I dag vil jeg dele vores bedste restaurantoplevelser i Barcelona med jer. Vi er nemlig lige kommet hjem fra den catalanske hovedstad, og vi har stadig maven fuld af cava og god mad.
Vi spiste helt uhørt godt denne gang!
Men inden jeg starter vil jeg minde om, at jeg tidligere har lavet en guide til mine favoritter blandt sunde spisesteder i Barcelona og bragt her på bloggen. Vi genbesøgte nogle af stederne, bl.a. Flax & Kale og Woki Organic Market, og de var stadig utroligt dejlige.
Find guiden her: Sunde restauranter og spisesteder i Barcelona
Denne turs restaurantoplevelser var anderledes, for vi havde ingen børn med. Og selvom vores børn er gode til det med mad, interesserer det dem ikke nok til at sidde og spise i timevis. Endnu.
De tre steder, jeg vil dele med dig i dag, er disse:
- Bar Cañete
- Bodega 1900
- Hoja Santa
Jeg tager dem i rækkefølgen, som vi besøgte dem, men jeg vil allerede nu afsløre, at jeg gemmer den bedste til sidst, fordi… wow! Så dette er altså en slags omvendt Top 3.
Alle tre steder havde jeg fået anbefalet af min bloggerkollega Nadia (Foodfanatic), og jeg var virkelig glad for at vi lyttede til hende!
Lad os se på det…
Bedste restaurantoplevelser i Barcelona
BAR CAÑETE
Bar Cañete er en populær tapasbar, og det største er oplevelsen. Og det er virkelig en oplevelse.
Restauranten ligger i et smalt lokale og på de fleste spisepladser er man bænket i baren med direkte udsigt til det travle køkken. Det er underholdende, og det giver en fantastisk stemning.
Maden er udmærket og vel nærmest high carb high fat. Den kombi smager jo altid godt, men det voldte mig lidt udfordringer, at maden indeholdt ret meget gluten. Selv ting som kødboller, stegte aubergine etc. var vendt i mel. Det gav mig en del udfordringer – også natten og dagen efter.
Men som helhedsoplevelse var det fantastisk, men af ovenstående grund er det nok ikke et sted, jeg vender tilbage til. Har du ingen problemer i den retning, kan jeg klart anbefale stedet.
Bar Cañete, Carrer de la Unió, 17, 08001 Barcelona
BODEGA 1900
Denne spiste vi på til frokost, da de desværre var fuldt bookede de aftener, vi var der. Men sikke en frokost!
Bodega 1900 serverer en slags finere tapas. Dvs. at det stadig er en masse små serveringer, men lidt mindre friture og dej og lidt mere rigtig mad med gode råvarer, der er så fint og tilpas afstemt, at råvaren stadig er i fokus men stadig giver en oplevelse.
TASTING MENU OG DET KRÆSNE BARN (MIG!)
Det eneste rigtige sådan et sted er at gå med deres tasting menu, så det gjorde vi.
Tjeneren spurgte på forhånd til allergier og intolerancer (tak) og til hvor sultne vi var, og baseret på det kom retterne og cava’en så bare flydende i de kommende 1,5-2 timer.
Og her må jeg minde om, at jeg jo inderst inde er et ekstremt kræsent barn. Eller at jeg var ekstremt kræsen som barn.
Som voksen har jeg lagt en del af det bag mig, men det sidder stadig lidt i mig.
To ting, jeg har det ret så stramt med er muslinger og blæksprutte (og faktisk også østers og andre sære ting fra havet, skulle det vise sig). Og her fik vi ikke mindre end tre serveringer med muslinger og en med blæksprutte. Yes sir!
MUSLINGER OG BLÆKSPRUTTE
Den første muslingeservering var den værste, hvis jeg må være så barnlig at beskrive den sådan, og jeg prøvede virkelig at tygge og smage men det gik slet ikke, så til sidst tog jeg den modne vej og slugte skidtet (jeg ved godt, hvad du tænker her!!).
Den næste var razor clams, og det havde jeg aldrig smagt før, og det var faktisk ok, da konsistensen her var fastere.
Den sidste var små dampede blåmuslinger i noget hvidløg, og det viste sig at det smagte helt godt. Se, det ville jeg ikke have vidst, hvis jeg selv havde valgt menuen, så stor fan af at lade sig udfordre på den måde!
Herefter gik vi videre til baby-blæksprutter med arme og blæk og sort tunge til følge.
Jeg led altså lidt her. Men jeg skyllede det hele ned med rå mængder cava, og der er jo ikke noget som et lille frokost-buzz, når nu man er på ferie.
Resten af de mange, mange retter, vi fik, var guddommelige.
