De sidste par dage har den helt store alarm været en nypubliceret, amerikansk undersøgelse, som konkluderede, at det er farligere at spise kød end at ryge, hvis du er under 65. Undersøgelsen mener, at vi max skal indtage 0,8 g protein pr. kilo kropsvægt, og at vores proteinkilder helst skal være plantebaserede.
Større indtag af animalsk protein fører til alverdens sygdomme, heriblandt cancer, pga. de øgede niveauer af væksthormonet IGF-1, slår undersøgelsen fast.
Historien er nået bt.dk og rammer nok også spisesedlerne inden længe, så jeg tænkte, vi lige kunne mane lidt til ro, inden panikken breder sig.
ER KØD FARLIGERE END RYGNING?
Undersøgelsen, vi har med at gøre her, er et observationsstudie.
Det betyder, at man kigger efter sammenhæng mellem to eller flere faktorer. Men man kan ikke konkludere årsagssammenhæng ud fra observationsstudier, da det er umuligt at vide, om det er den ene eller anden faktor, som ligger til grund for fundet. Det gør man dog her alligevel.
Undersøgelsen her fortæller heller ingenting om, hvilken kvalitet af kød, testpersonerne indtog. Var det pålægsudskæringer, hamburgerkød eller var det kød fra dyr på græs?
Mit gæt er, at det næppe var det sidste. Blev det indtaget i selskab med en varieret kost med gode mængder grøntsager eller med hamburgerboller, pomfritter og sodavand?
Undersøgelsen kommer heller ikke ind på, at også andre ting giver en stigning i IGF-1 – det gør fx kulhydrater men også hård træning. Og hvordan ser det ud med andre livsstilsvalg som aktivitetsniveau, rygning, alkoholindtag, øvrig kost, søvn, stress etc.? Vi ved det ikke, men det er en generel mangelvare i undersøgelser som denne.
At professoren bag studiet også står bag et firma, som producerer måltidserstatningsbarer baseret på planteprotein bør vel også lige nævnes.
SUNDHEDSFORVIRRING
Det er jo nærmest dagligdag, at vi mødes med denne type undersøgelser, og konklusionerne skyder i øst og vest. I værste fald bliver vi helt sundhedsforskrækkede og tør snart ikke at spise noget (vi dør jo af det hele), og i bedste fald bliver vi bare sundhedsforvirrede et kort øjeblik og trækker så på skuldrene og fortsætter med at spise den kost, vi har det bedst med.
Selv ser jeg sådan på det, at vi principielt ikke ved, om (rødt) kød er så farligt, som det med jævne mellemrum udråbes til at være.
Jeg tror, kvalitet spiller en stor rolle her. Jeg trives godt med kød.
Ikke enorme mængder kød, men jeg spiser kød til de fleste af mine måltider (sammen med grøntsager og fedt). Det holder mig mæt længe, og jeg har god energi, stabil vægt, god fordøjelse, ingen sukkertrang, sover godt, er sund og rask etc.
Det fortæller mig, at en kost, som indeholder kød er rigtig for mig.
Men andre har det jo omvendt! De trives på en kost med mindre protein og har det bedst på plantebaserede kilder. Kunne det være, fordi den kost er den rette for dem?
Sådan tror jeg, det hænger sammen, men jeg ved det ikke. Uanset hvilken kost man spiser, er variation og kvalitet to vigtige faktorer. Ensidige diæter er næppe sund kost, og madkvalitet, ja, det giver jo ligesom sig selv.
FLERE KOMMENTARER TIL UNDERSØGELSEN
Jeg vil ikke spinde mere rundt i denne undersøgelse.
Vil du gerne læse mere, er der mange, der har skrevet lange og kloge kommentarer, som dykker dybere ned i undersøgelsens konklusioner. Jeg anbefaler disse:
Ann Fernholm: Faktakoll: Ännu ett köttlarm från USA som vilar på svag grund
Jason Cholewa: High Protein Diets Cause Cancer, Study Says
Zoë Harcombe: Animal Protein as Bad as Smoking?
Kostdoktorn: Är det farligt att äta kött före 65 års ålder?
Du finder den fulde undersøgelse i Journal of Cell Metabolism.
Hej Jane,
Jeg er generelt fortaler for LCHF, paleo og andre diæter, der mere eller mindre udelukker sukker og stivelse fra kosten. Derudover er jeg som du også pragmatisk anlagt, og har den holdning, at det, der virker for den enkelte, er det, den enkelte skal følge. For nogen er kød og protein vejen frem, for andre fedt, og for helt andre hovedsageligt grønt.
