Et kig i køkkenskabene hjemme hos mig


Forleden postede Lise et indlæg om de nye “hypede” madvarer, der hele tiden dukker op, og spurgte, om det er nogen, vi bruger. Jeg måtte krybe til korset og indrømme, at jeg er et nemt offer her.

Jeg er simpelthen så nysgerrig overfor alverdens nye produkter, der dukker op og køber dem allesammen. Samtidig var der en læser forleden, som spurgte, om jeg ikke ville invitere jer allesammen med en tur ind i mine køkkenskabe, og det vil jeg gerne. Det blev et øjenåbende eksperiment. Ikke mindst for mig selv.

LCHF kræver ikke specialingredienser

Som udgangspunkt mener jeg, at LCHF ikke behøver kræve nogle specialingredienser overhovedet. Maden bør bestå af gode proteiner fra kvalitetskød, økoæg og fisk, masser af grøntsager, fedt fra fede mælkeprodukter (hvis du kan tåle dem), koldpressede olier, smør, avokadoer og en smule nødder. Alt sammen madvarer, du kan købe i dit nærmeste supermarked.

Hvis du vil bevæge dig ud i bagningens kunst, altså der hvor der skal bages med erstatningsvarer for de bandlyste korn- og sukkerprodukter, opstår der dog et behov for nogle specialprodukter fra helsekosten. Resten står for min regning.

Mystiske madvarer, superfoods og kosttilskud

Men igennem tiden har jeg fået opbygget noget af et lager af mystiske madvarer, superfoods og kosttilskud. Her kommer en herlig og kærlig blanding af det hele.

Fiskeolie

Hvor starter vi? Ved det vigtigste, selvfølgelig. Hvis jeg skal nævne et produkt, som jeg ikke vil leve foruden, så er det den rene fiskeolie fra Nordic Naturals.

Langt de fleste danskere får for lidt Omega 3 og kunne have gavn af et tilskud. Omega 3-fedtsyrerne stimulerer fedtcellerne til at udskille leptin, som regulerer appetit og stofskifte. Desuden beskytter Omega 3 fedtsyrerne huden mod solskader. Og så smører den huden indefra. Mange gode grunde til at tage et tilskud af fiskeolie.

Men også mange gode grunde til at være opmærksom i sit indkøb her. Mange af de fiskeolier, man køber i dag er urene eller harske eller begge dele.

Arctic Cod Liver Oil fra Nordic Naturals er en af de bedste og reneste olier, du kan købe. Og så smager den oven i købet udmærket og der er ingen fiskebøvser i løbet af dagen. Jeg tager 1 spsk hver morgen, og familien får lidt mindre. Jeg køber den altid kun i de store flasker, og på den måde får jeg 374 ml for ca. 375 kr. Den er alle pengene værd.

Den står i køleskabet sammen med mine andre olier, der skal være på køl. Her er naboen en Hampefrøolie fra Urtekram. Den bruger jeg i grønne smoothies.

Vita Biosa

Hvis vi skal blive i køleskabet, er her endnu et uundværligt produkt for mig. Vita Biosa, som står og gemmer sig inde bag en række æg.

Vita Biosa er en urtedrik med probiotiske bakterier, og den gør underværker for min mave. Den smager som noget, man har kastet op, men man kan vænne sig til meget.

Vita Biosaen er en del af min morgensjus som består af Vita Biosa, fiskeolien og lidt æblejuice.

Sødmælk

Vi har også altid sødmælk i køleskabet til farens morgenkaffe eller til ungernes havregrød. I Malmø købte jeg en gammeldags sødmælk med en fedtprocent på mellem 3,7 og 4,3. Selv drikker jeg ikke mælk. Skiftet fra skummetmælk til sødmælk var i øvrigt næsten lige så svært som skiftet fra sødmælk til skummetmælk.

En god bouillon

En god bouillon er også vigtig for god madlavning, og her kan det godt svare sig at være lidt varsom med, hvilken man køber. Bouillon indeholder ofte hærdede fedtstoffer, gluten og andre fæle ting. Jeg bruger i øjeblikket denne fra Renée Voltaire.

