I dag kan man på forsiden af Berlingske læse, at eksperter råber vagt i gevær over, at de oplever spiseforstyrrelser hos børn helt ned til 8-års alderen. Og det er jo tragisk!
Der skydes på “de sunde forældre” eller forældre, som følger et af tidens populære maddogmer som stenalderkost, fastekure eller LCHF som årsagen. Det synes jeg måske ikke er helt fair, men det er et højst relevant emne og også et emne, som vi har diskuteret her på bloggen flere gange.
Mad og sundhed er på dagsordnen
Jeg har heldigvis fået lov at udtale mig i artiklen og måtte også stå tidligt op her i min ferie i det sydfranske for at være med i Radio 24syv.
Hvad det betyder for mine børn at vokse op i en familie, hvor mad og sundhed er på dagsordnen er selvfølgelig noget, jeg spekulerer på. Men jeg holder fast ved, at vi – på trods af overordnet madvalg – formidler et sundt og afslappet syn på mad og sundhed herhjemme.
Hvis vi italesætter maden, og det er altså langt fra altid, at vi gør det, så sætter vi det først og fremmest i forbindelse med det at blive mæt, stærk eller få god energi.
Maden er herhjemme aldrig italesat som forbudt og tilladt eller som noget, “man skal passe på med”, eller som kan gøre en tyk, syg eller lignende. Er det så en garanti for, at mine børn ikke får et forkvaklet forhold til mad? Næppe. Den garanti findes nok desværre ikke.
Man behøver ikke sukker og junk
I artiklen udtaler overlæge og leder af Enheden for overvægtige børn og unge på Holbæk sygehus, Jens-Christian Hold, sig også. Han siger bl.a.:
“Ifølge WHO skal børn være sunde, ikke lide overlast, lære noget om dagen og sove om natten. Men slik, sodavand, juice, kakao og fastfood har ikke noget med menneskerettigheder at gøre. Der er ingen vitaminer eller mineraler i det. Det er ikke ernæring. Vi har en kultur, hvor det er comme il faut, at det skal man have. Men det skal man faktisk ikke. Giver man sine børn sådan noget, giver man dem et dårligere udgangspunkt til at lære, vokse og i det hele taget være barn”
Og det er jeg – ikke overraskende – meget enig med ham i. Det kan være ok at spise sukker og junkfood en sjælden gang imellem, men man behøver det faktisk ikke.
Jeg kunne jo tale i timer om dette vigtige emner, men i stedet vil jeg tage mine børn med ud og vandre i Verdonkløften. Du kan læse det indlæg, jeg skrev for nyligt her på bloggen om børn, mad og LCHF.
Ja, og du skulle virkelig skamme dig over, at du propper den her syge livsstil ned over hovedet på dine børn.
Er det alvorligt ment, Lis?
Super relevant emne og fantastisk, at du bringer det på banen Jane :-) Jeg har ikke haft tid til at sætte mig nok ind i debatten, men jeg nåede dog et tænke et par tanker, da jeg hørte om den forleden i radioen. Selvfølgelig er kodeordene balance og et naturligt forhold til mad – det er jeg helt enig i. Dog slog det mig, at hvad er det galt i, at vi er nogle som rent faktisk gerne vil tage ansvar og lære vores børn, at sukker og hvidt brød ikke er byggesten til kroppen? Forventes det ikke af os, at vi lærer vores børn, at de skal se sig for, når de går over vejen? At de skal lære at bruge deres penge med omtanke og lægge budget? I et kort øjeblik tænke jeg, om ikke det ville være uansvarligt, hvis vi ikke forberedte vores børn om konsekvensen af at spise store mængder sukker og hvid brød især taget i betragtning af, at det er de færreste, som kommer til at have et arbejde hvor de er aktive nok til at få brændt glukogendepoterne af. Bare en tanke!
KH Charlotte
Jeg har stærke holdninger til kost, også til mine børns kost. Jeg nævner dem ikke ret ofte over for mine børn, vi spiser jo bare det vi spiser. Men når de gentagne gange kommer og snakker om, at nogle af de andre i børnehaven har mælkesnitter med i børnehave HVER dag, den ene har chips, den anden juice, ja, så siger jeg altså min mening! Jeg forsøger at være så dimplomatisk som muligt, men jeg VIL have lov at sige, at vi vælger noget andet herhjemme, fordi den slags ikke er sundt. Jeg tror, det bliver endnu værre i skolen, men nu må vi se. Jeg forsøger virkelig, men det er altså op af bakke i praksis det her!
