Baconruller i fad er en ægte crowdpleaser. Udover at det er virkelig nemt, der er ikke meget snittearbejde og alt kommes i ét fad, så smager det virkelig også bare lækkert.
Grøntsagerne er i bunden af fadet og ovenpå lægges så de lækre baconruller, som består af nærmest en slags baconsvøbt frikadellefars. Lækkert, ikke? Det hele bages sammen i ovnen og så er der serveret!
Ingredienser
Sådan gør du
- Snit porre og fennikel og fordel dem i et ovnfast fad.
- Bland fløde med bouillon, krydderier og parmesan og hæld blandingen over grøntsagerne. Tilsæt evt. også revet hvidløg.
- Opvarm ovnen til 200 grader.
- Hak løget meget fint, brug evt. en minihakker.
- Rør ingredienserne til farsen sammen enten med hænderne eller evt. en elpisker.
- Form farsen til aflange kødboller, beregn 2 pr. person.
- Svøb baconen om kødbollerne.
- Kom baconrullerne ovenpå fennkel-porre-blandingen i fadet.
- Sæt fadet i ovnen og bag i 30-40 minutter til fløden er tyknet en anelse. Tjek om grøntsagerne er møre og baconrullerne er gennemstegte.

Fennikel vs. kartofler
De små baconruller er lagt på en bund af det gode fennikelfad à la flødekartofler. Måske bryder du dig ikke om fennikel, men giv det en chance alligevel. Når det bliver tilberedt på denne her måde, tager det lige toppen af smagen af anis.
Jeg har denne gang blandet fløden op med grøntsagsbouillon, det gør selve sovsen lidt tyndere. Hvis du ønsker en tykkere sovs, kan du i stedet bruge mere fløde og/eller tilsætte et æg til flødeblandingen, så sætter den sig lidt mere.
Baconruller i fad – lækker dansk mad
Selve baconrullerne er lavet med hakket svinekød (eller gris/kalv), men kan også laves med hakket oksekød eller endda hakket kylling, hvis du foretrækker det. Jeg gik efter den gode gamle danske klassiker her og valgte derfor frikadellefarsen. Den er dejlig saftig og bliver ikke tør, som jeg synes, de andre to godt kan have lidt tendens til.
Jeg elsker denne ret <3 Jeg havde kun hakket kyllingekød første gang jeg skulle tilberede retten og fortsatte med hakket kyllingekød de næste par gange, som du også nævner er en mulighed. Det smager godt. Nu har jeg fået hakket gris/kalv på tilbud og venter på levering af dette. Det skal også prøves. Jeg plejer at lave farsen som skrevet står i opskriften. Sidste gang var jeg lidt træt, og derfor kom jeg løgpulver og salt/peber i det hakkede kyllingekød. Jeg glemte timian, men dryssede det ud over fadet inden jeg lagde baconruller øverst. Det gik fint med det hele, så i en snæver vending er det evt. en mulighed.
Dejlig opskrift, mangler angivelse af kalorier kulhydrat og protein, samt, at kunne sætte den på så den ikke lukker ned når man er igang med at lave mad, jeg brugte kun porre og det smagte dejligt
Hej Karin
Jeg tror, du har glemt at logge ind. Når du logger ind, har du både energiberegning og ikke-luk-ned funktion med i dit medlemskab. Men funktionerne ses kun hvis du logger ind.
Kan man bruge spidskål istedet for fennikel?
Det synes jeg sagtens.
Det smagte Mega godt med spidskål 😀