Krydderier

Så er der krydderihylden. Jeg har en krydderisamling fra Carrefour i Frankrig suppleret op med krydderier fra Urtekram. Helt ude til højre står en variant, som hedder Islandsk tangsalt, og den har jeg måtte kassere. Den lugter simpelthen for meget af tang til min smag.

Tang, alger, hvedegræs og maca

Jeg er ellers med på, at tang og alger og den slags har en verden af sunde egenskaber for os, og jeg har da også faldet for Pukkas Clean Greens, som er et pulver bestående af spirulina, byggræs, hvedegræs og andre klorofylbomber.

Da jeg forleden var i Malmø, kom jeg hjem med både Hvedegræspulver og Macapulver. Maca er en styrkende rod, som man mener kan give mere energi, libido (uha) og stimulere stofskiftet. Desuden indeholder den gode mængder calcium og B1, B2 og B12, som understøtter fordøjelsesprocesserne.

Hvedegræs er nok mest kendt for sit indhold af klorofyl og for sin afgiftende virkning og indeholder en række aminosyrer, mineraler, vitaminer og enzymer.

Hvad jeg skal bruge de to til, aner jeg virkelig ikke. Og egentlig bryder jeg mig slet ikke om at indtage noget pulver, der skal røres op i vand. De er et fint eksempel på ting, der bare falder ned i min indkøbskurv, som jeg snildt kunne leve foruden.

Chiafrø

Hvis vi skal blive i superfood-genren kan jeg lige tage Chiafrøene med. Chiafrøene er rige på fibre og på Omega 3. Om vi mennesker her på den nordlige halvkugle kan optage Omega 3 fra dem, er dog uvist. De gelerer, når de kommer i vand og skulle efter sigende suge giftstoffer til sig i tarmen, så de ikke optages af kroppen. Jo, jo… Jeg bruger dem mest i knækbrød og smoothies.

Kokosolie

Men inden I tror, at jeg er helt vanvittig, kommer her et par mere almindelige favoritter fra mit køkken.

Først kokosolien. Kokosolien var tidligere meget udskældt pga. sit indhold af mættet fedt. Nu er kokosolien på vej ind i det gode selskab igen, måske pga. sit høje indhold af laurinsyre.

Kokosolie er desuden en meget varmestabil olie, og den kan tåle, at du steger ved høje temperaturer, hvor fedtsyrerne i andre typer olier ødelægges.

Jeg steger al min mad i kokosolie og bruger den også i smoothies, ligesom jeg smører den på det smørhadende barns rugbrødsmadder.

Kokosolien er hård men smelter ved 24 grader, så har du den stående fremme, er den flydende om sommeren. Jeg køber kokosolie uden smag. Jeg er faktisk ikke så tosset med varianterne med smag. Jeg køber kokosolie enten af mærket Cocosa eller Cosmoveda.

Urtesalt og loppefrø

To andre produkter, som jeg bruger hyppigt er urtesalt og loppefrøskaller. Loppefrøskaller er rene fibre og de fleste kender dem som HUSK. Jeg køber ofte dem fra Urtekram eller Skallin.

Fibre er jo ret omdiskuteret, og meningerne er delte. Nogle mener, vi har brug for dem og de sættes i forbindelse med alt fra velfungerende fordøjelse til nedsættelse af kolesteroltallet.

Fibre anbefales ofte i forbindelse med at nedbringe blodsukkerbelastningen, når man spiser noget kulhydratholdigt som f.eks. brød eller korn.

Hvis nu man ikke spiser korn overhovedet, er spørgsmålet om man har brug for fibrene. Mange, som døjer med mave-tarmproblemer, oplever bedring ved at droppe de anbefalede fiberholdige madvarer. Selv har jeg ikke brug for fibertilskud i min kost. Jeg bruger loppefrøskallerne til bagning, hvor de hjælper til at give lidt struktur.

