Mine børn går i den lokale folkeskole i nogle virkelig gode klasser med søde og engagerede lærere og med børn fra mange forskellige lande og kulturer og samfundslag, hvis man må sige det. Nogle har sort hår, nogle har hvidt hår, nogle er små, nogle er store, nogle er rolige, nogle er vilde, nogle har diagnoser, sygdomme eller andre udfordringer. Sådan er det i de fleste klasser i folkeskolen, tænker jeg.
Jeg har aldrig rigtigt hørt dem omtale nogle af delene som noget negativt. Vega fortæller, at hun nogle gange må forlade klassen med hovedpine (hun har lidt tendens til drama), men jeg har aldrig hørt nogle af dem beskrive nogen fra klassen som “tyk” eller “tynd” fx. Jeg oplever ikke rigtigt, at tyk og tynd er noget, der interesserer dem endnu. Det er i hvert fald ikke noget, de taler om herhjemme.
Børn siger jo ellers mange ting. Jeg husker tydeligt en bustur, da mine børn var 3-4 år, hvor en af dem pegede på en tyk dame i bussen og sagde højt: Nøøøøj, mor, den dame er tyk! eller dengang vi mødte en burkaklædt dame, og Silas højt spurgte, om det var et sort spøgelse. Nervøs latter og udglattende svar fra febrilsk mor.
MOR ER TYK – TYK SOM EN ELEFANT – KÆMPE-TYK
I går kom mine børn hjem med deres nye danskbog for 3. klasse. Jeg skulle hjælpe dem med bogbindet, og den første historie sprang mig i øjnene. Den handlede om et barn, hvis’ mor er tyk, og om hvordan barnet er flov over sin tykke mor. Set med mine øjne var den fyldt med fatshaming, og det har jeg virkelig svært ved at forstå, at mine børn skal lære i skolen. Her er et par citater fra bogen:
Sikke en fed madamme!
Hun skulle ærlig talt tage at tabe sig en 15-16 kilo, den ko!
Aj, hun må være det fedeste, jeg nogensinde har set!
De tænker sikkert, at hun ligner en elefant og en flodhest og at hun skulle tage og spise en hel masse gulerødder.
Jeg har nemlig hørt, at man bliver tynd og fin af gulerødder.
Jo, det kan godt være, jeg er sart her, men det ligger immervæk et pænt stykke fra det, jeg prøver at lære mine børn. Jeg ved ikke, hvordan børnene tolker historien, men det, jeg læser ud af den, er:
Det er forkert at være tyk. Det er flovt at være tyk. Hvis man er tyk, vil andre være flove over en. Andre mennesker tænker grimt om en, hvis man er tyk. Tykke mennesker skulle bare spise nogle gulerødder, så de kunne stoppe med at være tykke.
Av, den synes jeg gør ondt. Hvad tænker det barn, hvis’ mor er tyk? Hvad tænker det barn, som selv er tyk? Eller hvis det nu slet ikke var noget, barnet tænkte på før, så er det det måske nu.
I historien prøver barnet at få sin mor til at spise flere gulerødder i stedet for alt det mad, hun spiser (hamburgerryg med majonæse, boller i karry, hotdogs, kaffe med fløde og sukker og kage). Til sidst løber det hjemmefra og flytter ind til nabodamen, der er pæn og tynd, og som har pænt hår. Men til sidst indser barnet, at hun ikke er hans mor, og at det helst vil være hos sin egen mor. Da barnet kommer hjem, sidder moren og trøstespiser i leverpostej, æggemadder og flæskesteg med rødkål foran køleskabet. Barnet bliver igen flov, men tager alligevel imod morens tilbud om at spise mad sammen med hende. End of story!
FORSTYRREDE SPISEMØNSTRE HOS BØRN
En uheldig tendens er, at der rapporteres om flere og flere børn, helt ned til 9-års alderen, med forstyrrede spisemønstre eller begyndende spiseforstyrrelser. Ansvaret placeres hurtigt hos forældrene og deres slankekure og sundhedskure og andre lignende tiltag. Når vi taler mad og børn her på bloggen, er en af de kommentarer, jeg får, der gør allermest ondt, når folk siger, at de mener, mine børn får spiseforstyrrelser af at vokse op hjemme hos mig. Man kan jo selvfølgelig diskutere hvor fair det er at konkludere ud fra det hjørne af vores liv, jeg viser jer her på bloggen, men jeg vil alligevel sige, at jeg jo ikke er alene om at præge mine børn. Det klarer medierne jo så fint, ved vi, men lærerbøgerne tager også deres del af opgaven.
