Falder du aldrig i? Det spørgsmål fik jeg fornyligt, og mit svar er nej. Jeg “falder aldrig i”. Det betyder ikke, at min kost er perfekt, eller at jeg aldrig foretager dårlige valg, for det gør jeg nøjagtig som alle andre. I stedet betyder det, at jeg tager 100% ansvar for mine valg. Dem allesammen. Også dem, jeg ikke er stolt af.
I det her indlæg vil jeg forklare dig, hvorfor dit ordvalg faktisk er vigtigt, og hvordan du ved at ændre dit ordvalg, kan tage magten tilbage, så du igen er den, der bestemmer.
At ‘falde i’ sætter dig i en passiv rolle
At “falde i” signalerer, at det, der skete, var uplanlagt, utilsigtet og udenfor ens kontrolområde. Men at lulle sig selv ind i et narrativ om, at man er én, som ting sker for, er ikke smart, når vi skal ændre vaner. For hvordan kan vi ændre på noget, der sker for os? Noget, der er påtvunget os af ydre kræfter, som vi ingen indflydelse har på? Det kan vi ikke.
Men vi kan lære at tage ansvar for vores handlinger, også når de handlinger strider imod vores bedre vidende, og det tror jeg er et rigtigt godt udgangspunkt.
Progress – not perfection!
Livet er ikke perfekt, og vejen mod bedre vaner eller mere succes eller et bedre liv er ikke en lineær proces. Den skyder til højre og venstre, men hvis vi løfter os op i helikopterperspektiv skal vi helst kunne se det sådan, at vi bevæger os imod målet. Og målet er ikke perfektion heller.
Hvis de dårlige ting er noget, “der sker for os” i stedet for noget, vi tager ansvar for, hvordan skal vi så lykkes med at ændre det? Vi kan jo ikke ændre noget, vi ingen indflydelse har på.
Tager vi derimod ansvar, forstår vi, at vi altid har et valg. Og det valg kan starte allerede ved næste bid. Det behøver ikke vente til i morgen eller til på mandag eller til næste årsskifte.
Tag ansvar uden at dømme
Når jeg vælger at inhalere en hel pose mandler, selvom jeg udmærket godt ved, at jeg får skideondt i maven af mandler, så er det ikke et udtryk for, at jeg er et dårligt eller et særligt karaktersvagt menneske. Det er bare et valg. Et fuldt ud legitimt, voksent og bevidst valg, som ingenting har at gøre med min menneskelige karakter eller med min værdi som menneske. Måske var jeg i virkeligheden sulten, træt eller ked af det. Måske kedede jeg mig bare. Men jeg valgte det stadig selv.
Det her indlæg handler ikke om at lære at være mere standhaftig eller have mere viljestyrke. Det handler om at tage ansvar for de ting, vi gør. Og acceptere os selv på trods af, at de valg, vi foretager, måske ikke altid er så skidesmarte.
Og når du begynder at tage ansvar, begynder du at kunne påvirke dine valg. Og det er hele målet.
Jeg håber, det her indlæg lige giver dig en reminder om at du har magten til at ændre de ting, der ikke fungerer. Jeg siger ikke, det er nemt, jeg siger bare, at der er én person, der kan ændre en dårlig situation, og det er dig. All power to you!
Farvel: “At falde i” og “at synde”
Og imens vi er i gang med at luge ud i ordforrådet, synes jeg, vi skal tage “at synde” med.
Mad og spisning har – i de fleste tilfælde – ikke noget med religion at gøre, og vi synder derfor ikke, når vi vælger at spise noget, der ikke er en del af hverdagskosten.
I stedet foreslår jeg, at vi kalder det nydelse. Jeg nød lige et stykke chokolade, en skål slik, et glas vin, en skive hjemmebagt brød etc.
For hvis det ikke er noget, vi nyder, hvorfor så spise det? Jeg ved selvfølgelig godt at overspisning sjældent handler om nydelse, men tænk nu hvis vi som en start kunne snige lidt kvalitetsbevidsthed ind der også?
Dejligt indlæg!!