Derfor er jeg også i store træk glad for og enig med dig i dit “ro-på-mulle”-indlæg. Især det omkring undersøgelsens grundlag og forudsætninger er jeg glad for, du nævner. Tak for det.
Jeg synes dog at kæden hopper af for dig med denne kommentar:
“At professoren bag studiet også står bag et firma, som producerer måltidserstatningsbarer baseret på planteprotein bør vel også lige nævnes.”
Det samme kan man jo sige om dig:
“At Jane med sine holdninger om LCHF og low-carb-diæter også producerer bøger og tjener penge på det, nør vel også lige nævnes.”
Alle har altid en agenda og et bias. At manden er med til at sælge måltidserstatningsbarer baseret på planteprotein gør ikke nødvendigvis produkterne dårlige. Ligeledes gør det ikke LCHF til en dårligere diæt, at du står bag den og tjener på det.
Jeg synes med andre ord ikke det kæder debatten at skyde med sten, når man selv bor i et glashus.
Resten er dit indlæg er jeg, som sagt, glad for og enig med dig i.
Mvh Kim
Det første spørgsmål, jeg stiller mig selv, når jeg læser om et nyt kost/sundhedsfund er altid: Hvem taler? Hvem står bag undersøgelsen/studiet? Er det Pfizer, der står bag budsskabet om at kolesterol er farligt og at vi alle bør tage kolesterolsænkende medicin, og er det Kohberg, der er afsender på at fuldkorn er sundt og at vi skal spise mere af det. Hvem, der taler, er da altid relevant!
Og selvfølgelig gælder det også her på bloggen. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg skriver og tjener penge på LCHF-bøger, men jeg troede, det lå implicit her på bloggen. Jeg betaler heller ikke for at få lavet undersøgelser, som viser, at LCHF er det sundeste eller rigtigste, men jeg kommenterer selvfølgelig på andres undersøgelser ud fra det, jeg tror er rigtigt. Og det synes jeg da gerne, man må have i baghovedet, når man læser med her, så man har med i sin troværdighedsvurdering, at jeg selvfølgelig også er farvet.
Klart du taler imod, at kød er kræftfremkaldende, dine bøger hylder jo kødet & mejeriprodukterne. Begge dele noget man skal undgå i kosten.
Kære Dorthe. Du er ikke fan, kan jeg fornemme, og vi to er tilsyneladende ikke enige om meget, men du er velkommen her på siden alligevel.
Tak for at nuancere debatten og for indlægget. Fedt at du formår at holde hovedet koldt, og stille spørgsmålstegn ved undersøgelsen.
-Maibrit
http://www.lilleløg.dk
Hej Jane!
Jeg er en ung sundhedsforvirret kvinde på 22 år. Jeg har altid gerne ville gøre det bedste for min krop, men lader mig ofte påvirke af nye trends/undersøgelser/mm.
Jeg har været på diverse kure, senest 5:2, og jeg hadede den.
Men for nyligt hørte jeg om LCHF og faldt over din blog. Jeg vil bare sige tak for at du har inspireret mig til at lytte til hvad JEG har brug for, og ikke lade mig trække rundt i manegen af medierne. Tak for en rigtig god blog!
– Anne
Fik lige lyst til en sor bøf med bearnaise ;-)
Jeg hæfter mig ved, at vores medier, i dette tilfælde BT, altid kun ser tingene fra en side. De kunne jo evt. prøve at undersøge præcis de ting Jane skriver om her. Kvaliteten af kødet, hvilke interesser der ligger bag osv.
hej madbandit
Har du en reference på din påstand om at Walter Longo er involveret i et firma der sælger planteprotein tilskud?
Anders
Hej Anders. Det er dette firma, han er involveret i: http://www.l-nutra.com/index.php/about/partners
Jeg havde det fra en af de artikler, jeg linker til for videre læsning.
Hej Jane,
Jeg elsker dine kritiske øjne på diverse studier. Så skal jsg vist bare snart have en stor rød bøf igen.
KH
– frk. sveske
Det er træls, når videnskabelig evidens bliver ophævet til at være beviser og så oven i købet bliver der lavet den tåbelige sammenligning med at ryge. Jeg synes LCHF er rigtig fint, særligt din version. Jeg tror næppe på, at man kan tage blot en enkelt faktor ud og give den hele skylden, som man gør her med kød. Men den enkeltes sundhed er ikke det eneste faktor, når vi taler om kød. For jeg er sikker på, at mange trives godt med store mængder kød, hvis de ellers spiser virkelig sundt. For mig at se er problemet snarere hele jordens sundhed. At producere et kilo oksekød kræver så enorme mængder ressourcer i vand og udleder så meget CO2 i fht fx et kilo grøntsager, for ikke at tale om den måde vi behandler dyr på, og alt det dyrene forurener grundvandet, spreder sygdomme, etc. Jeg mener ikke, at vi allesammen skal blive veganere – det er jeg heller ikke selv, selvom jeg alligevel på en eller måde ser en nødvendighed i, at flere mennesker trækker i den anden retning for miljøets skyld. Jeg ville ønske, at LCHF og stenalderkost på en eller anden måde var mere bæredygtigt, for jeg har det også godt med færre kulhydrater og mere fedt.