Jeg ved ikke, om jeg overfortolker situationen her. Man må jo formode, at nogen har siddet og godkendt den historie til brug i 3. klasse, og det kan også godt være, den er tilpas karikeret (moren spiste fx 10 stykker kage til forældremødet), til at børnene bare opfatter den som sjov. Jeg ved det ikke. Men jeg var ikke vild med den.
Hvad tænker du? Er det bare en sjov historie eller sidder du også tilbage med en lidt dårlig smag i munden?
Der er ingen grund til at bruge en sådan bog i undervisningen, nu ved man hvor de grimme kommentarer kommer fra,
som ungerne bruger overfor sine kammerater som ” fede ko”.
Du har jo ikke forstået historien!
Muligvis ikke, men forståelsen af enhver litteratur ligger nu engang hos modtageren og på den måde er der ikke rigtigt og forkert.
Jo – i særdeleshed i børnelitteratur er pointerne skåret ud i pap, og der findes i den grad rigtigt og forkert. Det er heller ikke grov papfamiliebashing, at stedmødrene er så onde i eventyrene, blot for at drage en parallel – og Fupz’ perle understreger netop, at drengens skam over sin mor og de “onde” kommentarer om tykke mennesker er forkerte. Som småtyk mor ELSKEDE jeg bogen, da jeg læste den for mine børn – ENDELIG en historie, der kærligt demonstrerede, at Mor trods pinligheder, fejl og mangler var helt ok, og at verden ikke kun består af – fx- slanke, perfekte mødre.
Børn skal da møde eksempler på det, der ikke er perfekt/ideelt/godt – mobning, udstødelse, krig etc. Og her med en happy ending. Hvis man ikke i 3. klasse er klar over, at fx tykke mennesker kan blive omtalt grimt, må man have levet i en osteklokke.
Jeg er langt mere bekymret for modstykket til historier som denne – glitrende perfekte, idealiserede fremstillinger af smukke, smukke mennesker, som lever i en verden, der ligner vores, men hvor de tykke, de grimme, de uperfekte ikke er til. Dén tendens ville jeg bashe, hvis jeg var dig.
Det er heller ikke i orden at kalde nogen for ko uanset sammenhæng og budskab, det er da en mærkelig form for undervisning og materiale der bruges i undervisningen
Hej Jane. Jeg håber, at du får talt med dine børns lærere ang dit indlæg her på blog og alle kommentarerne. Bare lige i tilfælde af at de læser med, for jeg ville føle mig voldsomt ramt og udstillet.
Det har jeg selvfølgelig gjort, og der er ingen ko (ja, undskyld) på isen. Mine børn har utroligt dygtige og kompetente lærere, som ikke føler sig anfægtet på deres profession eller virke af at jeg udtrykker min bekymring over denne her tekst.
Jeg har lyst til at lave et lille reality-check inden hysteriet stikker helt af
Det der, det er bare IKKE noget, man går til skoleledelsen med. Sorry. Det er heller ikke noget, man går til lærerne med. Det er ikke deres bord.
Man kunne måske henvende sig nysgerrigt til Fandango-teamet og spørge.
Og nu har Trine May faktisk svaret her i tråden.
Det er en FABELAGTIG fortælling Kim Fupz har skrevet. Og det er helt, helt off at tale om fatshaming.
Jeg har aldrig set skyggen af de problematikker der omtales her i tråden når vi har læst og arbejdet med historien. Det er den fineste historie med masser af litteraturarbejde.
Tjek Ramasjang, Netflix og alt det andet skrammel ud og udsæt det for samme kritiske briller, som I gør her. Jeg tror I vil blive noget overraskede over hvad der er på. Og det er i et forum uden lærer, klassekammerater, dybdegående litteraturarbejde og fortolkninger.