Når vi vil NYDE for for at SNYDE, så kan vi også gøre det mere afslappet, og stoppe igen inden det løber helt af sporet! SNYDER vi så er det så negativt ladet, at man lige så godt kan lade stå til! Altså jeg nyder et lille stykke chokolade, eller jeg snyder mig til at spise en plade ??
God pointe og god måde at skelne! :)
SÅ godt og vigtigt!
Jeg mangler dog lidt tilføjelsen, at når man tager et valg, som ikke er en del af hverdagskosten, så er det netop vigtigt at tage ansvar for at vende tilbage til hverdagskosten. Og det er meget nemmere, hvis det er et valg, man har taget, som man tager ansvar for – og som er “tilladt” fordi, man havde brug for at nyde i modsætning til, hvis man er “faldet i”, hvor man så lige så godt bare kan lade stå til og fortsætte ud af “nydelsessporet” for fuld hammer. Det er i hvert fald min erfaring og det jeg prøver på at fokusere på pt., hvor jeg er i gang med et større kostomlægnings – og deraf følgende vægttabsprojekt :-)
Lige præcis Kathrine! Og rigtig god “rejse”. Det lyder som om du er super fint på vej :)
Super indlæg. Er blevet meget bedre til at spise fedt det sidste stykke tid. Kan mærke at jeg trives med fløde, ost, creme fraiche og smør og det vildeste er at jeg ikke tager på af det. Nu har jeg jo også skåret de fleste kulhydrater fra efter jeg har fået diabetes 2, men min vægt og min kropsopfattelse har aldrig været så ligevægtig som pt. Du er meget inspirerende at følge.
Jeg bagte dine kerneboller den anden dag og flere har spurgt “men det må du jo ikke spuse eller hvad”. For det første vejer 1 kernebolle ca 50 g og med chokolade med kakao% over 75 er det sgu ok og påvirker ikke mit blodsukker vildt.
Jeg nøjdes også med 120 g chokolade :-)
Hvor er du god, Helle! Min oplevelse er også at den ro, som LCHF giver mig, også giver en ro i tankerne. Det er som panikfølelserne er væk.
Og jeg elsker også de kerneboller med chokolade. Nam! :)
Jeg er sådan set enig med dig :)
Men jeg tror også at nogle mennesker har så store (spise) forstyrrelser, vi kan også sige afhængighed, at det sjældent er, og måske heller aldrig bliver, et valg for dem, om de vil kværne en pose slik eller andet.
Fair nok, spiseforstyrrelser til side. Det er jo helt andre mekanismer, der er i spil der.
I en anden skala har jeg mit eget (tidligere) sukkermisbrug. Det føltes vitterligt nogle gang, som om jeg ikke havde et valg, men sagen er, at det havde jeg. At vælge at spise sukkeret var det mindst smertefulde på det tidspunkt, og da jeg erkendte det (og at det stadig var et valg) skete der ting og sager oppe i mit hoved.
Jeg holder altid meget af dine skriverier, som er så dejligt fulde af alt andet end fordomme og domme.
Det jeg mangler i denne artikel er; at tage ansvaret, at tage sit ansvar, at stå ved sine valg og løfte ansvar, er alt sammen noget man skal lære. Det er ikke en medfødt evne på lige fod som det er at trække vejret og die. Det skal tillæres, på samme måde som vi ikke alle er født med den naturlige evne til at gemme filer på en usb nøgle, det må vi også lære først. Det sidste er noget lettere end det første.
Du skal tage ansvar! Hvis jeg havde en 5 øre for hver eneste gang jeg havde hørt det igennem mit liv, så ville jeg være rig og uden studiegæld. Jeg vidste godt at det skulle jeg, for det skal man jo. Jeg vidste bare ikke hvordan. Jeg vidste ikke hvordan da jeg var 24, jeg vidste ikke hvordan da jeg var 34 – nu hvor jeg bliver 44 – har jeg nogenlunde fat omkring hvordan jeg tager ansvar, for det meste.
