Forleden delte jeg en artikel på Madbandittens Facebookside om, at hver 3. person i verden er overvægtig, og at intet land i verden har formået at stoppe vægtøgningen i befolkningen i de sidste tre årtier. Det er på en gang både triste og skræmmende udsigter.
Men noget, som også er både trist og skræmmende er, at der i den slags debatter ofte kommer synspunkter frem, som påfører de overvægtige en hel masse skyld og ansvar for deres egen situation. Og selvom jeg generelt har den holdning, at vi selv er ansvarlige for vores eget liv, vil jeg gerne understrege, at jeg ikke deler synspunktet, at det er “de overvægtiges egen skyld”.
I min verden er det fatshaming, og det er både umenneskeligt og ukærligt. Jeg har endnu til gode at møde en overvægtig person, som er overvægtig af valg, og som ikke ville give sin højre arm for en normalvægtig krop. Jeg tror simpelthen ikke på, at der er nogen, som vågner op om morgenen og tænker: I dag skal jeg kraftstejlemig spise kanelgifler, til jeg sprækker. Jeg tror ganske enkelt ikke på det. Tværtimod tror jeg, at der findes rigtig mange overvægtige (som normalvægtige), som starter dagen med en intention om, det skal være en sund dag, men som i slutningen af dagen sidder og stirrer på de tomme kanelgiffelposer med et tomt blik i øjnene. Hvad gik der lige galt der? Er det deres egen skyld? Kunne de ikke bare have ladet være med at spise dem? Jamen hør nu, hvis de havde kunnet lade være, mon så ikke, de ville have gjort det?
Det er ikke, fordi jeg mener, vi skal tage ansvaret ud af ligningen. Enhver i en ulykkelig situation har selvfølgelig selv et ansvar for at forsøge at ændre på situationen. Det nytter selvfølgelig ikke at sætte sig tilbage i sofaen og bebrejde samfundet, butikkerne, vores forældre eller dem, der mobbede i skolegården. Men hvor du kan få hjælp til alverdens andre lidelser og andre typer misbrug også, er der forbavsende lidt hjælp at få, hvis du er overvægtig. Piller, operation og kaloriefattige kostplaner. Det er symptombehandling, hvis du spørger mig. Oplysning og viden er selvfølgelig godt, men de fleste overvægtige, jeg kender, ved allerede mere om kost og sundhed end de fleste andre.
At spise rigtig mad og alt det der kan være en helt udmærket start, men gid vi snart kunne begynde at dreje pilen væk fra, HVAD vi spiser, til HVORFOR vi spiser. Jeg tror, der ligger meget gemt der. Men arbejdet er langt større. På begge sider af bordet.
I øvrigt skrev jeg om dette her tilbage i 2012 også. Læs evt. indlægget: Er det de overvægtiges egen skyld?
Glæder mig til at se et lignende indlæg om undervægt – for os, der bliver “shamet” fordi vi er pissetynde med beskyldninger som, “Du gør det for at ligne en model” mens vi kæmper hver dag for at få taget nok på og ikke ende på hospitalet.
Det er også af samme grund at jeg aldrig dømmer folk på deres vægt, for de færreste af os ønsker hverken at være i den ene eller anden ekstreme ende af vægtskalaen.
Godt indlæg!
Jeg tror også, overvægt har noget at gøre med, hvem man er. Hvor følsom/sensitiv man er, og ens evne til, at passe på/nære/elske sig selv. I hvert fald en del af det. Jeg gik ned med stress/depression for snart et år siden, og tog lynhurtigt 10 kg på – jeg har ellers altid været slank, næsten undervægtig. Mine mange besøg hos læge, psykolog og psykiater fik nogle grimme, fortrængte minder frem, og jeg kan godt se nu, at jeg overhovedet ikke havde redskaberne til at klare det, jeg stod i. Men sådan som verden i dag er skruet sammen, gør heller ikke livet nemmere. Alt skal gå så hurtigt og være så perfekt, og det er altså ikke alle, der kan være med der.
Super indlæg du har skrevet. Er noget, der burde være mere fokus på.