Netop alle du nævner ramasjang, Netflix osv det er IKKE undervisningsmateriale men det er den historie som har startet hele denne tråd, det vil sige man som forældre ikke har noget valg som man har ved at vælge ramasjang og Netflix osv fra hvis man som forældre ikke synes det er i orden at ens børn ser disse udsendelser.
Jeg er skolelærer. Underviser på 3. årgang i dansk. Jeg er vild med Aakesons “MOR” og Trine Mays fantastiske undervisningsmateriale “Fandango”. Målet med “Fandango” er først og fremmest at udvikle eleverne som kompetente og engagerede litteraturlæsere og – skrivere (Fandangos lærervejledning). For at have en mening om en tekst, skal man have læst den, er en af mine kæpheste …
Jeg får også ondt i maven, når jeg læser Janes indlæg – men af helt andre grunde! På vores skole har vi en forventning om, at hvis der er noget, man ikke forstår, undrer sig over som forældre, så går man direkte til læreren, pædagogen, ledelsen med sin undren, sin frustration, sit spørgsmål m.m. Man drøfter det ikke med andre end sin eventuelle partner først, slet ikke på en offentlig blog med mange tusinde læsere. Det er god stil, og det er sådan man bevarer et godt samarbejde med gensidig respekt. Hvis jeg var dit barns lærer, Jane, og sad og læste denne tråd, ville jeg få ondt i maven.
På næste onsdag skal jeg på 3. årgangs forældremøde fortælle om, hvorfor det er vigtigt at læse litteratur. Her er nogle af punkterne:
– fordi den er med til at udvikle personlig-, social- og kulturel identitet
– fordi børn ved at læse andres sprog kan udvikle deres eget sprog
– fordi vi gennem gode historier får oplevelser, som kan hjælpe os til at finde ud af, hvad vi selv tænker og mener
– fordi vi i skønlitteraturen kan læse om det, der er fælles menneskeligt (fx kærlighed, død, glæde, sorg, forskellighed)
– fordi skønlitteraturen formidler fælles kulturelle vaner og værdier
– fordi vi bygger vores forståelse af tilværelsen op på baggrund af fortællinger
(Alle punkter er fra Fandangos lærervejledning)
Hurra for Aakeson, Trine May og Fandango. Der vokser en generation op som kan læse på linjerne, mellem linjerne, bag linjerne – allerede fra 3. klasse.
Jeg forstår godt, hvad du mener, og jeg tager det bestemt til efterretning. Jeg glemmer, at jeg har mistet det privilegium at udtale mig om noget som privatperson eller mor i takt med at bloggen har vokset sig så stor. Det er et tab for mig, men point taken.
Hvad angår mine egne børns lærere er jeg dog ikke spor nervøs. Vi har et respektfuldt samarbejde, vi taler jævnligt sammen, de kender fuldstændig min respekt og beundring for deres arbejde, og jeg har også talt med dem i denne her forbindelse. De kan godt se min side af sagen men hviler helt roligt i, at de griber det an på ret vis. Og mere behøver vi faktisk ikke.
Tak for dit svar, Jane. Ja, som offentlig person sker der noget. Jeg forstår dit tab. Vi lærer alle sammen, hele livet. Der er mange fine refleksioner i denne tråd om undervisning, tone på nettet m.m.. Vi som voksne skal være de gode eksempler – kendt som ukendt.
Det var hensynsfuldt af dig at tage kontakt til dit barns lærer.
Alt godt til dig.
Og så skræmmer det mig lidt, med alle de mødre der mener at lærer og ledelse skal hives fat i og stå til ansvar. Come on, føl jer heldige at I ikke har andet at gå op i. Lærerne har en uddannelse, en faglighed og en hjerne. I disse tider har de endda læringsmål.
Jeg er lærer i en 3. klasse og glæder mig til at skulle læse “Mor” med mine elever. Det er så sjov og fin en historie, faktisk en af mine yndlings. Og jeg har også tænkt mig at læse den højt for min 1. klasse.
Tankevækkende at de lærere der har kommenteret dette indlæg forsvaret historien, men andre finder den forkastelig.
