I går mødte jeg den pædagog, der tog sig af Silas og Vega, da de gik i vuggestue. Nu havde hun selv fået tvillinger og vi fik en lille snak om, hvor presset det er.
At få tvillinger er noget særligt og jeg oplever tit, at der er et slags bånd eller en indforståethed imellem tvillingemødre.
LIVET MED BABYTVILLINGER
Vores liv var superpresset dengang. Vi kørte ren overlevelse, og det var sgu ikke specielt kønt.
Jeg kan huske, hvor tryg, jeg var ved hende her pædagogen, da Silas og Vega skulle starte i vuggestue.
Silas var på mange måder nem nok, men Vega var ikke supernem at imponere. Og i det hele taget ikke lige verdens nemmeste barn. Men pædagogen her havde bare et super tag på hende næsten fra dag 1, og jeg var så taknemmelig for at kunne aflevere mine børn der og selv få et pusterum i 7 timer. Også selvom det pusterum foregik imens jeg var på arbejde, så oplevede jeg det som 1000 gange nemmere end at gå hjemme og passe babyer.
At tale med hende i går gav en hel masse flashbacks til ting og episoder, som jeg enten havde glemt eller fortrængt. Og så gav det en kæmpe bølge af taknemmelighed og stolthed. Taknemmelighed fordi jeg fik de børn, jeg så gerne ville have men især taknemmelighed over, at tiden med babytvillinger er forevigt forbi. Og en koloenorm stolthed over, at vi klarede den, Søren og jeg.
F*** HVOR ER VI SEJE! VI KLAREDE DET!
Jeg gik hjem og sendte en sms til Søren. Fuck hvor er vi seje, skrev jeg! Vi klarede det!
Vi kom igennem den tid, og vi er stadig gift (skilsmisseraten blandt tvillingeforældre er tårnhøj). Og vi har nogle virkelig gode børn. De er sunde og raske, klarer sig godt i skolen, er vellidte, empatiske, opfindsomme og socialt stærke, og de er i det hele taget ret nemme at leve med (deres evige rod taget ud af ligningen). Og det er vores fortjeneste!
Det var os, der gjorde det! Vi gjorde det benhårde arbejde, imens vores egne ressourcer og reserver var brugt fuldstændigt op, og det kostede knubs og ar på psyken og sjælen, men det betalte sig hjem en milliard gange. F*** hvor er jeg stolt af det!
Og midt i det slog det mig, at det egentlig var en fremmed følelse at være stolt af mig selv. Og endnu mere fremmed at sige det højt. Jeg er ellers stolt af mange ting. Det er bare ikke en følelse, jeg giver særligt meget plads, og det er fjollet.
Om det er janteloven eller det nærtagende internet, der gør, at vi hurtigt får tendens til at pakke vores succeser ind og putte dem bagerst i køen, ved jeg ikke, men det vil jeg ikke være med til.
ANTI-JANTELOVS-SEJHEDSRUNDE
Jeg vil gerne være med til at skabe en kultur, hvor det er ok at være stolt af sig selv, og hvor det er ok at sige højt. En kultur, hvor vi fejrer, hvor seje, vi er, eller hvor godt vi klarer de udfordringer, vi møder. Og det kan være stort som småt.
Og det starter lige nu. Jeg lagde ud, men nu er det din tur.
Jeg er stolt over at have skabt mig et godt liv. Alkoholisk far og en stor følsomhed har resulteret i spiseforstyrrelser, angst, indlæggelser, et meget usundt forhold til en voldelig mand – for bare at nævne et par ting. Men jeg kæmpede mig gennem timer af terapi og hårdt arbejde med mig selv, og nu har jeg sjældent en rigtig dårlig dag. Jeg har den skønneste mand, de dejligste bonusbørn, et godt arbejde, og jeg er STOLT over hver dag at gøre en indsats for det gode liv.
Jeg er også stolt over, at jeg insisterede over for alle lægerne på, at jeg fejlede noget fysisk, da jeg i et år (!) ikke kunne stå ud af sengen for mavesmerter (de blev ved med at påstå, det var psykisk pga. ovenstående indlæggelser). De fandt ud af, hvad der var galt, jeg blev opereret, og min mave er nu 90 % god.
Jeg har altid tænkt at det der tvillinge halløj virker ret hyggeligt og smart, for så klarer man det ligesom på en gang. Men efter at have fået mine to børn, som ikke er tvillinger, så er jeg glad for, at jeg “kun” har fået en enkelt af gangen, for det er jo mega hårdt! Så stor ros til tvillingeforældre der klarer den, og formår at skabe nogle glade, veltilpassede og velopdragne børn!!!
