Kropshad og kropskærlighed

Kropshad, kropskærlighed, bikinikrop etc. Hvordan ser den “normale” eller den “almindelige” krop ud? Måske skal vi prøve med kropsneutralitet?

I mange år har vi talt om, at en stor andel af de unge var så kede af deres kroppe, at de pakkede sig ind i tykke lag tøj, selvom det var varmt og tanken om at skulle tage en bikini på og gå på stranden var helt udelukket, fordi de ikke følte sig tynde nok eller muskuløse nok.

DENGANG JEG VAR UNG… (zzzzzzz….)

Det er svært at være ung i dag, tænker jeg. Men egentlig, når jeg tænker over det, var det også svært at være ung, da jeg var ung. Måske er det bare svært at være ung. Punktum.

Vi havde ikke sociale medier at spejle os i, dengang jeg var ung, og jeg husker ikke, at vi havde et kæmpe pres om at skulle se ud på en bestemt måde. Faktisk husker jeg ikke, at krop fyldte helt så meget, som det lyder til, at det gør i dag.

Men jeg kan godt huske usikkerheden. Er min krop rigtig? Ser den rigtig ud? Er mine bryster rigtige? Har mine lår den rigtige størrelse? Og vi spejlede os i hinanden og i vores idoler i bladene. Især i teenageårene, hvor kroppen forandrede sig meget og pludseligt. Det er en fase, man skal igennem. Et slags overgangsritual måske.

Min pointe er, at en grad af usikkerhed er normalt, når man er ung og undersøgende. Og det er synd, hvis vi tager noget normalt og sygeliggør det.

Og det mener jeg med al respekt for dem, der oplever kropshad i en grad, at det stopper dem fra at leve livet.

SELVTILFREDSHED OG SELVVÆRD

Er du tilfreds med dig selv, mor? Og har du altid været det?

Det spurgte Vega mig om forleden. Jeg lå på det tidspunkt i sengen med uglet hår og smerter og følte mig ikke specielt fantastisk lige der.

Hun står lige på tærsklen til at begynde at forholde sig til den slags men er stadig barn nok til at synes, at hun selv er fantastisk og lige, som hun skal være.

Mit svar var, at jeg altid havde haft sådan grundlæggende følelse af at være ok.

Min tanke er nemlig, at kropshad handler om noget andet end krop.

For hader du din krop, som den er nu, vil du også hade den, selv hvis den så ud, som du ønsker, den skal gøre.

Og jeg kan ikke se mig fri for at være en lille smule træt af selvkærlighedsbølgen og post-its på badeværelsespejlet med pep og daglige affirmationer sagt 15 gange til spejlbilledet, for det ændrer ikke noget, hvis du indeni føler, at du ikke er noget værd.

Og det handler netop om værd, tror jeg. Om sundt selvværd. Men hvordan lærer man at have en grundlæggende tro på sit eget værd, hvis man ikke har det allerede? Kan det tillæres?

Jeg spørger, fordi jeg ikke ved det.

SOCIALE MEDIER OG KROP

Jeg er ikke i tvivl om, at sociale medier og den glittede virkelighed, som de viser, spiller en rolle for de unge og deres følelse af, hvordan de skal eller bør se ud. Og hvis du bladrer igennem fx Instagram er det også tydeligt, at den “normale krop” er i klart undertal.

Heldigvis er der også stærke fortalere for den helt almindelige krop, som gør et flot og vigtigt stykke arbejde med at fremme tanken om, at en krop bare er en krop. Et hylster. Krop er ikke noget, der definerer dit værd.

Hvis alle de input, man får om krop, kommer fra Instagram, og man kan mærke, at man begynder at få et lidt forskruet forhold til, hvordan en krop skal se ud, vil jeg gerne slå et slag for at kigge op fra skærmen og tage en tur ud i livet.

Tag på stranden eller i svømmehallen. Der finder du flere almindelige kroppe end på Instagram. For i virkeligheden er det dem, der er flest af.

HVAD JEG LÆRTE PÅ STRANDEN I ITALIEN

I Italien er de ikke nået til kropshadsbølgen. I hvert fald ikke, hvis jeg skal bedømme det på de fyldte strande med italienere, vi mødte på Sardinien.

Og hvis jeg skal pege på to ting, jeg lærte ved at være på stranden i Italien, så er det, at bryster peger nedad, og maver er bløde. Det virker som en ret gennemgående tendens.

Strækmærker og appelsinhud er også mere normalt i virkeligheden, end det er på Instagram, lader det til.

På stranden var der alle slags kroppe. Og i modsætning til Instagram gav det et mere nuanceret billede af, hvordan de fleste kroppe ser ud i virkeligheden og uden filter og photoshop.

Og fordi emnet krop er så sårbart og så ekstremt følelseladet, vil jeg gerne understrege, at det selvfølgelig ikke betyder, at en krop er unormal eller mindre rigtig, hvis brysterne peger opad og maven er flad.

Pointen i dette blogindlæg er, at kroppe i virkeligheden kommer i flere former, end du ser på Instagram. Og at det kan være et sundt reality check lige at tage, hvis man kan mærke, at virkelighedsopfattelsen lider lidt.

Hvad mener du? Hvad kan vi gøre for at ændre det ekstreme fokus, der er på krop? Og vil det overhovedet hjælpe de unge til mere selvaccept?