Jeg spurgte mine unger forleden om de tænkte over at vi spiste anderledes og det spørgsmål forstod de nærmest ikke. Så prøvede jeg at spørge om de kunne pege på noget, vi ikke spiste, men som deres kammerater spiste og det kunne de heller ikke. Så nævnte jeg selv sukker og brød og boller og den slags og så sagde de bare “nååårh…” og spiste videre uden interesse for den snak. Så en del af det går altså uden om deres radar her i huset.
Men min taler også om de andres madpakker, men det er kun der hvor madpakkerne består af “synligt usunde ting” som kage, slik, mælkesnitter eller ukogte minutnudler…
TUSIND TAK for jeres mange gode kommentarer. Det er jo utroligt sårbart det her med børn, og det kan være svært at vurdere, hvor grænsen går mellem at have “sunde vaner i familien”, til at det kammer over. For vi skal også turde at sige nej til vores børn, når de kommer og synes, at det er en god idé at spise en pose matadormix en time før middagen serveres (tænkt eksempel) uden at frygte, at det nej for evigt gør matadormixen til det forjættede land. Men der er så mange aspekter i denne sag, som slet ikke har fået nok plads i debatten. Hvordan vi bruger mad, fx. “Har du slået dig, min skat, kom og få en silkkepind eller en bolle”. Blot for at nævne en. At navigere bevidst og ansvarsfuldt omkring børn når det kommer til mad er i mine øjne det vigtigste. Så betyder detaljerne mindre (tror jeg).
Men er det ikke en menneskeret, selv at have valget! Som barn af en mor på evige kurer, you name it, så fik jeg et alvorligt mad oprør og levede af chips og slik i flere år. Derefter uden mad, i lige så mange år! Så min tanke er, at det var fordi den sunde livsstil blev mig dikteret og ikke inspireret! Jeg har valgt at leve efter et maddogme i mit voksne liv, ikke min familie, derfor er det mig der ikke tager brød og ikke dem der skal undvære! Samtidig så er det socialt hæmmede, hvis der sider 4 LCHF’er, 2 raw, 6 palæoer og 4 vegetarer og en der må få slik i 1.b. Hvad skal disse unger mødes om?! Så ja jeg fik spiseforstyrrelser af min mors madhys og er meget bevidst om ikke at give det videre, det skal børn ikke bekrymres med, for så er det min antagelse at tiden går fra leg og læring!
Tænker der er andet at mødes om end mad – som f.eks. leg og læring :)
Børn er på mange måder underlagt deres forældres valg og livsstil – også med hensyn til mad – vel og mærke også hvis valget står på pommes frites og pizza med sodavand til dagligt. Men der vil de færreste børn sikkert brokke sig :)
Hej Jane,
Jeg læste godt at du var blevet interviewet til artiklen i Berlingske og jeg har selv idag skrevet et indlæg på min egen blog om det med at børn blive påvirkert af vores spiseadfærd som voksne.
Det er en skræmmende tanke, at vi kan være skyld i at vores børn udvikler spiseforstyrrelser eller at piger (og drenge) i en meget ung alder går rundt og bekymre sig over hvad de spiser, hvor meget osv.
De er BØRN.. de burde ik have disse bekymringer. Det burde vi voksne nu heller ikk. Livet er for kort til at gå rundt og bruge så meget af sin energi på om hvad man spiser eller ej. (dette sagt med henblik på at folk tæller kalorier eller tænker jeg må træne så og så meget ved at have spist denne kage osv).
Det er også skræmmende at den modsatte grøft også findes – nemlig at flere og flere børn i Danmark er overvægtige. Jeg ville ønske af hele mit hjerte at vi ikke havde disse problemer i livet, men jeg har også den overbevisining at vi er gode til at skaber problemerne for os selv. Eller gøre dem større end de behøver være.
Jeg er pt gravid og inden da forsøgte jeg såvidt muligt at køre helt over på LCHF formen, men jeg er nokk for meget fan af fedt til at jeg kan få min krop til at acceptere at den ikke KUN skal leve af fedt. hi hi. Jeg er af den overbevisning at man kan justere sin kost ind således at den passer bedst til DIG som det enkelte individ.
