Carnivore diæten


Hvad er Carnivore Diet?

The Carnivore Diet er en eliminationsdiæt, hvor man kun spiser ting fra dyreriget. En slags omvendt veganisme, kan vi kalde det. Hvor veganere kun spiser ting fra planteriget, spiser Carnivorer kun ting fra dyreriget, dvs. primært kød.

Carnivore kaldes også Zero Carb (ZC) eller Plant Free Diet eller All Meat Diet.

Carnivore er Low Carb/KETO i alleryderste instans. Men faktisk er kulhydraterne slet ikke i centrum her. I centrum er i stedet at eliminere alle madvarer, der kommer fra planteriget.

Carnivore, hvor skørt det end lyder, trender helt vildt i udlandet, og jeg begynder også at høre fra de første danske carnivorer i kommentarfeltet her på bloggen.

Lad os derfor prøve at lave et lille overblik over denne måde at spise på.

Hvad betyder carnivor?

Carnivor betyder kødæder. Et dyr, der spiser kød.

Mennesket er som art omnivor, dvs. at vi kan spise både planter og dyr. Rovdyr som løver, tigre og andre kattedyr er rene carnivorer.

Sådan i teknisk forstand diskuterer man i hvor stor grad, et dyr skal spise kød for at være carnivor, og man kalder det ‘fakultativ carnivor’, hvis man primært spiser kød men også en lillesmule planter. Jeg foretrækker at holde definitionen at carnivore er 100% mad fra dyreriget, hvor mad fra dyreriget + lidt planter er Keto.

Så det vigtige i denne sammenhæng er for mig, at vi her forstår carnivor, som en, der kun spiser kød/animalske produkter og ingen planter.

Hvad spiser man på Carnivore Diet?

Man spiser kød. Eat Meat – Drink Water. Og på den måde er det måske den enkleste diæt, der findes.

Nogle carnivores spiser æg og en smule mælkeprodukt også, fx fuldfed fløde og ost, men 99% af kosten består af kød, salt og vand. Dvs. primært oksekød, svinekød, lam, fisk, skaldyr, vildt, indmad, and, kylling osv.

Det anbefales at vælge fede udskæringer for at undgå ‘rabbit starvation’ (en sygdom, der opstår, hvis man prøver at hente for stor en andel af sin energi i protein fremfor kulhydrat eller fedt).

Forarbejdet kød (bacon, pølser, charcuterie) holdes på et minimum eller undgås helt.

Ingen krydderier, marinader, sukkererstatninger. Vand er eneste anbefalede drikkevare.

Nogle Carnivorer drikker kaffe, selvom det teknisk set kommer fra en plante.

Hvor meget må man spise på Carnivore Diæten?

Carnivore diæten er en Ad Libitum diæt, hvilket betyder, at du må spise så meget kød, du vil, så tit du vil. Der er ingen regler for mængder eller for hvornår på dagen, du bør spise. Er du sulten, tilbereder du noget kød og spiser det.

Det anbefales faktisk at spise mere, end du normalt ville eller at spise til den tunge side af mætheden.

I stedet for at spise til 80% mæthed, som det ofte anbefales i mange sundhedskure, er det her bedre, at du spiser til 110% mæthed. Hellere spise for meget end for lidt. Det gælder især i starten.

Da kosten primært består af kød, kommer selvreguleringsmekanismen hurtigt i spil. Kroppen har en fin appetitregulering, når proteinbehovet er mødt.

Carnivore Diæten er ikke en vægttabsdiæt, selvom vægttab eller fedtmindskning ofte er en effekt af diæten.

Hvorfor skulle man vælge så ekstrem en diæt?

Der kan være mange grunde til at prøve en diæt som Carnivore Diet. Mit gæt er, at desperation og nysgerrighed tæller for de fleste tilfælde.

Desperationen kommer ofte fra syge mennesker, som føler, de har prøvet alt uden at få et tilfredsstillende resultat.

Det er ofte folk med inflammatoriske sygdomme, mentale lidelser, tarmsygdomme, hudsygdomme og autoimmune sygdomme. Ofte har de været igennem hele spektret fra Low Carb og KETO med nogle resultater, men uden at det er blevet helt godt.

Og det skubber dem imod at give carnivor diæten en chance.

