Mine børn går i den lokale folkeskole i nogle virkelig gode klasser med søde og engagerede lærere og med børn fra mange forskellige lande og kulturer og samfundslag, hvis man må sige det. Nogle har sort hår, nogle har hvidt hår, nogle er små, nogle er store, nogle er rolige, nogle er vilde, nogle har diagnoser, sygdomme eller andre udfordringer. Sådan er det i de fleste klasser i folkeskolen, tænker jeg.
Jeg har aldrig rigtigt hørt dem omtale nogle af delene som noget negativt. Vega fortæller, at hun nogle gange må forlade klassen med hovedpine (hun har lidt tendens til drama), men jeg har aldrig hørt nogle af dem beskrive nogen fra klassen som “tyk” eller “tynd” fx. Jeg oplever ikke rigtigt, at tyk og tynd er noget, der interesserer dem endnu. Det er i hvert fald ikke noget, de taler om herhjemme.
Børn siger jo ellers mange ting. Jeg husker tydeligt en bustur, da mine børn var 3-4 år, hvor en af dem pegede på en tyk dame i bussen og sagde højt: Nøøøøj, mor, den dame er tyk! eller dengang vi mødte en burkaklædt dame, og Silas højt spurgte, om det var et sort spøgelse. Nervøs latter og udglattende svar fra febrilsk mor.
MOR ER TYK – TYK SOM EN ELEFANT – KÆMPE-TYK
I går kom mine børn hjem med deres nye danskbog for 3. klasse. Jeg skulle hjælpe dem med bogbindet, og den første historie sprang mig i øjnene. Den handlede om et barn, hvis’ mor er tyk, og om hvordan barnet er flov over sin tykke mor. Set med mine øjne var den fyldt med fatshaming, og det har jeg virkelig svært ved at forstå, at mine børn skal lære i skolen. Her er et par citater fra bogen:
Sikke en fed madamme!
Hun skulle ærlig talt tage at tabe sig en 15-16 kilo, den ko!
Aj, hun må være det fedeste, jeg nogensinde har set!
De tænker sikkert, at hun ligner en elefant og en flodhest og at hun skulle tage og spise en hel masse gulerødder.
Jeg har nemlig hørt, at man bliver tynd og fin af gulerødder.
Jo, det kan godt være, jeg er sart her, men det ligger immervæk et pænt stykke fra det, jeg prøver at lære mine børn. Jeg ved ikke, hvordan børnene tolker historien, men det, jeg læser ud af den, er:
Det er forkert at være tyk. Det er flovt at være tyk. Hvis man er tyk, vil andre være flove over en. Andre mennesker tænker grimt om en, hvis man er tyk. Tykke mennesker skulle bare spise nogle gulerødder, så de kunne stoppe med at være tykke.
Av, den synes jeg gør ondt. Hvad tænker det barn, hvis’ mor er tyk? Hvad tænker det barn, som selv er tyk? Eller hvis det nu slet ikke var noget, barnet tænkte på før, så er det det måske nu.
I historien prøver barnet at få sin mor til at spise flere gulerødder i stedet for alt det mad, hun spiser (hamburgerryg med majonæse, boller i karry, hotdogs, kaffe med fløde og sukker og kage). Til sidst løber det hjemmefra og flytter ind til nabodamen, der er pæn og tynd, og som har pænt hår. Men til sidst indser barnet, at hun ikke er hans mor, og at det helst vil være hos sin egen mor. Da barnet kommer hjem, sidder moren og trøstespiser i leverpostej, æggemadder og flæskesteg med rødkål foran køleskabet. Barnet bliver igen flov, men tager alligevel imod morens tilbud om at spise mad sammen med hende. End of story!
FORSTYRREDE SPISEMØNSTRE HOS BØRN
En uheldig tendens er, at der rapporteres om flere og flere børn, helt ned til 9-års alderen, med forstyrrede spisemønstre eller begyndende spiseforstyrrelser. Ansvaret placeres hurtigt hos forældrene og deres slankekure og sundhedskure og andre lignende tiltag. Når vi taler mad og børn her på bloggen, er en af de kommentarer, jeg får, der gør allermest ondt, når folk siger, at de mener, mine børn får spiseforstyrrelser af at vokse op hjemme hos mig. Man kan jo selvfølgelig diskutere hvor fair det er at konkludere ud fra det hjørne af vores liv, jeg viser jer her på bloggen, men jeg vil alligevel sige, at jeg jo ikke er alene om at præge mine børn. Det klarer medierne jo så fint, ved vi, men lærerbøgerne tager også deres del af opgaven.
Jeg ved ikke, om jeg overfortolker situationen her. Man må jo formode, at nogen har siddet og godkendt den historie til brug i 3. klasse, og det kan også godt være, den er tilpas karikeret (moren spiste fx 10 stykker kage til forældremødet), til at børnene bare opfatter den som sjov. Jeg ved det ikke. Men jeg var ikke vild med den.
Hvad tænker du? Er det bare en sjov historie eller sidder du også tilbage med en lidt dårlig smag i munden?