Jeg er selv vokset op i et hjem med massiv misbrug af både alkolhol og hårde stoffer og blev til sidst tvangsfjernet som barn grundet dette.
De fleste dage kan jeg få en lykkelig følelse i maven over, at jeg på trods af min opvækst har formået at leve mit liv fuldstændig anderledes og kan give mine børn et liv med tryghed, kærlighed og økonomisk stabilitet, noget jeg aldrig selv har oplevet det store af.
Statistikken for at bryde den at bryde den sociale arv er desværre ret lav, så jeg synes egentlig selv jeg er super sej!
Super fedt initiativ!! Man skal huske at rose hinanden (og sig selv – selvom det er lidt sværere) :-)
Jeg er stolt af, at da jeg gik på kokkeskole fik jeg 12 i alle mine afsluttende eksaminer, hvilket resulterede i den højeste udmærkelse inden for håndværks fagene. En sølvmedalje (ved ikke hvorfor der ikke er noget der hedder guld – det er der bare ikke),som gav adgang til en medaljeoverrækkelse, audiens og håndtryk med HKH Dronning Maghrethe og rådhuspandekager med videre på Københavns rådhus . Det var en fed markering af at jeg havde været pisse sej!
Jeg er også stolt af at jeg er god til at rejse alene. Min kæreste igennem 10 år er desværre for syg til at rejse, men vi er heldigvis enige om at jeg skal afsted alligevel. Jeg hører ofte at mange ville være bekymrede ved at stå i et fremmed land alene, at finde rundt osv., men jeg tør godt at tage alene ud og få oplevelser i verden og ved at jeg nok skal klare hvad end jeg oplever derude :-)
Da jeg for 7 år siden blev uddannet instruktør i fitness verden fik jeg at vide jeg var kedelig men lige okay til at bestå. Siden hen jeg her arbejdet hårdt for at blive god og det har jeg opnået. Jeg har undervist med fyldte sale og de sidste par år er jeg blevet valgt til at preforme ved nogle af landets største fitness events og bruges også ved mindre events som gæste instruktør – ja sgu…..
Jeg sagde mit job op som selvstændig for 1 år siden og gik fuldtid ind i fitness branchen og jeg er virkelig dygtig til mig job :-) Jeg har bevist for rigtig mange at jeg godt kan, og at jeg har det som det kræver, og det er jeg virkelig stolt over :-) Stolt over at kunne og stolt over at tage en sådan beslutning
Jeg har nok altid haft en tro på mig selv og tror også jeg altid har været lidt anti-jante og det har givet nogle slag, for ikke alle kan lide at man godt ved man kan – men hey hvorfor ikke ??? Vi kunne lære noget fra udlandet og nok specielt USA – vi skal da være stolte over vores triumpfer og sejre
Jeg er mega sej fordi jeg fik mit første barn som 18 årig, og kort tid efter fik jeg depression, panikangst og social angst som var enormt invaliderende. At hente posten i postkassen var ikke nemt, og at tage telefonen når den ringede kunne jeg heller ikke.
Nu, 10 år efter, kan jeg endelig kalde mig selv “rask” (man bliver aldrig rigtig rask), og jeg er i gang med en uddannelse og mine børn er fantastiske!! Jeg er kommet helskindet igennem det hele, og det er takket være min kæreste (børnenes far) som har været en kæmpe støtte.
Så – F*** jeg er sej!!!
Tak for at inspirere til et sundere liv.
Jeg er mega sej fordi jeg var alene om at hjælpe min daværende kæreste (nuværende mand) gennem en kræftsygdom.
Vi havde kendt hinanden mindre end to år og boede i hver sin ende af landet.
Han kæmpede sig gennem operationer, stråleterapi og smerter – han er f*ndme osse mega sej! ??❤️
Jeg stod for tusindvis af kilometer på landevejene, medicinplaner, madplaner, hvileplaner, køreplaner – og alt det andet… inklusiv at trøste alle dem som synes det var hårdt for dem at han var syg…..
JA – vi skal turde flage for os selv i stedet på at vente på, at andre gør det! ?
Jeg er mega sej, fordi jeg har sagt det gode, trygge job med de dejlige kolleger op til fordel for et vikariat, som ingen ved hvor længe varer, men som til gengæld er muligheden for at dreje fra godt-nok-stien og ind på drømme-stien. Når jeg ryster i bukserne over det hiver jeg Pippi Langstrømpes ord frem: “Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt!”
