Jeg elsker og hader idéen om alt-med-måde. Jeg elsker den for det åbenlyst sande i, at det aldrig er den ene bid eller det ene stykke, der gør en forskel i det store billede, og jeg hader det for den ødelæggende effekt, det udsagn har på dem, hvor den ene bid eller det ene stykke bliver en katalysator for mere sult, mere spisetrang og en kaskade af dårlige valg.
Spiste du for meget? Nååå, jamen det kunne du jo bare have ladet være med…
Junkfoodindustriens skudsikre argument
Og det er jo på mange måder junkfoodindustriens bedste og mest skudsikre argument.
Ingen kan dokumentere, at det lige netop var kalorierne fra den pose slik eller den CocaCola, der gjorde folk overvægtige. Herregud, de 215 kcal, som en halv liter cola indeholder, er jo ikke det, der gør forskellen mellem normalvægt og fedme.
Og det er da sandt, og det illustrerer meget godt, hvordan den kaloriecentriske tankegang har tjent junkfoodindustriens ærinde i årtier, imens mere end halvdelen af jordens befolkning er blevet overvægtige.
For det, vi har udeladt at tale om i denne sammenhæng, er, hvordan madens hormonelle effekt i kroppen har ENORM indflydelse på hvad og hvor meget, der i øvrigt spises.
Overvægt: appetitforstyrrelse eller kalorier?
Det er derfor jeg i de sidste 10 år har beskæftiget mig med overvægt som en appetitreguleringsforstyrrelse.
For når vi får styr på appetitten, forsvinder kiloene sørme fra kroppen. For det er nemt at spise mindre, når man ikke er oppe imod en konstant biologisk trang til at spise.
Og det er i al sin enkelthed forskellen på at angribe sit vægttab ud fra en kaloriecentrisk tankegang og ud fra en appetitreguleringstanke.
Ingen har i alle de år været villige til at tale om overvægt på den måde. Overvægt handlede om viljestyrke og den overvægtige kunne jo bare lade være med at spise for meget, måtte vi forstå.
Det gjaldt så, lige indtil vi fik et lægemiddel på banen, som nedsætter appetitten. Og det er lykkeligt, at der nu findes medicinsk hjælp, men der er heldigvis meget, vi kan gøre på egen hånd også.
Kom nu, et stykke kan du vel nok tage…
For langt de fleste er det meget nemmere at sige nej tak end at stoppe, når den første bid er taget.
Men det er svært at acceptere at skulle sige nej tak, når vi allesteder fra hører, at vi skal spise alt med måde, og hvis bare vi er mindful nok om vores indtag, så kan vi fint lykkes med at nyde det ene stykke.
Jeg anerkender fuldt ud, at der findes mennesker, for hvem dette fungerer. Men vi er bare forskellige som mennesker.
Der findes mennesker, som finder ro i at købe en pose slik til at have liggende i skabet, fordi så er den der, hvis de nu får lyst til slik en dag. Godt for jer, siger jeg bare! Vi andre, heriblandt mig, får ikke ro i tankerne, før den pose slik er udryddet fra skabet.
Og for mig og os er der ingen hjælp i at få at vide, at jeg bare skal lære at spise det med måde. At lade være med at starte med at spise det, er den eneste strategi, der virker.
Er du nået til dit vendepunkt?
Jeg tror, de fleste af os har en form for vendepunkt. Et punkt, vi når til, hvor vi sænker skuldrene og accepterer, at det, vi har troet på eller gjort hidtil, ikke har ført de resultater med sig, som vi havde forventet.
På nogle måder kan det føles som en trist dag at måtte nå til den erkendelse. Men set i bakspejlet er det en definerende dag.
Mit eget vendepunkt ligger i appetitreguleringstanken. Det er ikke kagen eller slikket, jeg siger nej tak til. Jeg siger nej tak til de efterfølgende dage med sult, sukkertrang og konstante tanker om næste sukkerfix.
Så øvelsen ligger ikke så meget i at vide, hvor mange kulhydrater eller kalorier det stykke kage eller den pose slik indeholder. Den ligger i, om jeg er parat til at acceptere konsekvenserne af det valg.
Har alt-med-måde svigtet dig?
Har du også brugt det meste af dit liv på at prøve alt-med-måde igen og igen og igen, og er du nået til erkendelsen af, at det ikke har ført dig derhen, hvor du havde håbet, så er Sukkerfri NU måske noget for dig.
Sukkerfri NU er et minikursus, jeg har lavet til folk, som har en adfærd omkring bestemte madvarer, som mest af alt minder om den, vi ser hos misbrugere af andre stimulanser. De har et større forbrug, end de måske vil være ved, der er konstante aftalebrud om hvor meget, de ville spise af en given madvare, og der er en tilbagevendende, lokkende tanke om, at i morgen er en bedre dag, så pyt med i dag. For jeg starter bare i morgen.
Grundidéen i kurset er abstinens, altså afståelse fra de ting, man ikke formår at modere sit indtag af. Og for rigtig mange er det den manglende brik på deres vej mod at lykkes med at holde ved den sunde kost på den lange bane.
Forleden fik jeg denne fine hilsen:
Kære Jane
Jeg har efterhånden fulgt med i mange år i jagten på mere overskud, vægttab og generelt højere livskvalitet. Jeg har af flere omgange gennemført kickstart og har haft mange perioder på KETO, dog altid med tilbagefald og vægten tilbage til udgangspunktet. Jeg har været så vred på mig selv over at stå med redskaber i hånden til at nå mine mål og så vælge at gøre noget andet i stedet.
MEN så bestemte jeg mig for at prøve Sukkerfri NU og hold da op en øjenåbner det har været. Der blev årsagen til at det er så svært for mig lige serveret.
Jeg er blevet bevidst om, at alle kornprodukter er en kæmpe trigger for mig, så det med at spise en halv bolle, når man besøger mormor duer simpelthen ikke.
Jeg føler at jeg har de helt rigtige redskaber nu, til at komme i mål med den livsstil, som gør mig til en langt bedre version af mig selv. Jeg ved nu at jeg i langt højere grad skal prioritere at være abstinent, fremfor vægttab. Så skal vægttabet nok komme på den lange bane.
Så kæmpe tak til dig Jane for at åbne mine øjne for problemets kerne.
Lyder dette bekendt? Læs mere om Sukkerfri NU her.
0 kommentarer til “Alt med måde eller alt eller intet?”