Hvornår har du sidst serveret muslinger for dit barn? Muslinger? Jamen, mit barn kan da ikke lide muslinger, tænker du måske. Men hvordan ved du egentlig det, hvis du aldrig har serveret det?
Vi har lige været i Paris sammen med min far, hans kone og min søster. Vi har travet byen tynd, og vi har spist på de lækreste restauranter. Og Silas og Vega har slået benene væk under mig med deres nysgerrighed og gå-på-mod, når det kommer til at spise ny og fremmed mad.
UDFORDRENDE RESTAURANTBESØG
Den første aften havde vi reserveret bord på en restaurant, der var anbefalet i Michelinguiden. Ingen af os vidste, hvad de serverede. Vi havde bare booket bord. Da vi ankom til restauranten og blev præsenteret for deres menukort, følte vi os allesammen… skal vi kalde det “udfordrede”.
“Vi serverer ingen klassikere her”, forklarede tjeneren. “Kun eksperimenterende retter.” Ja tak.
Vi tog imod tjenerens forskellige anbefalinger og kastede os ud i det. Til forret fik jeg noget fisk, der var svøbt i blendet svinekød og stegt serveret med en salat af alger. Silas og Vega fik nogle grillede majskerner i pecorinomælk med et æg, der var langtidskogt i mange, mange timer. Til hovedret fik Vega en slags lasagne med oksekæber, rødbede og kapers placeret på en bund af korianderskum, og Silas og jeg fik noget saltet torsk på en kartoffel- eller rodfrugtpuré tilsmagt med røget sild.
Det hele smagte fuldstændig glimrende, og ungerne spiste rub og stub. Jeg tror, at mit indre kræsne barn var mere udfordret, end ungerne var.
BØRN SPISER FAKTISK MUSLINGER!
En af de andre dage var vi på fiskerestaurant. Igen, ikke af den traditionelle slags. Her fik vi en tasting menu med en masse småretter. Mange muslinger, både rå, dampede og bagte. Ceviche (råmarineret fisk), andre slags rå fisk og fisk tilberedt på forskellig vis. Igen var mit indre kræsne barn udfordret af muslingerne, mens ungerne tog det mere i stiv arm.
Herudover spiste vi selvfølgelig en masse traditionel fransk mad. Confiteret and (Silas’ favorit), steak tartare (råt oksekød rørt med løg, kapers, sennep og æggeblomme – Vegas favorit), oste i massevis, og Vega fik også sin elskede artiskok.
De er simpelthen så mad-modige!
Da jeg var i deres alder ville jeg pure have nægtet at spise noget, der ikke var kylling og pomfritter, og fordi jeg selv var så kræsen som barn (og langt ind i mit voksenliv), gør det mig simpelthen så glad og stolt, at mine unger er så nysgerrige og åbne, når det kommer til mad.
Og det er lige netop det, MADGLAD, handler om. Jeg holdt mit første MADGLAD-foredrag i går. Foredraget havde været udsolgt siden februar og handler ligesom bogen om, hvad vi – set i bakspejlet – har gjort, som har haft indflydelse på, at vi har så madglade børn i dag.
Det er ikke hokus-pokus. Det handler mere om ikke at falde i “børnemadsfælden”, hvor man serverer en slags tilpasset mad til børn, den “sikre mad”, som man ved, de vil spise og en anden slags mad til de voksne. Man gør sine børn en kæmpe bjørnetjeneste ved at gå den vej, tror jeg.
For pludselig er man fanget i, at ens børn kun gider at spise pasta, men hvis det er det eneste, de er vant til, kan man så bebrejde dem det? Børn kan lide den mad, de er vant til, så det gælder om at gøre dem vant til så meget forskelligt som muligt.
Prøv at overveje det engang! Hvornår har du sidst udfordret dit barn madmæssigt? Eller måske rettere: Hvornår har du sidst ladet din forestilling om, hvad dit barn kan lide og ikke lide, afgøre, hvad du har serveret? Jeg tror, de færreste af os, kan se os helt fri for det. Mig selv inklusiv.
Men det kunne jeg jo skrive en helt bog om! Og nå ja, det har jeg jo netop gjort. Find den hos din boghandler eller online, fx her hos Saxo.com (adlink)
Hej Jane.