Jeg synes, du skulle tage at læse hele historien. Du har jo slet ikke forstået pointen! Mor er netop sød og enormt kærlig, og det er fuldstændig ligemeget, om hun er tyk – dét er pointen. I skolen skal eleverne lære at møde alle slags virkeligheder, og tykke mennesker er også en del af verden. Ligesom det er en del af livet, at nogle mennesker er rare, andre dumme. Og i dette tilfælde har vi altså en sød, dejlig, tyk mor. Og hun er helt perfekt – hvis man læser historien ordentligt ;)
Hej Jane.
Jeg er selv seksten år gammel og da jeg var på dine børns alder, var det min absolutte yndlingsbog. Ikke fordi at jeg lærte, at tykke mennesker bør skamme sig over deres levemåde og udseende, men fordi at jeg lærte, at det ikke er det ydre, der definerer, hvor højt man bør elske en anden person.
Måske er det bare mig, men jeg bliver næsten provokeret af, hvordan du får bogen til at virke entydig negativ med den effekt, at dine børn lærer det modsatte – at man bør gøre overvægt og fedme til noget skamfuldt. Aldrig har den tanke strejfet mig, og jeg er trods alt vokset op med bogen. Jeg synes, at bogen var sød og rar, og at den gav mig en fornemmelse af, at jeg elskede min mor rigtig højt, fordi jeg satte mig i drengens sted og forestillede mig, at den tykke mor var min egen. Når man er barn, er ens mor en af de vigtigste personer i ens liv, ikke mindst selvom hun kan skille sig ud.
Hvem er det, der går op i fedme? Jeg vil undlade at skrive, om min egen mor er tyk eller tynd, for det er da fuldstændig ligegyldigt, som bogen beskriver og lærte mig. Uden den bog havde det måske været anderledes…
Mange hilsener fra Mathilde (der håber du vil finde det gode budskab i bogen!)
Jeg synes det lyder som en MEGET mærkelig historie, hvad i alverden skulle børn lære af den, virkelig underligt og sikke et sprog at skrive når den er til børn, jeg synes i forvejen vi kæmper om at få vires børn til at snakke pænt, hvorfor skal de så skrive sådan i bøgerne i skolen :0/
Til alle dem som tror at børn lærer at mobbe ved at læse sådanne tekster vil jeg bare sige, at det netop er gennem kærlig og omsorgsfuld undervisning og samtale om ord, følelser, tanker og tekster, samt hvad der ellers må ligge børnene og de ansvarlige voksne på sinde, at de lærer at omgåes andre mennesker på en god og omsorgsfuld måde. Og til Karen, der ikke tror på, at det er det gode budskab der “hænger fast”, vil jeg sige, med al respekt, at du giver børnene alt for lidt kredit! De børn jeg underviser hver dag er søde og kærlige, glade og nysgerrige og hos dem er det “det gode der hænger ved”! Så lad os i stedet fejre, at i langt de fleste skoleklasser sidder der super dejlige børn, som godt kan håndtere at arbejde med ting der kan være svære, forholde sig til dem og i samspil mellem skole og hjem, få en forståelse for hvordan man agerer i vores samfund!
Av Jane, der tabte du sgu da ellers lige sutten, hva?!
Din egen blog er endestation for tusindvis af mennesker der ønsker at tabe sig. Fat shaming? Come on. Du ernærer dig af overvægtige menneskers ønske om at slanke sig. 90% af de der starter på LCHF gør det fordi de ønsker vægttabet – det gjorde jeg også selv – velværet og overskuddet var blot en meget behagelig overraskelse, som de sidste 10% måske kom for.
Børn kan sagtens lære “grimme ord” af hinanden, såmænd også helt uden voksnes verbale eller litterære mellemkomst – husk blot jeres egen skoletid, bare et kort øjeblik. Jeg synes, der er lige lovligt svenske tilstande på dette forum.
Jane, nu har du brugt så mange år på at udbrede LCHF som livsstil, hvilket har gjort livet bedre for rigtig mange; hvis det nu skal associeres med hysteriske småbørnsmødres uforholdsmæssigt små bekymringer og rygmarvsreaktioner renset for refleksion, der vil følge dig i tykt og tyndt, så har du i hvert fald mistet min respekt for din udgave af projektet. Og det er ærgerligt, for LCHF er bedre – også for hjernen.
Ethvert andet sted ville man ha’ sagt “Spis brød til”, her kan du i stedet få et velment “Spænd dog hjelmen, already!”.
Tak for en ellers god blog og nogle gode bøger.
Kære Christian
Det er altid i orden at være uenig i andres synspunkter, men jeg synes godt nok, at du har en nedladende tone i din kommentar, som gør den ubehagelig. Det er desværre en kedelig tendens i kommentarspor på flere blogs, og mon du havde sagt det samme, hvis du stod ansigt til ansigt med Jane?
Jeg opfordrer dig derfor til at tælle til 10 (eller 100), inden du kommenterer næste gang i et online forum og især her og overveje, om du virkelig ville sige dét, du skriver, til personen bag, hvis I stod overfor hinanden. Bare et godt råd fra en læser til en anden!
Med venlig hilsen
Maria Pedersen
Ligesom Jane skulle have tællet til ti – eller 100 – inden hun skrev indlægget!
Sikke meget opmærksomhed du får nu ;) http://www.dagens.dk/indland/jane-chokeret-over-danskbog-den-lærer-mine-piger-mobbe-børn-med-tykke-mødre
Jeg er fuldt ud enig med dig Jane, børn i den alder skal ikke læse en sådan bog, og slet ikke i skolen!!