Nødder og kerner

Når jeg bager kager, bruger jeg enten nøddemel, som jeg selv kværner af nødder og kerner, eller jeg bruger fedtreduceret mandelmel fra Funktionel Mad eller det fiberrige kokosfibermel.

Mandelmelet og kokosfibermel fås i i helsekostforretninger. Især kokosfibermelet, synes jeg, er genialt at bage kager med. Dets sødlige duft og smag hjælper til, at man ikke behøver tilsætte særligt meget sødning. Begge meltyper er meget fibreholdige og derfor meget drøje i brug.

Sødemidler

Og sødning. Puh. Nu bliver det flovt. For jeg har fornyligt hamstret sødemidler, næsten i samme øjeblik  som jeg skrev det kritiske indlæg om, hvorvidt de såkaldt “naturlige” sødemidler nu også var så naturlige.

Det indlæg står jeg ved, men jeg anerkender også, at det er svært at luge dem helt ud. Jeg bruger dem, når jeg bager kage, men jeg bruger dem ikke i min mad på daglig basis.

Desuden er jeg begyndt at blande sukrin med kokossukker eller bare bruge kokossukker rent. Kokossukker er helt enormt delikat med sin mørke, karamel-ahorn-agtige smag. Udover at have et lavt glykæmisk indeks indeholder kokossukker også næringsstoffer. Ikke fordi vi skal spise sukker for at blive sunde, men du ved. Kokossukker købes også i helsekosten.

Raw kakaopulver og lucuma

Og så har der sneget sig en kakao med på billedet også. Jeg holder meget af raw kakaopulver, som jeg synes har en mild og delikat smag. Kakao er jo en god kilde til magnesium og er et af de stærkeste stressreducerende mineraler, der findes. Det kan måske forklare mit indtag af chokolade i stressede perioder ;-)

Her er det rå kakaopulver – også købt til den halve pris i Barcelona – sammen med en rest lucumapulver. Lucuma er endnu en superfood. Det er et pulver fra en peruviansk frugt, som er rig på vitaminer, mineraler og alle mulige andre ting, der gjorde det fuldstændigt umuligt for mig at lade være med at købe det. Den har dog den lækreste karamel-ahorn-agtige smag, og jeg har brugt det både i chokolader og i lækre is. Så helt spildt har det ikke været. Nedenfor kan anes en pakke gojibær. De er også svære at få brugt, synes jeg. Jeg har brugt dem i raw brownie.

Nøddesmør

Mine køkkenhylder bugner også af forskellige slags nøddesmør. Her er f.eks. peanutbutter, mandelsmør og cashewsmør. Som regel har jeg også hasselnøddesmør, men den er blevet spist.

Det er egentlig mest pigebarnet, der spiser nøddesmør herhjemme. Hun elsker at få en pandekage med nøddesmør og banan, og det er sådan en typisk weekendtreat for hende. Selv spiser jeg det sjældent. Af og til tager jeg en dadel med hasselnøddesmør, hvis jeg virkelig har lyst til noget sødt. Det smager præcis som nougat. Det gør det virkelig.

Te

Ved siden af nøddesmøret, står min tesamling. Jeg drikker te hver morgen og elsker at sidde og hænge over min morgente. Til hverdag drikker jeg den grønne te med kvæde fra Fredsted, men i weekenden kommer de fine sager frem og her drikker jeg den grønne jasminte fra LØV.  Den er desværre pokkers dyr og er derfor min weekendte.

Kokosmælk og ghee

Kokosmælk har jeg også altid. Jeg drikker jo kokoslatte, når jeg en sjælden gang tager en kaffe. Det smager så godt, altså. Forudsat at man kan lide kokos.

Herudover har jeg nogle andre fedtstoffer som creamed coconut, som jeg aldrig helt har fundet ud af, hvad er. Jeg formoder, det er den fede kokosfløde. Jeg bruger den i saucer. Og så er der ghee, som er klaret smør. Det bruger jeg, når jeg helt undgår alle mælkeprodukter. Hvilket er sjældent. Og mon ikke den ghee derfor snart er for gammel?!

