Denne her snaskede BLT-rulle indeholder naturligvis de tre klassiske sandwich-elementer “Bacon, Lettuce and Tomato”. Her er kombinationen lavet som en rulle – selvfølgelig lavet af bacon. Hvem elsker ikke en god baconrulle?
BLT-rulle
Føj til favoritter Udskriv PinIngredienser
- 12 skiver bacon
- 200 g tilberedt kylling skåret i mindre stykker
- salat fx romaine eller hovedsalat
- 80 g tomater skåret i mindre stykker
Citronmayo
- 25 g mayonnaise
- 1 spsk citronsaft evt. mere
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
Baconrulle
- Opvarm ovnen til 200 grader varmluft.
- Del baconskiverne i to portioner. Start med den ene portion.
- Læg 3-4 skiver bacon ved siden af hinanden på en bageplade med bagepapir.
- Væv derefter de resterende skiver ind i baconen, der ligger på bagepladen under og over, så du får et fletmønster.
- Fortsæt med den anden portion.
- Sæt pladen med de flettede baconskiver i ovnen og bag i ca.10-15 minutter, til baconen er gylden.
Dressing & samling af rullen
- Rør ingredienserne til dressingen sammen og smag til.
- Fordel grøntsager og kylling oven på hvert stykke baconflet og fordel lidt dressing ovenpå.
- Rul baconflettet sammen til en rulle, så du kan spise den med hænderne.
Noter
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
BLT – Bacon, salat og tomat
Treenigheden ‘BLT’ findes i et utal af varianter, og der er mange meninger om hvordan sådan en sandwich skal smørres. Jeg har dog helt udeladt et element – nemlig brødet – og i stedet taget de primære ingredienser, bacon, salat og tomat, og lavet en Low Carb udgave.
Baconen har jeg flettet på samme måde som i BaconTacos. Baconflettet kan ikke nå hele vejen rundt, så hvis du vil have en lukket rulle, skal der lige et par ekstra skiver bacon til.
Jeg har tilføjet lidt kylling også for at gøre måltidet mere komplet. Det gælder om at få nok protein, hvis man vil have den gode, langvarige mæthed jo.
BLT salat
I min første Keto-bog har jeg en BLT-salat (også med kylling), og denne opskrift på BLT-rulle er jo i virkeligheden bare en lidt sjovere måde at servere den. Orker du ikke at skulle flette bacon, kan du bare stege det og spise hele herligheden som salat.
Til en god BLT skal der også være mayonnaise. Du kan vælge at røre din egen (det er overraskende nemt bare se her: hjemmelavet mayonnaise på 1 minut! (idiotsikker opskrift). Men hvis du tager den nemme løsning og køber en, har jeg fuld forståelse. Jeg er selv tilhænger af de nemme løsninger…
0 kommentarer til “BLT-rulle”