Der er også dem, som tiltrækkes af de uhyrligt mange positive anekdoter på internettet fra folk, der har fået utrolige resultater med diæten. Og ærligt, selv som en person, der vægter videnskab højt så er de historier efterhånden så mange, at de er svære at komme udenom.

Og nej, anekdoter og videnskabelige undersøgelser er ikke det samme, og carnivore diæten er pt. kun undersøgt i et enkelt studie uden kontrolgruppe, men man kan argumentere for, at mekanismerne er de samme som for ketogen diæt, som jo til gengæld er veldokumenteret.

Hvad med fibre – og fordøjelsen?

Fibre og fordøjelsen er netop en af grundene til, at nogle tiltrækkes til carnivor-diæten.

Som jeg skrev om i dette personlige indlæg, er vi nogle, der trives meget dårligt med fibre og som har det utroligt meget bedre på en fiberfattig kost.

Det, der er vigtigt at forstå med fibre, er, at fibre i en kontekst af en kulhydratrig kost er super gavnlige, da fibrene hjælper til at sænke hastigheden med hvilken kulhydraterne optages i blodet. Fuldkornsris er med de briller på et bedre valg end hvide ris.

Men det siger jo ingenting om det at spise ingen ris.

Har man en sart eller måske endda beskadiget tarm, kan det betyde, at fibre bliver som at køre et stykke sandpapir henover solbrændt hud. Vi kan hurtigt blive enige om, at huden ville hele hurtigere uden sandpapiret, ikke?

Når man spiser carnivore er fordøjelsen ofte helt normal (efter overgangsperioden). Mængden af ‘affald’, man skiller sig af med i toiletkummen er dog mindre, da kød optages i så stor grad, at der kun er få rester (hvorimod planter har et højt indhold af ikke-fordøjeligt materiale).

Fibre er også velkendt gavnlige som føde til vores tarmbakterier og om end dette felt er nyt, er det interessant at følge. Det er i den sammenhæng også relevant at spørge sig selv, hvad der sker, hvis man over en årrække spiser en fiberfri/fattig kost (uden kulhydrater).

Er grøntsager nu usunde og farlige?

At grøntsager skulle være usunde og farlige er ikke en holdning, jeg personligt abonnerer på.

Inden for diverse diæt-fællesskaber findes ofte forskellige narrativer eller diskurser, som man vedkender sig i det fælleskab. Inden for carnivore fællesskabet hedder det sig, at grøntsager først og fremmest er unødvendige og dernæst at de kan være kontraproduktive til godt helbred.

Mad fra planteriget indeholder nemlig såkaldte antinæringstoffer. Fytinsyre, oxalsyre og lektiner er eksempler på dette. De binder mineraler til sig, så optaget af dem mindskes. Planterne har angiveligt udviklet disse (gift)stoffer som beskyttelse mod rovdyr, da planterne ikke ejer den luksus, at de lige kan løbe væk.

At mad fra planteriget indeholder antinæringstoffer er sandt. At det skulle være et problem for mennesker i generelt perspektiv, tror jeg næppe. Mennesket har jo udviklet modstandsdygtighed over for disse ting, og jeg vil sige, at jeg altså ikke køber ind på planter-er-onde-diskursen.

At de kan give problemer hos nogle, kan dog fint være. Det gør de jo bl.a. hos mig selv i perioder.

Det kan dog være relevant at tale om antinæringstoffer i en kontekst af carnivore, når vi diskuterer anbefalede doser, vi skal have af de forskellige vitaminer, mineraler. Måske er den nødvendige mængde vitaminer/mineraler mindre, når vi ikke samtidig hæmmer optaget ved at indtage antinæringstoffer.

Jeg ved det ikke og forholder mig bare nysgerrigt til det.

Overgangsfasen – KETO flu (igen)?

Som ved overgangen til KETO, er der også en overgangsfase, hvor det kan føles, som at det hele bliver meget værre, inden det bliver bedre. Vi taler hovedpine, træthed, tunge ben, kvalme, diarré, forstoppelse, humørudfordringer osv.

Det skyldes nok en gang, at kroppen fratages kulhydraterne og skal vænnes til fedtforbrænding og her i højere grad også til at varetage kroppens glukosebehov via glukoneogenese (“udvinding af glukose fra protein og delvist fedt”), da kulhydratindtaget vil være langt under de krævede 20-30 g.

