Et kig i køkkenskabene hjemme hos mig


Forleden postede Lise et indlæg om de nye “hypede” madvarer, der hele tiden dukker op, og spurgte, om det er nogen, vi bruger. Jeg måtte krybe til korset og indrømme, at jeg er et nemt offer her.

Jeg er simpelthen så nysgerrig overfor alverdens nye produkter, der dukker op og køber dem allesammen. Samtidig var der en læser forleden, som spurgte, om jeg ikke ville invitere jer allesammen med en tur ind i mine køkkenskabe, og det vil jeg gerne. Det blev et øjenåbende eksperiment. Ikke mindst for mig selv.

LCHF kræver ikke specialingredienser

Som udgangspunkt mener jeg, at LCHF ikke behøver kræve nogle specialingredienser overhovedet. Maden bør bestå af gode proteiner fra kvalitetskød, økoæg og fisk, masser af grøntsager, fedt fra fede mælkeprodukter (hvis du kan tåle dem), koldpressede olier, smør, avokadoer og en smule nødder. Alt sammen madvarer, du kan købe i dit nærmeste supermarked.

Hvis du vil bevæge dig ud i bagningens kunst, altså der hvor der skal bages med erstatningsvarer for de bandlyste korn- og sukkerprodukter, opstår der dog et behov for nogle specialprodukter fra helsekosten. Resten står for min regning.

Mystiske madvarer, superfoods og kosttilskud

Men igennem tiden har jeg fået opbygget noget af et lager af mystiske madvarer, superfoods og kosttilskud. Her kommer en herlig og kærlig blanding af det hele.

Fiskeolie

Hvor starter vi? Ved det vigtigste, selvfølgelig. Hvis jeg skal nævne et produkt, som jeg ikke vil leve foruden, så er det den rene fiskeolie fra Nordic Naturals.

Langt de fleste danskere får for lidt Omega 3 og kunne have gavn af et tilskud. Omega 3-fedtsyrerne stimulerer fedtcellerne til at udskille leptin, som regulerer appetit og stofskifte. Desuden beskytter Omega 3 fedtsyrerne huden mod solskader. Og så smører den huden indefra. Mange gode grunde til at tage et tilskud af fiskeolie.

Men også mange gode grunde til at være opmærksom i sit indkøb her. Mange af de fiskeolier, man køber i dag er urene eller harske eller begge dele.

Arctic Cod Liver Oil fra Nordic Naturals er en af de bedste og reneste olier, du kan købe. Og så smager den oven i købet udmærket og der er ingen fiskebøvser i løbet af dagen. Jeg tager 1 spsk hver morgen, og familien får lidt mindre. Jeg køber den altid kun i de store flasker, og på den måde får jeg 374 ml for ca. 375 kr. Den er alle pengene værd.

Den står i køleskabet sammen med mine andre olier, der skal være på køl. Her er naboen en Hampefrøolie fra Urtekram. Den bruger jeg i grønne smoothies.

Vita Biosa

Hvis vi skal blive i køleskabet, er her endnu et uundværligt produkt for mig. Vita Biosa, som står og gemmer sig inde bag en række æg.

Vita Biosa er en urtedrik med probiotiske bakterier, og den gør underværker for min mave. Den smager som noget, man har kastet op, men man kan vænne sig til meget.

Vita Biosaen er en del af min morgensjus som består af Vita Biosa, fiskeolien og lidt æblejuice.

Sødmælk

Vi har også altid sødmælk i køleskabet til farens morgenkaffe eller til ungernes havregrød. I Malmø købte jeg en gammeldags sødmælk med en fedtprocent på mellem 3,7 og 4,3. Selv drikker jeg ikke mælk. Skiftet fra skummetmælk til sødmælk var i øvrigt næsten lige så svært som skiftet fra sødmælk til skummetmælk.

En god bouillon

En god bouillon er også vigtig for god madlavning, og her kan det godt svare sig at være lidt varsom med, hvilken man køber. Bouillon indeholder ofte hærdede fedtstoffer, gluten og andre fæle ting. Jeg bruger i øjeblikket denne fra Renée Voltaire.