Super fedt at du er med på hvordan man laver kritisk læsning af videnskabelig artikler! :) Det gør din hjemmeside/bøger meget troværdige, for os der er lidt kritiske anlagte ;)
Amning og LCHF er det foreneligt? Er nysgerrig, men også lidt bange for at kaste mig ud i fedtet…Har gjort nogle virkelige halvhjertede forsøg med morgenmaden, men jeg er straks efter meget(!) sulten efter kulhydrat! Det mangler ligesom lidt… Vil det gå over? Også når man ammer.
Det skal siges, at jeg ammer (en 2½ måneders lækker bebs), og har tænkt mig at amme til han er 12 måneder). Mangler af samme grund søvn, og er lidt bange for at falde i sukkerskålen – da det klart, er den der trækker og hjælper .. man kan jo spise sig vågen ;)..
MEN hvad siger du til LCHF når man ammer? Lysten til brød forsvinder den, når man tør det fede?
Nogle gode råd til en træt kulhydrat ammende mor (som gerne vil have energi, være slank og levere god sund mælk :)
PS: bruger allerede mange af dine opskrifter (har begge bøger), og kød mængden er jo heelt normal. Selvom jeg nogen gange får dårlig samvittighed (burde man redde verden som vegetar (har vel læst Om at spise dyr:))
PPS: når man så selv spiser LCHF, men ungerne fortsat ønsker deres ris/pasta tilbehør – ender man så med at gøre skidt for dem (feft OG kulhydrat).. pyyy bliver helt træt i mit mor hoved ;D
God dag – og super skønne bøger du har skabt :))
Ja, rigtig godt spørgsmål – dilemma, når resten af familien ikke kan undvære deres ris og pasta?? Super, at du – Jane – hjælper med at vi kan holde hovedet koldt, når medierne smovser i ufuldstændige undersøgelser
Hej Mette.
Jeg er ikke Jane, til gengæld har jeg erfaring med både at være gravid og amme på LCHF :) jeg har spist LCHF og ammet min yngste søn der nu er 3½, er pt gravid og skal føde om 3 uger og skal selvfølgelig amme igen. Og ja, det er absolut foreneligt! Var det dig der spurgte om dette også på et andet indlæg for nogle dage siden? Der skrev jeg nemlig et laaaangt svar, som ser ud til at være blevet spist i cyberspace :/
Men for mig har LCHF forenet med graviditet og amning betydet en mindre striks tilgang – jeg har også oplevet større behov for kulhydrater og har lyttet til det behov. Men det har ikke (udelukkende – for der er bestemt afvigelser nu og da) været sukker der har fyldt. For mig har det været lidt flere rodfrugter, klart mere frugt og også kartofler og lidt mere “brød”. Men jeg har også været LCHF’er i knap 5 år (og altså 1½ år da min sidste ammeperiode begyndte) og kender mig selv og min krop godt efterhånden, så det er ikke sikkert det samme vil virke for dig. Men jeg lagde min kost om til LCHF mens jeg ammede min ældste, da han var ca 3 mdr., og det trak lidt tænder ud i begyndelsen – der var overgangsbesvær i form af træthed og mathed i kroppen. Jeg havde dog en dreng der var nem og der var ingen påvirkning af mælkeproduktionen i negativ retning. Det korte af det lange er, at hvis du føler du har overskuddet til det, så ville jeg ikke tøve med at prøve LCHF af, selvom du ammer. Lysten til brød skal nok fortage sig, når du får fyldt op på fedtet :)
Der er jo også lchf-forum, hvor der er flere tråde om graviditet og amning, hvis du har flere spørgsmål :) Held og lykke med det!
Tak for lige at mane lidt til ro. Det er jo ren hysteri der snart er gang i pga denne ligegyldige undersøgelse.
TAK for et godt svar. Jeg blev sgu lidt tom indeni da jeg læste en kort artikel om undersøgelsen, og tænkte modløst “hvad så nu?”. Ved godt at det er sensationsjournalistik, men alligevel… forvirringen når jo uanede højder med alle de overskrifter.
Holder mig til det der føles godt, og rigtigt, for mig!
:)