Tænk, at der allerede er gået en uge. Så hvordan har det egentlig været at være helt alene i Paris i en uge?
Sådan helt kort: Jeg ELSKER det!
Jeg elsker det så ufatteligt meget, og jeg kan slet ikke begribe, hvordan jeg bare er gledet ind i byen.
Jeg føler mig så utroligt godt tilpas her. Jeg elsker byen og den parisiske livsstil – også selvom jeg mest er tilskuer til den lige nu.
Jeg havde troet, at jeg ville have oceaner af tid. Og at jeg ville have stunder, hvor jeg følte mig ensom og alene og langt væk hjemmefra. Men sandheden er, at mine dage er fløjet afsted. Det er lige før jeg bliver lidt småpresset over, at jeg skal hjem allerede på torsdag!
Hver aften når jeg er gået i seng, har det været med et kæmpe smil på læben. Wow, endnu en dag her. Denne by er i sandhed fantastisk.
Forleden ringede jeg hjem til Søren og spurgte ham, om der ikke nok var en mikroskopisk chance for, at vi kunne flytte herned. Jeg ved godt, at det ikke duer lige nu, men en dag. Når ungerne er flyttet hjemmefra. Bare os to.
Han sagde noget i stil med, at man jo aldrig skal sige aldrig, men jeg ved godt, at chancen for, at det sker er minimal.
Men jeg elsker virkelig at være her.
SAVN OG DÅRLIG SAMVITTIGHED
Og det er med både splittelse og dårlig samvittighed, at jeg deler den begejstring, for sandheden er også, at mine børn har været utroligt kede af det. Og hvilken slags mor er jeg, hvis jeg går rundt hernede og er stjerneglad, imens mine børn er kede af det derhjemme?
….?
Rationelt set ved jeg godt, at det er ok, at jeg er her.
Og jeg ved også godt, at jeg normalt er en dødhamrende god mor, og at grunden til, at de savner mig så meget er, at de er vant til, at jeg spiller så stor en rolle i deres liv. Jeg er trygheden. Den, der altid er der, og som finder ting, der er blevet væk, og som sørger for, at de får mad og husker madpakken og idrætstøjet, og som får hele hverdagen til at glide. I know.
Men jeg ved også, at de har en dødhamrende god far.
Og forleden havde Vega sagt til Søren med sin vanlige bestemte mine, at hun altså syntes, at han var rigtig god til at være alenefar. Og det ved jeg, at han er.
Ellers var jeg jo heller aldrig rejst.
Og de sidste par dage har ingen af dem været sådan *rigtig* kede af det, så vi krydser fingre for, at det mest var noget tilvænning i starten.
Men puh, den del har været drøj. Og uventet voldsom.
TAKNEMMELIGHED
For ikke at dvæle ved den dårlige samvittighed har jeg prøvet at vende det til taknemmelighed.
Jeg er så taknemmelig for, at vi har en familie, og jeg har et job, hvor det kan lade sig gøre, at jeg rejser ud på den her måde.
Og selvom det nok er for tidligt at lufte for ungerne, er det noget, jeg kommer til at gentage. Det er stensikkert.
FRUSTRATIONER SET I HELIKOPTERPERSPEKTIV
Jeg synes, vi har et fint liv derhjemme, men der er samtidig ting, som frustrerer mig helt vildt.
Nogle ting er store, andre ting er små.
Men når man står midt i det, bygger det hele sig bare op, og det bliver mange-bække-små.
Og pludselig er man så lidt sur hver dag, fordi man synes, at man går og siger de samme ting igen og igen og igen, men det er som at råbe under vand, for der er ingen, der hører det.
Når man får lov til at komme væk og få det hele på afstand, kan man godt se, at det med hvem der tømmer opvaskemaskinen måske ikke er så skidevigtigt, mens det at vi allesammen gør en indsats for, at det ikke roder så meget, måske godt kan opprioriteres lidt.
Og at det faktisk er vigtigt, at vi lige hver dag gør en indsats for at se hinanden i øjnene og tale dagen igennem i stedet for at flygte ind i hver vores iPhone.
Forskellen på stort og småt bliver nemmere at se, når man ser det i helikopterperspektiv.
PARISERDRØMME
Jeg ved godt, at det er usandsynligt, at jeg kommer til at bo her igen. Og det kan jeg også godt leve med. Men jeg tror aldrig jeg stopper helt med at drømme om det.
