Jeg bliver ofte anklaget for at være sukkerforskrækket, og det er okay, for det er jeg. Måske ikke i det omfang folk gerne vil gøre mig til, men jeg er både forskrækket og bekymret over den måde, det glider fuldstændig under radaren, at vores (og vores børns) sukkerindtag er skyhøjt.
En stor del af de søde sager, der ryger indenbords, stiller vi ikke engang spørgsmålstegn ved. Det hører jo med. Det var jo fredag, og vi skulle hygge, eller det var fødselsdag, fastelavn, påske, koldt, varmt, hvad ved jeg. Og hvis nogen skulle finde på at prikke lidt til det, går vi straks til modangreb.
Nogle gange føles det som mere provokerende at sige, man ikke giver sine børn fredagsslik end at sige, at man serverer matadormix for dem til morgenmad.
Tanken slog mig forleden, da jeg var ude og gå sidst på eftermiddagen her i Valby.
Imod mig kom flere små grupper af skoleelever, som var på vej hjem. Jeg vil skyde på, at det var 4.-5. klasses elever. En gik og spiste af en stor pose slik, en gik og drak af en halv liter sodavand, en gik med hånden nede i en chipspose og en gik med en slikkepind.
En helt almindelig tirsdag eftermiddag. Dvs. en helt almindelig hverdagshændelse.
Planetariet – Slik, popcorn og sodavand
I weekenden var vi i Planetariet og se en fin film om USA’s nationalparker. Jeg kan godt lide Planetariet. Jeg synes, det er lærerigt, både for børn og voksne, at se deres udstilling og deres ofte pædagogiske og flotte film.
Men også her kører vi den ind med popcorn, slik og cola, for det minder vel lidt om en biograftur, og derfor hører det jo med.
Mit gæt er, at mange slet ikke tager stilling. Film = slik, popcorn og sodavand. Sådan er det. End of story. Og vi skal jo have lov at hygge os, og det er jo ikke hver dag, man går i Planetariet.
Men en tur i Planetariet er faktisk en superfin oplevelse i sig selv – også helt uden at behøve forstærke nogle følelser med slik og sodavand.
Fritidsklub – slik og sodavand
Fornyligt var jeg sammen med en bekendt, som har børn, der går i 4. klasse, og som derfor går i klub.
Hun beskrev, hvordan den klub, hendes drenge går i, fuldstændig flyder over af slik og søde sager, fordi ungerne har lov til at gå i kiosken og købe det, de vil.
Mine børn rykker fra fritter til klub her senere på foråret, og det betyder, at vi bevæger os et skridt nærmere frigørelsen. Det er i udgangspunktet en god ting. Men lige om lidt er det min tur til at give slip.
Så jo, jeg er i den grad sukkerforskrækket, og jeg er bekymret for, hvor vi er på vej hen. Både på mine egne børns vegne, men også på børns vegne i det hele taget.
Forestil dig, at dit barn har lidt for meget på sidebenene i forvejen, og du godt ved, at det altså ville være bedst, hvis han/hun skar ned på de søde sager.
Det barn har ikke en chance i det miljø, vi har fået skabt. Ikke fordi det her skal handle om vægt, men fordi det er så nemt at fortælle sig selv, at mit barn er slankt og kan godt tåle det og derfor acceptere tingenes tilstand.
Og bemærk også gerne, at det her ikke handler om hverken opdragelse eller streng kontrol. Det handler om tilgængelighed. Vis mig det barn, som med penge i lommen, vil købe en flaske vand i kiosken, når alle vennerne køber slik, sodavand og chips.
Børn er stadigt mere lyststyrede, eller i hvert fald mindre fornuftstyrede, end man kan forvente sig af en voksen – men vis mig i øvrigt også lige den voksne, der dag efter dag efter dag takker nej til kage og slik på kontoret.
Derudover er der hele gruppepresset og ønsket om at være en del af fællesskabet. Vi er sårbare, når vi stiller os uden for.
Vi skal jo hygge os, ikke nægte os noget osv…
Jeg synes, vi har fået indrettet os helt skævt som samfund, og vi kører den ind med, at vi også skal hygge, eller at vi skal unde os selv, der skal være plads til lidt sødt, eller at vi i hvert fald ikke skal nægte os noget.