Jeg synes det er godt at sådanne artikler skrives for jeg er sikker på, at der i mange hjem gives et forkvaklet forhold til mad videre til børnene. Især pigerne kopier nok meget deres mødre og som man jo ofte ser, så er det kvinderne som hopper fra den ene livsstils kur til den anden. Jo herre gud – du er da velkommen til at gøre det, men lad være med at drage dit barn ind i dine beslutninger eller pres specifikke madkrav ned over hovedet på dem. Det er heller ikk første gange man hører om forældre som mener at deres børn lider af alverdens sygdomme og pipper op i børnehaverne omkring at deres børn ik må få dit og dat.
Så trist en udvikling… .
Det er et emne som jeg har mange kommentarer til (skal nok afslutte min kommentar inden den bliver til en roman), men det er også et emne som gang på gang BØR tages op for indtil videre virker det ikke til at der er sket en forbedring. Nærmest tværtimod !
LIgesom at børn kopier vores adfærd hvad gælder sprog, mimik og gang osv så kopier de jo også vores spisevaner, men mange er ikke bevist om dette. Jeg synes det er godt at artikler som denne (og div tv udsendelser som har været lavet) komer ud for der ER brug for at vi som forældre tænker over hvad vi kommunikere videre. Bevist og ubevist !!
God påske og forsat god ferie..
Godt sagt, Jane! I mit arbejde med børn oplever jeg det kamme over når børn kommer til arrangementer og siger, at de får penge af deres forældre for ikke at spise slik, eller når de står ulykkelige og alene til børnefødselsdage og prøver at forklare, at de ikke må spise ting med sukker, hvede eller fedt i (tydeligvis uden selv at forstå det). Så kan man tale om spiseforstyrrelse! Men spørgsmålet er, om de egentlig er mere spiseforstyrrede, end jeg har været, når jeg som barn (og voksen) fuldstændig tabte kontrollen over for en bakke flødeboller eller en pose slik…?
Vh Louise
Sikke en fornuftig overlæge i Holbæk. Jeg er helt enig. At man ikke skal være fanatisk omkring sin kost betyder jo ikke, at man skal gå i den helt anden grøft. Jeg tror, at vi i høj grad er rollemodeller for vores børn. At det er mere det, vi gør, end det, vi siger, der har den største betydning. Så når vi vælger at leve sundt – uden at det bliver en religion for os – ja, så vil det virke positivt på vores børn.
Jeg synes, det er en god og nødvendig debat – for jeg tror også, at der er en del iblandt os kostinteresserede, hvor det indimellem er lidt for meget. Men sådan er det jo med mange ting :-)
Rigtig god påske til jer alle – og ferie til dig, Jane.
Virkelig et godt emne, som helt sikkert kan sprede vandene
På den ene side, kan jeg sagtens se, at børn tager ved lære af deres forældre, hvorfor der kan være risiko for, at børn “følger” samme kur, som deres forældre. MEN det tror jeg kun sker, hvis forældrene “prædiker” over for deres børn; “smør er ulækkert”, “McDondalds er slik”… Hvis forældrene derimod siger, at maden ikke mætter, så får børnene en anden – og mere korrekt – opfattelse! De bliver ikke på samme måde “bange” for maden.
Samtidig hermed tror jeg faktisk også, at børnene ofte reagerer stik-modsat på forældre med “strikse” kostvaner; hermed mener jeg, at børnene ikke lærer, at spise slik/andre sager i moderate, normale mængder. Når børnene endelig får stillet en skål foran sig (det sig være til fødselsdag, ved bedsteforældre…) kværner dig i sig og har ikke “stoppemekanisme”.
Hertil kommer, at spiseforstyrrelser langt hen ad vejen handler om meget andet end mad. Der er – og det fortrænges alt for ofte – et rigtig stort psykisk element! Det er en psykisk sygdom; Det handler sgu ikke om, hvorvidt man er vokset op med broccoli og gulerødder, almindelig varieret kost eller med frysepizza og McDonalds – det handler mere om, hvordan ens opvækst generelt har været. OG der er der altså vigtigere ting end kost – overfald, traume, alkohol…
Det blev en lang kommentar; alt i alt vil jeg nok bare sige, at det selvfølgelig er bedst for børn, at vokse op i et hjem, hvor der er almindelig, varieret kost, men at det (for mig og se) bestemt ikke er afgørende for, hvorvidt man får en spiseforstyrrelse eller ej.
(Har selv haft en spiseforstyrrelse – anoreksi – gennem ca. 6 år, og jeg er vokset op i en familie, med helt almindelige kostvaner)
Hejsa.