Og vildt at det har skabt så meget debat at en af Fandango-forfatterne har kommenteret på indlægget.
Det er jo ikke fordi man lærer børn at tolerere mennesker der er anderledes end dem selv (tykke, mørkhudede, handicappede osv.) ved ikke at tale om emnet..
Bare lige for en ordens skyld: Der står i tråden, at teksten, der er bragt i Fandango er et ‘udsnit’. Fupz’ historie ‘Mor’ er bragt i sin fulde længde i Fandangos grundbog, og der er en tilhørende arbejdsbog, hvori er et længere forløb til teksten. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide, om I overhovedet har læst teksten og det tilhørende arbejdsforløb.
Teksten er på ingen måde udtryk for Fatshaming, men for det modsatte. Den gør netop op med ‘tyndhedshysteriet’, og den fremstiller Mor som yderst charmerende, kærlig, sjov og omsorgsfuld.
Tekstens budskab er, at ingen kan erstatte ens mor, og den viser en betingelsesløs kærlighed mellem barn og mor.
I arbejdsforløbet bliver eleverne blandt meget andet bedt om at forholde sig til karakteren – hvordan de synes, Mor er fremstillet i teksten, og der spørges specifikt til Mors gode sider: ‘Hvilke gode egenskaber har Mor*’ (side 6). Og der lægges op til samtaler om, at vi netop er forskellige, men at det ikke er det ydre, der tæller.
Teksten er formidabel, hvis elever skal lære at tolke litteratur – og det skal de. Dens potentiale består bl.a. i, at personerne ikke fremstilles endimensionale, men har mange sider – sådan som mennesker jo har i virkeligheden. Skulle børnelitteraturen hellere nøjes med at fremstille endimensionale stereotyper, som den gjorde 50’erne? Så litteratur for børn kun kunne befolkes af hvide, heteroseksuelle, slanke mennesker, der talte pænt? Hvor fedt (undskyld udtrykket) ville det lige være?
Skøn historie med en vigtig pointe. Vi kan ikke beskytte vores børn mod alt. Vi skal tværtimod lære dem at favne bredt. Dejligt at du svarer på kritikken Trine!!
Jeg ved ikke, om jeg er en af dem, du adresserer, Trine, når du spørger om “I” har læst teksten og undervisningsmaterialet, men jeg vil gerne sige, at jeg ikke har. Jeg har læst teksten hurtigt men har ikke læst materialet, som læreren underviser ud fra. Jeg blev som mor bare ramt af sprogbruget og af fokuseringen på vægt/krop rettet mod en alder, som jeg ikke oplever er optaget af det endnu.
Jo, det var bl.a. dig, jeg mente, for det virker – ja undskyld mig – ikke, som om du har forstået teksten. Et vigtigt kompetenceområde i faget dansk er ‘fortolkning af litteratur og andre æstetiske tekster’, som det står formuleret i vores læseplan fra Undervisningsministeriet – og der arbejdes i Fandango indgående med fortolkningskompetencen lige fra 0. klasse. Teksten ‘Mor’ drejer sig ikke om fedme og overvægt, men om kærlighed og tolerance – og at indre værdier er stærkere end vores ydre. Faktisk jo det modsatte af fatshaming (som for øvrigt er et virkelig grimt ord). Men den pointe har du tilsyneladende ikke fanget. Det skal dog ikke undlade lærere at undervise deres elever i det, vel? Tusindvis af elever i 3. klasse har tolket dette ud af teksten i Fandango de otte år, der er gået, siden Fandango 3 udkom. Aldrig har jeg hørt om nogen, der ikke kunne fange pointen.
Og så synes jeg i øvrigt, det er problematisk, at du kritiserer et undervisningsmateriale (eller alt muligt andet) offentligt, som du ikke har sat dig ind. Du skriver selv, at du har skimmet teksten ‘Mor’ hurtigt, men du har tilsyneladende hverken læst forløbet i arbejdsbogen eller i lærerens vejledning til undervisningsforløbet, hvilket ikke forhindrer dig i at kritisere det voldsomt.