Et enkelt stykke kage har ingen taget skade af! Måske rigtigt. Men fordi der er så vild en overflod af søde sager eller bare sukker allevegne (ikke mindst i den mad, vi køber og spiser i bedste tro som mad), bliver det hurtigt for meget af det gode.
Hvor meget sukker spiser du – og dine børn?
Har du styr på, hvor meget sukker du – og dine børn spiser? WHO anbefaler, at max 10% af den samlede energi kommer fra sukker – og peger på, at en grænse på 5% nok ville være endnu bedre, men det er ikke helt dokumenteret nok endnu.
Der skal ikke meget slik og sodavand ind oven i en almindelig kost, før det budget eksploderer! Ofte vil en “almindelig sund kost” alene overskride den grænse.
Så det kan godt være, du synes, jeg er en sukkerforskrækket, fanatisk heks. Men det er helt fint med mig. Men lav lige regnestykket alligevel!
Læs flere artikler om sukkermisbrug og afvænning her.
Godt indlæg, deler dine synspunkter om sukker, men er du klar over, at da jeg læste det, var der en reklame for red Bulls energidrik allerøverst, ??? vh Kirsten
Ja, det er udfordringen med de annoncer. De styres delvist af ord på indlægget, du læser i kombination med din unikke søgehistorik og færden på nettet. Så et indlæg som handler om sukker, energi etc. risikerer derfor at ramme annoncer, som handler om det diametralt modsatte.
Hej Jane
Jeg har fulgt din blog i et par år nu, og fik lyst til at skrive en kommentar. Herhjemme lever vi efter en sukker reduceret kost. Med masser af grønt. Jeg har 2 børn på 10 og 14, så vi er langt i løsrivelsen? Og min erfaring er at hvis du viser dem vejen, ja så ved de godt hvad der er rigtigt, og vælger gerne det fremfor fællesskabet. Min datter på 14 tager ofte diskutioner om hvad sund mad/kost er i skolen med klassekammeraterne, og det gør mig sku lidt stolt. Hun drikker gerne kun 1/2 sodavand når hun bliver budt og det er da bedre end at bælle 4 som veninden gør ? Hun ÆLSKER søde sager, men er bevidst om at begrænse det. Min søn på 10 kan takke nej til kage, for som han siger” jeg har ikke lyst i dag”. Andre gange spiser han 2 stykker. Så fat mod jeg er sikker på at dine børn er bedre rustet til løsrivelsen end du tror. De ved godt hvad det gode valg er, og skal nok turde stå ved det.
Vi har altid lørdagsslik og vi spiser masser af is om sommeren. Men vi drikker kun vand i hverdagene og reducerer mængden af sukker og kulhydrater fra brød, ris, pasta og kartofler. Men det er et bevidst valg vi har taget fordi vi trives med det på den måde. Ganske som du har valgt din vej. Jeg spiser ikke LCHF, men lader mig inspirerer at det der tiltaler mig og vælger fra og til. Og jeg elsker den måde du stiller spørgsmålstegn ved det enorme sukkerindtag mange har. Er selv blevet mødt med undren over at vi ikke drikker sodavand og ” tvinger” mine børn til at spise grøntsager HVER dag. Tænk engang at være så ond ?? Håber dog i mit stille sind tingene ændre sig med næste generation og næste generation igen. Så om 100 år går det nok meget bedre? Indtil da glæder jeg mig over at jeg ihvertfald har givet mine børn gode vaner med hjemmefra. Godt rustet til at møde verden og alle dens fristelser.
Tak for en dejlig inspirerende blog fyldt med gode opskrifterog inspiration til et sundere valg.
Hvor er det bare dejligt at høre, Nicoline. Mine børn virker også fornuftige i et eller andet omfang, men det ene er bestemt mere sukkerfølsomt end det andet. Men jeg trøster mig med at de får god og mættende mad til at stå imod med herhjemme :)
Sikke et rammende opslag .
