Denne opskrift på asiatiske kyllingekødboller var et stort hit herhjemme. Faktisk så stort et hit, at en af mine teenagere spiste hele portionen – til morgenmad. Ja, det var hele portionen😅
Kyllingekødbollerne får deres asiatiske smag fra ingefær og citrongræs og så har jeg tilsat dem en lillesmule sødme også. Det klæder tit de asiatiske retter.
Jeg har lavet disse både i airfryer og på panden og du får opskriften på begge dele herunder. Husk også at læse tips og tricks under opskriften.
Udstyr
- airfryer eller god gammeldags stegepande
Ingredienser
- 400 g hakket kyllingekød
- 1 æg kan udelades
- 2 tsk frisk ingefær fintrevet
- 1 spsk citrongræs finthakket
- 0,5 rød chili udstenet og finthakket
- 1 spsk fiskesovs
- 1 spsk sesamfrø gerne sorte
- 2 tsk SukrinSirup gold
- 1 tsk salt
Airfryer
- olivenolie gerne spray
Sådan gør du
- Rør farsen godt sammen i en skål.
- Form farsen til små kødboller med våde hænder.
Tilberedning i airfryer
- Læg dem direkte i airfryerens kurv, giv dem evt. lidt et spray med olivenolie og giv dem ca. 12 minutter ved 180 grader. Vend dem halvvejs for bedst resultat.
Stegning på pande
- Steg dem på panden i fedtstof, fx smagsnetrual kokosolie, til de tager farve på alle sider og er gennemstegte. Det tager ca. 7-8 minutter.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Kyllingekødboller i airfryer og på stegepande
Det fungerede rigtig fint at lave dem i airfryer. Der var lige nøjagtigt plads til 16 kødboller i min airfryer og de blev dejligt brune i toppen. For at give dem ligelig farve, vendte jeg dem dog halvvejs. Det var dejligt nemt.
Se alle airfryer opskrifyer her >>
På panden var det, som det jo er, når man steger kødboller på panden. Dem kan man ikke lige gå fra på samme måde. Til gengæld fik de en lidt bedre stegeskorpe.
Opskriften er jo naturligt mælkefri og jeg har også lavet dem både med og uden æg. Begge dele fungerer fint. Uden æg bliver de lidt til den tørre side, særligt når de bliver kolde. Det kunne evt. løses ved at have lidt fintrevet squash i farsen.
Asiatiske kyllingekødboller
En dejlig asiatisk kålsalat ville være dejlig at spise til, men du kan også bruge kødbollerne i min vietnamesiske salat. Vil du have kødbollerne i en lun ret, vil de også være lækre at bruge i denne nudelret.
De er også dejlige som morgenmad eller i madpakken og kan være en god proteinkilde til alle, men måske særligt til dig, der har brug for at spise Keto uden mælkeprodukter eller Keto uden æg.
Skal du servere dem for mindre børn, kan du udelade chili og evt. sætte dem på små spyd. Mad på pind hitter bare altid hos de mindste. Hos teenagere har den slags ikke længere værdi og de skovler bare maden i sig😅
Skal lave dem i dag. 😋 Sukrin har jeg ikke andet end med maple smag. Tænker lidt sød, er det for at komplimentere fiskesaucen?
Ja hellere bare udelade så. Det søde fungerer som smagsforstærker, men du vil have masser af smag uden også.
Super, tak for hurtig svar.
Lyder virkelig lækkert og må straks prøves. Jeg har dog ikke noget citrongræs…. Har du forslag til, hvad der kan bruges i stedet? Hvidløg?
Endnu engang tak for dine super lækre og inspirerende opskrifter😘
Jaa eller brug ekstra ingefær. Det er svært for citrongræs giver jo virkelig meget smag og der er ikke rigtigt noget, der smager som det. Men ingefær er jo altid godt og det kan du skrue lidt op for måske :)
Er det virkelig et rigtigt gul fad, du har, der ligner en pappølsebakke, Jane?? 🤭😂
Sejt! 😄
Ja det er lige nøjagtigt det, det er😅 Jeg har den faktisk i fire forskellige farver og købte dem for hundrede år siden og fandt dem lige i skuffen. Genialt simpelthen😅