Guide til anderledes oplevelser i Paris


Okay, så du HAR set Eiffeltårnet, Notre Dame og alle de andre store seværdigheder. Nu er det tid til lidt anderledes oplevelser i Paris.

Jeg har lavet en lille guide til en stribe gode, hyggelige, spændende og anderledes oplevelser i Paris.

Paris er så meget mere end seværdigheder. Faktisk kan du jo næsten ikke undgå at se seværdighederne, da de er overalt. Men husk også at gå på jagt efter oplevelser, der ikke nødvendigvis lige ligger tæt opad en stor seværdighed. Det er lige så meget her, Paris skal opleves.

Faktisk synes jeg, at Paris mest af alt skal opleves til fods. Du skal bare gå rundt og snuse i gaderne og se, hvor det fører dig hen. Næsten uanset hvor du ender, vil du se noget, der er fuldstændigt spektakulært. For sådan er Paris.

Vil du gerne have nogle ting at gå efter, har jeg samlet en række forslag til anderledes oplevelser i Paris.

ANDERLEDES OPLEVELSER I PARIS

  • Gåtur i Parc Rives de Seine
  • Besøge Paris’ skjulte men mest charmerende gade(r)
  • Snuse rundt i Nord-Marais
  • Besøge Canal Saint Martin
  • Tag et kærlighedsbillede ved kærlighedsmuren, Le Mur de Je T’aime
  • Besøg Paris’ mest instagrammede café
  • Tag på madmarked i Rue Montmartre

Lad os se på dem en efter en!

GÅTUR I “PARC RIVES DE SEINE”

Parc Rives de Seine er, som navnet antyder, et område langs Seinen, der er indrettet som fodgængerområde.

At tage på gåtur langs Seinen er måske ikke specielt anderledes, men turen her er ualmindeligt hyggelig.

Langs strækningen er der flere små pop-up-agtige kaffesteder, der er toiletter, og der er flere legestationer for børn og barnlige sjæle med klatrevæg og lign.

Start fx ved Pont D’Arcole (ved Hôtel de Ville) og gå indtil Louvre, hvor du har mulighed for at gå op og se det smukke museum eller hoppe på en Batobus (flodbus) videre. Du kan også fortsætte helt ud til Concordepladsen.

Parc Rives de Seine, Paris
Parc Rives de Seine, Paris
Parc Rives de Seine, Paris
Seinen, Paris
Parc Rives de Seine, Paris

PROTIP: hvis I skal gå ud til Eiffeltårnet en dag, så tilbagelæg også en del af turen langs Seinen ovre på venstrebred. Start fx fra Pont Alexandre III og fortsæt ud til Quai Branly.

Her har I også en lang fodgængerstrækning, som på samme vis har kaffestationer, toiletter og lege/træningspladser lagt ind som beskæftigelse til turen.

Der er endda en bod, der sælger artiskokker! Som fast food! Hvor sejt – og fransk – er det lige?

Strækningen herovre er dog mere “sportif” med flere træningsstationer og folk på rulleskøjter, skateboards, cykler etc.

Seine, venstrebred, Paris
Seine, venstrebred, Paris

BESØG PARIS’ MEST CHARMERENDE GADE(R): 

Rue Crémieux

Sikke en gemt perle!

At tænke sig, at jeg faktisk boede i nabogaden de første spæde dage af mit parisereventyr tilbage i 90’erne uden at opdage, at denne smukke gade lå lige ved siden af.

Rue Crémieux er en lille brostensbelagt vej med små byhuse malet i alverdens søde pasteller.

Samtidig er gaden en godt gemt hemmelighed. Det er i hvert fald lykkes mig at besøge byen mindst 20 gange uden at opdage, at den fandtes.

Den ligger i et lidt kedeligt område mellem Place de la Bastille og Gare de Lyon. Men Bastillepladsen kommer du sikkert forbi før eller siden, og så ligger rue Crémieux altså kun 10 minutters gang væk.

Rue Cremieux, Paris
Rue Crémieux, Paris
Rue Crémieux, Paris

Rue des Thermopyles

En anden hyggelig lille godt gemt perle er Rue des Thermopyles.

Den er lidt mindre iøjnefaldende end Rue Crémiuex men meget charmerende.

Kort fortalt er det en lille, smal brostensbelagt vej med små slidte huse med farvede døre og skodder og masser af grønt på vægge og hængende over vejen.

Et lille grønt åndehul midt i et ellers ikke så interessant 14. arrondissement.

Rue des Thermopyles, Paris
Rue des Thermopyles, Paris
Rue des Thermopyles, Paris

Jeg ville dog kun besøge den, hvis jeg alligevel var i området. Jeg ville ikke rejse efter den alene.

SNUSE RUNDT I NORD-MARAIS

Nord-Marais er virkelig blevet top-trendy i de seneste par år og er bestemt et par timer værd.

Sigt efter gader som Rue Charlot og Rue Dupetit-Drouart. Her finder du tjekkede caféer, lækre kaffesteder og trendy grønne spisesteder.