Ser det samme som dig. Sukker er blevet en hverdag. Og takker man nej er man mærkelig, eller lige frem uhøflig. Mine svigerforældre har altid sodavand hjemme ( vi bor tæt på grænsen)
Hver gang vi kommer der , uanset dag og tidspunkt, bliver man budt en sodavand. Jeg takker altid nej, men til trods for det. Bliver der altid stillet en frem til mig. Og det samme med alle børnebørn. I løbet af en enkelt dag, kan der snildt ryger 5-6-7 sodavand ned. Og de får lov . Hvilket er enormt skræmmende. Jeg har en datter på 7 uger. Og har gjord klar over for min kæreste at hun ikke skal have slik og sodavand,når hun må få alm mad. Og sagt at når vi er ved hendes bedsteforældre ( mine svigerforældre ) så tager jeg simpelthen sodavanden fra hende , hvis de giver hende en. Der er jeg altså ret kold og vil hellere end gerne tage diskussionen med dem. For hun skal lærer at , er hun tørstig så er det vand eller et glad mælk. Sodavand kan hun få til specielle lejligheder. ikke bare fordi man kan.
Åh ja, sodavandskampen. Vi tog også nogle snakke med bedsteforældrene de første år og det er faktisk gået over al forventning. De serverer generelt sund og god mad for dem og så er der også plads til en is engang imellem. Og sodavand har jeg også kørt nul-politik på. Mine børn har så heller aldrig kunne lide det, så det har ikke krævet meget :)
Jeg arbejder i hjemmesygeplejen. Det er størstedelen ældre mennesker jeg kommer ud til, og mange af dem byder tit og ofte på et stykke chokolade, et bolche osv. Specielt om aftenen synes de ældre, eller deres pårørende, at os der kommer og hjælper dem lige skal have lidt. Og det er simpelthen så sødt af dem – for det er jo deres måde at sige tak på. Men hvor sødt det end ér, så kan man hurtigt komme op på en del på sådan et par tre aftenvagter over en weekend. og så er der også lige den søde kollega der elsker at bage og derfor har lidt med til kollegerne til pausen, og der har måske været lidt ekstra på bordet derhjemme inden jeg er kørt afsted på vagt… det kan meget hurtigt blive meget sukkereret – faktisk tog jeg to kg på EFTER sidste barsel, fordi der var så hulens meget kage og chokolade ude på mit arbejdsmarked !
Det kræver en balancegang at sige nej tak. Også uden at gøre nogle kede af det, for det kan man jo godt uforvarende komme til. For mange er mad /og usunde sager lig med kærlighed og omsorg, og med det i mente kan jeg egentlig godt forstå de bliver kede af det. Jeg er dog med års erfaring kommet frem til at hvis jeg bliver budt ude ved en borger, og siger nej tak, og vedkommende da godt synes jeg kan bære det / tåle det – ja så siger jeg at det kan jeg jo ikke hvis jeg siger ‘ja tak’ alle de gange jeg bliver budt. Det er der faktisk forståelse for :-)
Og så vil jeg glæde mig over, at i min store datters klub (den er fra 5. årgang og op) der er slik og sodavand forbudt! det bliver simpelthen beslaglagt hvis de har det med derned – jey, bøøøølge for det ! Hun har iregnet sine lommepenge, og de penge hun må bruge på fredagsgodter. De har en tradition en flok fra klassen, med at de køber fredagssnoller sammen, og sammen deler og hygger om det efterfølgende. Det er helt okay med mig. Men det ville det ikke være hvis det også var om tirsdagen, og om onsdagen osv osv. Her hjemme er det mig der har et usundt forhold til sodavand – jeg gemmer mig bag mit gigantiske søvnunderskud som du ved. Mine unger der imod, de drikker vand og mælk, og steviasaft. og sodavand også ja, men skisme ikke til hverdag.
Tak fordi du skriver som du gør – jeg glæder mig sådan til jeg har ork til at gøre op med mit eget sukkerforbrug igen.
Kram Maria.
Tak for den lange kommentar, Maria. Og så midt i søvnunderskuddet! ;-)
Hvor det glæder mig at høre om den sukkerfrie klub. Jeg ved faktisk ikke hvordan det er, der hvor mine skal gå, men det vil tiden jo vise. Uanset så kommer der jo en dag, hvor de er ude af de faste rammer, men jeg vil egentlig gerne udskyde den dag lidt endnu ;-)
Kære Madbandit.
Tak for dejlig inspiration og altid god læsestof :)
Dette indlæg giver mig faktisk anledning til et spørgsmål..
Jeg er startet på “kur” eller kostomlægning, hvor sukker bla. bliver lagt på hylden.