Mere vand, mere salt og mere mad/fedt er stadig vejen til at komme igennem den første tid. Og tid og tålmodighed.

Min egen erfaring med carnivore

I mange år efterhånden har jeg med al tydelighed mærket, at min største trigger ift. maveproblemer er fibre. Fibre fra korn, bønner, linser, grøntsager, frugt, you name it.

Men som jeg også beskrev HER, er det utroligt svært for mig at acceptere og finde fred med, hvorfor jeg jævnligt eksperimenterer med uhyre langsomt at øge mit fiberindtag (via grøntsager og frugt). Jeg har dog utroligt svært ved at finde den rette balance her.

Low Carb/LCHF/KETO har hjulpet mig utroligt meget i den sammenhæng, men jeg skal stadig være lidt opmærksom på ikke at spise for mange grøntsager.

Den variant af KETO, jeg spiser, er derfor ofte mere grøntsagsfattig end den, jeg fx taler for i mine bøger og her på bloggen.

IBS og carnivore diæten

Ved mit sidste seks uger lange IBS-udbrud, som faldt uheldigt sammen med en megt stressende periode, blev jeg til sidst så desperat, at jeg til sidst tog alle ting fra planteriget ud af min kost.

Fra den ene dag til den anden fik jeg fuldstændig ro i maven og min mave, som ellers havde form som en badebold, punkterede som en ballon til en børnefødselsdag.

Dag efter dag kunne jeg spise det ene måltid efter det andet og min mave forblev flad og glad.

Det var en kæmpe lettelse. Og det synliggjorde hvor meget energi og fokus, jeg faktisk retter mod min mave hele tiden. Det alene er jo super uhensigtmæssigt men virkelig svært at ændre, når velbefindendet er i bund.

Selv i perioder, jeg tidligere har markeret som ‘gode’, kunne jeg nu mærke, at  jeg hele tiden havde en føler ude. Jeg kunne aldrig vide, hvor længe det ville vare og ethvert måltid udgjorde en risiko for tilbagefald.

En lettelse af dimensioner ikke at bruge ressourcer på det.

Jeg oplevede en masse andre ting også, gode som knap så gode, som jeg kan komme ind på en anden dag.

Efter et par uger kunne jeg stille og roligt genintroducere kulhydrater/grøntsager.

Carnivore opskrifter

De fleste carnivores har ikke brug for opskrifter. De spiser jo bare kød og evt. lidt æg. Men er du nysgerrig på carnivore og vil du gerne have inspiration til at lave lækre opskrifter med madvarer fra dyreriget, har jeg samlet mine carnivore-egnede opskrifter her: Carnivore opskrifter.

Mine tanker (og tvivl) om Carnivore Diet

Jeg er på den ene side utroligt lettet over endelig at have et redskab i min værktøjskasse, jeg kan tage i brug efter behov.

På den anden side er jeg også nervøs for, at jeg maler mig selv op i et hjørne.

Ved at udelade de ting, jeg reagerer negativt på, risikerer jeg (tror jeg) at ende med at tolerere dem endnu dårligere. Den tanke bryder jeg mig ikke om. For mig er målet altid at være i en situation mad- og livsstilsmæssigt, hvor mulighederne er flest.

Og det er derfor, jeg nævnte desperationen længere oppe.

I mange tilfælde tror jeg ikke, at valget om at læne sig mod en carnivor diæt er et frit valg. Det er en desperat handling, fordi man ikke orker en dag mere med hvilken elendighed, man nu måtte føle sig i.

Og så løser det ét problem men ikke nødvendigvis alle problemer. Og det er måske også ok. Måske behøver vi ikke have løsningen på alt hele tiden.

For mig fungerer det sådan, at jeg ser carnivor diæten som den ultimative eliminationsdiæt. Herfra kan man så eksperimentere sig frem til, hvad der kan fungere og hvad der ikke kan. Og det er sådan, jeg selv bruger den.

Carnivore KETO – Meat Based KETO

Min kost er af samme grund for meste rimelig kødtung. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg ellers skal spise. Og det er det, der giver mit optimal trivsel.

Det betyder ikke, at jeg nødvendigvis mener, at min version er den mest optimale. Jeg tror på at trivsel er ekstremt individuelt.

Mine KETO-bøger og mange opskrifter her på bloggen afspejler da også en mere grøntsagsrig kost end den, jeg selv spiser.

