Hvis der er én ting, jeg har manglet i mit liv med alverdens maveproblemer, så er det en bog om fordøjelsesproblemer, der turde tage ansvar og fortælle mig, præcist hvad jeg skulle gøre med udgangspunkt i netop mit problem. Men den bog fandtes ikke – og hvis den gjorde, var det superbøvlet og fuldstændig umuligt at følge.
Og jeg er nok ikke den eneste, der har savnet sådan et redskab, gætter jeg på. Og når det ikke findes, må man jo lave det selv.
FIX din fordøjelse
Bogen hedder FIX din fordøjelse, og jeg er medforfatter på den, for jeg forstår mig slet ikke nok på fordøjelsesproblemer til at kunne kloge mig om det. Det gør min medforfatter Tine Jørgensen derimod.
Tine er cand.scient i klinisk ernæring og driver til daglig Gut Life Clinic, hvor hun hjælper folk (inkl. mig faktisk) af med fordøjelsesproblemer.
Men test og udredning på privatklinik er desværre ikke noget, der er indenfor rammerne af alle menneskers budget, og det vil Tine og jeg gøre op med her.
Hjælp til fordøjelsesproblemer – også dine
Bogen gennemgår de 5 hyppigste fordøjelsesproblematikker, nemlig disse:
- Forstoppelse
- Diarré
- Oppustethed
- Refluks (halsbrand)
- Inflammatoriske tarmsygdomme
På trods af sin lidt letbenede titel, er bogen alt andet end letbenet. Faktisk er det nok den mest grundige bog om fordøjelsesproblemer på det danske marked.
Bogen har afsæt i både videnskaben og i de erfaringer, Tine har gjort sig med at udrede hundredvis af klienter i klinikken og ud fra dette præsenterer bogen dig for en skræddersyet 3-trins plan til hver problematik.
Ingen skal finde sig i maveproblemer
Mave- og fordøjelsesproblemer er så ødelæggende for livskvaliteten, og ingen skal finde sig i at blive sendt hjem med beskeden om at ‘leve med det’.
Problemet er bare, at vores sundhedssystem ikke kan tilbyde meget andet end en test for de alvorlige inflammatoriske tarmsygdomme (Colitis og Morbus Crohn) og hvis du er heldig en test for cøliaki (glutenallergi) og laktoseintolerans.
Rammer du ikke noget der, ryger du i skraldespandskategorien ‘IBS – irritabel tyktarm’, hvilket dybest set betyder, at de ikke ved, hvad der er galt med din mave. Det er ikke ond vilje, det er bare sådan det er, fordi der hverken findes test eller behandling.
Og så er du overladt til på egen hånd til at finde hoved og hale i, hvad der fungerer og ikke fungerer for dig.
Dette detektiv-arbejde hjælper bogen dig med at sætte i system. Ved at følge handlingsplanen (og kostplanen) og evt. kosttilskudsguiden for netop din fordøjelsesproblematik, får du hjælp til at få øjeblikkelig ro i maven.
Hej Jane.
Tillykke med bogen. 👏👏et spørgsmål. Kører den efter Keto modellen eller sætter man keto på pause en tid?
Mvh Anja Staal
Nej det er ikke en Keto-bog. Det giver slet ikke mening at forsøge at lægge sådan en one-size-fits-all model ned over bogen. Det er en bog, der løser fem forskellige fordøjelsesproblematikker med udgangspunkt i hvad videnskaben foreslår som effektivt for dem.
Vi bryder os ikke om at sætte etiketter på i denne sammenhæng, fordi vi oplever, at det vil give et forkert fokus, men vrider du armen om på ryggen af mig, vil jeg sige, at de jo selvfølgelig er Low Carb, idet der ingen sukker og kornprodukter er i (og sukkerfri, sødemiddelfri, laktosefri, glutenfri, low fodmap osv.).
Prøv evt. at læse om opskrifterne her, hvor jeg uddyber det lidt mere: Tarmsunde opskrifter
Kære Jane
Tillykke med den nye bog.
Der er helt sikkert mange, som vil få stor glæde af den. Som kropsterapeut møder jeg mange med forskellige fordøjelsesproblemer. Hvor er det skønt at kunne supplere mine behandlinger med en henvisning til noget sagligt litteratur, som klienterne selv kan gå til.
God dag og held og lykke med bogen.
Kærlig hilsen Susanne
Tusind tak – håber virkelig også bogen kan gøre en forskel derude. Fordøjelsesproblemer er jo så ødelæggende for livskvaliteten😔
Kunne være skønt, hvis man efter 40 år med problemer med forstoppelse – endelig kunne slippe af med det problem, der fylder både i mave og hovede….🥺
Åh din stakkel og ja, problemer med maven er bare så altoverskyggende! Jeg kan ikke komme på mange ting, der nedsætter livskvalitet som det gør.
Håber bogen kan hjælpe❤️