For som du skriver og som jeg selv blev opmærksom på, så putter man bare alt for meget sødt indenbors, uden at tænker over det.
Nå, men mit spørgsmål går på din kendeskab til Bodylab produkter, de har bla. lavet noget det hedder Zero Melis. Kan det sammenlignes med sukrin, som ofte nævnes i dine opskrifter? eller hvad er din anbefaling? :)
For jeg må da indrømme, at jeg gerne vil kunne bage/lave noget der smager lidt sødt engang i mellem, men som bare er lidt bedre for mig end normalt..
Jeg kender slet ikke Bodylabs produkter. Jeg har aldrig hverken set eller smagt dem. Sukrin-produkterne er lavet af sukkeralkoholen erythritol. Hvis det er den samme, der er i brugt i bodylabs produkter, er den fin!
TAK for dit indlæg.
Det er faktisk svært at være mor (til en 5-årig) hvor jeg også holder meget igen med slik, sodavand osv. Folk dømmer mig simpelthen på det, og får mig til at føle mig som en dårlig mor på baggrund af at jeg forsøger at lære mig barn nogle fornuftige valg.
Det er faktisk ret svært at være standhaftig når vi er ude. Vi bliver simpelthen bombarderet med det, og jeg får alligevel ondt af min dreng ‘når alle de andre må’. Bevares, han har smagt slik og får da saft. Men kunne aldrig drømme om at introducere ham for Cola!
Jeg så et fedt billede med tekst engang som opsummere det godt, der stod noget med, at når du ikke kunne drømme om at vande dine planter med sodavand, hvordan kan du så give det til dine børn?!
For at folk acceptere et nej tak, så skal man nærmest lyve og sige man selv eller barnet ikke kan tåle det, for så er det i orden.
Jeg er ikke lige vellidt i børnehaven, da du nok kan gætte min holdning til deres (manglende) sukkerpolitik.
Jeg er selv uddannet kostvejleder og jeg taler og involvere mit barn i maden. Jeg syntes det er okay at han ved at broccoli er bedre for vores krop end kage og kan skelne imellem hverdag og fest så at sige. Vi skal hjælpe, vejlede og opdrage vores børn til at navigere i det inferno at dårligdomme de får kastet i hoved. Det er altså vores ansvar som forældre, det mener jeg virkelig. Det er for nemt at give efter og bare ride med på bølgen!
Kom nu! For vores børns skyld…..!
Jeg er så enig med dig i at vi skal hjælpe og vejlede vores børn til at navigere i det virvar af overflod, de møder ude i verden. Jeg tror (eller håber, rettere), at man kommer langt med at lære dem om rigtig mad og kroppens behov derfor… :-/
Jeg sidder netop nu i et stort legeland i Nordsjælland, men det kunne have været et hvilket som helst sted.
Jeg er dybt chokeret over ‘mad’ udvalget, alt er fyldt med sukker, salt og fedt (vel og mærke det usunde). Det eneste man kan købe er burgere, pomfritter, kebab, pølser, is og sodavand. Det lykkedes mig at købe en kildevand, som såvidt jeg kunne se var det eneste uden sukker bortset fra kaffe/te. Der ligger 4 kedelige bananer og et par æbler i en kurv – thats all! Når stedet så samtidig skriver at medbragt mad og drikke ikke er tilladt, så står man i et meget svært situation. Vi valgte så at spise en god frokost hjemme. Men ærligt talt så synes jeg ikke at det er i orden, og har tænkt mig at skrive det til dem efterfølgende.
Jeg ville meget gerne begrænse indtaget af sukker mere end det er, men jeg synes det er utroligt svært når vores samfund ligesom er bygget op at for at kunne hygge sig skal man have noget med sukker i. Når man tænker over det er det i grunden mærkeligt.
Jeg er så heldig at mine børn ikke kan lide sodavand, men jeg oplever ofte at når vi kommer ud til sociale arrangementer (også i familien) så er der kun sodavand. Når jeg så beder om noget vand, så synes værten enten at det er synd for mine børn, eller at jeg er ‘ond’ fordi de ikke må sodavand. Men nu er det bare sådan at de ikke kan lide det, og synes det er helt ok (bare) at få vand.
I dagligdagen synes jeg ikke at det er så svært, men hver gang man skal et eller andet, så er det rigtigt svært.