Jeg håber virkelig at det er okay, at jeg skriver og spørger dig om noget. Jeg har lidt af anoreksi siden jeg var 11 år og er idag 30 år. Jeg er ikke længere undervægtig, men går stadigvæk i behandling og har været indlagt i sammenlagt 5 år indenfor de sidste 10 år pga. det. Jeg kan læse, at du selv har haft anoreksi? Jeg ville spørge dig om du selv spiser efter LCHF-principperne den dag idag? Jeg overvejer nemlig meget kraftigt at begynde at spise efter principperne, men er også bange for at det skal ødelægge noget i forhold til min behandling, og at det vil “tricke” min anoreksi yderligere. Hvis du spiser efter principperne har det så “ødelagt” noget i forhold til din behandling?
Jeg håber virkelig du forstår, hvad jeg mener og hvad jeg vil frem til:-) Håber at høre fra dig.
Måske handler det mere om den måde forældrene håndterer, at snakke med deres børn om kostvalgene og hvor stikst de håndhæver at kostvalget skal følges, end hvorvidt de har valgt et bestemt kostdogme at følge.
Og det bør være der fokus er, at man skal give sine børn et afslappet forhold til mad, selvom man følger en bestemt kostplan. Hvis forældrene er fanatiske og efter børnene, eller giver dem specielle ting med og forbyder dem at smage på kager og sodavand til f.eks. fødselsdage, så gør de dem anderledes end de andre børn og giver dem en grund til at udvikle et usundt forhold til mad.
Ekstremisme er altid en dårlig ting… Så længe man har fokus på rigtig mad og ikke hele tiden skifter “kur”, må det absolut være en fordel med forældre, der har en holdning til maden. Men jeg kan da udmærket forestille mig, at en ekstrem holdning til “rigtig” og “forkert” mad påvirker børnene negativt. Lige som ingen holdning til maden giver overvægtige børn…
Jeg kan rigtig godt lide din tilgang til sund og fornuftig kost, og jeg er helt enig i, at det bestemt ikke er nødvendigt at give børnene slik og sodavand. Desværre er det mere reglen end undtagelsen, at børn proppes med usunde sager. Man er jo sær, hvis børnene ikke fodres med slik og kager, og det er jo også enormt synd for dem! Stakkels sunde børn :)
Altså jeg tror på at man skal have et sundt forhod til (sund) mad, og til bevægelse. Har man det giver det desværre ingen ganranti mod noget som helst, men må være et godt udgangspunkt.
Jeg tror det farlige er der hvor børnene vokser op med (typisk mor) forældre der konstant er på slankekur, snakker om hvor tykke de er osv. Dette sker nemlig desværre tit hos de folk der i forvejen absolut ikke er tunge…. Min ene datter leger med en dreng der har sådan en mor, og jeg har virkelig overvejet at hun ikke skal komme der. Det er ikke så få ting hun kan komme hjem og fortælle… Og jeg magter ikke fanatisme, om det så drejer sig om religion, kost eller noget helt tredje.
Så kroppen skal være sund og så stærk som mulig, og i min verden er tynd ikke altid lig stærk og sund….
Altid fornuftigt og jordnært indspark fra din side – jeg blev en lille smule harm, da jeg så overskriften, men efter jeg har læst den, forstår jeg, hvor bekymringen ligger. Nemlig der, hvor forældre inkluderer deres børn alt for meget i samtaler om kroppen, som de er for små til at forstå ordenligt og derfor fortolker meget sort/hvidt – jeg MÅ ikke spise det her, for så bliver jeg tyk. Man burde som forældre bare sørge for at servere sund mad for sine børn og give dem nogle gode vaner uden at skulle forklare så meget. Hvis børnene så spørger, synes jeg det er det helt rigtige, at man afholder sig fra at snakke om at mad er “forbudt eller tilladt”, som du siger. Min største frygt ville være, hvis jeg, når jeg engang bliver forælder, oplever at mine børn føler sig anderledes, fordi de ikke må spise det samme som deres venner. I det tilfælde ville jeg nok lige klappe hesten og give dem en skive rugbrød med, og så vente med at bekymre mig om deres kost, til de viser tegn på usundhed eller overvægt. For livet er alt for kort til at føle sig forkert eller udenfor som barn – det er da nok noget af det mest skadelige for menneskets velbefindende. Det er jo lidt uheldigt, at vi er nogen, som har fundet ud af, at de alment anerkendte kostråd måske ikke er helt så fornuftige, og derfor føler os lidt “alternative” og “fuck-systemet”-agtige, når vi forholder os til mad. Men er det mere rigtigt, at forældre opdrager deres børn i troen om, at cola er obligatorisk til ethvert måltid (hvilket jeg kender mange, der gør)? Det forarger ærligt talt mig mere, end at høre at forældre serverer en ekstra gulerod for deres børn, som bagefter fortsætter deres glade liv som børn uden at opdage, at de blev “påvirket” til at have et mere sundt forhold til, hvad mad er.
