Æblenachos med chokoladesovs og mandelsmør er den perfekte dessert til dig, der enten gerne selv vil spare på sukkersøde desserter eller som gerne vil minimere dine børns indtag af sukker. De søde æbler danner her bunden for en dejlig omgang dessertnachos toppet med chokoladesovs og mandelsmør og hakkede nødder.
Ingredienser
- 250 g æbler ca. 1 pr person
- 100 g nødder fx hasselnødder, mandler eller pekannødder
- 100 g chokolade 70%
- 3 spsk mandelsmør fx den hvide fra Monki (reklamelink)
Sådan gør du
- Rist nødderne på en tør pande, til de begynder at dufte.
- Lad dem afkøle og nulr evt. skallen af hasselnødderne.
- Hak dem groft.
- Smelt chokoladen over vandbad og hæld den i en lille skål.
- Skær æblerne i helt tynde skiver og anret dem på et stort fad.
- Dryp mandelsmør og smeltet chokolade over og pynt til sidst med de hakkede nødder
Noter
Æblenachos & Low Carb
Denne opskrift på æblenachos er også en kærlig reminder om, at ikke alle spiser Keto altid. Og måske endda også om, at det ikke er meningen, at man skal det, hvis du spørger mig (mere om det i morgen).
Men sidder du lige nu og er forvirret over, hvordan det hele hænger sammen med frugt og Low Carb og Keto, så vil jeg gerne slå et gigantisk slag for, at du stormer ned i nærmeste boghandel og anskaffer dig min nye bog De bedste fra Madbanditten.
Så vil du nemlig lære, at man godt kan spise Low Carb uden at spise Keto, og at Keto er et redskab, man kan benytte sig af, når det er rette værktøj til rette job. Og du vil lære, hvordan man veksler imellem de to, samtidig med at du lærer at finde det kulhydratleje, der passer til dig og din unikke situation.
Så slipper du nemlig helt for at spørge, om ‘man godt må spise frugt’, for det giver nu helt sig selv.
Æblenachos – da mine twins var små
Denne opskrift på æblenachos lavede jeg så tit til mine unger, da de var små.
Måske husker du alle de snakke, vi har haft igennem de sidste 10 år om netop dette emne. Mine børn var 5-6 år, da jeg startede bloggen her, og de bliver 16 om lidt. I dag driller de mig med deres sukkerfrie opvækst og klager vrængende over, hvordan de altid skulle have ‘fredagsfrugt’, når vennerne fik slik. Eller de fortæller om, hvordan de chokeret fik serveret chokopops til morgenmad i stedet for røræg, når de sov hos venner. De anede ikke, at den slags fandtes😅
Well, well, dengang var der ingen, der klagede over at få serveret æblenachos til fredagshyggen og jeg husker, at vi hyggede med at skære æbler op og pynte dem sammen. Det var et ordentligt svineri, men det var dødhyggeligt. De blev dog ikke så pæne som dem på billederne her, som er fra min bog Madglad.
10 år med blog og børn
Jeg skriver ikke så meget om dem længere og det er af respekt for dem og deres teen-liv. Jeg ved, at mange af mine mangeårige læsere savner at høre updates fra dem.
Jeg kan afsløre, at de har det godt og er gode og ret normale teenagere med deres respektive op- og nedture. Vega vil egentlig gerne medvirke både i tekst og billeder her på bloggen og på Instagram, men Silas er helst fri.
Og så får jeg den der milimeterdemokrati-mor-følelse om, at jeg jo ikke kan vise den ene frem uden også at gøre det med den anden. Og så bliver det slet ikke eller næsten ikke.
Og jeg tror egentlig også, det er fint nok sådan, men nogle gange savner jeg også mit frirum. Altså der, hvor jeg kunne lufte mine udfordringer og bekymringer som mor og få input fra jer derude. Men det må jeg gøre over spisebordet i stedet.
Uhmmm det er da en sindssyg lækker efterårsdessert, med æbler hængende fra træer lige uden for min nye hoveddør, bliver jeg bare nød til, at nyde den en dag.
Så sjovt med dine teenagere. Jeg har ofte tænkt på, hvordan de ville reagere ude i sukkerverden, når den kom tæt på.
Den base du har givet dem, tror jeg klart vinder på den lange bane, men teenagere skal og vil bare være teenagere, med alt hvad det indebære, inkl. sukker 😉
Jeg syntes det er både klogt og respektfuldt, at du lytter til dem, jeg kan faktisk godt forstå Silas.
Måske du skulle starte en teen mødre gruppe i Valby 🙃
Da min datter flyttede hjemmefra for et par år siden, skulle hun en dag lave en ret med pesto, sammen med en veninde.
Veninden kendte kun til pesto på glas og min tøsepige anede ikke, at pesto kunne fås på glas. Vi har i løbet af de år haft mange interessante snakke om opvækst og især mad, som først egentlig er blevet rigtig værdsat efter både hun og sønnen min er flyttet hjemmefra. Men altid dejligt, at blive værdsat selv med mange års forsinkelse.
Hehe hvor er det godt sagt. At man bliver værdsat med forsinkelse. Det tror jeg er utroligt præcist (og jeg glæder mig til den dag – haha!). Ej, de er skidesøde, selvom de er teens med alt hvad det indebærer :)