Tak for din store inspiration
Charlotte
Tak for det her indlæg! Det er enormt skræmmende, hvor meget sukker og usund mad fylder i vores samfund. Der er noget enormt socialt forbundet med vores mad, hvilket man først rigtigt opdager, hvis man begynder at sige fra. Jeg kommer fra en familie, hvor alle er overvægtige. Det er jeg ikke. Jeg spiser ret sundt og har sjældent lyst til usunde ting. Det er altid et problem til fx. familiefester, hvor min manglende lyst til fx. at spise kage, fortolkes på en ud af to måder; 1) Jeg synes maden smager dårligt (og så bliver de fornærmet) eller 2) Jeg er på kur (og så bliver de sure, for jeg burde ikke være på kur, når jeg er slank). Jeg gider ikke den dårlige stemning, så jeg spiser ofte bare det usunde, selvom jeg ikke har lyst. Så dit indlæg gør mig glad og giver mig mod på fremtidige sukker-kampe :-)
Ja, det sociale aspekt er en kæmpe del af det. Jeg tænker nogle gange, at jo bedre vi får indrettet “vores nærmiljø”, jo nemmere får vi ved at lykkes.
Tak for et super godt indlæg, som jeg også har delt på Facebook, så alle mine venner kan læse det og få lidt bedre forståelse for, hvorfor vi ikke skal undtage alt det sukker, når vi får rigeligt i vores alm mad i løbet af en hel dag.
Jeg har valgt en livsstilsændring, ikke en kur, for at få et sundere liv og bedre helbred. I den forbindelse har jeg meldt klart ud til familie og venner, at jeg takker pænt nej tak til det jeg ikke vil indtage.
De har mange idéer og synes da godt at jeg ind i mellem kan tage et stykke kage f.eks, men det går bare ikke for mig lige nu, men på et tidspunkt kan jeg sikkert godt spise et lille stykke kage, uden at skulle have mere.
Jeg plejer gerne at sige til dem, at jeg har vidst også spist det kage i mit liv, som jeg skulle og dem ligeså med et smil på læben?
God onsdag til dig og dine?
Ida
Jeg synes, du er sej:) Det er helt vildt med de sukkermængder, vi bare kører ind i blinde. Jeg kan blive SÅ irriteret over det med, at “det hører sig da til”, og at selvfølgelig skal vi da have fredagslik. Og noget lækkert til filmen lørdag aften. Og dessert – det er jo weekend. Arrrrrgghhhhh. Men det er selvfølgelig bare at komme i gang med at få brudt vanen;)
Det er faktisk også den der “det hører sig til” – eller “det skal/bør man”, der provokerer mig mest. Men den provokerer mig også i andre sammenhænge end sukker. Mit eget lille oprør, haha!
For nogle år siden blev vi ramt af diabetes og fik da oplevet hvor vanskeligt det er at opdrive sukkerfrit og sund skik i det danske supermarked.Hylderne er jo tætpakket med usund slik med tonsvis af sukker i, selvom flere undersøgelser viser at danskerne spiser for usundt med alt for meget sukker..‼️
Ja enig, og det såkaldt “sunde sukkerfrie slik” er ikke en pind bedre.. :(
Jeg er ikke sukkerforskrækket, men er opmærksom på i hvilke sammenhænge de søde sager indgår. Slik er en sjældenhed, og når vi spiser kager og desserter sidder vi for det meste sammen ved bordet, og gør det til en selvstændig begivenhed på lige for med en tur i biffen, (som så er sukkerfri). I perioder sker det lige ofte nok, men det er let at skrue ned, fordi vi ikke har faste traditioner som fx fredagsslik.
Jeg synes til gengæld, at det er supersvært, når vi er på tur med venner, og deres børn både får is og kakao og medbringer en madpakke fyldt med figenstænger, kiks, lyse boller med chokoladepålæg, juice mm. Min 5-årige datter kan slet ikke få øjnene fra det, men accepterer heldigvis, at vi gør det anderledes. Men hvor jeg dog hader de situationer alligevel.