Sære ingredienser og superfoods

Det var hvad jeg kunne vride ud af neuroser i dag. Jeg kan godt se, at jeg er fuldstændig uforbederlig, og jeg lover at melde mig ind i AH (Anonyme Helsekostforbrugere) og begynde at gå til møder og den slags.

Men hvad med dig? Bugner dine køkkenskabe også af lignende superfoods og sære ingredienser? Så kan du hjælpe mig til at føle mig lidt mere normal, hvis du fortæller om det i kommentarfeltet herunder. Tak på forhånd.

Find alle ingredienserne fra mine køkkenskabe – og flere til – i mit store råvareindeks.

Fit efter 40 starter på mandag

Det er ved at være sidste chance for tilmelding til Fit efter 40. Mit nye, store livsstilskursus for kvinder ‘i anden halvdel af livet’.

Læs alt om kurset her
(og benyt dig af intro-rabatten)

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

65 kommentarer til “Et kig i køkkenskabene hjemme hos mig”

Skriv en kommentar

  1. Tak for kikket i skabene, og at høre at andre også bliver fristet til at købe underlige ting fra tid til anden. Har i prøvet amaranth mel, det lyder til at kunne have en plads i LC universet ?

    Svar
    • Amaranthmel smager grimt! Det kan ikke siges meget pænere er jeg bange for. Jeg synes, det smagte af jord og bondegård. Ikke at jeg har smagt nogle af delene, men I forstår nok, hvad jeg mener. :-)

      Svar
  2. jeg har også en del “mærkværdige ” ting i mine skabe… en af dem er tidselolie – som bliver smidt ud lige om lidt … FØJ hvor smager det grimt.. selv i det ellers potentielt superlækre “rugbrød” jeg har bagt idag – øv…:-(

    Svar
  3. Det er meget godt at få at vide ( i dit udmærkede svar til Inge) at man også kan leve sundt uden at ens køkkenskabe er helt identiske med disse…:) For det er nok også et spørgsmål om købeevne – og ikke kun købetrang :) – selvom der selvfølgelig også er tale om prioritering er det meget godt – hvis budskabet skal ud – at det kan lykkes på mindre. :)

    Svar
  4. Det ligner meget mine skabe. Jeg fik jo købt en hel del lækre ting, da vores lokale SuperBest fik en masse helseprodukter som fast sortiment! :-)
    I mine skabe er der fiskeolie fra NN, kæmpenatlysolie, kokosolie, cremed coconut (som jeg bruger i stedet for kokosolie i mange opskrifter, da det er væsentligt billigere), morbær (som skal overtrækkelse med chokolade sammen med nødder), gojibær (kommer jeg i dadel/nødde-kugler dammen med grøn the ekstrakt og kakao), kokossukker, lucumapulver, raw kakaopulver, raw chokolade, kokosfibre, psyllikumskaller, Herbarmare buillon, mandelmel, sukrin og diverse Yogi theer.
    Tror det var dét :-)

    Svar
  5. Godt indlæg….OMG, skal i perioder, hvor kassen er slunken helt undgå helsekosten, da jeg hver gang bliver fristet over evne. Der findes simpelthen så mange spændende sager i sådan en biks! Jeg skal til Malmø fredag el. lørdag og må vist på rov, hvis prisen er halveret. Er der en speciel helsekost du kan anbefale? Nu skal jeg vist ud og prøve en latte med kokosmælk. Har prøvet alle andre varianter og har haft mest succes med mandelmælk og den blå provamel.

