting, jeg ikke vil gå på kompromis med og så spiser jeg Low Carb julemad og -godter for resten. Det gode ved den model er, at jeg slipper for at december bliver én lang sukkerfest, hvor jeg hele tiden har en sukkerdjævel siddende på skulderen. Det er så udmattende!!

Har du brug for Low Carb juleopskrifter på både al den traditionelle julemad og på de lækre julegodter, kan du lade Madbandittens Juleopskrifter hjælpe dig🌲

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

9 kommentarer til “Fem tips til sund mad på ferien”

Skriv en kommentar

  1. Super tips Jane – tak :-)
    Måske en pakke Bio-Chrom i rejsetasken kunne være relevant, hvis man sænker overlæggeren en dag eller to. Så undgår man de store blodsukkerudsving og får lidt støtte til at komme hurtigt tilbage på rette kurs. Bare en ide ;-)

    Svar
  2. Gode tips ;)

    Men er egentlig enig med Rikke at udvalget nogle gange er lidt problematisk kedeligt i Norden :(
    Særligt på cafeerne i Stockholm havde vi bøvl; jeg spiser ikke kylling og tøsebarnet ikke fisk og de fleste frokost retter var bygget op om stivelse og kylling eller laks eller rejer.
    Så er det meget sjovere at spise ude i Frankrig :)

    Svar
  3. Pg endnu engang takker, bukker og nejer jeg, fordi du gør det hele så overskueligt. TAK!

    Så er jeg klar til sommerhus i Sverige :-)

    Svar
  4. Det er egentlig utroligt, så svært det er, at holde fast i gode vaner, så snart man lukker hoveddøren bag sig. Og ikke kun fordi man falder i den der sandwichfælde pga indgroede ferievaner, men simpelthen fordi, mulighederne ude i verden ofte er så begrænset. Der ER ikke andet at vælge end dårlig pizza, kedelige fritter og en klam sandwich. Heller ikke i udlandet. Udvalget er så piv elendigt, jeg savner noget nytænkning, både i det danske sommerland og det europæiske. Det er noget nemmere i USA synes jeg. Så jeg er enig i, at man skal være beredt og tage grundstenene med hjemmefra, ellers er det mere eller mindre umuligt.

    Svar
    • Jeg oplever det faktisk ikke som særligt svært, når jeg først er kommet på ferie. Jeg synes, der ofte er rig mulighed for at leve rimeligt sundt. På restauranter skal der ofte kun små justeringer (om nogen) til for at måltiddet passer til mig. Men I har selvfølgelig også kød-udfordringen hos jer, som jeg er forskånet for. Restauranternes børnemenuer derimod… uh, don’t get me started!

      Svar
      • Ja, det kan godt være, at det er kødet der gør forskellen. For vores valg er som regel mellem pastaretter og fisk med en virkelig kedelig salat. Men det kommer selvfølgelig også an på, hvor man rejser. Som sagt, så synes jeg, det er klart nemmere i USA end i sydeuropa, men ja, det hænger nok meget sammen med, at vi ikke spiser kød. Det vegetariske udvalg er ofte temmelig tarveligt. Og hvis du synes, børnemenuerne er frygtelige, så skulle du prøve med vegetarbørn, det er jo helt gak!! Sørgeligt at det skal være sådan, men jeg er forberedt og ved at det som regel hænger sådan sammen :)

        Svar