Ja enig, det synes jeg også er svært og jeg har ikke rigtigt et kort eller en fast strategi, jeg lige trækker op af hatten. Det varierer sgu lidt fra gang til gang. Hvis vi gør noget, så er det oftest, at vi pejler ungerne i retning af is fx fremfor flydende sukker som sodavand. Og så synes jeg faktisk også altid mine børn har været gode til at acceptere at vi gør tingene lidt anderledes…
Åh Jane….. Hvor er det godt skrevet. Jeg lever stort set efter dine “madprincipper” og har det fantastisk, men det ærgrer mig gang på gang, at se hvordan forældre, af misforstået godhed fylder sukker på deres børn. Jeg er ambulanceflysygeplejerske og glad for mit job, men trangen til at undervise i kost, helbred og sygdom bliver mere og mere aktuel. Jeg synes det er så synd for børnene og i særdeleshed de, der mobbes pga overvægt.
Dine bøger og indlæg er en evig inspirationskilde for mig. Tak for det:1)
Tak for dine pæne ord, Tina :)
Jeg er en af dem med meget magre børn og jeg kunne i princippet være fuldstændig ligeglad med, hvor meget sukker andre høvler indenbords, men mit hjerte græder for overvægtige børn og den kamp, det må være at skulle kæmpe mod kiloene, i et miljø, der flyder over af slik og sukker ved enhver given lejlighed. Av, siger jeg bare.
Og det gælder selvom jeg synes, debatten gør gå langt ud over vægt…
Og det lyder da til at du tager tilløb til et karriereskifte…! :)
I sommer kom familien og jeg hjem fra USA hvor vi boede i to år. Jeg havde en kamp for at undgå at ungerne fik for meget slik for det var overalt. Slik=kærlighed var ligesom mantraet! I skolen fik de lige nogle stykker slik for veludført arbejde! Jeg glædede mig meget til at komme hjem til mere sukkerfornuftige Danmark men jeg opdagede meget hurtigt at billedet er ændret meget herhjemme. Det er også sukker overalt og ingen tænker over det, min datter på 8 år går til gymnastik fra 17-18 og når de kommer ud hiver mødrene chokoladekiks, mueslibarer saftevand mm op af taskerne til de stakkels trætte børn- lige før de skal hjem og spise! De er søde og byder rundt – og jeg synes jo det er svært at få datteren til at sige nej tak, og en anelse konfliktskabende hvis jeg skal gøre det!! Og skal de på tur med skolen bliver det meldt ud at de må medbringe et vist beløb til køb af slik. Så selvom vi skam er sukkerglade herhjemme vil jeg meget gerne have lov til at sætte grænser!! Så jeg er meget meget enig!!
Jeg ser det samme som dig. Hvis man ikke kan danse i 45 min uden at skulle fylde på med saftevand, kiks og myslibarer har vi altså et problem. Og det er netop det, at ingen tænker over det, der er bekymrende…
Lige præcis. Der findes så mange gode alternativer hvis det overhovedet altid er nødvendigt at spise bagefter.Ofte tænker jeg at vi mangler at lade os inspirere af vores helt små børns medfødte sultregulering. De er jo meget bevidste om sult/mæthed og spiser kun når de er sultne (med mindre man jo lærer dem at spise hele tiden ved at tilbyde særligt søde ting). Som tidligere spiseforstyrret har dte været en kæmpe inspiraton at blive mor og netop se hvor naturligt mad og madindtag samt grænser er for den lille – og at barnet faktisk ikke ønsker det søde hvis ikke vi lærer dem at længes efter det :)
Problemet lægger ikke kun i det som tydeligt er lavet af sukker såsom slik og sodavand. Som er slem nok i sig selv.
Nej, helt enig. Men det er interessant at se på, hvor tit det “tydelige sukker” glider under radaren også.
Vi var i biografen i går og skulle jo selvfølgelig have noget at gumle i…. Yngsting ville intet have “Men skal du ikke have popcorn så!? Du skal da have noget!” bagefter var jeg faktisk lidt stolt, for som min mand siger behøver vi jo ikke at fylde i munden bare fordi vi skal se film ?
Og nej hun fik intet, storesøster fik lidt og jeg for meget ?
Det er lidt sjovt det, du er inde på der, Lea. Det ser jeg nemlig også: at man nøder barnet, selv hvis det har sagt nej tak. “Vil du have saftevand? Nej tak, bare vand. Jamen så juice da! Eller hvad med varm kakao?” – til fødseldag, familiebesøg, på restaurant etc. Det er helt normalt!