Jeg er simpelthen så begejstret for det her initiativ, så du får altså lige min kommentar her også (og ikke kun på facebook).
Ih du har fået mig op af stolen og danse rundt????? Fedeste fokus!! Jeg er fan!
Jeg har selv kreeret et begreb, der hedder “Jantelovsbefrier”, fordi jeg virkelig brænder for at blive fri af janteloven og hjælpe andre med det også. Mit første rigtige indlæg fra sofaen hed “Jantelov – SKRID!!!”. Det må frem på forsiden af bloggen igen…
Jeg har gjort flere ting som at gå igennem sjælden sygdom kaldet Cushing med dertilhørende hjerneoperation og følgesygdomme med bl.a. hormonubalancer.Jeg havde i lang tid op til 6-7 gange så meget kortisol i kroppen som andre kan producere med en pistol for tindingen samtidig med at jeg fik en lille datter som var 3, da jeg blev opereret (nu 5 år) og min mand og jeg er stadig sammen, hvilket også er et mirakel med mig, som var så reagerende og senere så syg, at jeg stort set ikke kunne hjælpe med noget. Skælder ham heldigvis mindre ud efter operationen?
I maj startede jeg så en blog, hvor jeg skriver om det og livet med sygdom og tro og særlig sensitivitet og ja jantelovsbefrielse… Det er megaudfordrende at dele alt, jeg har på hjerte, men så fedt samtidig bl.a. når det så inspirerer andre til fx at give janteloven fingeren selv.
Har også optrådt med mine egne sange for nogle år siden, som jeg håber at få mod til at ligge amatørvideo af på bloggen en dag.
Håber, jeg igen en dag har kræfter til at lave sange og optræde.
Ikke let at stå op imod den jantelov der. MEN SÅ FEDT, DU GØR DET!!
Jeg gør det også selvom jeg er usikker???❤️
Jeg er stolt af min kæreste og jeg. Vi har en datter på 2 år.
1. Hun er blevet lavet på fertilitetsklinikken
2. Jeg fik en fødselsdepression da hun var lille
3. Vores datter fik sent konstateret hoftedysplasi
4. Som følge af nr. 3 var hun/vi indlagt 1 mdr. på riget med efterfølgende operation og derefter 6 mdr. med hoftegips (Det værste jeg har prøvet)
4. Vi er selvstændige og forud for alle de andre punkter kører vores forretning stødt og roligt fremad ?
Og vi er stadigvæk sammen! Lidt lige som dig, har jeg den samme følelse. Vi klarede det!! ??
Jeg har skrevet min blog i en del år, men sidste år var jeg klar til at hæve barren.
Jeg gav den en ordentlig makeover. Jeg begyndte at poste fast min. to gange om ugen. Jeg besluttede mig at turde tro på, at jeg kan lære andre noget. Jeg promoverer mig på de sociale medier. Og jeg er generelt bare sk*** stolt over bloggen.
Det er så fedt, når nogen siger “Ej, er det din blog, den følger jeg, jeg er vild med den/er blevet inspireret/ser tingene anderledes nu”. Eller beder mig om råd ud fra, hvad de har set på bloggen.
Eller da min mors kollega ville vise hende en spændende blog, og det så var min. Min mor var nær død af stolthed ;-).
(Den er i øvrigt helt ukommerciel, jeg forsøger ikke at snige reklame ind).
Resultaterne af min forskning var forsinkede, så jeg har nu skrevet én videnskabelig artikel på 5 dage, én på 10 dage, og om ni dage afleverer jeg min afhandling, som jeg har skrevet på 42 dage. Jeg er MEGA stolt af mig selv!
Jeg er barn af alkoholiker og kronisk syg. Tog som den første i hele min familie en studenter eksamen og derefter langvideregående uddannelse. Jeg har tre små børn ml 3-7 år, jeg har fuldtidsarbejde, får hjemmet til at fungere og endda uden regelmæssig søvn. Jeg er fortsat sammen med kæresten (børnenes far), og det er hårdt arbejde uden meget anerkendelse.
Jeg fik brystkræft da jeg var 31 år og min datter kun 8 mdr. Gammel. Kæmpede igennem kemo, dagpleje og arbejde.
3 år efter fik jeg tilbagefald (3 dg efter vores bryllup ?) med spredning til leveren. Så var jeg nu uheldbredelige syg.