Nord Marais, Paris
Wild & the Moon, Nord Marias, Paris
Boot Cafe, Marais
Nord Marais, Paris

Du skal selvfølgelig også besøge det “almindelige” Marais. Sigt her efter Rue Vieille du Temple (send mig en tanke, når du kommer til nr. 64 – der boede jeg nemlig helt oppe på kvisten!). Lav en afstikker ind af Rue des Rosier for at opleve det jødiske kvarter.

CANAL SAINT MARTIN

Canal Saint Martin er et både trendy og hyggeligt område ude i det 10. arrondissement.

Det 10. arrondissement har de sidste par år virkelig fået et løft, og jeg har været sen til at opdage det.

Canal Saint Martin er en lille kanal med flere sluser. Hvis du er heldig, kan du se bilbroen rykke sig til side for bådene og stå oppe på fodgængerbroen og se, hvordan båden føres igennem sluserne.

Langs kanalen finder du desuden ret trendy hoteller, (pop up) butikker, cafeer, restauranter og hoteller. Og det samme gælder i gaderne omkring. Fx rue Lucien Sampaix, hvor du finder tjekkede kaffebarer, veganske spisesteder etc.

Canal Saint Martin, Paris
Canal Saint Martin, Paris
Canal Saint Martin, Paris
Canal Saint Martin, Paris
Juice bar, Paris
Paris

KÆRLIGHEDSMUREN LE MUR DES JE T’AIME

Når du alligevel skal en tur op på Montmartre og se Sacre Coeur og Place du Tertre, så husk at slå vejen forbi Place des Abbesses, hvor du finder en lille have med kærlighedsmuren, Le Mur des Je T’aime.

Le Mur des Je T’aime er, som navnet antyder, en mur, hvorpå der er skrevet “jeg elsker dig” på mere end 300 sprog. Også dansk.

Så er du på romantisk weekend, er det her, I skal tage jeres kærlighedsbillede (sammen med alle de andre forelskede par, der ligger turen forbi).

Le mur des je t'aime, Paris

PROTIP: hvis du går ned nederst i haven, finder du en lille sti ind til en anden lille lukket have. Et lille hyggeligt grønt helle, hvor I kan sidde og hvile fødderne lidt.

PARIS’ MEST CHARMERENDE CAFÉ

Au Vieux Paris d’Arcole er måske Paris’ mest instagrammede café.

Det gør den jo ikke nødvendigvis til en hemmelighed, men alligevel opdagede jeg den først for et par år siden. Og det på trods af at den ligger på Île de la Cité, lige ved Notre Dame.

Au Vieux Paris d’Arcole ligger i en af Paris’ ældste bygninger. Det er også en oplevelse at spise der (bed om at komme ned og se vinkælderen), dog mest pga. indretningen. Maden er ok, men ikke noget, der sådan giver anledning til stående applaus.

Jeg skal dog helst besøge den hver gang, jeg er i Paris. Den ændrer nemlig udtryk efter årstiden.

Herunder er den på tre forskellige årstider. Klart smukkest om foråret og uden tvivl den mest kitschede julepyntede café i december.

Au Vieux Paris d'Acole
Au Vieux Paris d'Arcole

MADMARKED I RUE MONTMARTRE

Er du foodie, skal du tage på madmarked i Rue Montmartre. Eller Marché Saint-Eustache-Les-Halles, som det officielt hedder.

Som navnet antyder, er det nede bag Saint Eustache kirken bagved Les Halles.

Markedet er der torsdag og søndag, så hav det i mente, så du ikke går forgæves.

Madmarked, Rue Montmartre, Paris
Madmarked, Rue Montmartre, Paris

Når I er færdige med at snuse rundt på markedet, så besøg også gaden, der går parallelt med Rue Montmartre, nemlig Rue Montorgueil.

Rue Montorgeuil er en fodgængergade flankeret med caféer, spisesteder og små madbutikker. Her finder du slagterbutikker, ostehandlere, lækre frugt og grøntbutikker, steder med færdigmad som falafler, rôtisseriekyllinger og alt muligt mere.

Det var mine forslag på anderledes oplevelser i Paris. Jeg har et par enkelte steder mere, jeg gerne ville have besøgt, men som jeg ikke har nået. Listen udvides, når der dukker nye og spændende ting op!

Du må meget gerne dele dine bedste tip i en kommentar herunder!

Læs også: Guide til gode kaffebarer i Paris

Læs også: Guide til gode restauranter i Paris

Stor nyhed: Fit efter 40

Stort, nyt livsstilskursus for kvinder ‘i anden halvdel af livet’.

Kurset starter mandag d. 8. oktober.

Læs alt om kurset her

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

20 kommentarer til “Guide til anderledes oplevelser i Paris”

Skriv en kommentar

  1. Hej
    Hvilke område vil du anbefale at bo i for mor og datter (14 år)?
    Vi har 4 dage dernede
    På forhånd tak
    Gitte

    Svar
    • Det er meget en smagssag. Mit personlige favoritområde er Marais (det 3. og 4. arrondissement). Det er centralt, sikkert, hyggeligt og med masser af butikker, cafeer og restauranter. Vil I have det lidt mere livligt, kan 5. arrondissement også være et bud. Det er latinerkvarteret. Det er lidt mere turistet men stadig centralt og hyggeligt.

