Falder du aldrig i? Det spørgsmål fik jeg fornyligt, og mit svar er nej. Jeg “falder aldrig i”. Det betyder ikke, at min kost er perfekt, eller at jeg aldrig foretager dårlige valg, for det gør jeg nøjagtig som alle andre. I stedet betyder det, at jeg tager 100% ansvar for mine valg. Dem allesammen. Også dem, jeg ikke er stolt af.
I det her indlæg vil jeg forklare dig, hvorfor dit ordvalg faktisk er vigtigt, og hvordan du ved at ændre dit ordvalg, kan tage magten tilbage, så du igen er den, der bestemmer.
At ‘falde i’ sætter dig i en passiv rolle
At “falde i” signalerer, at det, der skete, var uplanlagt, utilsigtet og udenfor ens kontrolområde. Men at lulle sig selv ind i et narrativ om, at man er én, som ting sker for, er ikke smart, når vi skal ændre vaner. For hvordan kan vi ændre på noget, der sker for os? Noget, der er påtvunget os af ydre kræfter, som vi ingen indflydelse har på? Det kan vi ikke.
Men vi kan lære at tage ansvar for vores handlinger, også når de handlinger strider imod vores bedre vidende, og det tror jeg er et rigtigt godt udgangspunkt.
Progress – not perfection!
Livet er ikke perfekt, og vejen mod bedre vaner eller mere succes eller et bedre liv er ikke en lineær proces. Den skyder til højre og venstre, men hvis vi løfter os op i helikopterperspektiv skal vi helst kunne se det sådan, at vi bevæger os imod målet. Og målet er ikke perfektion heller.
Hvis de dårlige ting er noget, “der sker for os” i stedet for noget, vi tager ansvar for, hvordan skal vi så lykkes med at ændre det? Vi kan jo ikke ændre noget, vi ingen indflydelse har på.
Tager vi derimod ansvar, forstår vi, at vi altid har et valg. Og det valg kan starte allerede ved næste bid. Det behøver ikke vente til i morgen eller til på mandag eller til næste årsskifte.
Tag ansvar uden at dømme
Når jeg vælger at inhalere en hel pose mandler, selvom jeg udmærket godt ved, at jeg får skideondt i maven af mandler, så er det ikke et udtryk for, at jeg er et dårligt eller et særligt karaktersvagt menneske. Det er bare et valg. Et fuldt ud legitimt, voksent og bevidst valg, som ingenting har at gøre med min menneskelige karakter eller med min værdi som menneske. Måske var jeg i virkeligheden sulten, træt eller ked af det. Måske kedede jeg mig bare. Men jeg valgte det stadig selv.
Det her indlæg handler ikke om at lære at være mere standhaftig eller have mere viljestyrke. Det handler om at tage ansvar for de ting, vi gør. Og acceptere os selv på trods af, at de valg, vi foretager, måske ikke altid er så skidesmarte.
Og når du begynder at tage ansvar, begynder du at kunne påvirke dine valg. Og det er hele målet.
Jeg håber, det her indlæg lige giver dig en reminder om at du har magten til at ændre de ting, der ikke fungerer. Jeg siger ikke, det er nemt, jeg siger bare, at der er én person, der kan ændre en dårlig situation, og det er dig. All power to you!
Farvel: “At falde i” og “at synde”
Og imens vi er i gang med at luge ud i ordforrådet, synes jeg, vi skal tage “at synde” med.
Mad og spisning har – i de fleste tilfælde – ikke noget med religion at gøre, og vi synder derfor ikke, når vi vælger at spise noget, der ikke er en del af hverdagskosten.
I stedet foreslår jeg, at vi kalder det nydelse. Jeg nød lige et stykke chokolade, en skål slik, et glas vin, en skive hjemmebagt brød etc.
For hvis det ikke er noget, vi nyder, hvorfor så spise det? Jeg ved selvfølgelig godt at overspisning sjældent handler om nydelse, men tænk nu hvis vi som en start kunne snige lidt kvalitetsbevidsthed ind der også?