    Svar
    • Jeg var i en ICA i Malmø centrum, og de havde både superfoods, raw produkter, Renée Voltaire og masser af økogejl. Jeg kender desværre ikke Malmø godt nok til at kunne beskrive, hvilken en det var. Vi stod af toget ved Triangeln St. hvis det er nogen hjælp… :-/

      Svar
    • Den bedste ICA i Malmø er after min erfaring ICA MAxi, der ligger tæt ved Turning Torso ved Västre Hamnen. Man kommer let dertil enten med bus 3, 2 eller 8. Hvis man siger til chaufføren, man skal af ved Turning Torso eller Ica Maxi, så hjælper han gerne, er min ydmyge erfaring. Fra Centralen tager det omkring 5 minutter i bussen. ICA Maxi er stor og deres udvalg af økologi, rawfood, laktosefrit, glutenfrit og så videre er stort. OG så har de også både mandelmel, hasselnøddemel samt det fiberrige kokosmel til ingen penge ift. danske priser. Just lovely. :-)

      Svar
      • Tæt på ICA Maxi ligger forøvrigt også det økologiske supermarked, som Malmø også byder på. Jeg var dog noget skuffet, da jeg var der. For det første var alt ikke økologisk, for det andet kunne man få stort set de samme økologiske produkter i den nærliggende ICA Maxi, men til billegere penge og endeligt var der mange Urtekram-produkter. Intet dårligt i dem, men så kunne jeg ligeså godt have gået i Irma eller Føtex.

        Svar
  6. Hej Jane,

    Tusind tak for en super god blog, hvor ser det lækkert og spændende ud det hele. Du har et par gange på bloggen nævnt, at du har været igennem fertilitetsbehandling. Jeg er selv i gang med denne opslidende proces fyldt med følelsesmæssige rutschebaneture og hormonbehandling, og jeg syntes det kunne være rigtig interessant, hvis du ville dele noget af din erfaring på dette område især i forhold til kost og barnløshed og hvilken kost der har virket for dig, da du var i hormonbehandling.

    Kh Catrine

    Svar
    • Kære Catrine, Jeg har desværre ikke mange personlige erfaringer at dele ud af mht. fertilitet og kost. Jeg var i behandling tilbage i 2004 og levede dengang efter forskrifterne med store mængder korn og meget lidt fedt. Det eneste jeg husker i den forbindelse var, at jeg i det forsøg, hvor det lykkedes (ICSI) stoppede med at spise sukker i perioden fra ægoplægning til test. Om det gjorde en forskel tør jeg ikke sige.

      Den svenske LCHF kostdoktor anbefaler LCHF til kvinder, særligt dem med PCO, som gerne vil være gravide. Der er et tankevækkende interview her: http://www.kostdoktorn.se/lchf-och-graviditet/ Mit bedste råd vil også være at spise så ren og uforarbejdet mad som muligt. Dvs. spise få kulhydrater, mange grøntsager, gode proteiner og godt med fedt af høj kvalitet. Men det tror jeg er den bedste kost for kroppen, uanset om den skal være modtagelig for graviditet eller ej.

      Ellers har danske Nanna Stigel gode erfaringer med fertilitet og kost. Du kender hende måske: http://www.nannastigel.dk/vi-booster-videre.html

      Rigtig meget held og lykke med det. Jeg husker stadig tydeligt hvor en stor krise det var for mig ikke at kunne få de børn, jeg ønskede mig så inderligt. Det var en rigtig svær tid :-/

      Svar
  7. Jeg har læst en del om kokosolie på forskellige rundt omkring. Det beskrives altid i rosende vendinger og beskrives som værende godt at stege i – lige som du gør det!
    Men jeg synes, at det er svært at finde rundt i kokosoliemarkedet! Hvilken slags skal man bruge til stegning – er det den uden smag? Og kan man se på krukkerne/bøtterne om de er uden smag?
    Jeg ser oftest den fra Urtekram i supermarkedet, men er den god – og er der forskel på indholdet i de forskellige kokosolier, altså er der nogle, der er bedre end andre?
    Og hvad kan man egentlig ellers bruge kokosolie til?
    Pu ha, det blev da til noget af en svada – sorry! :)
    Kh Caja