I Fandango til 9. klasse arbejdes der indgående med elevernes adfærd og ageren på sociale medier, og eleverne reflekterer her over bl.a. shitstorms – og deres bidrag til sådanne – og hvilke konsekvenser shitstorms kan have. En vigtig kompetence, som mange voksne åbenlyst ikke har lært. Jeg synes, du skulle læse det kapitlet, som har titlen ‘Jagten på et like’.
Du virker meget vred, Trine, og din kommentar tangerer til at være grov. Jeg håber, du har lyst til at komme tilbage om et par dage og læse mit indlæg en gang til, ligesom jeg tager til efterretning, at der er nogle ting, der ikke længere er passende at skrive om på min blog, efter den har nået en vis størrelse.
Næ, det er jeg sådan set ikke. Jeg er bare overrasket over to ting:
1) At du kan stødes af denne skønne tekst, som børn, lærere og forældre i et årti har nydt glæde af – og set et stort undervisningspotentiale i
2) At du lader et blogindlæg handle om noget, du ikke har sat dig ind i
Faktisk er jeg glad. For din blog har givet mig stof, som jeg vil bruge på mine kurser for lærere om sociale medier – for den er et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at lære eleverne, hvordan de bør (og ikke bør) agere på de sociale medier, så det siger jeg dig stor tak for. Og ønsker dig videre held og lykke med bloggen.
WTF.
Jeg synes alle skulle tage at læse Michelle Isabellas indlæg igen ovenfor. Det er IKKE en historie om fat-shameing. Det er en kendt historie af Kim Fupz Aakeson som bliver brugt i mange folkeskoler og som har en meget meget omsorgsfuld pointe. Modsat meget af det hø som voksne ukritisk lader deres børn se på Netflix. Jeg ville tage at snakke med dine børns lærer om materialet, hvordan det skal bruges og forhåbentlig få en god debat om hvornår man skal begynde at snakke om hvordan tykke mennesker bliver behandlet i vores samfund. Men når du fyrer sådan et indlæg her af så sidder der en maaaaasssse overvægte mennesker rundt omkring og læser med og føler sig kede af det (græder tilmed, kan jeg læse) og føler sig endnu mere forkerte… på sådan lidt halvskævt, ude-af-kontekst grundlag som dit indlæg er. Dét er ærgerligt.
Jeg må sige, at jeg er helt enig i dit svar Marie. Aakeson skriver om mange ømtålelige emner på lige præcis denne meget direkte facon, og pointerne er altid i forståelse med de mennesker i samfundet, som ikke lige passer ind i normalkassen. Og altid i forståelse med børnene. Netflix eller for den sags skyld Disney-pointen er lige i øjet. Her kan man finde de rigtig grimme pointer om, at alle kan, hvad de vil, og hvis det ikke lykkes, så skyldes det, at du ikke forsøger hårdt nok med makeup eller diciplin.
Aldrig er jeg endnu stødt ind i, at mine elever ikke forstår, hvad der er på spil hos Aakeson, og hvad der er vigtigt i historien/historierne, og bøgerne afføder altid en diskussion af, hvad der er ret og rimeligt. Hvorfor Mor er den man elsker, hvorfor Mor ikke bare lige skal fixes i et firnesscenter for at blive normaliseret, og at drengen tager kagen til sidst som accept af mor – men hab kan godt selv lide gulerødder også. Og det er ok. Vi elsker vores mødre, også selv om de ikke altid er perfekte.
Endvidere er det netop i undervisningen, at børn kan møde alle tabuerne og få hjælp til at tale om det og forstå det. Vi kan netop tale om, at ingen bør høre eller sige: “hun burde tabe sig 15-16 kg, den so”, for hvad gør det ved mennesker at høre det? Om sig selv? Om sin mor?
Der er ingen vejledning på facebook, i den elektroniske spilverden eller på Netflix. Det er der, når vil læser Mor sammen. Eller Den legetøjsløse stakkel eller Historien om de grimme børn.
Dette er en af de bedste kommentarer. Jeg stiller mig i rækken af enige!
Well spoken Mai-Brit ??????