Hørt ! Jeg nød lige… Det skal bruges fremadrettet for du har jo helt ret, jeg havde et valg. Jeg vil lige takke dig for skøn inspiration mit liv igennem de sidste tre år tror ikke der er den opskrift du har lavet jeg ikke har prøvet ? Og min krop har aldrig haft det bedre ?
Jeg ved ikke om jeg er helt enig her … når jeg er i Kvickly og ved kassen opdager, at der ligger en plade Marabou i min kurv så er det altså ikke mit valg. Jeg har faktisk slet ikke haft noget med det at gøre. Jeg aner ikke hvor den er kommet fra.
Og når den så er spist (for det bliver den på forunderlig vis) så ved jeg ikke hvem der har taget ansvar for det. Jeg har i hvert fald ikke! ;-)
Ej pjat, jeg har altså en svaghed for Marabou Mælk og ind imellem (nok lidt for ofte) ryger der en plade i kurven og når den er inhaleret, kan jeg godt tænke “Hvorfor gjorde jeg egentlig det?” men jeg gider ikke slå mig selv i hovedet med det for det hjælper ikke alligevel.
Jeg har også opdaget, at folk kigger underligt på mig når jeg står ved chokoladehylden og diskuterer med mig selv. Så hellere få det overstået (= ned i kurven med chokoladen) og komme videre ;-)
I mit “tidligere liv” eller hvad jeg nu skal kalde det, havde jeg faktisk nogle gange helt ærligt følelsen af at jeg ikke kunne huske at have taget første bid. Min impulskontrol var så lav, at jeg slet ikke nåede at overveje det, før armen havde kørt chokoladen op til munden. Og Marabouchokolade var også en af mine favoritter. Så I hear you! Det var bare det, jeg ville sige ;-)
Jeg er både helt vildt enig, og ret uenig. Jeg synes, sundhedsbølgen der efterhånden har skyllet ind over os i nogle år nu, i høj grad er skyld i den der “jeg er et dårligt menneske hver gang jeg spiser raffineret sukker”-tankegang, som ord som at synde eller falde i, udspringer fra. Og det er både ærgerligt og ikke skide konstruktivt. For jeg er meget enig i, at vi jo suverænt selv vælger, hvad vi vil stoppe i bøtten af mad.
Samtidig, så kan en regnorm som mig, godt have brug for, at få ting delt lidt op i “tilladt” og “ikke tilladt”, for jeg er ikke så god til det der med at tage ansvar for det jeg selv spiser. Og jeg tror ikke at jeg er den eneste. Jeg skal kunne mærke konsekvenser på egen krop, før jeg kan finde ud af at tage ansvar for at jeg har spist (taget et valg om at spise) noget som ikke er godt for min krop, og det sker ikke lige med det samme, når man fra naturens hånd er udstyret med en krop, der hverken har allergier eller intolerance, og aldrig tager på. Så i mit kassetænkende hoved, er der nødt til at være kasser med “forbudt sukker” eller “dårlige kulhydrater” og “i dag må jeg gerne synde med en kæmpe menu fra McD” ;-)
Jeg forstår rigtig udmærket hvad du mener og kan sagtens se, hvordan det kæmpe bombardement af sundhedsinformation spiller en rolle i det. Sundhedsbombardementet tror jeg så bare er en naturlig følgevirkning af at der er skrammel-mad overalt! Overalt! Og at noget af det markedsføres som det sunde valg.
I øvrigt mener jeg ikke at målet med at tage ansvar behøver at være at man lader være. At opnå et eller andet helligt sted, hvor man aldrig spiser noget, man ved, man ikke har godt af, tror jeg, ganske enkelt ikke findes. Min pointe var mere, at når vi gør det, skal vi tage ansvar for det valg i stedet for at lade os falde ned i en offerrolle, hvor vi helt magtesløse blev overfaldet af den store slikskål. ;-)
Vedr kæmpe burger..