      Svar
  2. Skøn guide 🥰
    Har du gode tips til billige overnatningsteder i Paris gerne i 3 eller 4 arr. Skal rejse med min datter på 13.

    Svar
    • Nej desværre, jeg lejer altid lejlighed, når jeg er der, for jeg er der som regel i længere tid. Men I kan godt glæde jer. Paris er fantastisk og det 3. og 4. arrondissement er superhyggeligt :)

      Svar
  3. Hej Jane og hvem der ellers læser med
    Jeg synes, at det her er en fantastisk guide. Jeg så Le mur de je t’aime og Rue Crémieux, og det var vildt fedt og nogle skønne, skjulte skatte. De kan begge klart anbefales.

    Mvh Emily

    Svar
    • Nej desværre ikke rigtigt. Et hyggeligt hotel måske? Ellers er der masser af lejligheder på Airbnb…

      Svar
  4. JA! Rue Cremieux er så fin :) Jeg blev også meget begejstret for Belleville-parken, da jeg var i Paris for (gisp) 9 år siden (bare rolig; har været der siden :D). Jeg kan godt lide det skæve kvarter omkring 10.-11. arrondissement, og Belleville-parken ligger midt i alt det skæve som et åndehul med super udsigt fra toppen.

    Svar
  5. Place Dauphine som ligger på spidsen af Ile de la Cite. Helt stille og fredfyldt, med restauranter, og hvor pariserne kommer med en baguette under armen og spiller petanque.
    Jeg ved ikke om den ligefrem er ukendt, men Place des Vosges i Marais. Lille grøn oase omgivet af flotte bygninger.
    – Og vil man gerne se Paris fra oven, men gider ikke stå i kø til Eiffeltårnet, så kan man komme op i Triumfbuen. Prisen er lavere og køen kortere. :)
    Hilsner fra en fellow Pariselsker, som også har boet der 1 års tid.

    Svar
    • Så dejlige tips også. Place des Vosges er også en af mine favorit-“haver”. Da jeg boede hernede var det der, jeg altid tog ned og sad og læste, når solen skinnede. :)

      Svar
  6. Tusinde tak for dine gode tips. Det er så hyggeligt at læse med på din blog, når du fortæller om Paris. Jeg har i hvertfald haft gavn af din blog, nu hvor jeg selv er på udveksling i Paris. Hvis du vil have flere lidt anderledes tip til oplevelser, som jeg ikke har hørt så mange fortælle om, kommer jeg også med lidt her (kan selvfølgelig godt være du kender dem i forvejen) :-)

    Men en tur til Grande Mosque de Paris, som er Paris’ smukke moske med en hyggelig lille te-gårdhave, er virkelig en fin oplevelse. Derudover Marmottane Monet, hvis man er til museumer. Det er et flot museum med smukke permanente kollektioner, specielt er der flot i kælderen, hvor der er fyldt med Monet malerier. Da jeg var der, var der en Camille Pissarro udstilling, som også var meget imponerende. Derudover Marche de Rue Mouffetard, som er et lille hyggeligt søndags loppemarked på Rue Mouffetard. Det virker meget lokalt. Så er der også Parc des Buttes Chaumont, som er en vildt skøn park i den nordlige del af Paris. Og til sidst Coulée Verte Rene Dumont, som er nogle nedlagte togskinner nær Bastille, der er bevokset med planter.

    Håber det kan bruges :-)

    Svar
    • Sikke nogle hyggelige og spændende tips! Tusind tak! Det er lige før jeg tænker, at jeg først når dem næste gang – man nøj hvor er jeg glad for at der bliver en næste gang. Jeg bliver jo aldrig færdig hernede!

      Svar
      • Nej, den er for vild denne her by, der dukker hele tiden nye, spændende og smukke ting op!
        Det er så dejligt, at Paris ikke er så langt fra Danmark, så man kan komme tilbage hertil :-) Håber du har haft endnu en dejlig tur hertil!

        Svar
  7. Så farverigt og smukt, så skønne billeder, jeg må snart en tur dertil :) tak for en spændende guide :)

    Svar
  8. Dejlig læsning ? Det et så skønt med turister, der lærer franskmænd (jeg er jo også fransk nu ?) om steder vi bare går forbi……
    Vi vidste slet ikke at det hedder Parc Rives de Seine – Les quais fermés siger vi ? Et helvede for bilister da trafikpropperne nu er blevet langt værre.
    Merci Mme Hildago ?
    Nååå…fortsat fantastisk ophold i Paris ?

    Svar
  9. Hurra! Så kom den. Den skal med, næste gang turen går til Paris. Tak for gode tip til steder, jeg ikke kendte :-)

    Svar