Hej med dig!
Der er så smukt i Verdon :) (jeg bor i Paris, så jeg ved, hvor skønt her er lige nu – og vejrudsigten!!)
Jeg skriver blot til dig i dag, fordi det skal ikke være sådan, at du “opdager”, at der er blevet linket til dig (ikke af mig), uden at du har fået en heads up. Jeg er næsten nok enig med dig – men står et andet sted i børnelivet og ser det måske et andet sted fra. Du er velkommen til at læse med eller ej. Nu er du i hvert fald informeret.
Men vent dog, til I er hjemme fra ferie :)
http://lottegarbers.dk/den-nye-skurk-den-kostoptagede-foraelder/
Hej Jane,
Jeg får lige lyst til at give min mening med her :) Min mor fulgte aldrig nogen slankekure eller sære kostvaner. Tilgengæld havde hun utrolig meget fokus på min vægt. Jeg var overvægtig, og hun kommenterede tit på den mad jeg spiste og på mit tøj. Jeg kan huske jeg havde to par jeans, det ene par sad stramt og det andet par var løsere i modellen. Hver gang jeg tog de stramme på sagde hun ting som, “der kan da vist heller ikke være et gram mere i dem” eller “har du taget på?”. Tog jeg de andre jeans på var kommentaren ” har du tabt dig?”. Kommentarer som “nu har du da vist fået nok” omkring aftensmaden, efterfulgt af den sædvanlige aftenkaffesnack, chokolade eller slik, gjorde mig vanvittigt forvirret, uden at jeg egentlig var klar over det. Hun gjorde det i den bedste mening og jeg har sluttet fred med det. Men resultatet på så mange års finurlige kommentarer og fokus på min krop resulterede i en spiseforstyrrelse. Jeg havde bulimi fra jeg var omkring de 17, ca 7 år frem. Inklusive 3 års terapi. Da jeg blev erklæret rask nok, man bliver jo aldrig helt rask i hovedet efter en spiseforstyrrelse, har min hverdag siden dengang, handlet om mad mad og mad. Jeg havde intet forhold til mad, jeg åd bare og følte mig aldrig mæt. Alt skulle være fedtfattigt og light og selvom jeg ikke lige var på en bestemt slankekur den uge, drejede alle mine tanker sig stadig om hvad jeg havde puttet i hovedet den dag..
Da jeg læste om lchf lød det virkelig godt. Men det har dælme været hårdt! At få ind i hovedet at jeg gerne måtte lave mad med smør og fløde, det var jo den omvendte verden!! Jeg tror ikke der en diæt derude jeg ikke har prøvet. Forventningerne til dette her, var ikke store. Jeg har da heller ikke tabt mig, men! For en gangs skyld glæder jeg mig til min madpakke. Jeg tænker ikke over kalorier. (Er du klar over hvor mange andre ting man kan nå at tænke på når den slags forsvinder?) jeg nyder at stå i mit køkken og bikse nye retter sammen, jeg tænker ikke over kalorier, min mave har fået en del mere ro på, jeg sover godt om natten, jeg tænker ikke over kalorier og så tænker jeg ikke på kalorier mere, fik jeg nævnt det? Det er virkelig en stor ting for mig efter så mange år i madhelvedet. Jeg har fået glæde ved mad og kan efterhånden begynde at lytte til min egen krops signaler. Det er vel også på tide som 30 årig.
Jeg kan mærke mæthed og sult, jeg behøver ikke rende rundt med muslibarer i tasken til når mit blodsukker styrter og jeg ligner en druknet mus med kvalme og svimmelhed. Jeg har det virkelig godt! Jeg er stadig overvægtig og vil da gerne tabe mig, men det er bare ikke min første prioritet mere. Jeg kan have fokus på så mange andre ting og jeg nyder det virkelig. Jeg kan endda gå forbi slikhylderne og tænke “naarh, jeg har ikke rigtig lyst.. ”
Jeg tror at dine børn vokser op med et sundt forhold til mad. Netop det at I kan snakke om tingene gør en verden til forskel. Jeg hører ungerne på mit arbejde sidde og snakke om hvor meget fedt der er i deres skolemælk. Hvor mange minutter de skal hoppe for at forbrænde 5 pebernødder osv. Det er ikke sundt.. Jeg håber ikke de skal igennem det samme som jeg. Jeg er ikke fanatisk omkring det her, jeg er faktisk ret afslappet omkring og spiser også med glæde en flødebolle når der bliver delt ud.