Lige mine tanker! Min søn blev introduceret til slik, da han var omkring 1 år – af hans dagplejemor!!! Det var nemlig så hyggeligt med lidt sødt når manden kom hjem fra arbejde… ? Hun havde været dagplejemor i mange år, og mente da bestemt ikke ungerne tog nogen skade af lidt guf- dagligt….. Suk….. Vi fandt hurtigt et andet sted…!! ?
Mine børn spiste deres første flødebolle i børnehaven og drak deres første sodavand i skolen. Ja, i skolen! I de unge år kan man jo kontrollere sig ud af en del, men den kontrol har en naturlig ende.. :-/
Jeg bliver så glad af at læse dine indlæg! Jeg besluttede kort før nytår, at nu skulle det være slut med slik, chips, sodavand og alkohol – for min egen skyld. Det der med “kun et lille stykke og så ikke mere” fungerer slet ikke for mig, så jeg har bare skåret det helt fra. Og ja – jeg skriver “bare”, for det var ikke særlig svært efter første uge.
Det eneste svære er, at folk forventer jeg spiser den kage de har bagt eller køber et stykke kage på caféen. Jeg har også følt mig helt uforskammet når jeg har takket nej til dessert – men hvorfor skal jeg indtage sukker på den måde når jeg ikke har lyst? Som du selv skriver får jeg helt sikkert rigeligt gennem min mad (som ikke er LCHF, men bare helt almindelige dansker-mad!).
Det er helt sikkert blevet nemmere for mine omgivelser at forstå, og de bliver tydeligt påvirket af at jeg ikke spiser slik og kage osv., for ofte afholder de sig også selv fra det når de er sammen med mig – selvom jeg gør det meget klart, at de selvfølgelig må spise alt det de har lyst til, og at jeg ikke føler mig snydt (tvært imod ?)
Men det er åbenbart ufedt at spise alene, og så lader de hellere være…
Ja, det er svært socialt også. Både i at skulle takke nej til en fin gestus (den hjemmebagte kage) men også fordi det sætter den anden i en sær situation. Men hvis sukker var så normalt, hvorfor så ikke spise det alene? Det er også en interessant tanke…
Det er nemlig smadder interessant! Jeg synes også det er lidt ambivalent at sukker (som bare slet ikke er godt for os på den måde!) er forbundet med hygge og gode stunder (som netop ER gode for os).
Det mest interessante er for mig, at vi som samfund VED at det er et “problem”, men vi lukker øjnene. TAK for at bringe det på banen!
Du har helt ret! Det samme kunne gælde for alkohol. Der er man godt nok også uden for, hvis man ikke lige vil have et glas vin eller en øl. Danskerne har virkelig en forskruet alkoholkultur! Nå, det var et sidespring, men ville bare sige, at jeg synes det er et godt indlæg! Og hvordan regner man egentlig sit sukkerindtag ud? Ift. det sidste du skriver. :)
SÅ enig i det med alkohol. Det er næsten endnu mere stigmatiserende at vælge det fra.
For at kende mængden af tilsat sukker, er du nødt til at læse på varedeklarationen på de varer, du køber. Og stadig er det lidt svært. Nogle gange (ved faktisk ikke om det er lovpligtigt) vil du kunne se en “heraf sukkerarter” under angivelsen af kulhydrater. “Heraf sukkerarter” dækker både over tilsat og naturligt sukker fra fx frugt. På en mysli kan der fx stå 66 g kulhydrater pr. 100 g, heraf 28 g sukker. Dvs. at de 28 g er sukkerarter (tilsat sukker + evt. fra den tørrede frugt i myslien), mens resten af kulhydraterne vil være stivelse og fibre. Stivelse består jo så af glukosemolekyler, men lad os bare holde dem udenfor her.
Om WHO’s anbefalinger tæller sukker fra frugt med, ved jeg faktisk ikke, men det burde de nok. I hvert fald når såkaldt sukkerfrie produkter er sødet med frugtkoncentrat. Men yes, det er en jungle…
Du skriver simpelthen så fint! Jeg tror, at dine indlæg kan få selv de mest uenige til at tænke to gange over livsstil :)
Tak for det, Christine. Det var lige præcis det, jeg gerne ville opnå med indlægget :)