I teorien kan jeg rigtig godt lide idéen med alt med måde. Men mest i teorien, for i praksis synes jeg, den er svær at have med at gøre. Dels fordi alt med måde betyder noget forskelligt for forskellige mennesker, og dels fordi jeg synes, den har spillet fallit i takt med, at vi har indrettet os i et overflodssamfund, som er oversvømmet med ikke-mad.
For noget tid siden var Silas til fodboldstævne, og Søren sendte mig et billede af, hvad man kunne købe derude. Det var i en af Danmarks rigeste kommuner, i øvrigt. På menuen var der slushice, bland-selv slik og sodavand. Kildevand gemt godt af vejen inde bagved.
Jeg skal spare jer for billedet derfra. Det er ikke en uvant menu i sportshaller rundt omkring. Herudover havde forældrene fra holdet bagt to store bradepander chokoladekage og en havde et par ruller Oreos med, som ungerne kunne dele.
Konstant bombardement af slik og junk
Da jeg efterfølgende skrev et beklagende tweet om det, fik jeg øjeblikkeligt et svar fra en, der råbte STOP FORMYNDERIET!!! af mig. Inkl. versaler og udråbstegn. Og det er en reaktion, jeg ofte møder, når jeg lufter min frustration, og jeg forstår det godt. Ingen bryder sig om at få anfægtet sine valg, og ingen bryder sig om, at andre skal bestemme over dem. Det gælder også mig.
Men med det konstante bombardement af slik og junk, der er overalt, hvem kan så snart finde ud af, hvad “med måde” betyder?
At møde slushice, bland-selv-slik og sodavand er helt normalt. Langt mere normalt end det er at vælge det fra til fordel for rigtig mad. For vi skal jo hygge os og alt med måde, og vi skal heller ikke blive for fanatiske. Problemet er bare, at det er umuligt at efterleve alt med måde i et samfund, hvor ikke-mad fylder meget mere end rigtig mad. Det ville betyde, at vi skulle spise overvejende ikke-mad med en enkelt afstikker eller to engang imellem til rigtig mad.
Hvad betyder “med måde”?
Men det er jo ikke det, vi mener, når vi siger alt med måde. Men med det konstante bombardement af slik og junk, der er overalt, hvem kan så snart finde ud af, hvad “med måde” betyder? Jeg ved det ærligt talt snart ikke.
Er det alt med måde at spise fredagsslik om fredagen? Og hvad så med lørdagsdesserten og søndagskagen? Og de flødeboller, der blev delt ud i onsdags, fordi en havde fødselsdag, basserne til fællesmorgenmaden på kontoret fredag morgen og den pose med Magnums, der blev sendt rundt den dag, hvor vi pludselig havde noget, der lignede sommer?
Læg hertil de “uskyldige” spillere som den store kaffe latte fra kaffebaren eller juicen fra Joe & the Juice, som vi valgte i sundhedens navn. Eller den honningristede fuldkornsmysli, vi spiste på den fedtfattige, nøglehulsmærkede (og sukkerfyldte) yoghurt i morges – herregud, det er jo ikke Cocopops, hvor slemt kan det være? Hver for sig er der intet galt med nogen af delene, men lagt sammen tror jeg, vi nemt bevæger os fra alt med måde til for meget af det gode. Men hvem sætter grænsen? Og hvor er den i øvrigt? Ja, jeg ved det ikke.
Luk munden og let røven
Jamen, så må vi bare bevæge os noget mere! Lukke munden og lette røven og alt det der! Nej, det duer faktisk ikke. Ikke alene i hvert fald. You can’t outrun a bad diet!
Det er klart, at bevægelse er en god ting, og jo større muskelmasse, du har og i jo bedre form, du er i, jo bedre kan din krop klare de store mængder sukker. Men du kan ikke hælde junk i røret dag ind og dag ud og løbe en tur hver aften og tro, at regnskabet er gået i nul. Aktive og slanke mennesker får også type 2 diabetes!
Vi har fået indrettet os i et sygdoms-og fedmefremmende samfund, og det bliver sandsynligvis kun værre. Så længe nogen tjener så uhyrligt mange penge på, at vi spiser os halvt ihjel (undskyld udtrykket), er der ingen, der slår bremserne i.