Jeg har nu i over 6 år og 7 forskellige kemo typer og over 100 behandliger (tæller ikke mere), klaret at passe mit arbejde så godt jeg kan, passe mit sociale liv, madpakker, datters fritidsinteresser mv.
OG jeg er her endnu! Ikke rask men rig på liv og livet.
Jeg er sgu da fandme sej ??
(Nyder normalt ikke at trække ‘kræft kortet’ da jeg ikke føler mig syg. Men ville lige være med til at sparke liv i ‘fu.. janteloven’
God weekend!
Jeg er først og fremmest stolt af mine tre voksne sønner. Jeg er også stolt af, at det for mange år siden lykkedes mig at holde op med at ryge. Selvfølgelig var det torskedumt, at jeg overhovedet begyndte – men det lykkedes at stoppe igen. Og så er jeg stolt af, at jeg fornylig har skrevet og udgivet en erfaringsbog om mit liv med atopisk eksem.
Big high five!!! Til mig selv og til min mand :) Vi har to fantastiske tvillingedrenge på 5,5 år. Fødte dem alt for tidligt (uge 28+3), var indlagt med dem i 11 uger, før vi vendte snuden hjem til andedammen. Og vi var bare topseje hele vejen igennem! De er verdens dejligste drenge – kærlige, empatiske, sjove og skøre og meget vellidte blandt alle. YES! Jeg revner af stolthed :) Og bedst af alt – selvom de startede livet udenfor hulen alt for tidligt, så fejler de ingenting. Ingenting. Så ja – jeg er stolt og meget, meget taknemmelig! <3 Hver dag kan jeg hente mine drenge tidligt i børnehaven og nyyyde dem. Dét giver mening! Ikke noget karriere-ræs her men fokus på familien. I freaking love it!! Og så har min mand og jeg lige haft 12 års bryllupsdag <3 WE ROCK! :) Og tak, Jane – for en super blog og ikke mindst alle dine fantastiske opskrifter. Keep up the good work!
Haha, SKØNT koncept.
Jeg synes, jeg er sej, fordi jeg fik skrevet mit speciale på normeret tid, selvom jeg hadede tanken om det, og fordi jeg skrev om noget, som er vigtigt (forskelsbehandling af mænd og kvinder i politik) og gør en forskel (læs mere her: http://netudgaven.dk/2017/01/kun-en-kvinde/).
Og så synes jeg også, jeg er ret sej, fordi jeg altid spiser, hvad min krop gerne vil have, og ikke kæmper med skam/skyldfølelse over, hvad jeg har spist, som jeg ved, mange kæmper med.
Det eneste jeg kan tænke nu er “shit!”! For jeg venter tvillinger, og har egentlig været ret cool med det, men dit indlæg fik mig pludselig til at tænke, “åh nej, bliver det virkelig så slemt” ;)
Så om et par år kan jeg skrive min anti jantelovs sejr, hvis jeg altså overlever ;)
Man får ikke større udfordringer, end man kan klare! er det ikke sådan man siger? :)
Hårdt er jo subjektivt og afhænger af børnene og konteksten. Vi havde det hårdt og svært (2xkolik, ørebarn, mand med laaaaaange arbejdsdage og rejser etc.), og jeg tror, det er vigtigt at give sig selv lov til at synes, at det er lort. For det er det nogle gange.
Min pointe er, at den hårde tid bliver betalt tilbage med mange, mange renter. Vi oplevede fx, at årene fra 3-9 var totalt walk in the park. Der fik alle dem, der kun havde fået ét barn jo nr. 2, mens vi cruisede igennem med børn, der havde samme rytme og kunne det samme.
You’ve got this! Ellers ville du ikke have fået den store gave, som det er at få to børn på en gang. Og hvis du nogensinde får brug for at pive eller jamre til en, der forstår, så skriver du bare til mig! :)
Jeg er pisse sej! Jeg venter mit 3. barn indenfor 5 år og det er faktisk pisse hårdt. Jeg er 24 år, lykkeligt gift og så har jeg min egen virksomhed ? Mine børn kender ikke til at være i instutiotion i mere end 5 timer om dagen, og det synes jeg faktisk er pisse skide sejt, for det et faktisk hårdt. At arbejde er som en miniferie lige nu. Mine forældre tænker kun på at jeg ikke har en uddannelse, men jeg synes at det er sejt at vælge den vej man helst vil. Det er svært at gå imod et system der først uddannelse, så børn, så karriere. Jeg har mildest talt vendt det på hovedet, jeg gad ikke ræset.