Knus til dig
Spot on Jane :-) Skøn læsning som altid på din blog :-)
Siden jeg er begyndt på LCHF sover jeg om natten (har ikke sovet igennem i årevis), og jeg behøver ikk 9 timer for at føle mig bare nogenlunde frisk ;-) og jeg har det fantastisk og mine migrene anfald er synligt formindsket :-) Jeg har mindre humørsvingninger (noget min mand er ret så glad for ;-) ) og han er hoppet med på vognen så det er bare fantastisk.. Total win win, og tak for dine skønne opskrifet og tips og gode fif til nem, god og lækker mad :-)
Har et spørgsmål som jeg ikke ved helt hvor hører til, men nu får du det.. ;-)
Hvad er din holdning til klaret smør, er det noget du bruger til at stege i? jeg mener fedt, salt og mælkeproteinet er siet fra, det er den rene smør tilbage….
Hav en god dag og velkommen tilbage ;-)
Rigtig vigtig pointe, for manges vedkommende burde starten på et vægttab være samtaleterapi for at klarligge årsagen. Og det burde være meget nemmere at få denne hjælp af sin læge. Man kan blive hjulpet ud af al mulig anden misbrug, men der er meget lidt hjælp hvis man har et forkert forhold til mad.
I sin tid tabte jeg en del kg (21), det der hjalp var at arbejde rigtig meget med mig selv, hvilket hjalp mig på flere områder…
Desværre er det meste røget på igen over længere tid, min diætist er nærvøs for om jeg har for lavt stofskifte, så det skal nu testes – men håber mest af alt at det der skal til er en ny omgang arbejde med mig selv…
Fantastisk indlæg, hvor er det bare kloge, rare og medmenneskelige ord, tak for det!
Jeg vejer selv en smule for meget, ikke noget voldsomt, men arbejder meget på HVORFOR jeg spiser, HVORFOR jeg har behov for at dulme. Jeg er særligt sensitiv (og arbejder med andre sensitive) og det er ofte noget, der følger med karaktertrækket. Et værn/skjold mod omverdenen, en måde at falde ned på, når man er stresset og har brug for at få ro på sit nervesystem.
Jeg får selv hjælp af Charlotte Rasmussen (Charlotterasmussen.net), som jeg har stødt på her hos dig. Hun har en fantastisk indsigt og indføling og jeg kunne unde alle en ‘Charlotte’ i deres liv. Væk med sure kure og Nupo-gøgl og ind med kærligheden og omsorgen – for os selv og andre.
Hvor dejligt at høre, du har fået hjælp af Charlotte. Hun er et af de dejligste mennesker, jeg har mødt. Og klogeste i øvrigt også. Gid der var flere af hendes slags :)
Ja, Charlotte er virkelig et dejligt og klogt menneske. Det er det allerbedste, jeg har gjort for mig selv :-)
Jeg har ca 5kg tilbage før jeg kan kalde mig normalvægtig. Men vejen hertil har været lang og hård. Jeg blev overvægtig allerede som pre-teenager pga massiv mobning i skolen og deraf følgende depression, vægten steg og steg indtil den endte på 176kg. Jeg fik så en gastrisk bypass(den nemme udvej som folk uden indsigt også kalder den) Det tabte jeg mig så 50kg på, men de resterende 40kg har jeg selv kæmpet mig af med. Jeg kender desværre bare mange der har fået en GB og har taget det hele eller det meste på igen, fordi vi som du skriver kun bliver symptombehandlet. Grunden til at vi i sin tid blev overvægtige bliver slet ikke berørt. Jeg er så enig med dig i at det er på det punkt der skal gøres noget, årsagen til miseren. Tusind tak for en fantastisk blog ellers, det var grunden til jeg gik i gang med LCHF.
Sejt at du er kommet så langt og held og lykke med de sidste 5 kg. (Jeg selv mangler stadig at tabe omkring 25-30 kg). Jeg er også nået til den konklusion, at slankekure er symptombehandling og ikke hjælper noget i det lange løb. En egentlig behandling af mit madproblem er først kommet i stand ved at begynde på LCHF og fjerne kulhydrater fra min kost. Nu kan jeg forhåbentligt se frem imod en fremtid som normalvægtig.
Én ting, som ingen overvægtige taber sig af, er i hvert fald at blive shamet og hånet for deres overvægt! Eller at blive sendt på sultekur uden at have fået behandlet grunden til overspisningen.