Kan i sø fald anbefale at få den lavet i grovbolle. Smager super og halvt sukker og flere fibre.
Hej Jane
Fantastisk post.
Den rammer lige på hvordan man kan få et naturligt syn på mad.
Jeg har nu efter flere anbefalinger kørt strict LCHF i 10 dage og det har være fantastisk.
For mig ligger styrken i at jeg med denne livstil endelig føler at jeg ikke skal fravæge eller holde tilbage.
Har før tabt mig af flere omgange på viljestyrke men min største udfordring denne gang har været at jeg ville finde en ny varig livsstil.
Nu har jeg dog et spørgsmål for at kunne tage ansvar for at nyde mad udenfor LCHF:
Hvad er konsevkenserne af f.eks en god burger med pommes frites eller en pizza når man arbejder på at leve sukkerfrit? Skal man regne med nogle dages afgiftning eller er man bare back-on-track dagen efter?
Mvh
Mads
Hej Mads
Fedt at du føler dig godt tilpas på LCHF.
Det er meget forskelligt hvordan folk oplever det at gøre afstikkere fra LCHF. Nogle bliver meget utilpasse, får nærmest tømmermænd, den næste dag. Selv oplevede jeg, at jeg fik det mere skidt i starten end jeg gør i dag, når jeg vælger at spise noget andet. Men det afhænger selvfølgelig af hvad man kaster indenbords. Det bedste er selvfølgelig bare at gå tilbage til sin gode LCHF-kost dagen efter. Det tager også sukkertrang og cravings hurtigt. En anden erfaring er, at mænd – vægtmæssigt – slipper bedre afsted med disse afstikkere end kvinder gør. Så heldige jer! ;-)
“Jeg bliver nødt til” må gerne luges ud af sproget. At give slip på den sætning sætter en fri til at tage bevidste valg og ansvar.
…og så lige et tak for en super blog!
Tak for en rigtig god blog og endnu et interessant indlæg. Et andet udtryk jeg personligt godt kunne undvære er den slags “hygge” nogen tilsyneladende mener vi kan købe i form af fx fredagsslik. Man kan ikke købe hygge, men man kan til gengæld godt hygge sig helt uden mad… ;-)
Det er simpelthen kernen af problemet med et forkert forhold til mad.( som jeg selv slås med). Det er SÅ godt skrevet!
For et par dage siden lagde CDJetteDCs LCHF en dokumentar ind her på FB fra Irland omkring konsekvenserne af for højt sukkerindtag. Gå ENDELIG ind og se den. Den er på engelsk, men ikke svær at forstå. Vidste da godt noget om det her ( jeg er sygeplejerske), men hold da op en øjenåbner!!
Tak for det, Gurli – og for tippet! :)
Supergodt skrevet og jeg er fuldstændig enig! For som Lina lige har skrevet, er der bestemt ingen der får det bedre (eller bliver tyndere/tykkere/bedre mennesker) af.
Der røg så lige et “dårlig samvittighed” i korrekturen … :-)
Præcis! Så rigtigt!
Godt skrevet, jeg har det rigtigt svært når mennesker går op i at have dårlig samvittighed. Jeg mener at når man står i et dilemma hvor dårlig samvittighed kan opstå, må man tage nogle valg. Enten handler man på det eller også vælger man at droppe det. Dårlig samvittighed er der ingen der får det bedre af.
Nej enig. Dårlig samvittighed risikerer bare at føre yderligere dårlige valg med sig… :-/
Godt skrevet! Jeg er særlig vild med disse sætninger: “Det handler om at tage ansvar for de ting, vi gør. Og acceptere os selv på trods af, at de valg, vi foretager, måske ikke altid er så skidesmarte.”