Tak for dit indspark, Mai-Britt. Det opfatter jeg som relevant og nuanceret. Samtidig bliver jeg nysgerrig efter at læse mere af samme forfatter. I er mange, som taler varmt om det forfatterskab, så det vil jeg glæde mig til.
Tænker det kommer meget an på de efterfølgende opgaver?! Er de beskrevet i bogen? Hvis ikke det bliver behandlet/arbejdet med på en måde så man får talt om temaet (at være flov over nogen selvom man elsker dem/at elske folk som de er) så er det meget skidt!
Jeg har selv læst den med mine børn da de gik i 1. Klasse og havde lånt den på skolebiblioteket. Og jeg er da glad for at jeg var med til at læse den, så jeg også kunne give mit synspunkt med på vejen. Jeg er selv hende der er blevet kaldt den tykke og blevet spurgt om jeg var gravid (før lchf) men jeg synes ikke den var så slem. De får jo også læst om Emil fra Lønneberg som gør nogen direkte forfærdelige ting, Pippi som er efterladt alene i et hus med en abe og en hest og Vitello som synes det er ulækkert at kysse indtil han ikke synes det er det mere. Der er mange nuancer i livet og en af dem er at nogen er tykke. Bogen her giver bla. også indblik i hvordan livet som barn af en tyk kan være og kan måske sætte nogen ting igang i hovederne på dem som selv har supertynde og fabelagtige forældre. (Som måske bare ikke rigtigt gider deres børn – der gør Mor i det mindste!) vi skal lade være med at være så hysteriske og være mere involverede i børnenes liv og guide dem.
Jeg tror den historie kunne omhandle alle de ting som børn går og rumler med, det kunne være barnet der har en psykisk syg mor, som ikke kan bo hjemme før moren er rask nok til at passe det, men barnet elsker sin mor alligevel, men kan godt blive flov eller irriteret over at skulle forklare hvorfor. Det barn der desværre har en forældre der drikker , er også flov, men elsker den forældre. Jeg mener godt læreren i 3 kl. kan klare at få børnene til at forstå hvad der gemmer sig i den historie, vi elsker dem vi elsker lige gyldigt hvordan de er eller ser ud. Når vi læser HC Andersen for dem , er der jo også rimeligt meget vi lige må tage en snak om , inden historien kan fortælles færdig. Hvad jeg kan forstå er formålet netop at de skal analysere en tekst , og fortsætte hvad de slap i 2 kl. med hensyn til at lave personkarakteristik . At de børn der så har disse problemer i det virkelige liv, kan vi jo bare håbe de har nogen der kan hjælpe dem , med at forstå at der er nogen til at hjælpe hvis den mor nu skulle ønske at få hjælp, men det er ikke den lille drengs opgave at få mor til at spise gulerødder, så kan det måske gå hen og blive en god oplevelse for drengen at høre om det i skolen, ikke sikkert han åbner sig der, men han kan måske tage snakken privat med sin familie eller en anden person han er fortrolig med. Herhjemme har vi læst en historie om en pige hvis mor slog kolbøtter i hovedet, den fik vi mange gode snak om. Jeg ser på den bog og historie i klassen med absolut ro.
Der er et rigtig stort pres på vores unge mennesker. Uanset hvor godt lærerne får vendt den her historie, kan den ikke slette, at det er flovt, at være overvægtig, verden vil se ned på en. Derfor er man nødt til at undgå det. Og kan man ikke det, ved man, hvad andre tænker om en. Samtidig er det også “forkert”, at spise fanatisk efter en bestemt kur, livsstil, overtræne osv. Der kan snart ikke være nogen “rigtige” tilbage. De dystre tal for, hvor mange unge piger, der har det skidt og får brug for psykolog i opvæksten er alarmerende. Drengene er på vej ud i det samme. Ku vi dog bare elske vores næste, uanset hvad.
Kh.
Anne-Marie
Jeg læste historien med min datter i går som forberedelse til dagens danskundrevisning. Jeg blev lillebitte inden i fordi jeg langtfra er lillebitte uden på, men mest fordi min datter bliver ked af det, når andre børn kommenterer på min størrelse.