Det er jo i øvrigt heller ikke alle, der bliver tykke af kanelgifler, McDonald’s og slik. Mange forsøger at spise noget, de tror er sundt og slankende, fordi fødevareindustrien fx har markedsført drikkeyoghurt som en sund start på dagen. Eller riskiks som et fornuftigt mellemmåltid. Hvis man ikke er den, der har overskud til at sætte sig grundigere ind i tingene, og man ikke får nogen god vejledning, er det sørme heller ikke nemt at træffe de rigtige valg!
Very true, Louise. Det hele :)
Fra både privatliv og arbejdsliv har jeg erfaret, at det ofte er følsomme mennesker der dulmer sig med mad/stoffer/sex/spil osv. Der er noget der gør ondt! Det er mennesker der, som Line skriver, har andet end tyknen at arbejde med. Drop symptombehandlingen og giv flere midler til terapi og andre langsigtede løsninger!
Spændende med en kobling til sensitivitet. Det lyder meget plausibelt, synes jeg.
Den kobling er jeg helt enig i har betydning. Det er bestemt også min erfaring. Jeg kobler det så også så småt sammen med, når ens dosha er ude af balance, men det er en helt anden snak. Men tak for dejligt indlæg. Tænk om folk kunne rumme hinanden i verden, hvor ville her være rarere!
Ja Anne, den opfattelse har jeg også.. vi er mange følsomme sjæle i vores familie, og der findes både overvægtige og alkoholikere samt psykisk syge.
Når jeg bliver ked af det trøstespiser jeg, men for nyligt fik jeg noget hjælp, og i stedet fik jeg en klump i halsen – virkelig ikke rart, men jeg lod den være og kom fint ud på den anden side.
Nu sidder jeg lidt i fælden igen, fordi der er sket noget andet, og så trøstespiser jeg igen…
Jeg prøver virkelig at lade det være hvad der er, men bliver meget nemt påvirket af min omverden (har en veninde, der konstant klager, selvom hun er super slank og pæn at se på)
Jeg har fundet bloggen “Curves ahead”, som er to kvinder, som giver gode råd om påklædning og selvfølelse, og den har hjulpet mig meget til så småt at komme ud af den onde cirkel.
Well spoken! Kunne ikke være mere enig :-)
Jeg bliver så trist over “Luk munden og let røven” mentaliteten :-( Tænk, at den kan være så udbredt blandt fagfolk såsom læger også! Det er chokerende, at høre om overvægtige, der bliver anbefalet 4-6 ugers nupokur af lægen, for at kickstarte sit vægttab. Der er noget galt med verden!
Don’t get me started on the Nupo!! Hvad sker der for “hey, se min nuposhake” #sundlivsstil Øh nej! Men der er da dælme en markedsføringsopgave, der er lykkes der.
Og luk munden og let røven. Den putter jeg lidt i den kategori med at sjippe i stedet for at spise når man er sulten. Suk…
Tusind tak for indlæg! Og tak fordi du kan se det!
Jeg hører også til den tykke del af befolkningen og jeg er så flov over og ked af mig selv.
Det er svært ikke at ta’ andres fordomme på sig, så selvfølgelig tænker jeg også “hvorfor kan du ikke bare tabe dig”, men det er slet ikke så enkelt. Hvornår har man nogensinde “bare” gjort noget?
Og så tilbage til dit indlæg… Jeg har endnu ikke mødt en tyk, som ikke også har haft noget med i bagagen ligesom jeg selv har; mistet en forælder, en alkoholiseret far, osv. Der ér også andre ting end bare “tykmen” at arbejde med!
Tak! :)
Jeg tænker, at hvis vægttab var nemt eller ligetil, ville der jo ikke være nogen overvægtige. Der må være en del af den ligning, vi ikke har fat i. Ofte tror jeg også problemet er et helt andet men jeg tror ikke, det behøver være et decideret traume. Og så leder vi jo et helt forkert sted, hvis vi kun kigger på, hvad vi putter på tallerkenen…
Jeg er enig i at man ser mange overvægtige med en tung bagage fra opvæksten, men jeg kommer fra en børneflok på 4 og er den eneste overvægtige. Hverken mine forældre eller mine søskende vejer for meget. Kun mig. Og jeg har fået serveret stort set det samme som de andre, og er gået igennem stort set den samme helt almindelige barndom. Min mormor er derimod ret stor og jeg tænker, at vi måske begge to er utroligt følsomme overfor kulhydrater og bare ikke kan lade være med at spise når vi først er kommet igang. Jeg tænker, at der er en direkte fysisk årsag til den overvægt.