    Svar
    • Hej Caja,
      Du kan stege i alle kokosolierne, både dem med og uden smag. Det står på glasset om der er smag i eller ej. I de fleste er der smag. Jeg har kun set den fra Cocosa og den fra Cosmoveda (begge fra helsekosten) uden smag. Som Steffen også er inde på i en af kommentarerne, er dem uden smag jo mere forarbejdede end dem med smag, idet man har gjort noget ved dem for at fjerne smagen. Jeg bruger nu den uden smag alligevel, fordi jeg bedst kan lide den. Desuden kan du kigge på, om kokosolien er økologisk og om det er jomfrukokosolie. Lige netop med kokosolie tror jeg ikke, der er så mange ting at gå galt i byen af – så længe du ikke vælger Palmin fra margarinehylden ;-)

      Jeg steger i kokosolie og allerede her får jeg brugt en pæn del. Desuden putter jeg det i kager, brød, smoothies, you name it. Jeg smører det på rugbrød i stedet for smør til min søn. som ikke kan lide smørsmagen. Nogle smører det direkte på huden eller bruger det som hårkur. Det har jeg nu aldrig gjort, men det var da måske et forsøg værd ;-)

      Svar
      • Jeg bruger den uden smag (den samme som du viser) som ansigtsolie/creme – og det fungerer perfekt til en tør hud :-) (Man skal bare passe på ikke at få den på tøjet. Taler af erfaring).

        Svar
    • Jeg køber oftest chokolade med 85-86% kakaoindhold. Jeg tror ikke, det ene mærker varierer så meget fra det andet ift. kulhydratindhold, så det er lidt forskelligt, hvilke jeg køber.

      Svar
  8. Hi hi – jeg synes det er lidt sjovt, at du bruger kokosmælk (og tilsyneladende synes det smager godt), og så køber du kokosolie uden smag! Nå, men selv bruger vi meget kokosolie, eftersom det er så sundt (og nyere forskning peger også på at mættet fedt slet ikke er så farligt som man har gjort gældende, tværtimod). Vi køber altid den ubehandlede, altså jomfruolien, da den anden er behandlet for at få smagen væk. Jeg ved ganske vist ikke præcis hvad den behandling går ud på, men vi tager det usikre for det sikre. Jo mindre behandlet jo bedre. Jeg mener, man kunne jo heller ikke drømme om at købe andet end jomfru olivenolie.

    Det sjove er, at vi tænker aldrig på at det smager af kokos. Det er sandt, at når man varmer det op på panden for at stege i det, så lugter det ganske kraftigt af kokos, men når vi så spiser kødet, så synes vi egentlig ikke vi kan smage det. I hvert fald tænker vi ikke på det.

    Jeg bruger det også når jeg laver sovs. Oftest laver jeg sovs med kokosolie, smør, piskefløde, friskost (eller hvad det nu hedder på dansk, jeg bor i Sverige. Men altså sådan noget Philadelfia-noget) og fuldfed Creme fraiche og krydderier efter smag. Heller ikke her synes jeg at kokossmagen trænger igennem.

    Vi er begyndt at købe det i 5-kilos spande for at få prisen ned. Handler en 5-kilos på nettet til 879 svenske pesetas. Altså for den økologiske jomfruolie, som sjovt nok er dyrere end den behandlede.

    Her er i øvrigt en meget interessant artikel om kokosolie: http://www.alun.dk/sund-kost/slank-kokosolie.html#

    Og har man rigtig god tid, så er her en meget interessant (og laaang) artikel om fedt i almindelighed: http://www.alun.dk/sund-kost/livet-er-fedt.html

    Svar
    • Ja, det er virkelig mærkeligt at smagen fra kokosmælken smager mig men ikke fra kokosolien. Og lækre saucer, du laver, Steffen. Uhm! :-)

      Svar
  9. Hvad mine skabe indeholder kommer jeg nok lige tilbage til, men jeg vil bare lige fortælle at creamed coconut er det samme som kokossmør – dvs. det er faktisk bare usødet revet kokos der er blendet til smør (ligesom med mandelsmør). Det stivner ved almindelige stuetemperatur men kan forsigtigt gøres blødt i mikroen (brænder dog nemt på, i modsætning til kokosolien!) eller i et varmt vandbad.
    Jeg laver det selv, og har indtil videre brugt det i kager og en wokret hvor jeg manglede kokosmælk.
    Så ved du det :-)