Sådan Pernille! det er pissesejt! Kæmpe respekt for dig, der tør gå mod strømmen og skabe det liv, du helst vil have!
Hmmm interessant emne. Stolthed og vægt hænger også godt og grundigt sammen. Mange lærer fra barnsben at stolthed skal pakkes ind og ikke vises frem. Så alt det vi er skide gode til skal vi helst ikke skilte med. Så bliver man ked og så skal der spises og så kan vi gemme os lidt. Det tog mig mange år at bare finde ud af hvad jeg var god til og endnu flere at forstå det inde i hovedet. Sige det højt er stadig ikke spor nemt. Men herinde tør jeg godt fordi du lægger ud på så fin en måde.. der er ikke mange ægteskaber med børn der overlever hverdagen hverken med en eller flere børn for det er hårdt. Man er simpelthen for træt til at vise omsorg og ømhed overfor både børn og partner for der er bare ikke overskud.
Min stolthed er lige omvendt din, jeg lod mig skille for 7 år siden i en alder af 42.
2 børn på henholdsvis 10 og 17 år ikke fedt for dem til at starte med. Men beslutningen var jo både for dem og mig men ærligt mest for mig. Jeg havde været sådan mor med fuldtidsjob og mand med 14 timers arbejdsdag inkl. lørdag og vores liv var også overlevelse. Dårlig mad, cigaretter, ingen motion. Jeg var stor , trist og kunne ikke give mine unger den mor jeg gerne ville være. Jeg fik vendt skuden, gik til rulleskøjt om søndagen i en gymnastiksal hvor jeg kunne kravle langs ribben. 8 måneder efter start tog rulleskøjte holdet til Berlin og rullede marton 42,2 km. Jeg var den 3. sidste ud af tusinder der kom i mål men jeg kom i mål og sikke en sejr. Men jeg var ikke stolt udadtil, men der lå en spire. Jeg ville leve et bedre liv. Så sker der det som tit sker en ægtefælle går en vej en anden forbliver i den samme tummerum. Vi forsøgte i 3 år, så,gav jeg op og det var den bedste beslutning ever.. jeg fik det sundere liv jeg gerne ville have og energi til mine unger. Det bedste er måske at jeg også nåede at komme til at give dem bedre vaner med på vejen, at god hjemmelavet mad og bevægelse gør gladere..
Jeg er stolt af min beslutning også selvom det var hårdt, så skal man nogle gange give noget for at få noget.. jeg har fået et liv jeg elsker.
Sådan Heidi, hvis det ikke er sejt, så ved jeg næsten ikke hvad er! Sejt at skifte kurs på den måde og sejt at du havde modet til at se, at nogle gange er det ikke en selv men “omgivelserne”, der skal skiftes ud, før det bliver godt!
Det er altså bare sejt! At du turde tage en beslutning for dig selv, selvom det vendte op og med på alt hvad der var velkendt! Og hey, et marathon er et marathon uanset hvilken placering man får. Det er fandme – undskyld mit sprog, sejt!
Kh
Jeg kom igennem seks måneder som græsenke, da min kæreste sidste vinter var i Afghanistan – og vi er stadig sammen. Det betyder også, at vi her midt/slut-20’erne har taget stilling til sidste vilje, begravelsessange og arveregler. Raten for opbrud blandt militærpoliti-par er helt håbløs, og det kan da også være vi ender der, men ikke nu i hvert fald! Lige nu har vi det godt og det fungerer – og det er sgu sejt! ???
… og så synes jeg også det var lidt sejt, at jeg tog en chance med mit speciale og valgte det sikre (og dødssyge!) emne fra til fordel for noget sjovere men mere risky. At det så gik sindssygt godt og muligvis ender med at blive UDGIVET (!!!) det er en helt anden kategori af stolthed oveni ?
Hurra for anti-jantelovsrunder! Og skide stærkt gået med de tvillinger ??
Yessss Marianne, det er supersejt! Stærkt både at overleve en udsendelse (puh, jeg kan slet ikke forestille mig det) og at tage chance studie/uddannelsesmæssigt. Jeg valgte også i sin tid uddannelse med hjertet, og det var rimeligt uanvendeligt sådan karrieremæssigt men med en lille genvej er jeg alligevel endt med at lave det, jeg allerhelst vil og det, som giver mig allermest glæde!