Det kan virke lidt fjollet at lave carnivore brød, for hvis man følger en carnivore diæt, spiser man primært kød. Og ikke brød. Ikke desto mindre er der flere, der synes, at det er rart med lidt afveksling og måske også nogle gange noget brød-agtigt at svøbe sit kød/pålæg i.
Carnivore brød af æg, ost og smør
Denne opskrift på carnivore brød består af æg, flødeost og to slags revet ost og smør og er en slags grundopskrift. Du kan lave den i runde klatter og bruge den som burgerboller, du kan vafle den i vaffeljern og du kan lave den i en bradepande som jeg har gjort til flade sandwichbrød.
Opskriften minder i ingredienser en del om chaffler, men mit ønske var, at æggesmagen skulle være lidt mindre dominerende. Det synes jeg lykkes meget godt.
Carnivore og mælkeprodukter
For god ordens skyld vil jeg nævne, at brugen af mælkeprodukter, og særligt i disse mængder, ikke er tiltænkt carnivore diæten og næppe er sådan, du får de bedste resulater. Carnivore bruges ofte som elimininationsdiæt og en af de hyppigste ting, man har brug for at eliminere, er mælkeprodukterne.
Men alle ingredienserne har herkomst i dyreriget og det er det grundlæggende træk ved denne (skøre) diæt.
Læs om carnivore diæten her >>
Find flere carnivore opskrifter her >>
Ingredienser
- 2 æg
- 50 g flødeost naturel
- 60 g revet mozzarella
- 30 g parmesan
- 20 g smør
Sådan gør du
- Opvarm ovnen til 200 grader.
- Rør/pisk æg med flødeosten til flødeosten er så godt som rørt ud.
- Tilsæt de to slags revet ost og rør dem ind i æggemassen.
- Smelt smør i en lille kasserolle.
- Put bagepapir i bunden af en lille bradepande og hæld det smeltede smør heri. Fordel det godt.
- Hæld dejen oveni det smeltede smør.
- Bag i ovnen i ca. 15 minutter eller indtil det er godt og gyldent i toppen.
- Tag ud, lad afkøle og skær i fire lige store stykker.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Carnivore-Keto
For god ordens skyld vil jeg nævne, at jeg ikke spiser carnivore. Jeg spiser i de fleste tilfælde en Keto kost med animalsk protein i centrum. Fordi min mave har bøvlet sådan med både IBS og SIBO, har jeg i perioder brugt carnivore som en slags nødbremse. Igennem årevis af eksperimenter er det blevet klart, at fibre ikke er min ven og det gælder desværre også fibre fra grøntsager. Min egen kost indeholder derfor færre grøntsager, end du normalt vil se i mine produkter.
Men på carnivore spiser du ingen grøntsager overhovedet. Og der er jeg ikke (i skrivende stund).
Disse carnivore brød kan dog lige så fint bruges på Keto også.
0 kommentarer til “Carnivore brød”