For sagen er den at jeg ikke havde nogen der kunne lære mig det som barn, så det blev til en hammer i hovedet på mig igennem livet, især fra dem der skulle have haft lært mig det, men det blev også til min hammer. For når nu jeg ikke kunne det, det der med at tage ansvar – så var det jo mig den var gal med, skylden og skammen stod i kø, og med den en gedin spiseforstyrrelse, som jeg kan spore tilbage til min aller tideligste barndom.
Jeg har ikke altid valgt selv – det vidste jeg simpelthen ikke hvad var og betød, og jeg vidste slet ikke at jeg havde værdi nok til at kunne.
I dag ved jeg at jeg har værdi, og jeg har en stemme og jeg har et ansvar som jeg lever op til og tager. Men jeg er 44 år og det er noget ganske nyt der er kommet til. Men ind i mellem kigger min historie frem og roder rundt og gør ondt, og i et split sekund er magten taget fra mig. Aldrig længe af gangen, aldrig som den livsdom det var engang. Men det er en følgesvend, for nogen glemte at lære mig de redskaber som andre tager for givet, det har jeg med mig for livet.
Enig ?
Jeg kan godt se, hvad du mener og på mange måder er det jo smertefuld læsning.
Alligevel kan jeg ikke helt få mit hovedet omkring det. For min pointe er ikke at bede dig tage ansvar og derved træffe de rette valg. Jeg beder dig om at eje dine valg – hvad enten de er. Så det ikke er: “jeg faldt i og spiste sukker” (der var en overmagt, der fik mig til det) men i stedet “jeg valgte at spise sukker” (og det kan godt være det var noget lort men i situationen var det det bedste værktøj, jeg havde til at komme videre).
Jeg kan ikke helt gennemskue, om det går imod det, du siger men uanset: tak for dit input. Det er ALTID dejligt, når du kigger forbi med dine reflekterende kommentarer <3
Jeg elsker at du får mig til at tænke!
I efterreflektionen og dobbelt op på gennemlæsningen, så reagerede jeg nok også på kommentarsporenes ‘tag ansvar’ som stadig er en rød klud.
Der ér en nuance forskel på at eje dine valg og tag ansvar!!. Det ene er at være bevidst om hvad der sker i dit liv og ikke skubbe det væk, det andet er det du gør ved ikke at skubbe det væk eller over på en udefra kommende faktor.
Men bevidstheden det kræver, erkendelsen og indsigten der skal følge med, er slået af samme mønt. Det kræver nemlig at du har lært det, at du har erfaret at det at eje det der er dit er godt på den lange bane. At jeg, mine valg og mit liv ikke skal pakkes ind i forklaringer, traditioner og andres forventninger.
Så jeg har lært at eje mig selv om mine valg, også selvom jeg ind i mellem står med en et eller andet for meget (shopping, mad, noget) og tænker hvor kom den fra.
Tak fordi jeg stadig, efter så mange år kan komme tilbage igen og igen til din blog, bøger (jeg mangler blot et foredrag) og blive klogere på mig selv og det der følger med.
Ps. Min livsberetning er fyldt med smerte, men jeg har lært at det også er styrke og resourcer. Der virkelig fordele ved livet efter 40 ;)
Jeg har irritabel tarm så peanuts er noget af det eneste snack jeg må spise… problemet er så bare at når jeg åbner posen, så spiser jeg 1/2-1 i stedet for nogle enkelte stykke… og min mave kan slet ikke tage al den fedt og kostfibre på en gang… Problemet er bare at det er ikke fordi jeg er ked af det eller ikke har fået nok mad eller andet at jeg spiser dem… kan bare ikke stoppe når det smager godt… også selvom jeg tænker 10 gange undervejs at nu må du hellere lægge posen fra dig…. Har du et tip ?
Jeg har det sådan med sukker. Et stykke er bare aldrig nok. Min bedste løsning er at lade helt være med at spise det. Jeg kalder det “trigger-mad”, og det er mad, som af en eller anden grund trigger en usund eller uhensigtsmæssig psykologisk respons. Prøv at læse dette indlæg: Vælg den rette strategi, når du vil ændre vaner