Vi er nået til det punkt hvor vi må finde ud af hvilken mad vi skal tilbyde Gustav (barnebarnet 10 år ), han har ondt i maven næsten hver dag. Vi har så lige været i Paris ( dejlig by) der spiste han glædeligt frølår- salat med blæksprutte hvor man kunne se det hele.Han elsker muslinger , men er normalt meget kræsen, eller er det mon bare over for kedelig mad. Men de dage hvor han ikke syntes han havde lyst til mad , var hvor han havde ondt i maven, jeg synes at kunne se en sammenhæng med at han havde taget godt fra af flutes inden serveringen. Han fik også rimelig hurtigt ondt i maven hvis han spiste chokolade mousse eller creme bulee . Vi har tænkt at lave ca. 14 dage hvor kosten er uden sukker og 14 dage hvor kosten er glutenfri, lyder det helt tosset ? eller er det for kort tid og eller skal det fra start være fri for sukker og gluten samtidig.
Mange hilsner Yvonne Mormor
Hej Yvonne
Først vil jeg sige, at det glæder mig helt vildt at høre, at der alligevel gemmer sig en lille foodie i Gustav. Og hvor er han sej altså!
Dernæst er jeg lidt usikker på, hvad jeg skal sige. Har I talt med lægen fx? Jeg er ikke ubetinget vild med at lave kosteksperimenter af den art på børn. Både fordi det er meget svært (hvem ved hvad han spiser i skole, på klub etc.), og man derved risikerer at skyde i blinde men også fordi man risikerer at overse alvorligere ting, som lægen måske ville have fanget. Under alle omstændigheder synes jeg, I skal tale med lægen om de observationer, I har gjort jer, inden I gør noget selv. Har man fx startet på glutenfri kost, vil en test for glutenallergi fx ikke kunne give udslag og man risikerer derved at misse en vigtig diagnose, så derfor synes jeg, lægen skal komme først.
I kender jo Gustav bedst, og det skal I selvfølgelig også stole på. At prøve at tilpasse kosten derhjemme, så den giver mindst mulig mavepine synes jeg sagtens kan være en løsning på sigt. Men det er ikke sikkert, det er noget, I behøver involvere ham i.
Det var lige en lang smøre. Håber det hjælper jer lidt videre.
KH. Jane
Godt skrevet, jeg var både “madbesværlig” som barn, men det gk ofte på klassiske børnemenuer, pølser og pomfritter fra frost yuk, men også stor modstander af at skulle spise børnemad. Børn skal have rigtig mad.
Jeg var nøjagtig som dig :(
Hej Jane. Jeg har ikke læst din nye bog, men er meget glad for alle de øvrige :-)
Jeg synes nogle gange, der går lidt ‘kræsenheds-shaming’ i den, når vi taler børn. Jeg har to børn der spiser alt, muslinger, østers, og aldrig har ladet sig spise af med børnemenuer men valgt det mest ukendte på menukortet, når vi har været ude. Den tredje har fået samme opdragelse og samme mad tilbudt (dvs. muslinger, krydret mad, sushi, etc., da det jo er hvad vi andre kan lide), men kan ikke lide ret meget, Mest rå grøntsager, pasta med ketchup/smør/ost, få slags kød, rugbrød med pålæg. Klassisk ‘børnemad’! Vi kunne selvfølgelig have sat alt ind på at få hende til at spise mere varieret (dog mener jeg at alle makronæringsstoffer og vitaminer er dækket ind i hendes kost). Men havde ikke overskud til det tidligere pga. sygdom og krise i familien. Er vi så dårlige forældre? Og er det ok at se skævt til vores datter? A propos ovenstående kommentar “jeg bliver simpelthen så træt”… Jeg er ikke bekymret for mit barn, da jeg tror hun nok skal lære det, og hun bliver også langsomt mere modig og tør smage. Det værste er omgivelsernes reaktion, hvor folk ser hende som forkert og uopdragen hvis hun fx kun vil have pasta og gnavegrønt, og ingen kødsovs. “Det kan alle børn da li’!” Hvordan skal vi give hende et sundt forhold til mad, når hun oplever denne kritik af sine smagsløg og tilbageholdenhed?