Nå, det blev ret langt det her, jeg vil bare sige at for mig er lchf ikke en diæt. Det er mad og tanker bag, der gør mig glad indeni. Super god blog du har, og slap bare af med dine unger. Du har helt ret, de skal nok leve af kanelgifler og røde pølser den første måned efter de flytter hjemmefra, men så er det heller ikke værre. Tro på at den ballast du giver dem med hjemmefra, vil få dem til, helt naturligt, at træffe gode valg. :) Jeg har kun været igang i en måned og jeg træffer allerede gode valg, hvad kan en hel barndom så ikke gøre?
Børn og kost er virkelig et ømtåeligt, men både vigtigt og spændende emne. jeg har fulgt med her på bloggen i næsten et år selvom jeg ikke selv lever LCHF, men jeg finder hele din tilgang til mad utroligt inspirerende. Særligt dine indlæg om børn og mad synes jeg virkelig rammer hovedet på sømmet: børn skal ikke være bange for mad, mad skal nydes og give brændsstof til kroppen!
Jeg læste dit interview i den artikel du linker til og tænkte du også vlle finde dette indlæg interessant:
http://proteinopskrifter.dk/nar-mad-bliver-religion-for-dit-barn
Nu har jeg ikke selv børn, men det er helt sikkert tanker som de diskuterede i disse artikler og indlæg som jeg selv vil overveje. Skal mine restriktioner gives videre med en ånd af selvhad og forbud eller med kærlighed, viden og balance? Jeg satser stærkt på det sidste :D
Anna
Det her emne har også tit været oppe at vende herhjemme. Og det gør da indtryk når min to-årige siger “mor ikke ha’ boller” ved morgenbordet. Selvfølgelig registrerer hun at jeg nogen gange spiser ‘anderledes’ end alle mulige andre, og at hun selv f.eks. ikke spiser slik i samme mængder som jævnaldrende børn.
I sidste ende vil jeg dog mene, at mine gamle spisevaner var langt mere skadeligt for mit barn at tage sig til. At spise magert og meget lidt i perioder, for så at gå bananas i kager, slik, is, og chips i andre, er i hvert fald ikke en model jeg ønsker, hun skal overtage.
Faktisk vil jeg mene, at mit/vores forhold til mad er mere naturligt end det nogensinde har været. Vi spiser og nyder mad. What’s the problem?!
Men selvfølgelig alt med måde; hvis man er überfanatisk kan det nok godt have negative indflydelse. Men hvis barnet ser, at mor godt kan tage et stykke ‘almindelig’ kage ved særlige lejligheder, ja så er jeg helt sikker på, at de ikke har større risiko (måske endda mindre?) end alle mulige andre børn for at udvikle et forstyrret forhold til mad.
Det er et rigtig fint emne at tage op – netop fordi der er kommet så stor fokus på madindtag og sundhed, at det naturligt også vil påvirke vores børn.
Jeg har selv tænkt rigtig meget over, hvordan jeg vil påvirke den baby-pige, der nu ligger og bobler rundt i min mave. For hvordan skal man påvirke hende til, at hun skal indtage føde, der gør hende sund og stærk uden at det ender ud i, at hun bliver en anorektisk teenager, der ser mad som sin fjende?
Som du selv angiver, tror jeg også, at det allervigtigste er, at ingen madtyper bliver forbudt, for så stimulerer det nemlig hjernen til at forbinde mad med noget negativt – og det skal det ikke være. Sund mad skal være et tilvalg, således at de usunde fødevarer ikke bliver et fravalg.
Når det nu er sagt, er det også vigtigt for mig, at der netop bliver plads til slik og sodavand -i små mængder – for det vigtigste jeg vil videregive til mine børn, er at der reelt kan være plads til alt, hvis man generelt lever en sund og aktiv hverdag og man kan finde ud af at begrænse sig.
Tak for en god blog og gode, inspirerende bøger.
Stine