Indlægget er sponsoreret af Friland Økologi
Sidste søndag hev jeg familien tidligt op af sengen, for vi skulle på udflugt. Vi skulle nemlig på besøg hos Gelstrupgård, som er en økologisk gård, som producerer økologiske grise på friland.
Vi var inviteret af Friland Økologi, og vi blev taget imod af Jesper, som ejer gården, og som havde sagt ja til at give os en rundvisning.
Vejret var virkelig med os, og det var sådan en fin dag. Blå himmel, grønne marker og grise med krølle på halen, der løb (ja løb) og boltrede sig ude på de store, grønne arealer.
Vi fik lov at se og holde en næsten helt nyfødt griseunge, og det er noget, som ungerne stadig taler om.
Imens vi var derude, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at børn, der vokser op i byen altså virkelig har godt af at komme en tur på landet. Klappe en gris, lege med en hund, måske trække en gulerod op af jorden. Sådan noget. Og ungerne elsker det jo, så i virkeligheden er det en opfordring til os voksne om at komme lidt væk fra byen engang imellem! Det er der heldigvis råd for!
KOM TIL HØSTMARKED
I weekenden d. 3. og 4. september kan du nemlig deltage i det årlige høstmarked, der holdes rundt omkring på de økologisk gårde i Danmark. På linket herunder kan du læse mere om høstmarkedet og finde en gård i nærheden af dig.
Gelstrupgård, som vi besøgte her, holder dog ikke høstmarkedet, men de holder ind imellem åbent hus eller tilbyder rundvisninger til skoleklasser. Tjek deres hjemmeside ud her: Gelstrupgaard
ØKO-SNAK
Herhjemme køber vi i forvejen rigtig meget økologi. Det gør vi, fordi vi kan og ud fra et hensyn til dyrevelfærd og miljø.
Nogle steder må vi gå på kompromis, og nogle steder går vi helst ikke på kompromis. Jeg går fx helst ikke på kompromis med svinekød. Økologisk svineproduktion er ikke perfekt heller, men nogle gange er vi nødt til at vælge det “bedst tilgængelige”.
I den bedste af alle verdener ville vi allesammen tage ud på en gård og købe en hel eller en halv gris, og så ville det være sådan, vi handlede. I den virkelige verden foregår det anderledes. For der er også en forretning, der skal drives. Jesper kalder selv sin gård for “industri-økologi”, og han afsætter sine grise til Friland Økologi under Danish Crown. Friland Økologi er det rød-grønne mærke, du ser på kødpakkerne nede i køledisken i supermarkedet.
Jeg kan godt lide det lokalproducerede aspekt og køber helst dansk kød. Samtidig er der noget rart i at se, at de dyr, som vi ender med at spise, har haft et anstændigt liv. Og det var der ingen tvivl om, at grisene havde ude på Gelstrupgård.
Økologiske søer lever udenfor året rundt og føder deres smågrise ude på marken. Her er der sådan nogle små specialbyggede huse, som søerne søger hen til, når de skal føde. Griseungerne passes af deres mor, til de er mindst 7 uger gamle. Siden hen kommer de på stald, men også her har de fint med plads og adgang til udearealer.
Økologisk og konventionel svineproduktion
Ude på marken er der fodertrug, og vi var med, da Jesper kørte rundt og fyldte foder i. Fodret, som grisene får, er økologisk og bestod her af rug, havre og hestebønner. Ude på Gelstrupgård producerer Jesper selv alt foderet. Kravene til økologisk foder er, at foderet skal produceres uden brug af kunstgødning, sprøjtemidler og være fri for GMO.
Medicinforbruget er også en af de store forskelle på økologisk og konventionel svineproduktion. Det er dog ikke et enten-eller spørgsmål, og økologiske grise får også stadig antibiotika, hvis en dyrlæge vurderer, at der er behov for det. Men har en økologisk gris fået medicin, skal den tilbageholdes dobbelt så lang tid som en gris fra et konventionelt landbrug. Medicin må heller ikke bruges forebyggende i økologisk produktion.
Ude på marken var der også sølebade, som vi lærte, at de hed. Sølebadene er der for at grisene kan køle sig ned. Det var virkelig skægt at se dem rulle sig dernede i mudderet.
Vi tilbragte en virkelig dejlig formiddag på Gelstrupgaard, og jeg håber, vi får lejlighed til at kigge forbi en anden gang. Vega var ikke til at trække væk derfra, og Silas, som ellers er lidt sværere at begejstre med noget, der ikke har med fodbold/sport at gøre, måtte også overgive sig til de søde smågrise.
Det er også altid dejligt at tale med passionerede mennesker. Og selvom det kræver mere end ét menneske at ændre verden, skal forandring og nytænkning starte ét sted. Og herude var det i hvert fald hverken idéerne eller visionerne, der manglede.
Wauw Gelstrupgaard ser hyggelig ud. Ved du om man kan få lov at komme på besøg?
Ja det tror jeg godt, man kan men vist mest i større grupper. Prøv evt. at tage fat i dem. Det var vildt hyggeligt :)
Nårh nogle søde unger (også grisenes ;-))
Haha, tak! :)
Hvor ser det dejligt ud! Jeg vil helt sikkert undersøge muligheden for at tage mine unger med til høstmarked. Ved du om der er nogle steder, der både har dyr og gårdbutik?
Det ved jeg faktisk ikke, men det vil jeg tro. Tjek via linket i indlægget. Her kan du se, hvad de forskellige steder tilbyder!