Måske tager du højde for alt dette i din bog og måske indeholder den bare dejlig mad til børn. Jeg har som sagt ikke været omkring den endnu. Så bare lidt refleksioner og ‘peace out’ fra mor til to altspisende og én selektiv :-)
Jeg forstår 100% hvad du mener! Mest af alt forstår jeg, at det er fuldstændig umuligt at starte en debat om noget vedrørende børn uden at det rammer en øm tå her eller der. Netop dette har været min største udfordring med bogen. Altså at skrive den på en måde, så jeg ikke skubber folk fra mig, peger fingre eller får nogen til at føle sig mindre vellykkede i deres forældreskab. For bogen handler slet ikke om godt eller dårligt forældreskab eller god eller dårlig opdragelse, og faktisk synes jeg heller ikke, den handler om kræsne børn. Det er en bog, der giver inspiration til nogle enkle hverdagsvaner, der kan være med til at gøre børn mere nysgerrige ift. at smage ny mad. Ikke som et fast regelsæt, men som et tag-det-du-kan-bruge-og-smid-resten-væk. Og sidst men ikke mindst er det en bog, der ser fremad uden at man først skal se sig tilbage og skamme sig over alle de ting, man har gjort forkert eller kunne have gjort bedre. Vi er vores egen største kritiker, når det kommer til vores forældreskab, og skam og skyld har mig bekendt aldrig bragt nogen positiv forandring til bordet.
Og jeg bryder mig virkelig heller ikke om ordet kræsen, som jeg synes er utroligt negativt ladet og ærgerligt selvforstærkende.
Så jeg er ikke dommer over hvorvidt du har været en god eller dårlig mor. Det er slet ikke mit ærinde. Mit ærinde er at inspirere til gode vaner, ryste posen lidt ift. hvad “man kan og ikke kan” og måske også puffe lidt kærligt til nogle af de automatiserede handlinger, vi foretager os.
Peace out tilbage fra en, der først har lært at spise muslinger som voksen :)
Skønt at høre, at der stadig findes den slags børn. Jeg var selv altædende som barn, og mine søskende var heller ikke kræsne, så det var helt naturligt, at alle bare spiste, hvad der kom på bordet. Jeg husker kun en enkelt episode, hvor der blev lavet “børnemad”, og jeg følte mig SÅ snydt. Det var jo tydeligt for enhver, at de voksnes mad var meget mere spændende og lækker. Jeg har ikke selv børn, men jeg bliver simpelthen så træt, når jeg er vidne til børn, der kun spiser kød til aftensmad, fordi de ikke kan lide noget af tilbehøret…
Ha ha… som barn blev jeg altid enormt fornærmet, når tjeneren tilbød mig røde pølser eller grillkylling på en restaurant. Hvorfor skulle jeg snydes for det lækre mad, de voksne spiste? ;-) Derhjemme blev vi ofte udfordret ift. maden. Meldingen i vores hjem var altid, at vi skulle spise, hvad der blev sat på bordet – og hvis vi ikke kunne li’ det, vidste vi, hvor rugbrødet stod. Så gled aftensmaden sjovt nok altid ned, da det da kun kunne være mere spændende end en kedelig rugbrød :-D Og man kunne ikke sige “det kan jeg ikke li’…..”, før man havde smagt på det. Den dag i dag tænder det mig stadig af, når folk siger AD til mad – især når de slet ikke har smagt på det. Mad er ikke ulækkert, men vores smagsløg er forskellige :-)
Jeg er så enig… Vi laver aldrig særligt børnemad herhjemme. Min datter mener dog faktisk at hun ikke kan lide muslinger, men jeg tænker at hvis hun får dem serveret mange gange nok, så vænner hun sig til det. Vi spiser nærmest muslinger en gang om ugen lige nu, de danske er jo i sæson, så det er næsten synd at lade være. God solskinsdag og Tak for endnu et inspirerende indlæg.
Godt skrevet! Og rigtig god pointe.
Som barn (og som voksen) forstod jeg aldrig konceptet med børnemad – voksenmaden var og er jo meget mere spændende. Jeg havde dog en periode, hvor broccoli og mig ikke var bedste venner, men det gled ned med ketchup på. I dag er jeg vild med broccoli, og kunne ikke drømme om at hælde ketchup på, haha. :)
Jamen blåmuslinger er en af min datters livretter – hun smagte det første gang som femårig, og hun kan også lide rå østers… Men hun er også halvt fransk. Jeg sidder i øvrigt også med kæben nede i bordet, når hun spiser den slags, for jeg var også et kræsent barn.
Franske børn er vildt seje! Jeg kender faktisk også et par børn, hvis’ livretter er muslinger. Ikke mine egne børn dog. De spiser det, men jeg tror ikke, det ligefrem er livretten. Jeg var over 30, før jeg smagte muslinger for første gang og østers har jeg det altså virkelig stadig stramt med ;-)