Vi er i januar, og måske har du allerede opdaget, at det heller ikke i år gik så nemt med det nytårsforsæt, som du havde håbet. De gamle vaner fik for nemt overtaget, og målet med at tabe 10 kg inden foråret virker stadig som ret langt væk.
Jeg synes, det er superfint gerne at ville ned i vægt, men selve det at have et vægttab som mål er svært at arbejde med.
Gerne at ville tabe XX kg fortæller nemlig ikke rigtig noget. Det er et diffust mål. Tabe XX kg og hvad så?
Så for at få din hjerne på din side, kunne jeg godt tænke mig at anbefale dig at gribe det an på en anden måde.
Læs mere her: Sådan sætter du realistiske mål (og når dem)
Hvad opnår du ved at nå dit mål?
I stedet for at gentage nytårsfortsættet “jeg vil gerne tabe xxx”, vil jeg anbefale dig at sætte ord på, hvad det vil give dig at tabe XX kg.
Hvordan vil dit liv se ud, når du har nået dit mål?
Beskriv det med så mange detaljer, du kan. Og mærk samtidig, hvordan selve vægttabet falder en smule i baggrunden, fordi du i stedet kommer til at fokusere på hvilket slags liv, du gerne vil have.
Så jeg foreslår dig at lave denne øvelse, som jeg selv har haft stor glæde af. Du gør sådan her:
- Beskriv i nutid og 1. person, hvordan dit liv ser ud, når du har nået dit mål. Skriv det, som om du er der allerede.
- Sæt så mange ord, følelser og situationer på, som du kan.
- Beskriv dem positivt. Ingen negationer (dvs. ikke noget om, hvad du IKKE vil være. Skriv fx: Jeg føler mig slank og ikke jeg føler mig ikke tyk.
Her er et eksempel:
Jeg har en slank og stærk krop med pæne feminine former. Mine arme er tonede, og mine ben har diskrete muskeldefinitioner, og jeg elsker at klæde mig, så jeg fremhæver dem. Jeg er glad for mit spejlbillede og føler mig godt tilpas i både træningstøj, stramme jeans og toppe og i kjoler med høje hæle. Alt tøj, jeg prøver, sidder pænt på min figur, og jeg kan lide at udfordre min tøjstil.
Min mand er vild med mig, og vi har et dejligt og kærligt forhold. Jeg føler mig helt tryg i hans nærhed, både med og uden tøj på. Vi nyder tosomheden og hinandens selskab, og vi nyder at invitere venner på besøg i weekenden eller tage på ture og udflugter.
Jeg har et hjem, jeg holder af at være i med et dejligt og lyst køkken. Det er nemt for mig at spise sundt, for køkkenet er fuld af sunde madvarer, så jeg hurtigt kan lave sund mad.
Jeg holder mig stærk og i form. Folk skyder mig altid til at være yngre, end jeg er, og jeg føler mig også yngre.
Jeg tager vare på mig selv og prioriterer den ro, afstresning og søvn, jeg har brug for for at lade op.
Jeg har et job, jeg holder af, og mine kolleger er dygtige og inspirerende mennesker. Jeg nyder respekt og anerkendelse for min indsats både fra mine kolleger og fra min overordnede og i branchen, jeg arbejder i. Jeg tjener en løn, der står mål med mit værd, og jeg er stolt af min indsats og mit bidrag til fællesskabet.
Fordi jeg er bevidst om mit eget værd, prioriterer jeg at have relationer, der tjener mig, inspirerer mig og værdsætter mig. Jeg siger tydeligt fra overfor relationer eller handlinger, som jeg ikke er tjent med.
Etc…
Dette er ikke et facit, men jeg tror godt, du forstår, hvor jeg vil hen. Og ovenstående er i øvrigt ikke min mål-følelse. Det er bare et eksempel.
Formuler dit mål som en følelse
Men mærk, hvordan det føles at være dig i den situation. Og beskriv det. Gerne i mange flere ord, end jeg har sat på her ovenfor.
Det er følelsen af kropsfrihed, empowerment og selvværd, jeg gerne vil have, at du mærker. Hvordan føles det at være i mål? Hvordan ser dit liv ud, efter du har nået dit mål? Hvordan manifesterer det, at du har nået dit mål sig i andre dele af dit liv?
For det handler om at identicere de følelser, der er forbundet med det liv, du gerne vil have og herefter vil du mærke, hvordan de følelser forplanter sig ud i handlinger, der bringer dig nærmere det mål.
Og pludselig handler det mål ikke om, hvorvidt der står 65 kg eller 70 kg på badevægten. Det handler om den følelse, du har i din krop, og det er den følelse, der er målet. For det fortæller så meget mere end et random tal på et stykke meningsløst elektronik på dit badeværelse.
Og jeg er ret sikker på, at det, du ønsker dig er at være lykkelig. Måske endda lykkelig og fri. Og at være lykkelig og at være tynd er ikke det samme og at være tynd er ingen garanti for lykke, og det er bestemt ingen garanti for at føle sig fri.
Brug øvelsen sådan
Beskrivelsen, du laver, skal du læse så tit som muligt, så du virkelig kan mærke den. Og du kan justere i den, lige så tit du vil.
Læs den hver morgen og hver aften, hvis du synes, eller læs den efter behov, når du kan mærke, at du har brug for at komme i kontakt med dit “hvorfor”.
Jeg vil næsten garantere dig at denne øvelse får dig i bedre kontakt med de ting, der skal til for, at du når dit mål end et nytårsforsæt om at “tabe 10 kg” eller “veje 65 kg”.
Prøv det! Og del din mål-følelse eller dine tanker med mig, hvis du har lyst. Jeg vil rigtig gerne høre om begge dele.
PS: Syntes du dette var interessant, tror jeg, du vil elske disse to indlæg også:
Kend din personlighedstype og lær, hvordan DU ændrer vaner
Vælg den rette strategi for din personlighedstype, når du skal ændre vaner
Hej Jane,
Er der nogle forbehold man skal tage mht at starte op på LCHF hvis man er gravid?
Mvh Matilde
Hej Matilde
Jeg synes faktisk man hellere skal vente med så stor en omlægning til efter graviditet og amning er overstået. Det er mest ud fra et forsigtighedsprincip. Graviditet og amning er to perioder, hvor det er vigtigt at få 1) nok energi/kalorier og 2) nok næringsstoffer. Da LCHF/KETO nedsætter appetitten, er risikoen for at man ikke får spist nok stor.
Jeg har skrevet lidt om det her: https://www.madbanditten.dk/lchf-og-fertilitet-graviditet-og-amning/
Et helt igennem fantastisk indlæg <3 Da Jeg læste dit eksempel, dukkede mit eget op som endnu ikke er beskrevet- men jeg så mig selv som en løber, hvor jeg nød at løbe som jeg gjorde for 3 år siden- inden jeg mødte en krise og tog 15 kilo på og stoppede med at løbe. Fik næsten lidt tårer i øjnene for det er den følelse som jeg gerne vil have- jeg må begynde igen og med det formål at jeg kan se mig selv i fremtiden som en naturlig løber og med en kost som giver mig overskuddet.:)
Hvor fedt at du kunne bruge øvelsen. Jeg synes, det har gjort en kæmpe forskel!