Ingen skræmmekampagner og formynderi
Jeg bryder mig hverken om askese, forbud, alt-eller-intet, skræmmekampagner eller formynderi. Det tror jeg ikke, der er nogen, der gør. Jeg tror på positive tilvalg og på den enkeltes ret til at bestemme over eget liv, men jeg synes, den frie vilje får sværere og sværere vilkår.
Faktisk har jeg slet ikke noget bud på, hvad et værdigt og bæredygtigt alternativ til det nuværende kunne være. Jeg er endda lidt modløs, for jeg tror slet ikke på, at det står til at ændre. Vi har fået indrettet os i et sygdoms-og fedmefremmende samfund, og det bliver sandsynligvis kun værre.
Så længe nogen tjener så uhyrligt mange penge på, at vi spiser os halvt ihjel (undskyld udtrykket), er der ingen, der slår bremserne i. Hvorfor skulle de? Så det, vi er nødt til at lære, er, hvordan vi navigerer i et overflodssamfund, der gør os tykke og syge, og hvordan vi skal lære vores børn at gøre det samme. Jeg har desværre ingen løsning på, hvordan man sikkert gør det.
Sukker er hverken farligt eller giftigt, det ved jeg godt. Det er mængden, der udgør problemet. The dose makes the poison, som man siger. Vil du læse mere om, hvad der faktisk sker i kroppen, når vi oversvømmer den med sukker hele tiden, kan du gøre det her.
Rigtig fin måde du reflekterer over det på. Jeg må også sige, at det kan være svært for en mad-glad sjæl som mig med en sød tand, at navigere rundt i dette overflodssamfund uden at skovle det hele ned i min indkøbsvogn. Det koster både kalorier og selv-irritation.. Men hvad løsningen er, véd jeg ikke. Man har altid et valg, selvfølgelig. Jeg er bare så dårlig til at træffe dem der på lang sigt nok er bedst for mig og mit helbred. Det kan være at andre har det lige sådan – diabetes og fedme statistikkerne kunne tyde på det, ihvertfald.
Arhmen det er da også svært. Vi er jo selv opfostret med at sukker (eller proppe i munden) og hygge hænger sammen. Det er svært at gøre sig fri fra. Mange synes også at alkohol og voksenhygge hænger ufravigeligt sammen, – det skulle vi måske også se på, for om lidt skal vi jo til at lære vores børn gode alkohol vaner. Det er faktisk lige så slemt at drikke for meget som at æde for meget.
Når det handler om at hygge sig eller spise noget lækkert, så prøver jeg at lære mine børn noget om det fantastiske i at spise årstidens friske varer – f.eks. nyplukkede jordbær fra jordbærmanden, friske grønne asparges, rabarber fra Mormors have, friskkogte krabbekløer. Det kan man lære at sætte lige så stor pris på som en skålfuld af slik eller en bakke flødeboller som noget helt særligt
Det er sjovt, du nævner det med alkoholen, for jeg talte netop med Søren om det i går. Hvis man tror det er svært at takke nej til sukker, skal man prøve at takke nej til alkohol. Det (fra)valg er om muligt endnu mere kontroversielt. I det hele taget er det jo stimulans-overload! Til gengæld kan vi glæde os over at antallet af unge rygere er faldet. :)
Hej Jane,
Jeg deler din holdning og jeg er TRÆT! Jeg er så træt af at skulle FORSVARE at jeg vælge holde min lille dreng (5 år) fra junk, crap, møg, sukker, tilsætningsstoffer, kunstige farver, e-numre, sprøjtemidler osv. Nu lyder jeg meget ‘hellig’, det er jeg langt fra!
Men her på kontoret gør alle (for sjov…?!) grin med at det er så synd for min søn…alt det han går glip af?! hvordan kan jeg dog gøre det mod ham. Ja, han klager ikke spor når han får sin fredags guf skål proppet med lækre friske, gode sager som så ikke gør ham noget dårligt, tværtimod!
Jeg tror folk får det bedre med sig selv, og deres valg, ved at skyde mig ned. Men det er okay…jeg vil godt stå op for at jeg vælger at give mit aller dyrebareste, nogle gode ting.