Først tak Jane! Dejligt med forståelse :) Til Carla – din historie kunne lige så godt have været min – min mormor og flere på min mors side er overvægtige, men i min egen familie med forældre og søskende er jeg den eneste overvægtigt, i mange år har jeg vejet det samme som mine søskende tilsammen og har samtidig været den der var mest bevidst om kost.. Det er mega uretfærdigt og mister så tit modet på den evige slankekur – dog synes jeg denne blog gør en forskel for mig :) nu skal der bare fut i feltet – tidligere har jeg tabt både 10 og 15 kg og taget det på igen – arghh! Men rart at blive bekræftet i IGEN at andre er i samme båd :)
Godt at høre at det ikke bare er mig:), man kan føle sig meget alene til tider. Der er ikke noget værre end at skulle tabe sig kilo man allerede har tabt sig een gang.
Hørt! Tak Jane! Og Louise, så fint kommenteret! Helt enig!
Du har så evigt ret! Jeg er selv ret overvægtig, og der går vitterligt ikke en dag, hvor jeg ikke er på slankekur. Hver dag, hvert måltid er en kamp! Og som du selv siger, så er det jo ikke fordi, at overvægtige ikke ved, at McDonalds måske ikke er den bedste ide, hvis man vil tabe sig (jeg ved det i hvert fald godt). Men der er mange dage, hvor det ikke går så godt. Og så får man følelsen af skyld og skam, for altså – hvorfor kan jeg ikke bare kontrollere mig selv? Det siger min omverden jo, at jeg bare skal lære for det er jo ikke så svært? Jeg har så rent faktisk valgt at søge professionel hjælp og det at kunne indse, hvorfor man nu lige vælger at flyve i slikhylden i Føtex – det har hjulpet mig SÅ meget! Årsagen til ens (over)spisning giver dig mange flere brugbare værktøjer i kampen mod overvægten, fremfor diverse kostråd fra en eller anden myndighed. Jeg synes det var så dejligt at læse det her indlæg, hvor der rent faktisk er én, der forstår at overvægtige ikke har valgt det selv. Forstå mig ret – selvfølgelig har vi et ansvar selv, men oftest sidder man med en følelse af hjælpeløshed, når man guflet sig igennem en hel plade Marabou, for det ér jo ikke det man vil som overvægtigt – men det forstår folk bare ikke rigtig. Så tak for det! Jeg kunne i øvrigt skrive meget mere, men det vil jeg undlade ;)
Som Louise siger, hvor er det dejligt at se en normalvægtig vise noget forståelse for overvægtige. Normalt hører man kun fordomme. En kollega har endda engang sagt til mig “Jeg har altid haft store fordomme mod overvægtige indtil jeg mødte dig”. Lige nu bor jeg i London, og jeg kan fortælle at fordommene og fat shaming i den her by er ude af proportioner i sammenligning med Danmark. Retorikken mod overvægtige er hård.
The Daily Mail citerede for et par uger noget forskning på præcist det område. http://www.dailymail.co.uk/femail/article-2691839/The-dentist-worried-I-break-chair-The-hurtful-fat-shaming-experienced-overweight-women-three-times-day.html og det der slog mig mest var kommentarerne i bunden af artiklen fra helt almindeligt mennesker. Hvor var de bare uforstående og hårde. De viser virkeligt de indgroede fordomme folk besidder.
OMG! Hvor er det trist. Både artikel og kommentarer! Der er ikke meget medmenneskelighed tilbage der. :(
Jeg spekulerer nogle gange på, om problemet nogle gange starter med slankekuren. Hvor mange normalvægtige er ikke startet med at gå på slankekur for at tabe “de der fem kilo” men finder i stedet sig selv 10 kilo tungere. Det afføder så en ny slankekur og heraf den onde cirkel…