Der er nu over 600.000 danskere over 15 år, som lider af overvægt. Det kan man fx læse på politiken.dk. Overvægt er ved at være en lige så stor trussel som rygning, skrives der. Og det er jo tragisk. Regeringen er børnefornærmet, for de har jo brugt hundredevis af millioner på sundhedskampagner med gode råd til kost og motion og øgede afgifter på usunde fødevarer, og alligevel knækker kurven ikke. Bertel Harder mener, at det er et urimeligt kapløb, for der er jo flere og flere, som bare spiser mere og mere af det, de bør holde sig fra!
Det er svært ikke at læse budskabet på denne måde: Hvis du er overvægtig, er det din egen skyld! Tag den! Skyld med skyld på. Er der nogen, der kender en, der er overvægtig, fordi vedkommende vælger at være det? Ikke mig. Jeg kender kun folk, der er kede af deres ekstra kilo. Men jeg kender til gengæld flere, som føler enorm skyld og skam over ikke at kunne følge de retningslinjer, de bliver anvist, når de forsøger at søge hjælp.
I Sverige har man grebet debatten anderledes an. Her bragte den svenske avis Expressen forleden en artikel om sukkerafhængighed som hjernesygdom, og om hvordan hjernens belønningssystem kan fejlprogrammeres, hvis man spiser for meget sukker. Overskriften på artiklen var: Overvægt? Det er ikke din skyld!
Men hvordan kommer vi så videre? Politiken efterspørger læsernes bud på en løsning på fedmeproblematikken, men som altid drukner debatten i ulødige kommentarer. Selv undrer jeg mig mest over, at politikerne fuldstændig vender den anden kind til. Vi har brugt hundrevis af millioner på at løse problemet og det virker ikke! Nej, men måske er tiden moden til at overveje, om strategien har slået fejl? Kunne det være, at man har brugt pengene forkert? Rådgivet på et forkert grundlag? Men den slags selverkendelse lægges der slet ikke op til. Det er ærgerligt og sørgeligt og tragisk.
Undrer mig over, at fedme mere årsagen til overspisning end overspisning er årsagen til fedme. Er det ikke at neglicere depression og psykiske problemer? Depression overses i forvejen som årsagen til fedme og overvægt, hvilket er en stor fejl. Drastiske livsstilsændringer såsom motion og sund kost er svære nok i forvejen – tænk hvor svært det må være for en person med angst eller depression!
Det er en rigtig god pointe, Charlotte og Anne. Hormoner og stress (hønen eller ægget?) er også en overset del af debatten.
Fra BT i dag, side 7 – Bertel: Ingen nem løsning på fedme –
Nederst i teksten citeres Thorkild I.A. Sørensen, en af Danmarks førende fedmeeksperter:
Han nævner som eksempel, at overspisning tyder mere på at være en konsekvens af fedme snarere end årsagen til det.
Måske man skulle overveje at flytte til Sverige ;-)
Min stressfaktor var skifteholdsarbejde.
mvh
Anne
Kære Jane
Tak for et “fedt” indlæg :-)
Jeg har været på den forkerte side af fedme-kurven i alt for mange år, og det gør ondt langt ind i hjertet, når politikkere og andre sundhedsfolk skyder skylden på dem har for mange kilo på sidebenene.
Jeg er overbevist om, at alt for mange overser de stressfaktorer, som vi er udsat for i dag. Både uddannelsesmæssigt, arbejdsmæssigt og personligt fordi vi kritiserer os selv for ikke at være gode nok. Stress rykker ved vores hormonbalance og er der noget som har betydning for vores sundhed, velvære og vægt, så er det hormoner! Det mangler i den danske debat om fedme!!!
KH Charlotte
Tak, Inger, for linket. Det er rigtig interessant.
Politken.dk har lige fulgt historien op med denne, og her tror jeg, at de er på sporet af noget rigtigt. http://politiken.dk/indland/ECE1333082/tusindvis-er-kalorienjunkier/
Hvis man bryder det ydeligere ned, vil man i hvert fald finde ud af, at nogle typer mad egner sig bedre til misbrugsspisning end andre. Hvem trøstespiser fx med fire entrecôter?
http://lenabeatrice.net/overvekt-og-slanking/fedmeepidemien/mere-sm%C3%B8r-mindre-fedme/
I Sverige går det den anden vej, de spiser mere smør og piskefløde og der bliver tilsyneladende færre overvægtige.
Mange tak for jeres fine og personlige kommentarer. Faldt lige over denne på b.dk: Jeg har meget svært ved at forstå, at man ikke laver en kobling mellem den fedtfattige trend og fedmekurven, der pludselig steg. Jeg er enig med dig, Henriette i at både Kostdoktorns og Gary Taubes i hvert fald giver et kvalificeret bud på hvordan man kan vende skuden.
