Et skræmmende sukkersamfund

Jeg bliver ofte anklaget for at være sukkerforskrækket, og det er okay, for det er jeg. Måske ikke i det omfang folk gerne vil gøre mig til, men jeg er både forskrækket og bekymret over den måde, det glider fuldstændig under radaren, at vores (og vores børns) sukkerindtag er skyhøjt.

En stor del af de søde sager, der ryger indenbords, stiller vi ikke engang spørgsmålstegn ved. Det hører jo med. Det var jo fredag, og vi skulle hygge, eller det var fødselsdag, fastelavn, påske, koldt, varmt, hvad ved jeg. Og hvis nogen skulle finde på at prikke lidt til det, går vi straks til modangreb.

Nogle gange føles det som mere provokerende at sige, man ikke giver sine børn fredagsslik end at sige, at man serverer matadormix for dem til morgenmad.

Tanken slog mig forleden, da jeg var ude og gå sidst på eftermiddagen her i Valby.

Imod mig kom flere små grupper af skoleelever, som var på vej hjem. Jeg vil skyde på, at det var 4.-5. klasses elever. En gik og spiste af en stor pose slik, en gik og drak af en halv liter sodavand, en gik med hånden nede i en chipspose og en gik med en slikkepind.

En helt almindelig tirsdag eftermiddag. Dvs. en helt almindelig hverdagshændelse.

Planetariet – Slik, popcorn og sodavand

I weekenden var vi i Planetariet og se en fin film om USA’s nationalparker. Jeg kan godt lide Planetariet. Jeg synes, det er lærerigt, både for børn og voksne, at se deres udstilling og deres ofte pædagogiske og flotte film.

Men også her kører vi den ind med popcorn, slik og cola, for det minder vel lidt om en biograftur, og derfor hører det jo med.

Mit gæt er, at mange slet ikke tager stilling. Film = slik, popcorn og sodavand. Sådan er det. End of story. Og vi skal jo have lov at hygge os, og det er jo ikke hver dag, man går i Planetariet.

Men en tur i Planetariet er faktisk en superfin oplevelse i sig selv – også helt uden at behøve forstærke nogle følelser med slik og sodavand.

Fritidsklub – slik og sodavand

Fornyligt var jeg sammen med en bekendt, som har børn, der går i 4. klasse, og som derfor går i klub.

Hun beskrev, hvordan den klub, hendes drenge går i, fuldstændig flyder over af slik og søde sager, fordi ungerne har lov til at gå i kiosken og købe det, de vil.

Mine børn rykker fra fritter til klub her senere på foråret, og det betyder, at vi bevæger os et skridt nærmere frigørelsen. Det er i udgangspunktet en god ting. Men lige om lidt er det min tur til at give slip.

Så jo, jeg er i den grad sukkerforskrækket, og jeg er bekymret for, hvor vi er på vej hen. Både på mine egne børns vegne, men også på børns vegne i det hele taget.

Forestil dig, at dit barn har lidt for meget på sidebenene i forvejen, og du godt ved, at det altså ville være bedst, hvis han/hun skar ned på de søde sager.

Det barn har ikke en chance i det miljø, vi har fået skabt. Ikke fordi det her skal handle om vægt, men fordi det er så nemt at fortælle sig selv, at mit barn er slankt og kan godt tåle det og derfor acceptere tingenes tilstand.

Og bemærk også gerne, at det her ikke handler om hverken opdragelse eller streng kontrol. Det handler om tilgængelighed. Vis mig det barn, som med penge i lommen, vil købe en flaske vand i kiosken, når alle vennerne køber slik, sodavand og chips.

Børn er stadigt mere lyststyrede, eller i hvert fald mindre fornuftstyrede, end man kan forvente sig af en voksen – men vis mig i øvrigt også lige den voksne, der dag efter dag efter dag takker nej til kage og slik på kontoret.

Derudover er der hele gruppepresset og ønsket om at være en del af fællesskabet. Vi er sårbare, når vi stiller os uden for.

Vi skal jo hygge os, ikke nægte os noget osv…

Jeg synes, vi har fået indrettet os helt skævt som samfund, og vi kører den ind med, at vi også skal hygge, eller at vi skal unde os selv, der skal være plads til lidt sødt, eller at vi i hvert fald ikke skal nægte os noget.

Et enkelt stykke kage har ingen taget skade af! Måske rigtigt. Men fordi der er så vild en overflod af søde sager eller bare sukker allevegne (ikke mindst i den mad, vi køber og spiser i bedste tro som mad), bliver det hurtigt for meget af det gode.

Hvor meget sukker spiser du – og dine børn?

Har du styr på, hvor meget sukker du – og dine børn spiser? WHO anbefaler, at max 10% af den samlede energi kommer fra sukker – og peger på, at en grænse på 5% nok ville være endnu bedre, men det er ikke helt dokumenteret nok endnu.

Der skal ikke meget slik og sodavand ind oven i en almindelig kost, før det budget eksploderer! Ofte vil en “almindelig sund kost” alene overskride den grænse.

Så det kan godt være, du synes, jeg er en sukkerforskrækket, fanatisk heks. Men det er helt fint med mig. Men lav lige regnestykket alligevel!

Læs flere artikler om sukkermisbrug og afvænning her.