Krydderier

Så er der krydderihylden. Jeg har en krydderisamling fra Carrefour i Frankrig suppleret op med krydderier fra Urtekram. Helt ude til højre står en variant, som hedder Islandsk tangsalt, og den har jeg måtte kassere. Den lugter simpelthen for meget af tang til min smag.

Tang, alger, hvedegræs og maca

Jeg er ellers med på, at tang og alger og den slags har en verden af sunde egenskaber for os, og jeg har da også faldet for Pukkas Clean Greens, som er et pulver bestående af spirulina, byggræs, hvedegræs og andre klorofylbomber.

Da jeg forleden var i Malmø, kom jeg hjem med både Hvedegræspulver og Macapulver. Maca er en styrkende rod, som man mener kan give mere energi, libido (uha) og stimulere stofskiftet. Desuden indeholder den gode mængder calcium og B1, B2 og B12, som understøtter fordøjelsesprocesserne.

Hvedegræs er nok mest kendt for sit indhold af klorofyl og for sin afgiftende virkning og indeholder en række aminosyrer, mineraler, vitaminer og enzymer.

Hvad jeg skal bruge de to til, aner jeg virkelig ikke. Og egentlig bryder jeg mig slet ikke om at indtage noget pulver, der skal røres op i vand. De er et fint eksempel på ting, der bare falder ned i min indkøbskurv, som jeg snildt kunne leve foruden.

Chiafrø

Hvis vi skal blive i superfood-genren kan jeg lige tage Chiafrøene med. Chiafrøene er rige på fibre og på Omega 3. Om vi mennesker her på den nordlige halvkugle kan optage Omega 3 fra dem, er dog uvist. De gelerer, når de kommer i vand og skulle efter sigende suge giftstoffer til sig i tarmen, så de ikke optages af kroppen. Jo, jo… Jeg bruger dem mest i knækbrød og smoothies.

Kokosolie

Men inden I tror, at jeg er helt vanvittig, kommer her et par mere almindelige favoritter fra mit køkken.

Først kokosolien. Kokosolien var tidligere meget udskældt pga. sit indhold af mættet fedt. Nu er kokosolien på vej ind i det gode selskab igen, måske pga. sit høje indhold af laurinsyre.

Kokosolie er desuden en meget varmestabil olie, og den kan tåle, at du steger ved høje temperaturer, hvor fedtsyrerne i andre typer olier ødelægges.

Jeg steger al min mad i kokosolie og bruger den også i smoothies, ligesom jeg smører den på det smørhadende barns rugbrødsmadder.

Kokosolien er hård men smelter ved 24 grader, så har du den stående fremme, er den flydende om sommeren. Jeg køber kokosolie uden smag. Jeg er faktisk ikke så tosset med varianterne med smag. Jeg køber kokosolie enten af mærket Cocosa eller Cosmoveda.

Urtesalt og loppefrø

To andre produkter, som jeg bruger hyppigt er urtesalt og loppefrøskaller. Loppefrøskaller er rene fibre og de fleste kender dem som HUSK. Jeg køber ofte dem fra Urtekram eller Skallin.

Fibre er jo ret omdiskuteret, og meningerne er delte. Nogle mener, vi har brug for dem og de sættes i forbindelse med alt fra velfungerende fordøjelse til nedsættelse af kolesteroltallet.

Fibre anbefales ofte i forbindelse med at nedbringe blodsukkerbelastningen, når man spiser noget kulhydratholdigt som f.eks. brød eller korn.

Hvis nu man ikke spiser korn overhovedet, er spørgsmålet om man har brug for fibrene. Mange, som døjer med mave-tarmproblemer, oplever bedring ved at droppe de anbefalede fiberholdige madvarer. Selv har jeg ikke brug for fibertilskud i min kost. Jeg bruger loppefrøskallerne til bagning, hvor de hjælper til at give lidt struktur.

Nødder og kerner

Når jeg bager kager, bruger jeg enten nøddemel, som jeg selv kværner af nødder og kerner, eller jeg bruger fedtreduceret mandelmel fra Funktionel Mad eller det fiberrige kokosfibermel.

Mandelmelet og kokosfibermel fås i i helsekostforretninger. Især kokosfibermelet, synes jeg, er genialt at bage kager med. Dets sødlige duft og smag hjælper til, at man ikke behøver tilsætte særligt meget sødning. Begge meltyper er meget fibreholdige og derfor meget drøje i brug.