Og det er den kost, jeg har det allerbedst med at anbefale, det er en kost, jeg kan stå inde for og det er den kost, jeg bruger på mine online kurser med (i al beskedenhed) ret så imponerende resultat.

At starte der og eksperimentere sig frem til en personaliseret version, synes jeg altid bør være målet.

Carnivore diet - Hvad er carnivor diæten? Læs alt om carnivor på dansk her.

Disclaimer

Jeg har prøvet at holde ovenstående så neutralt som muligt, samtidig med at jeg beskriver min egen forsigtige brug af det som eliminationsdiæt.

Jeg vil gerne undlade at tage stilling til, hvorvidt en diæt som carnivor er realistisk, restriktiv, bæredygtig, sund, ufarlig etc. Det er ikke mit bord.  Jeg er ikke fortaler for carnivore diæten og spiser ikke selv carnivor. Men jeg anerkender carnivore diætens effekt og forholder mig åbent og nysgerrigt til at det for nogle virker til at være en god løsning. Enten i perioder eller som livsstil. 

Tiltaler det dig, anbefaler jeg, at du laver grundig research. Og er du syg, anbefaler jeg altid, at du besøger din læge og søger rådgivning der.

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

109 kommentarer til “Carnivore diæten”

Skriv en kommentar

  1. Hej Jane, har SIBO og må tilstå at jeg også har det bedst med at spise kød og kun lidt grønt.
    Bruger du at kombinere med faste?
    Mvh Dorte Flyvholm

    Svar
    • Hej Dorte
      Æv med SIBO, det er virkelig noget lort. Får du hjælp til det?

      Jeg faster ikke. Andet end min nattefaste, som er 12-13 timer.

      Svar
      • Mange tak Jane, og ja, får noget hjælp, men det indebærer bla faste fra 19 til 12 næste dag.
        2 måltider og vel det du vil kalde ketokost.
        Må dog tilstå at ferien har bragt mig lidt på afveje, så jeg må op på hesten igen👍

        Svar
        • Ok jeg har arbejdet med det på en lidt anden måde. Min erfaring er desværre, at jeg ikke kan slippe af med SIBO med kost og livsstil. Jeg kan holde symptomerne nede ved ikke at spise nogle kulhydrater overhovedet, fx med carnivore eller ved slet ikke at spise, men så snart jeg spiser kulhydrater, inkl grøntsager, igen, er problemet der stadig. Jeg synes, det er en uholdbar løsning. Jeg har haft mest succces med at få slået de bakterier ned, det gør man enten med antibiotika eller kosttilskudsprotokoller. De første par år skulle jeg igennem det 2-3 gange om året. Nu er jeg nede på cirka en gang om året, tror jeg, og hvor jeg er så godt som symptomfri resten af året. For mig har det været vigtigt at arbejde med SIBO som en isoleret ting, som skal behandles, så jeg i de fleste perioder har højere tolerance og mere frihed til at vælge til og fra.

          Svar
          • Kære Jane,
            Er dybt taknemmelig for at du deler med mig.
            Jeg vil være meget taknemmelig for hvis du vil dele med mig hvilke kosttilskud du tager.
            Er der iøvrigt plads til ex at spise hytteost når du kører striks.
            Det er drøjt helt at skulle styre udenom kulhydrater, men kan hære at du også er udfordret.
            SIBO er ikke for sarte sjæle, jeg tænker jeg har problemet efter antibiotika og corona, men det er jo kun noget jeg kan gisne om.
            Rigtig dejlig dag til dig. Kh Dorte

          • Det kan jeg desværre ikke. Det er ikke mig selv, der laver kosttilskudsprotokollen, den er lavet specifikt med udgangspunkt i min situation og den tilpasses fra gang til gang. Jeg er ikke engang sikker på jeg helt ved, hvad den indeholder😅 Tine, min behandler, som jeg har samarbejdet med på bogen Fix din fordøjelse, laver den til mig og så evaluerer vi og tilpasser undervejs.
            Du har læst min artikel om SIBO, ikke?

            Jeg ved ikke med hytteost. Det er ikke noget, jeg normalt spiser🤷🏻‍♀️

          • Hej igen😀
            Har faktisk købt Fix din fordøjelse, så tænker lige at gå ombord i den igen.
            Og tak for al den viden du deler med mig og andre. Du er et generøst menneske.
            Kh Dorte