Og det er ok. Det er ikke alle drømme, man behøver få opfyldt. Og hvis et kompromis kan være, at jeg engang imellem stikker af fra det hele for at tilbringe lidt tid her, så er det også en fin løsning.
Og drømme kan man altid. Her er lidt til at puste til dine pariserdrømme.
Det er præcis sådan, Paris ser ud. Jeg har også været der i regnvejr og i november, men mine indre billeder er solfyldte som dine:-)
Det er dog to år siden jeg sidst besøgte byen (for at løbe marathon), så mit Paris-barometer står lidt lavt…
Hvor er det dejligt at høre dine tanker, og jeg forstår så godt din lyst til at bosætte dig et sted, der rammer dig lige i hjertet. Det med at tage væk fra sin hverdag alene er nougat for sjælen, uanset om man har en familie, eller er i forhold uden børn.
Jeg drømme selv om at bosætte mig i Oxford, ved at chancen for det er minimal, men drømmen gør mig glad.
Det vi kan gøre er, som du, at “bosætte” dig kort tid, og for en kort stund leve i nuet :)
Er ved at læse Virginia Woolfs bog Sit eget værelse, hvilken jeg varmt kan anbefale til alle kvinder ;) især hvis man skriver.
Nyd dine dage og drømmen dernede, tak for de smukke billeder :)
Tak Lise. Og ja, jeg håber, at det kan stille lysten lidt at få lov at være her i længere tid – og også under lidt andre forhold end når man er på forlænget weekend.
På torsdag er min tid gået og jeg skal hjem igen, men nøøøj, hvor har jeg nydt det.
Inspireret af netop dig har min mand og jeg lige været 6 dage i new York. Svigermor har passet vores 3 børn imens. Det var så skønt at kunne sætte dagligdagen på pause. Ikke være mor lidt. Det er ikke sidste gang .
Åh New York er så dejlig også. Søren og jeg var der sidste år og jeg håber bestemt ikke det bliver sidste gang :)
Du er en kvinde med visdom. Og til stor inspiration.
Tak :) Hvor er det sødt sagt!
Nå!
Hvad vil du sige med det, Trine?
Hej Jane
Jeg er hvert år på studietur med mine elever og dermed også væk fra mand og børn og mine børn synes også det er svært når jeg er væk. Vi snakker altid om at det er sundt at savne hinanden engang imellem, for så opdager vi, hvor vigtige vi er for hinanden og mærker hvor meget vi i virkeligheden elsker hinanden. Børnene opdager også at de høje serviceniveau ikke altid kan tages for givet og at fars måde også dur. Ja, der er meget læring i en uge uden mor. Også for far? Når det er sagt, så drømmer jeg om en dag også at skabe noget “mig-tid” og rejse væk fra det hele, uden at jeg skal arbejde. Jeg tror på det vil lykkes en dag og i virkeligheden drømmer jeg bare om nogle dage i et sommerhus tæt på Vesterhavet. Et overkommeligt ønske, skulle man synes! Fortsat god tur?
Tak for det fine svar. Og det er nøjagtigt de samme snakke, vi har haft. Tårer eller ej, så tror jeg også det har været godt for os allesammen at være lidt væk fra hinanden :)
Hej Jane,
1. Din blog er mega sej og altid spændende.
2. Min kæreste og jeg skal på bryllupsrejse til Paris i oktober. Har du en guide et sted over must-sees/must-eat steder? Vi er der 4 dage/3 nætter, og skal bo i Montmartre. Uden at sige så meget mere så glæder vi os helt vildt.
Tak :)
Og hvor dejligt med bryllupsrejse til Paris. Sådan en romantisk destination!
Jeg har min guide til gode spisesteder her: https://www.madbanditten.dk/paris-guide-til-gode-restauranter-og-vintageshopping/ Den får nok en opdatering snart. Og så arbejder jeg på en guide til gode kaffesteder, til grønne/sunde spisesteder og en til anderledes oplevelser, man kan få når man har set Eiffeltårnet, Notre Dame etc. Så dem kan du glæde dig til :)
Må jeg spørge, hvor det næstsidste billede er taget? På Montmartre? 10.? eller et helt andet og for mig nyt og spændende sted?
Det er Rue Crémieux i det 12. arr. Jeg arbejder på en lille guide til anderledes oplevelser i Paris, hvis den kommer på. Så utroligt fin jo!