Sødemidler

Og sødning. Puh. Nu bliver det flovt. For jeg har fornyligt hamstret sødemidler, næsten i samme øjeblik  som jeg skrev det kritiske indlæg om, hvorvidt de såkaldt “naturlige” sødemidler nu også var så naturlige.

Det indlæg står jeg ved, men jeg anerkender også, at det er svært at luge dem helt ud. Jeg bruger dem, når jeg bager kage, men jeg bruger dem ikke i min mad på daglig basis.

Desuden er jeg begyndt at blande sukrin med kokossukker eller bare bruge kokossukker rent. Kokossukker er helt enormt delikat med sin mørke, karamel-ahorn-agtige smag. Udover at have et lavt glykæmisk indeks indeholder kokossukker også næringsstoffer. Ikke fordi vi skal spise sukker for at blive sunde, men du ved. Kokossukker købes også i helsekosten.

Raw kakaopulver og lucuma

Og så har der sneget sig en kakao med på billedet også. Jeg holder meget af raw kakaopulver, som jeg synes har en mild og delikat smag. Kakao er jo en god kilde til magnesium og er et af de stærkeste stressreducerende mineraler, der findes. Det kan måske forklare mit indtag af chokolade i stressede perioder ;-)

Her er det rå kakaopulver – også købt til den halve pris i Barcelona – sammen med en rest lucumapulver. Lucuma er endnu en superfood. Det er et pulver fra en peruviansk frugt, som er rig på vitaminer, mineraler og alle mulige andre ting, der gjorde det fuldstændigt umuligt for mig at lade være med at købe det. Den har dog den lækreste karamel-ahorn-agtige smag, og jeg har brugt det både i chokolader og i lækre is. Så helt spildt har det ikke været. Nedenfor kan anes en pakke gojibær. De er også svære at få brugt, synes jeg. Jeg har brugt dem i raw brownie.

Nøddesmør

Mine køkkenhylder bugner også af forskellige slags nøddesmør. Her er f.eks. peanutbutter, mandelsmør og cashewsmør. Som regel har jeg også hasselnøddesmør, men den er blevet spist.

Det er egentlig mest pigebarnet, der spiser nøddesmør herhjemme. Hun elsker at få en pandekage med nøddesmør og banan, og det er sådan en typisk weekendtreat for hende. Selv spiser jeg det sjældent. Af og til tager jeg en dadel med hasselnøddesmør, hvis jeg virkelig har lyst til noget sødt. Det smager præcis som nougat. Det gør det virkelig.

Te

Ved siden af nøddesmøret, står min tesamling. Jeg drikker te hver morgen og elsker at sidde og hænge over min morgente. Til hverdag drikker jeg den grønne te med kvæde fra Fredsted, men i weekenden kommer de fine sager frem og her drikker jeg den grønne jasminte fra LØV.  Den er desværre pokkers dyr og er derfor min weekendte.

Kokosmælk og ghee

Kokosmælk har jeg også altid. Jeg drikker jo kokoslatte, når jeg en sjælden gang tager en kaffe. Det smager så godt, altså. Forudsat at man kan lide kokos.

Herudover har jeg nogle andre fedtstoffer som creamed coconut, som jeg aldrig helt har fundet ud af, hvad er. Jeg formoder, det er den fede kokosfløde. Jeg bruger den i saucer. Og så er der ghee, som er klaret smør. Det bruger jeg, når jeg helt undgår alle mælkeprodukter. Hvilket er sjældent. Og mon ikke den ghee derfor snart er for gammel?!

Sære ingredienser og superfoods

Det var hvad jeg kunne vride ud af neuroser i dag. Jeg kan godt se, at jeg er fuldstændig uforbederlig, og jeg lover at melde mig ind i AH (Anonyme Helsekostforbrugere) og begynde at gå til møder og den slags.

Men hvad med dig? Bugner dine køkkenskabe også af lignende superfoods og sære ingredienser? Så kan du hjælpe mig til at føle mig lidt mere normal, hvis du fortæller om det i kommentarfeltet herunder. Tak på forhånd.