Jeg er ikke selv overvægtig, men jeg føler med dem, der er, og synes, at vores madkultur er horribel og hængt op på, at vi skal hælde i os af sukker og stivelse for at hygge os sammen. Det er socialt tabuiseret at sige nej tak til sukker. Men jeg reagerer fx for vildt på sukker. Spiser jeg det først en dag, kan det tage mig dage/uger/måneder at få det lagt på hylden igen. Alt imens jeg har det elendigt. Jeg er klar over, at ikke alle har det som mig, men jeg ved også, at der er flere som jeg.
Jeg synes, overvægtige stigmatiseres, fordi de bærer deres problem uden på kroppen, og jeg synes, det er uanstændigt at påføre dem mere skyld og skam end de i forvejen gør selv. Den hjælp, de tilbydes, hvis de overhovedet får tilbudt hjælp, er ofte uværdig og giver blot endnu et nederlag til samlingen. Jeg er også ked af at debatten, inkl. mit eget bidrag, er generaliserende, men for enkelthedens skyld skærer jeg alle over en kam.
Jeg bliver bare så ked af den her opdeling af os og dem mht fedme.
Det er BARE så nemt at sige at det er folks egen skyld at man er dum, doven og ulækker når man er tyk.
Forleden hørte jeg et radioprogram hvor flere faktisk mente at man som overvægtig ikke måtte bade på starnden- jeg troede det var løgn !!!
Der er desværre også en sammenhæng i mellem udd. niv og fedme, jo dårligere udd. du er jo større risiko for fedme, men det er da klart for de mennekser orker ikke at sætte sig ind i debatten- de har mindre penge og dermed mere afhængig af billige fødevarer = Hvide kulhydrater !!
og mange af dem mangler også viden om madlavning, det er altså mere svært at lave lækker fisk og grøntsager end at lave pasta med kødsovs-købe frost mad- toatsbrød og den slags. :(
Jeg er godt nok ikke dårligt udd. men relativ fattig har jeg været det meste af mit voksne liv:(
Jeg har ikke selv valgt at blive overvægtig- jeg er desværre nok udstyret med en hvis disponering for det…
Samtidig så grundlagde jeg min overvægt da jeg gjorde alle de rigtige ting; Spiste fedtfattigt og overvejent vegetarisk- min vægt steg fra ok 70 kg til over 100.
Det sjove var at indtil slutfirserne drak vi sødmælk, spiste fedt kød, flødedessert mv (men fik aldrig sodavand og den slags– fredagsslikken var godt nok små poser i forhold til idag) og vi cyklede i skole og på arbejde. Men så fik min mor et helse flip og mælken blev udskiftet med let og skummetmælk, vi begyndte at spise meget pasta og ris. Tog bussen mere end vi cyklede. Desserterne blev erstattet af sorbetis og slik.
Jeg flyttede hjemmefra og blev mere eller mindre vegetar og fattig (meget pasta, ris og brød ), gravid og vægten krøb bare OP !
I dag mangler jeg omkring 15 kg – jeg er stadig overvægtig og dermed kriminel når jeg står og køber ægte fløde og smør. Jeg tror det er /vil være helvedes svært at få de sidste 10-15 kg væk – for kroppen vænner sig til at være fed.
MEN det burde være pligt læsning for politikere at læse Kostdoktrons bog samt Gary Taubes Why do we get fat ” – så kunne det være vi kunne får kvalificeret bud på fedme epidemien.
Tak for et fint indlæg :)
Jeg er så en af dem i statesikken – hvilket jeg selvfølgelig ikke er stolt af – grunden til overvægten, vil jeg ikke trætte nogen med –
Det er dog sådan, at jeg for MANGE år siden, blev afskrevet til hjælp, i min kommune ofre mig kun penge på nogen der har et BMI til en vis grænse – til trods for der findes motion i dagtimerene, på recept, projektgrupper med henblik på vægttab, samtale, kost og motion.
– Jeg vil gerne, men kan ikke selv – min læge har søgt dispensation, men NEJ – jeg er tabt!
Jeg har familie, job og sunde interesser, og vil gerne have hjælp til at tabe mig, – men jeg skal veje 101 kg for at jeg er der hvor kommunen/samfundet vil give en hånd – og der er LANGT derned … men jeg skal nok komme derned, nu vil jeg nemlig … og jeg kan! – men der er mange der ikke kan – og nu skal jeg heller ikke lægge skjul på, at nogen dage, er livet bare svært og ensomt i den kamp man skal kæmpe – men i dag er det 10,5 kg på 2 mdr!
Stort klap på skulderen herfra ☺