Og samtidig at få luget ud i sproget, hvilket jeg også selv har skrevet om på min blog http://baermonster.dk/synder-man-nar-man-spiser-usundt/
Jeg er – ligesom dig – virkelig ikke vild med det udtryk, og har længe synes, at det er trist, når folk siger, at de gerne må spise et stykke kage, fordi de har løbet en tur. Selvfølgelig skal det gå op på en eller anden måde, men den slags regnestykker som et stykke kage for en løbetur gider jeg simpelthen ikke.
Åh ja, enig! Regnestykketanken er jeg heller ikke vild med. Der er noget grundlæggende “man skal yde før man kan nyde” i den. Og tak fordi du lige mindede mig om det gamle indlæg, jeg skrev engang. Det er så sjovt at falde tilbage til nogle af de gamle indlæg og se, at temaerne på en måde kører i ring :)
Jeg er helt enig :-) Lad os fylde os op med positive ord. Værdsætte det, det er. Mange overvægtige, der er igang med at finde deres naturlige vægt, bruger ord som “jeg er på kur” lig med, jeg er underlagt restriktioner. De “kæmper også med at holde vægten”, allerede der er krybdyrhjernen igang med at holde på fedtet. Ord er sååå vigtige, da de er med til at skabe følelser, som skaber handlinger.
Det tror jeg er rigtigt. Mennesket er jo i bund og grund et primitivt væsen! ;-)
Tak for det indspark!
Jeg er netop overvægtig og i gang med at finde min naturlige vægt – og det havde jeg lige brug for at der blev sat ord på.
For nylig var der nemlig en, der spurgte mig, om jeg var på kur, og jeg sagde prompte: “nej!”, for jeg føler virkelig ikke, det er det, jeg er. Jeg er i gang med at finde tilbage til min normalvægt. Et stort projekt, som involverer kostomlægning, at deale med masser af føleleser og grunde til overvægt og ikke mindst at tage ansvar for min kost, som Jane skrive om her. Og det er nemlig ikke en kur, som jeg så lige så godt kan droppe, første gang, jeg ikke kan klare at være underlagt restriktionerne. Det har jeg nemlige prøvet masser af gange. “Op på hesten igen”, er mit ny motto – eller måske nærmere: “Tilbage til hverdagskosten og hen imod normalvægten igen”.
Helt enig.
Jeg oplever ofte folk bruge ordet “synde” når de vælger at spise noget, der ligger udenfor deres ideelle madplan. Så sidder de der og spiser en Big Mac og er en stor dårlig samvittighed, samtidigt med de taler sig selv ned som et usselt menneske uden rygrad. Nogle gange straffer de så sig selv ved ikke at spise efterfølgende, hvorefter de synes det er synd for dem og så ryger der en pose slik. Så tænker de at det hele kan være lige meget og at de har tabt det hele på gulvet og så kører spiralen.
Hvis man derimod, som du siger, siger til sig selv at man har lyst til en Big Mac og derefter helt bevidst køber den og nyder den, så stopper processen der og man slipper for at slå sig selv i hovedet med destruktive tanker. Bagefter er det så meget nemmere at fortsætte i den retning man ønsker.
Når nogen spørger mig om jeg f.eks må spise brød, så svarer jeg at selvfølgelig må jeg det. Det er jo noget jeg selv bestemmer. Men jeg vælger ikke at spise det.
Det virker bedre på mig, end at sige jeg ikke må. Det er jo altid alt det forbudte man har lyst til.
Sådan har jeg også altid tænkt, og jeg har aldrig kunne forstå, når folk sagde: “Nåårh nej, det må du jo ikke få!”. Jeg må få lige hvad jeg vil! Jeg bestemmer. Men jeg vælger nogle ting fra.
Den hører jeg dog virkelig ofte:
“Nåh, nej, det må du ikke få.”
“Jeg troede ikke, du måtte …”
“Må du spise kartofler?!”
Og så svarer jeg “jeg må sådan set alt, jeg vælger bare at lade være. Men lige nu er vi ude og spise burgere, og de har hjemmelavet mayodip og sprøde fritter – så nu vælger jeg sgu lige fritter.”