Vi bliver bombarderet alle vegne fra, og det er også derfor jeg ikke kører en 100% striks linie, men at der er afvigelser og specielle lejligheder hvor jeg ikke har lyst til at sige nej på min søns vegne.
Det er 2015, vi ved jo godt alle hvad sukker og junk gør! KOM NU ind i kampen! I det mindste stop med at dømme os der tager de gode valg for vores børn!
Py ha, der kom jeg endelig ud med lidt galde;-).
TAK for opråb Jane, det har vi brug for.
Jeg har også lejligheder, hvor jeg siger ja, men hvor jeg gerne ville sige nej, men hvor jeg respekterer de sociale spilleregler. Det ærgrer mig, at det skal være sådan, men jeg kan ikke se, at det kan være anderledes, og det i sig selv er jo trist.
Tak for et rigtigt og skarpt indlæg. Du formår ofte at sige tingene præcis som de skal siges. Jeg er fuldstændig enig med dig i, at problemet er det enorme udbud der er af “hygge”-sukker, i nærmest alle sammenhænge hvor børn indgår. Men et andet problem, synes jeg, er den fordømmelse der opstår når man aktivt vælger sukker i de store mængder fra. Det oplever jeg i hvert fald tit. Det er som om flest folk synes det er synd for børnene hvis ikke de må få en hel slikpose hver eneste gang der er fodboldstævne, skolekoncert, loppemarked, God knows what. Og så tænker jeg at vi da for alvor er nået et sted hen, hvor fokus er fordrejet. Er det vigtigere at børn får slik end at de hygger sig med vennerne? Og hvis synspunkt er det egentlig, at slik er vigtigt for at hygge sig? Hvis vi tænker os om, ved vi nok godt at det i hvert fald ikke er børnenes. Og så finder jeg mig selv der, hvor “med måde” ikke er en mulighed, fordi så er der pludselig andre der skal styre hvor meget det er. Så bliver det fanatisk og formynderisk, for det er det der er nemmest for alle de andre forældre at forholde sig til. Og det er bare skideirriterende og ærgerligt.
Ja meget enig. Det er de voksnes behov, der bliver dækket, når alverdens aktiviteter kobles sammen med sukker. Det er skideærgerligt. Jeg tænker nogle gange, om vi er i virkeligheden bare er en nation af sukkerafhængige, der ikke magter at tage kampen op med egen afhængighed og derfor bare holder den i live. Skræmmende tanke.
Hvor er det fantastisk og dejligt, at nogen, du Jane, tør tage bladet fra munden, og jeg tror, vi er mange, der er enige med dig og er glade for, at vi har dig til at udtrykke os. For du har både visdommen, modet og de oratiske evner. Indarbejdede vaner er altså svære at ændre! – for enhver af os! – så dejligt med bane(/vane-?)brydere som dig. Knus
Tak mor :)
Virkelig tankevækkende indlæg Jane! Jeg må indrømme at jeg selv er meget i tvivl om mit standpunkt i henhold til sukkerindtag. Jeg er på den ene side vild med tankegange om “balance” og “alt med måde”, men det med at nyde i “små” doser bliver bare hurtigt relativt. Hvad er “måde”? og hvornår kammer det netop over og bliver en undskyld for at skade sin egen krop – og måske endda sine børns? Det spørgsmål findes der vel ikke noget eksakt svar på og er det bliver endnu sværere når vi prøver at løfte samme debat fra individ til samfundsniveau. Jeg vil give dig ret i, at forbrugerkulturen i dag tenderer mod det ekstreme, det polariserede og i den grad usunde forhold til søde sager, men om det løses ved at takke nej hver gang, det tror jeg ikke. Jeg tror dog heller ikke at det løses ved bare at give slip og bilde sig selv ind, at man har en balance i tingene. Så tager fredagskagen nemlig hurtigt også lørdagsslikken i hånden og tager til fest med søndagsbrunchens pandekager…
Åh, det er svært! Og jeg har egentlig heller ikke noget svar, jeg ville bare lufte mine egne (forvirrede) tanker og sige at du har skrevet et skide godt indlæg!