Find alle ingredienserne fra mine køkkenskabe – og flere til – i mit store råvareindeks.

Fit efter 40 starter på mandag

Det er ved at være sidste chance for tilmelding til Fit efter 40. Mit nye, store livsstilskursus for kvinder ‘i anden halvdel af livet’.

Læs alt om kurset her
(og benyt dig af intro-rabatten)

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

65 kommentarer til “Et kig i køkkenskabene hjemme hos mig”

Skriv en kommentar

  1. Hej Jane. Tak for din skønne blog. Ang artic oil, smager den så meget af fisk? Har aldrig taget en sådan olie før, men påtænker at starte. Kan man fx putte det i smoothies? ovenpå maden (efter tilberedning)? og har du erfaringer med det? Vh June

    Svar
    • Nej det smager overhovedet ikke af fisk. Det smager sådan mildt af citrus eller appelsin.
      Du kan godt putte den i smoothies, men rør den i efter blendning. I mad tror jeg, det bliver lidt mærkeligt men det er måske bare en smagssag. Selv tager jeg den bare i et lille shotglas med lidt juice :)

      Svar
  2. Hvad med Kokos smør? Jeg har lige købt to glas men er nu i tvivl om det ligner kokos olie eller hvordan?

    Svar
  3. Hej Jane. Jeg har i min nystartede lchf projekt kommet til at købe Raw cacao nibs. …men aner ikke hvad jeg skal bruge dem til ???

    Svar
  4. Hejsa <3 Ha ha.. jeg vil bare sige jeg er lige så tosset med alt det der.. jeg er selv begyndt at bugne i mine skabe.. Det er der en helt naturlig årsag til… jeg har taget et valg, at det jeg putter i min mund skal være både sundt og gøre gavn for min krop.. jeg står på en skillevej i mit liv, og begynder nærmest forfra i en alder af 45.. så nu skal der ske noget :D

    Svar
  5. Hej Jane,
    Jeg har de sidste par dage siddet og læst stort set alle dine indlæg (well, de første 28 sider ;-) ), fordi min kæreste for nyligt har fundet ud af, at hans slemme eksem stammer fra glutenallergi. Jeg selv lider af PCOS, så kosten er ikke ny for mig. Jeg har nu et spørgsmål, for jeg vil til at lave dine pandekager til morgenmad til ham, fordi han nu ikke kan spise sin sædvanlige cornflakes med mælk. Jeg bor selv i Barcelona, og vil høre dig, hvor du har fundet det der kokossukker? Og evt. om du har set fx. kokosmelet du bruger til at bage med samt HUSK hernede?

    Tusinde tak for en super fedt blog! Rigtig god og meget informativ læsning.
    Mvh Mai

    Svar
    • Uha, helsekosten fandt jeg i en af de små gader ovre i Borndistriktet, men jeg ville ikke kunne finde tilbage dertil. :-/ I et supermarked dernede fandt jeg desuden et sødemiddel, der hedder Truvia. Det svarer i sammensætning til det sukrin+ vi køber herhjemme og er en blanding af erythritol og stevia.

      Har du set disse pandekager, som er helt uden mel: https://www.madbanditten.dk/toplaekre-pandekager-helt-uden-mel/ Og ellers er det da bare at komme i gang med omeletterne! :-)

      Svar
      • Tak for hurtigt svar :-) Jeg må i helsekosten senere og se hvad jeg kan finde. Truvia bruger jeg også – det er bare super godt! Selvom der måske er en minimal bismag af lakrids, men altså.. det er bedre end ingenting ;) De lyder super lækre de pandekager, og dem vil jeg gerne bage, hvis jeg så lige kunne få fat i nogle loppefrøskaller. Det er ikke så lige til – her har jeg kun kunnet finde dem i kapsler på apoteket.. Hmm.. jeg må lede videre :D Men tusinde tak!

        Svar
  6. Sjovt at få lov at kigge med tak :)

    Jeg har efterhånden lært, at rigtig mange af de “særlige” ting, dem får jeg bare ikke brugt i hverdagen, så jeg er blevet bedre til at lade det stå i butikken, men helt sige mig fri for det, det kan jeg nu ikke :)

    Svar