Årets feel-good julegave: Syriens Gryder


I går udkom bogen Syriens Gryder – En kulinarisk dannelsesrejse, som er resultatet af et ret fint projekt. Alle, som har deltaget i arbejdet med bogen, har nemlig arbejdet gratis, og al overskuddet fra bogens salg går ubeskåret til Dansk Flygtningehjælp. Pengene er øremærkede til støtte til de syriske flygtninge i nærområderne og til de uledsagede syriske unge, der er kommet til Danmark.

Der er død og ulykke mange steder i verden og hvis man er et sensitivt menneske, er det nogle gange nemmere at lukke øjnene og ikke lade den slags komme for tæt på. Det er ikke ligegyldighed, det er en slags afmagt over ikke at kunne hjælpe alle.

Syriens Gryder - en kulinarisk dannelsesrejse

MENNESKER I NØD – UMENNESKELIG DEBAT
De heftige billeder af de syriske flygtninges ankomst til bl.a. Lesbos har brændt sig ind på nethinden. Og imens debatten herhjemme har været direkte umenneskelig, har det, mine øjne har set, været forældre, der var lykkelige over at redde sig selv og sine børn i land.

Måske ramte det mig lidt hårdere, fordi jeg har noget med vand og med det at sejle. Noget, der bestemt ikke blev bedre af, at vi havde en rædsom oplevelse, da vi forrige år sejlede mellem to øer ude i Thailand. Turen inkluderede bl.a. at springe fra en færge til en anden med opkastende børn uden redningsvest. Den oplevelse sidder stadig i mig, og især magtesløsheden ved at være fanget ombord på en færge uden redningsudstyr. Vores oplevelse kan jo selvfølgelig ikke sammenlignes med de stakkels mennesker, der går ombord i en overbefolket gummibåd. Alligevel vil jeg sige det det sådan, at hvis man er parat til at gå ombord i sådan en med sine børn, så er det, fordi det, man forlader, er værre end at drukne side om side med sine børn, og ikke fordi man har hørt, at den sociale ydelse i et land højt oppe nordpå er særligt høj.

I min familie er vi ekstremt priviligerede, og vores børn vokser op og er ekstremt priviligerede. Derfor er det også nogle gange vigtigt, at de lærer, at ikke alle mennesker har de muligheder, som de vokser op med. Vi deltog derfor i en af de indsamlinger, der var, og sendte vintertøj, tæpper, dåsemad og legetøj afsted tidligere på året. Bidraget var beskedent, men det var en fin måde at illustrere over for ungerne, at man har et ansvar ift. at hjælpe andre, når man selv har alt for meget.

JULEGAVE ELLER MANDELGAVE?
Der er mange måder at hjælpe folk i nød, og jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvor man vælger at placere sin støtte. Men hvis du alligevel står og skal købe en gave til en med en virkelig kedelig ønskeseddel (som fx ens far, der altid kun ønsker sig strømper), så køb i stedet denne bog. Eller brug den som årets mandelgave.

Bogen har historier fra Syrien og byder på masser af lækre opskrifter fra det syriske køkken. Jeg er ret vild med mellemøstlige retter generelt, så jeg glæder mig til at teste nogle af opskrifterne.

Syriens Gryder - en kulinarisk dannelsesrejse

KOM TIL BOGRECEPTION I EFTERMIDDAG
Vil du have endnu mere, er du også velkommen til at komme til bogreception. Det foregår i eftermiddag fra kl. 16.00 inde i Torvehallerne. Her vil kok Trine Hahnemann lave syrisk mad sammen med nogle unge syriske flygtninge. Udover at smage på den lækre mad, kan du købe bogen og måske endda også hilse på undertegnede + to blonde børn.

Læs mere om bogreceptionen HER.

Bogen kan selvfølgelig også købes i boghandlere rundt omkring i landet og hos Saxo.com eller Plusbog.

Syriens Gryder - en kulinarisk dannelsesrejse

Skal jeg sende dig en e-bog?

Skriv dig op til at modtage mine meget populære lørdagsmails og jeg sender dig kvit og frit min e-bog 5 hemmeligheder til vægttab med Keto.

Ja tak – den vil jeg gerne have >>

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

7 kommentarer til “Årets feel-good julegave: Syriens Gryder”

Skriv en kommentar

  1. Hvor er det godt og rigtigt skrevet! Jeg sidder helt og får kuldegysninger og blanke øjne – jeg er så også både sensitiv og gravid ;)

    Jeg har meldt mig til at købe mandelgave i år og har gået og tænkt på, hvad jeg skal købe. Nu blev det lige meget nemmere :)

    Svar
  2. Køber en til min mand som er en superkok (især efter egen mening). Håber så han bruger i hvert fald 1-2 af opskrifterne. Godt tip.

    Svar