    Svar
  10. Hej Jane,
    Spændende kik i dine skabe.
    Velkommen i ‘helseforeningen’, som min kæreste altid driller mig med – nok mest fordi et kik i mine skabe ville ligne dine ret meget. Jeg prøver dog først at købe de nye ‘hypede’ varer, når jeg har en konkret opskrift ellers ville mine skabe bugne og madbudgettet have det skidt.
    I helseafdelingen har jeg pt.: kokosolie, chiafrø, gojibær, morbær (ny favorit som snack sammen med mandler), raw kakaopulver, raw cacao nibs, lecitin granulat (bruger jeg sjældent), mandelsmør, choko-nøddecreme, cashewnøddesmør, hasselnøddesmør, peanutbutter, Udo’s Choice (en del af mine kosttilskud, som er en anden historie), mandelmel, kokosfiber, Sukrin/Sukrinmelis, kokossukker (ret nyt i mine skabe, da det skulle bruges til æblecrumble), loppefrøskaller (både som tilskud og til diverse bagning), guarmin (lidt et fejlkøb) – muligvis m.m. men det er hvad jeg kan huske ;-)
    KH
    – frk. sveske

    Svar
    • Uha, Sveske! Morbær har jeg aldrig prøvet og faktisk heller ikke det der acaipulver. Så lidt til gode har jeg da ;-) Guarmin købte jeg også engang. Hvorfor har jeg glemt. Tror jeg har smidt den ud.

      Til gengæld har jeg næsten luget helt ud i kosttilskuddene, så jeg nu kun tager multi + C -okay og + ekstra D. Men tidligere tog jeg jo en hel håndfuld hver dag ;-) Hvis jeg havde penge nok, ville jeg købe mig fattig i den slags. Også en kæmpe brist her… :-/

      Svar
  11. Wauw du har mange lækre ting :-D

    Jeg har ofte overvejet at købe lidt forskelligt nøddesmør, men er aldrig rigtig nået dertil. Diskuterer stadig med mig selv, om jeg nu også kan undvære ris, pasta, kartofler og brød o_o
    Har kigget på mandelmelet, men droppede det da jeg så prisen, det er godt nok meget dyrt :-S
    Det “vildeste” jeg indtil nu har købt er en pose Chia frø og en pakke HUSK bag ;)

    Svar
    • Du har ret. Både mandelmelet og kokosmelet er meget dyrt. Til gengæld holder det længe. Dels fordi man jo slet ikke bager som før og dels fordi det er meget drøjt i brug, fordi det indeholder så mange fibre og man bager helt anderledes med det. Chia og HUSK er et fint sted at starte ;-)

      Svar
  12. NEJ, mine køkkenskabe ligner ikke dine og nu bliver jeg helt nervøs/stresset.
    Skal jeg ud og købe alle de “underlige” ting for at droppe gluten ?

    Svar
    • Kære Inge – nej, det behøver du bestemt ikke. Du kan leve både glutenfrit og LCHF uden alle mulige mærkelige madvarer. Dette indlæg er mere et udtryk for min enorme nysgerrighed – og købetrang – over for alt, der er nyt. Det er en brist. Jeg ved det ;-)

      Svar
    • Jeg er studerende og lever rimeligt lchf(og vi glemmer lige nu aaalt om weekenden, hvor jeg spiste hvidt brød med nutella;) det er jo tirsdag i dag). Mit køleskab er langt fra så spændende, og mit budget er jo meget mindre. Som Jane siger er det langt fra nødvendigt med super-pricy-foods(som oftest stiger vildt i pris, når de bliver hyldet i medierne). Bare start med at droppe brødet, så er du kommet langt. og pasta. og ris. og nutella. Lige pludselig er det faktisk unaturligt at spise alt det man før tænkte man ville dø uden.

      Svar
      • Det er også min erfaring, Anna. Både at man sagtens kan spise lchf uden at rydde en helsekost og at det bliver en vane at sammensætte sin kost uden al den vante stivelse.

