Burgerdressing eller BigMac-dressing til at give lækker smag og snask til din burger. Noget af det gode ved at spise Keto, hvor brødet er fjernet fra burgeren, er, at vi har mere frit spil til at putte mere af det lækre snask på. Og en god burgerdressing er vigtig, og det får du en opskrift på her.
Ingredienser
- 120 g cremefraiche 18% du kan også bruge 38%
- 30 g mayonnaise
- 40 g koncentreret tomatpuré
- 1 fed hvidløg
- 2 tsk amerikansk gul sennep den, der hedder French’s
- 2 tsk SukrinMelis
- ½ tsk sød paprika
- 1 tsk rød balsamico
- salt
Sådan gør du
- Rør alle ingredienserne sammen og smag til med sødning, eddike og salt.
- Brug i din lækre burger.
- Opbevar i lukket glas i køleskab, hvis I ikke spiser det hele.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Burgerdressing – BicMac-dressing
Opmærksomme læsere genkender denne burgerdressing fra Cheeseburgersalaten. Den gik sin sejrsgang hos vores tyske Low Carb-venner for nogle år siden, men de kaldte den BigMac-salat. Så modig var jeg ikke, så jeg gik med cheeseburgersalat.
Men idéen var, at man prøvede at ramme noget henad en BigMac-smag i den snaskede salat. Det er snart to årtier siden jeg satte mine ben på en McDonalds, så jeg er nok ikke længere den rette til at afgøre, om vi rammer plet. Men mange elsker den gode burgerdressing og synes, den minder om BigMac-dressingen, når den bruges i cheeseburgersalaten.
Anyway, her bringer jeg opskriften som du kan bruge til din burger uanset om du prøver at få den til at smage som en gammel McD-favorit eller ej.
Lækker dressing til din burger
Vi spiser tit burger. Med burger mener jeg i virkeligheden en god hakkebøf, som vi putter lækkert snask ved. Det kan være klassisk ost og bacon men også guacamole, løgringe eller syltede rødløg er populære tilføjelser.
Vi spiser dem normalt bare uden brød men vil man gerne have brød, kan man vælge at lave chaffelburgeren eller man kan bruge de lidt mere klassiske boller fra flæskestegssandwichen.
Jeg synes, det bliver for meget med boller/chaffel, så jeg spiser helst min uden. Men jeg vil altid gerne have en god dressing til min burger og der er denne opskrift på burgerdressing en af favoritterne.
Sund og Keto-venlig junkfood
Du behøver bestemt ikke savne dine gamle junkfoodfavoritter på Low Carb eller Keto. Tjek fx min store samling med Sund Junkfood. Her er alt det, du troede, du var nødt til at undvære – i lækre men lidt sundere varianter.
Uartig god Jane! Jeg er super fan 🙃
Hejsa!
Kan man skifte balsamico ud med æblecidereddike eller andet eller måske undlade den? Jeg bruger ikke balsamico i mit køkken 🙈
Mange hilsner Randi
(Som er fan af din tilgang til keto og din måde at formidle det på, du er en kæmpe inspiration 👏🏻)
Det tror jeg sagtens, du kan. Og tak :))
Jeg bruger hvidvinseddike, da jeg ikke bryder mig om smagen af æblecidereddike…
Hej Jane
SÅ lækre ting du altid smider på – jeg ELSKER det og har smidt næsten 20 Kg ved at følge KETO og mest af alt dine opskrifter.
og SKØNT med det nye madbanditten+ – har kun været medlem kort (indtil videre) men synes det er SKØNT. Men er der udsigt til at der måske i plus-abonnementet kunne blive sådan at det ikke nødvendigvis bliver udregnet pr portion men pr. 100g færdigt resultat. Det er bare, fordi jeg har svært ved at vide om den portionsstørrelse I har regnet, stemmer overens med den portionsstørrelse jeg har.. ??
De bedste hilsner
Hej Birgitte
Jaa så dejligt – og hvor fedt for dig altså!
Og nej, desværre.Umiddelbart ingen udsigt til energiberegning pr. 100 g. Vi skulle tage et valg, da vi lavede dem og valgte pr. portion/pr. stk. Det er svært at arbejde i praksis med pr. 100 g når man har med en hel ret med tilbehør osv. at gøre så vi vurderede at det ikke ville være en særlig god hjælp. Portionsstørrelsen, jeg har angivet, er jo også virkelig vejledende, så du kan bruge den ved at hvis en ret er til fire, så skal fadene helst ikke være tomme, hvis I kun er to, der spiser med. Eller det må de godt – så skal du bare gange energiberegningen op ;)
Til gengæld arbejder vi på at man kan lave sine egne madplaner inde i favoritside og få genereret indkøbslister ud fra dem. Det tror jeg bliver et virkelig fedt værktøj, når det er klar. Og vi har en masse andre sjove ting på vej. Jeg synes, det er vildt fedt at have mulighed for at lave noget ekstra til medlemmerne :)
Tusind tak for det gode svar – det giver rigtig fin mening.
Glæder mig over alle de gode ting madbanditten + har og glæder mig til endnu flere – det lyder som nogle lige så lækre features er på vej. 😊
Tak for dit utrættelige arbejde med madbanditten. 😊 det er GULD værd.
Denne dressing går under navnet “lækkerhedscremen” hjemme ved os, for den tager kegler HVER GANG, og vi er vilde med den!! Vi bruger den til selvfølgelig cheeseburgersalaten, men også til en god blomkålsrissalat og porchetta, hvor vi lige spicer det op med den hjemmelavede shawarmachili også. :)
Uuh nice!! Og ja, den er virkeligt evigt populær:)