Tak Anna :) Jeg har desværre heller ingen løsning på det. Jeg ser den største udfordring i den kultur, der nu hersker med at alting skal akkompagneres af sukker. Alt! At man (over)spiser kage til fødselsdagen eller man holder af at tage et stykke slik eller chokolade hver dag (og er typen, der kan administrere det), tror jeg næppe er sygdomsfremkaldende. Men det konstante overload allevegne gør mig lidt nervøs for fremtiden, må jeg indrømme.. :-/
Her er en nation for hvem “alt med måde” er blevet “alt hele tiden”. Boede der for 20 år siden, og allerede dengang var det slemt. http://www.b.dk/globalt/det-er-federe-at-vaere-amerikaner
Puha, sikke en uhyggelig artikel… :(
Tak for folk som dig Jane…. Gid der/vi var flere!
Selv tak Camilla :)
Hej Jane. Super indlæg! Min mand og jeg har ændret vores kost til LCHF henover det sidste halve år og tabt os tilsammen 30 kilo, vores børn spiser det samme som vi blot tilført pasta, ris, brød osv, hvor det passer ind. Jeg følger din side hver dag og får virkelig mange øjenåbnere på hvad rigtig mad gør ved både min krop, men så sandelig også hvad det gør ved resten af familien, inklusiv den 5 og 8 årige. Vi har mødt mange kommentarer og så videre det sidste halve år især på jamen hvad spiser børnene så. Når jeg så svarer øh mad, bliver det næsten mødt af undren og det er da synd for dem agtigt, øh nej det syns jeg ikke. Vi har aldrig før haft det bedre, alle fire
. Men nu til det jeg vil skrive ;) i denne uge skulle der rigtig hygges i skolen da det var sidste uge inden sommerferien, det betød et besøg i zoo – super ide, men der skulle medbringes 10 kr til slik. Jeg tog en snak med min datter om hvorfor ? Jamen ellers kan vi ikke hygge os, og det skal alle de andre også. Det syns jeg virkelig er sørgeligt, som jeg forklarede hende kan man godt se på dyr uden at spise slik. Desuden skulle de også have tilsvarende med fredag, hvor der desuden skulle spises kage, for de skulle da hygge sis. Hun fik naturligvis med for hun skulle ikke stå som den eneste uden, men ej hvor var jeg træt af det …… Jeg ved godt at kulturen er at man efterhånden kun kan hygge med sukker men ville oplevelsen med at se spændende dyr ikke være nok i sig selv ?
Først og fremmest tillykke med det flotte resultat! Hvor er det bare godt gået! Og jeg er helt enig med dig i resten. Der er ikke mange oplevelser tilbage, der kan stå alene og blive nydt for det, det er, uden sukker. Det er en trist og også lidt uhyggelig udvikling.
Smaddergodt og relevant indlæg?
Tak Tina :)
Halleluja og amen! Du sætter ord på præcis hvordan jeg har det!
He he, glad for at du kan bruge det til noget :)
Jeg har ikke selv børn, men min fornemmelse er, at alt med måde bliver sværere, når man ikke længere kun skal tage ansvar for sig selv.
Personligt synes jeg nemlig ikke, det er svært at navigere og finde ud af, hvad alt med måde er for mig. Jeg spiser både rugbrød og slik, og jeg har ingen regler for, hvor tit jeg må spise sukker. I går spiste jeg sammen med mine gæster italienske sandwiches, koldskål og slik, og i dag vågnede jeg op og var hverken blevet mere syg eller et større sukkermonster. Sikkert fordi jeg grundlæggende spiser rigtig mad af ordentlig kvalitet.
Men jeg gruer for den dag, hvor jeg skal lære mine børn at navigere i en verden, hvor en tur på burgerrestaurant og efterfølgende fredagsslik i store mængder opfattes som forkælelse og en god start på weekenden. Hvornår blev vi enige om, at vi gør noget godt for vores børn ved at give dem dårlig mad af dårlig kvalitet? Det gør mig oprigtigt bekymret.
Det er egentlig en god pointe. Jeg ved også godt selv, hvornår jeg krydser grænsen til for meget af det gode, men det er i dialogen med mine børn, at jeg kommer til kort. Det er surt at sige for meget nej men det er næsten umuligt for mig at skulle sige ja til det hele.