        Svar
  13. Haha, et spænende indblik!
    Jeg selv har erhvervet mig kokosolie, raw cacao nibs, raw cacao smør, gojibær, chiafrø, lucumapulver, lecitingranulat, loppefrøskaller, kokosmel. Og så bruger jeg rigtig mange penge på forskellige nødder.

    Hvor kan man købe kokossukker? :o

    Svar
    • Åh ja, kakaosmør har jeg også tit og lecithin granulat i en kæmpe bøtte, som det kommer til at tage mig et helt liv at komme igennem. Kokossukker fås hos helsekosten, bl.a. Helsemin har det.

      Svar
      • Kokossukker såmænd også i Irma. Det er lækkert. Bum.
        Jeg laver en blanding af dette, Sukrin og Sukrin Gold, som jeg bruger i the og kaffe – for ja, der bruger jeg sødestof, og det har jeg besluttet at ville. Selv om det irriterer mig selv ind imellem – og man kan jo få ganske meget sødestof på en dag på dén måde. Så prøver jeg med kokosolie; det kan godt afhjælpe sukker i the/kaffetrangen noget. (Jeg drikker en del sort the; til gengæld max. een kop kaffe om dagen.) Jeg søder dog også med en anelse (akacie)honning ind imellem for at slippe for den afførende virkning, som for meget af “sukrinatet” kan afstedkomme. Fordi:
        Jeg var så uheldig, at ualmindelig stædig “fætter” af en salmonellalignende infektion, Yersinia (som siges at have rødder i pesten!!!) absolut ville “bo” hos mig.
        Den flyttede ind et års tid efter, jeg var begyndt på og havde fundet mig godt tilrette med LCHF. Jeg gik med det ubehandlet i 3/4 år, fordi jeg ikke gad høre lægerne sige, at det var p.g.a. min kost!! Det var dumt.
        Det har taget omkring TO ÅR at komme af med: diætist, læger, koloskopi, antibiotika, totalt smadret tarm m.h.t. de gode bakterier, tonsvis af forskellige mælkesyrepræparater (bedste: Udos choice 8 – Helser) – og en engels tålmodighed – hvilket jeg slet ikke har! Men jeg fik også læst “Tarme med charme” – yderst interessant og morsom bog!
        Nu går det ret godt, vover jeg at sige – ved ikke om min ellers perfekt fungerende fordøjelse nogensinde bliver 100% sig selv igen – men mindre kan sandelig også gøre det :-)
        Nå. Men mens det var værst og de eksplosive, hyppige, skrækkelige diarrhoer stod på, læste jeg dét med småt på alt. Også Sukrinposerne. Og der står, at det kan være afførende. Just so that you know. Har iøvrigt spekuleret på, hvad det egentlig er for et stof i det sukker, det der ety…something? Kunstigt? Naturligt?
        Jamen, det var bare lige dét, jeg ville sige :-) Venligst: Helle J.

        Svar
  14. Indholdet af mine køkkenskabe svarer faktisk ret meget til dit :) Dog synes jeg at gojibær er nemme at få brugt, fx som drys på smoothie eller bare som mellemmåltids-snack sammen med et par nødder. Derudover har jeg også raw kakaonibs (weekend-drys til smoothie) og afskallede hampefrø som jeg bruger i/på grønne smoothies eller salat. Og så har jeg ærteprotein-pulver som jeg også bruger i smoothies. Jeg spiser ikke lige så meget kød som du, da jeg har svært ved at fordøje det tunge protein. Derfor har jeg tit brug for ekstra (“kunstig”) proteintilskud i fx smoothies og salater.
    Ved du om hvedegræspulver og byggræspulver er 100 % glutenfri?

    Svar
    • Åh ja, selvfølgelig. Rå kakaonibs, hampefrø og ærteprotein er også en del af mit køkken. Hvordan kunne jeg glemme dem? ;-)

      Såvidt jeg ved, er hvedegræs og byggræs 100% glutenfrie. Jeg har læst en forklaring engang, men jeg kan ikke længere huske den… :-/

      Svar