Eat good – feel good

Jeg synes nogle gange, det er utroligt, så travlt vi allesammen har fået med, hvad andre vælger at gøre. Så snart man tager et valg om noget, der har med sundhed at gøre, er man på slankekur, hysterisk, fanatisk eller ortorektisk (dvs. spiseforstyrret på den der måde, hvor man kan få angstsymptomer, hvis man spiser noget, der afviger fra den strenge sundhedsplan, man har lagt).

Jeg kan ikke genkende mig selv i nogle af delene, og hvis vi lige skruede ned for retorikken et øjeblik, tror jeg egentlig også godt, vi kan blive enige om, at der er stop på vejen, før det kommer derud. Og at det stadig er et individuelt valg, som man egentlig slet ikke behøver forsvare.

Jeg bliver ofte bedt om at forsvare alt muligt omkring min kost. Og det gør jeg såmænd gerne, men nogle gange synes jeg også, det er trættende. Det er min mad, ikke min identitet (selvom der ofte sættes lighedstegn mellem de to). Fx er det meget sjældent, at jeg beder andre om at forsvare deres kost overfor mig. Jeg kan godt spørge af nysgerrighed, hvis vi kender hinanden godt, men jeg ville aldrig kommentere på en andens tallerken, hvis vi sad side om side med hinanden i kantinen. Not my plate – not my business!

Mindre mavepine og sukkertrang

Mine valg handler om at have det godt. Jeg har det godt, når jeg spiser godt. Så enkelt er det. Det er især min mave, der er kompas for det. Min livskvalitet nedsættes markant, når jeg har ondt i maven.

Jeg har det også bedst, når jeg ikke craver sukker hele tiden. Jeg synes, det er opslidende at skulle jonglere med indre dialoger og skal-skal-ikke. Derfor spiser jeg ikke sukker. Det er et personligt valg. Når jeg ikke spiser sukker, er det, som om jeg fuldstændig glemmer eksistensen af det, og det synes jeg er virkelig rart.

Det handler altså ikke om vægt eller slankekur eller om afsavn eller strenge forbud. Det handler om at have det godt.

Selvfølgelig er jeg glad for, at min vægt er stabil, men det er ikke udgangspunktet for, at jeg spiser, som jeg gør. Jeg spiser den mad, jeg kan lide, og som jeg får det bedst af. Så enkelt er det faktisk.

Min kost er inspireret af LCHF (dvs. jeg spiser færre kulhydrater og en højere andel naturligt fedt), men som I også ved, er det ikke noget, der er mejslet i sten. Og jeg er i øvrigt også ligeglad med, hvad vi kalder det. Vi kan også bare kalde det mad. Jeg spiser mad. Ret så lækker mad faktisk! Sådan.

Det pudsige er, at det at spise sukkerfrit eller glutenfrit opfattes som fanatisk, mens der aldrig er nogen, der har påtalt, at jeg ikke spiser quinoa.

Hvorfor tror du, det er sådan? Hvorfor bliver mange så oprørte ved tanken om at jeg (eller nogen anden) har valgt sukker fra?