Det var en fantastisk oplevelse, indre kræsent barn eller ej, og jeg vil på det varmeste anbefale dig at booke bord og få denne oplevelse med hjem fra Barcelona.
Bodega 1900, Carrer de Tamarit, 91, 08015 Barcelona
HOJA SANTA
Hoja Santa var mit første besøg på en Michelinrestaurant. Jeg plejer at sige, at mad ikke interesserer mig i det omfang, som det bør, når man spiser på Michelinrestaurant, men det vil jeg gerne trække tilbage.
Det var en fuldstændig fantastisk og enestående oplevelse, og jeg tror, det er det bedste måltid mad, jeg har spist i mit liv. Og som prikken over i’et, sad vi i første parket med udsigt til det store åbne køkken, hvilket jo næsten kan bringe Søren til ekstase.
MEXICANSK MICHELIN-RESTAURANT
Hoja Santa er en mexicansk restaurant, og jeg elsker det mexicanske køkken, så på den måde var vi selvfølgelig halvvejs i mål.
Vi valgte igen tastingmenuen (uden gluten) og fik… ja, jeg ved det faktisk ikke, måske 15-18 småretter, den ene mere perfekt afstemt end den anden. Jeg ved næsten ikke, om jeg kan beskrive, hvad vi fik. Eller det kan jeg faktisk ikke.
MUSLINGER OG… SØAGURK!
Vi fik dog selvfølgelig muslinger (igen!), men de smagte fint, og jeg var tapper og spiste dem med stor tillid til de dygtige kokke og til køkkenchefen, som stod næsten lige foran mig og stirrede med sine mørke øjne.
Rigtigt udfordret blev jeg, da der blev serveret søagurk. Google det, hvis du ikke ved, hvordan sådan en ser ud.
Jeg husker dem fra stranden på Zanzibar, og de er bare superklammo.
Nu skulle jeg så spise en. Det kræsne barn råbte og skreg inde i hovedet på mig, men heldigvis havde vi drukket margaritas først, så det dæmpede stemmerne lidt.
Så ned røg de, og de smagte selvfølgelig fuldstændig fremragende. Og det samme gjorde alle de andre serveringer, vi fik.
Jeg hverken kunne eller ville tage billeder af alle de mange serveringer men her kommer et par stykker, jeg fik knipset i farten.
En slags grøn suppe med en bitter-syrlig mexicansk frugt og melon – serveret iskold.
Den famøse søagurk. Saucen under havde meget kraftig smag af både røg og chili, hvilket jeg i øjeblikket var meget taknemmelig for.
Nogle brændte krydderier på en måde samlet i en dej og indeni gemte noget kød og avokadopuré, hvis jeg ikke husker forkert. Det smagte guddommeligt!
En genkendelig majstortilla med fyld af bl.a. svinekød.
Det var storslået. Intet mindre!
Vi betalte 120€ for menuen og hertil kom drikkevarer (2 margaritas og en flaske hvidvin) og regningen landede lidt over 300€. Og det synes jeg var værd en cent værd, og hvis jeg skal anbefale dig én mad-oplevelse i Barcelona, skal det være denne. Det er en helhedsoplevelse på linje med at gå i teatret eller operaen – bare med maden i fokus.
Hoja Santa, Av. de Mistral, 54, 08015 Barcelona
SUND HVERDAGSMAD
Vil du hellere have sund og lækker hverdagsmad, så husk at tjekke min guide til sunde restauranter i Barcelona også. Her er både low carb, LCHF, palæo, vegetarisk, flexitarisk og raw food.
Find dem her: Guide til sunde restauranter i Barcelone
Dejlige anbefalinger. Jeg skal på min 6. tur til Barcelona med veninderne og vi trænger til nye input – så tak.
En anbefaling til dig til din næste tur er Llamber. Det er det eneste faste indslag på vores tur. Den lækreste mad, god betjening og deres cocktails.. Men book et bord sent, så man ikke bliver “smidt ud”, for der er altid fuldt booket. :-)
Fedt tak for anbefalingen! Nu er jeg jo nødt til at tage til Barcelona igen?
Hoja Santa er et skønt sted! Vi besøgte det sidst, vi var i Barcelona og fik en virkelig god service og toplækker mad ♥
Jeg er så enig! Det var fuldstændig fantastisk!
Det ser bare vildt lækkert ud -har fulgt savlende med på både ig og snap??
Hvor lang “ventetid” er der på Hoja Santa? Hvis man bestiller bord, hvor langt ud i fremtiden har de så plads..
Vi bestilte vist ikke meget mere end en uges tid i forvejen, tror jeg. Og jeg kan kun gentage at det altså virkelig er en kæmpe oplevelse!