Børn observerer og det skal de have lov til, men i 3. klasse er de nået en alder, hvor der ikke kun er tale om observationer men hvor der også bliver bedømt.
Uanset historiens morale (som jeg godt kan se. Efter studier på på litteraturvidenskab på universitetet, kan jeg godt analysere en tekst:-)) – så står budskabet i det tekstudsnit der er i Fandango (danskbogen) ret klart. Et barn kan godt elske sin mor på trods af at moderen ikke ligner alle andre. Her eksemplificeret ved overvægt. Det synes jeg er rigtig ærgerligt når budskabet bliver: “På trods af at din mor ser ud som hun gør, så er hun din mor og hun elsker dig og du elsker hende”. Hvorfor skal der være det der “på trods”?
Og ja jeg er helt med på, at teksten skal bruges det at belyse realismen i en historie, men man kunne måske have gjort det på en måde, så man ikke samtidig peger fingre af et af de områder, hvor der i forvejen sker mest “shaming” pt i Danmark.
Det er ikke nødvendigvis Fupz’ historie der er et problem. Det behøver ikke være så korrekt det hele og det er op til folk selv om de vil læse dem eller ej.
Men udsnittet af historien, kombineret med 3. klasses abstraktionsniveau og evne til at forstå pointerne i sådan en historie, samt at det er obligatorisk læsning for alle, gør at jeg synes det er ramt helt ved siden af – selvom jeg måske godt som voksen kan se det underfundige i historien.
Jeg er rystet og rasende! Hvad f…. ligner det? Jeg er selv mor til en 2-årig, der slet ikke ser størrelse endnu (‘mor er KÆMPESTOR, jeg er endnumere KÆMPESTOR’). Jeg er også tyk og lækker og glad og tilfreds. Og jeg HADER når andre tror de skal blande sig i mine valg for min krop. Jeg blander mig da heller ikke i deres størrelse/hårfarve/tøjvalg/udsmykning! Jeg havde fluks ringet til læreren og skældt ud. Og herefter NÆGTET at mit barn skulle læse den bog. Det er svineri, helt ærligt.
Rystende læsning. Hvor naiv kan man være som lærer, når man tror, at det er det ‘gode budskab’, der hænger ved? Det tror jeg ikke på. De får helt klart den opfattelse, at tykke mennesker er nogle, man skal være flov over. Hvad bliver det næste? At ‘far stemmer på venstre, så han er ond?’ Det er trist, at ungerne skal tilbringe så mange af deres vågne timer i skolen, at de dårligt ser deres forældre, før de skal sove. For så bliver det lærerne, der står for den væsentligste del af den værdimæssige påvirkning og ikke forældrene, og det er der vist ikke noget godt at sige om.
Jeg bliver ked af, at du i din argumentation imod at hænge nogen ud via et litterært værk, selv vælger at skære en samfundsgruppe over en kam og hænge den ud (lærerne). Det er da noget af et paradoks…
Hvis historien bliver brugt til en snak om hvad man IKKE skal gøre og sige, så er det okay.
Men som mor til et barn, der har en meget overvægtig mor, ved jeg også at det er et ømtåligt emne.
Der er ikke nogen fra hans klasse, der har kommenteret på min overvægt, men både fra parallelklasser og ældre elever, har han måtte høre for det.
Han er ligeglad med hvad jeg vejer (er dog stolt over at jeg har tabt 40 kg), men det er ikke rart for ham at høre at nogen mener at jeg er ulækker med mere, bare fordi jeg er tyk.
Hvis jeg møder børn, der siger at jeg er tyk, siger jeg “ja, det er jeg” og så er det som regel det. Hvis de spørger hvorfor, siger jeg at jeg har spist for meget slik og kage ?
Hvis jeg møder nogen der kommenterer på min vægt for at genere mig, så ignorere jeg dem eller (på gode dage) svarer igen ved at sige at jeg da i det mindste er velopdragen nok til ikke at genere folk ?
Uden at lyde alt for sur, så forstår jeg simpelthen ikke, hvad den bog skal lave i en undervisningsituation. Eller overhovedet lave. Det ér fatshaming, og det er for langt ude at lære børn.
Øv, jeg bliver helt trist.