Men det er som om, at mange faktisk næsten har det endnu være med fravalg and forbud.
Hvis jeg fravælger at spise dessert, kan det jo tages som en kæmpe kritik af det, at der overhovedet ER dessert på bordet. Det samme med kartoflerne, brødet, snacks på kaffebordet osv osv osv.
Ikke hos alle, men hos mange – det stikker ligesom til deres dårlige samvittighed, hvis jeg fravælger; og så er det nemmere for dem at tænke på det som at jeg ikke “må”.
Det er frustrerende helt ind i kernen nogle gange, fordi det pr. automatik sætter nogle kantede situationer op:
“Hun tilvælger fritter, når hun er ude med drengene. Så kan hun da vel også spise kartoffelmos hos os?”
“Hun spiste sgu da chokolade for en uge side, men nu er hun for hellig?”
“Nå, er det lidt, som vinden blæser, eller?”
Og det er ligesom den balance, jeg vakler på oven på jul, efter at have spist LCHF siden maj. Alle nåede lige lidt at vænne sig til det, men så mig så nyde (og i nogle tilfælde faktisk også at stressspise/gå på automatpilot med de dérsens vaniljekranse fra Irma) – og så er der pludselig kortslutninger, når jeg nu er tilbage til at spise det, der er normalt for mig.
Indtil videre holder jeg bare selv fast i, at jeg må hvad jeg vil. Men jeg husker lige at spørge mig selv en ekstra gang om jeg faktisk har lyst til denne hersens ting. Og så prøver jeg at forkæle mig selv med treats, der er LCHF – i stedet for at køre død i sparemad, så lige give en gang imellem, hvor der er bøf bearnaise på bordet; for så er der aldrig nogen, der ser noget som fravalg, inklusive mig selv.
Ja hvor er det rigtigt set! Jeg har aldrig tænkt på at det også er nemmere for omverdenen, hvis det er lidt sort/hvidt men det er jo i grunden fjollet, når man lige den dag havde lyst til de lækre fritter.
Tak for det superrelevante input!
Jane – så godt skrevet;0)
Tak for det, Mette :)
Jeg besluttede for et par måneder siden, at stoppe med at kalde det “cheatday” eller “cheatmeal” men i stedet kalde det (og tænke på det som) treatday/meal.
For det er jo netop det, det er – Noget jeg forsøder min tilværelse med. Ikke noget, der er snyd eller forbudt. Det er et valg jeg tager, fordi jeg har lyst til at forkæle mig selv :)
Lige præcis! Hvor synes jeg bare, den forskel er vigtig! :)
Wauw, det giver mening. Tak for det input!
Det er jeg glad for at høre, at det gjorde. Tak for det :)
Amen! Har det på fuldstændigt samme måde. Styrer selv mit liv, og ved godt hvad der er godt og skidt for min krop og jeg ??
Jeg ved også godt hvad der er godt og skidt for mig, men mine valg afspejler ikke altid dette. Fx er det bedst for mig ikke at drikke for meget vin på én aften, men altså… ;-)
Helt enig – det vil altid være et valg… godt skrevet :)
Tak for det :)
Smukt. Intet andet.
Dette er faktisk det første skridt mod at blive fri fra overspisninger. Mange overspisere ser deres problem som et kontroltab, og dermed ikke en bevidst og hensigtsmæssig handling.
For at bryde den onde cirkel, kræver det at man acceptere sine handlinger (altså ikke føler skam), og derved kan tage ansvar for sine handlinger/vaner.
Men først når accepten og ansvaret er taget i egen hånd, har man mulighed for at arbejde på alt det uhensigtsmæssige.
Hvor er det rigtigt sagt! Tak Trine!
Det er altid interessant at mærke efter, hvilken følelse man spiser på f eks synd for mig, kedsomhed, ensomhed osv
Ja, virkelig interesssant! Og lærerigt! :)
Hej Jane. Tak for en rigtig god og lærerig artikel.
Hørt!!