… og gæsten havde aftensmad med. Ordentlig aftensmad. Ikke bare en tarvelig pizza nede fra hjørnet, men unghanebryst med parmeskinke og gnocchi med hjemmerørt pesto. Se, så er det da ikke værst at få en uventet gæst til middag.
PS: gæsten var min far. Og han elsker god mad og at lave den, og jeg elsker at komme og spise hjemme hos ham, og han elsker at lave mad til mig, fordi jeg elsker hans mad. Og sådan bider vores forhold sig selv i halen, og det er dejligt.
Jeg vil også gerne lave mad til ham, men han synes stadig, at det er ham, der skal skaffe.
Nogle gange insisterer jeg, men andre gange lader jeg ham bare.
Men der er én ting, som jeg aldrig glemmer ham for, og det var da mine børn var nyfødte, og vi var i absolut undtagelsestilstand som nybagte tvillingeforældre.
Så kom han forbi med et par pakker bleer og et fad med mad, vi kunne varme i ovnen, og så stilte han det i køkkenet og gik igen.
Ingen krav om dikkedik og selskab. Bare hjælp til overlevelse. Sådan en mor/farmor vil jeg også være, når den dag kommer (om laaaaaaang tid, tak!)
0 kommentarer til “Der kom en gæst…”