Hvor spændende. Har været i Paris rigtig mange gange og føler, at jeg kender “the beaten track” rigtig godt, men kendte fx ikke Rue Crémieux og vil elske at læse din guide til anderledes oplevelser. Håber meget du gør alvor af det! Og ja, nemlig utroligt fin :-)
Hver gang, jeg er i byen, forsvinder jeg også bare helt ind i det daglige liv. Jeg har så svært ved at sige farvel til byen, når jeg skal hjem igen – ja, det trækker faktisk tårer frem hver eneste gang. Mit hjerte har taget byen til sig og slipper det ikke igen. Jeg har haft fornøjelsen af at være au pair i byen engang – og lover altid, at jeg kommer tilbage. Det løfte glæder jeg mig til snart bliver mulig igen.
Og så er det ok, at du, som mor, går og er glad, selvom dine børn er kede af det derhjemme. Det faktum, at de får en glad mor hjem, der har noget mere overskud er det hele værd. Det er bl.a. den måde jeg overlever hverdagen som mor til delebørn.
Jeg har det helt på samme måde. Jeg føler mig bare øjeblikket simpelthen så…. hjemme. :)
Årrrh, længslen flår! Men nu har jeg lige trykket “send” på en ansøgning om et lillebitte job i Paris i ti mnd.!! Hvis jeg skulle få det, vil jeg fornemme, om jeg vil flytte derned mere permanent. Men jeg føler virkelig med dig, fordi det var præcis som det var i min familie, da vi var sådan en: Ikke TI vilde heste ville kunne få børnenes far med til dette – bl.a. fordi han ikke taler fransk. (Hvilket jeg godt forstår til en vis grad; det gør immervæk livet i Fr. nemmere! Mærker du at “harddisken” med fransk er ved at komme i omdrejninger?) Nå, min evige udlængsel fik mig så til at foreslå Quebec, hvor både fransk og engelsk kunne tilgodeses. Nix. Han var/er en megahjemmefødning. Akja.
Det er uvant for dine børn at du er væk, men det er helt sikkert sundt for dem at mærke / påskønne / erkende … o.s.v. Og du er IKKE en dårlig mor! Tværtimod, er det (burde det være) en menneskeret at have “a room of one’s own” / frihed / luft / opladetid / fordøjetid og det meste har godt af at blive set i helikopterperspektiv en gang imellem for ikke at køre sur i hverdagen rutiner og urutiner.
Og det er VÆLDIG godt, at børn lærer at værdsætte fædre også.
Jeg tror, det vil blive meget nemmere for dig de næste år at tage et par ugers parisiade: Dels i og med at børnene bliver større (og vil ÆLSKE at besøge dig!), dels i og med at det bliver en indarbejdet vane, som de mentalt og følelsesmæssigt kan indstille sig på: Mor er i Paris i uge X til uge X. Så reservér du bare lejligheden til de næste år! Kh
Hvor spændende Helle. Jeg krydser fingre for at du får jobbet! :)
Eller også skal du gøre noget som det her oftere? hvis det giver sig den kæmpe glæde, så er det at glæde sig over det og måske vælge det til. Det behøver jo ikke være hver måned men måske heller ikke hvert 5. år.
Jeg havde tænkt, at det skulle være en årligt tilbagevendende ting. Det kan jeg umiddelbart bedst se mig selv sælge ind for de andre. Og så måske have et besøg også MED mand og børn i løbet af året :)
Det er altså lækkert med lidt mig/alene tid, når man til hverdag skal jonglere og være på. Jeg vil vædde med at når du kommer hjem syntes ungerne ikke det har været slemt og når du tager afsted igen til næste forår vil de være helt cool med det. Nyd din sidste uge,den går desværre sikkert endnu hurtigere end den første ?
Hatten af for dig, Jane, at du tager dig selv alvorligt nok til at forfølge den ‘lille’ drøm, at være et sted du elsker i en kortere periode! Og hvem ved, måske ender I der på et tidspunkt?:)
Nyd den sidste uge
Tak mims :)
Og ja, jeg har haft lyst til at gøre dette i årevis og nu var vi endelig i en situation, både arbejdsmæssigt og børnemæssigt, hvor jeg synes, det kunne lade sig gøre. Jeg kommer til at suge byen til mig den næste uge :)
Man må nemlig aldrig holde op med at ha’ drømme :-)
Nej man må nemlig ej :)