Året, der gik hos Madbanditten – 2019


2019 lakker mod enden og det samme gør et helt årti. Jeg kan slet ikke begynde at sætte ord på, hvordan dette årti har været skelsættende for mig. Da årtiet endnu var nyt, lagde jeg min kost om fra High Carb til Low Carb og jeg fejrer snart 10-års jubilæum med den beslutning. Det er måske det bedste, jeg har gjort for mig selv nogensinde. Det er også et årti, hvor jeg har skiftet karriere, blevet selvstændig, skrevet 7 bøger, lanceret et meget populært vægttabskursus og omdannet Madbanditten fra personlig navlepillende blog til en stor, gratis ressource for dem, der gerne vil spise LCHF/Keto.

Tilbageblik på 2019

Men i dag vil jeg nøjes med at se tilbage på, hvad 2019 bød på. Det har været et forrygende år med – hvis jeg skal være ærlig – alt for mange projekter. Men når man er drevet af lyst, kan det være svært at vælge fra.

Sæt dig godt til rette og læs med på mit tilbageblik her.

Januar

Året startede med en Keto-eksplosion for mit vedkommende. Min bog Keto – Optimer din fedtforbrænding og gå ned i vægt var landet i folks postkasser lige før jul og alle havde spørgsmål til denne ‘nye’ variant af lavkulhydratkost.

Jeg kom uforberedt ind i januar og blev væltet omkuld af interessen. Jeg skrev indlægget Januar for pokker! som jeg lige har genlæst og jeg kunne ikke lade være med at smågrine lidt af det. Jeg var såååå lagt ned.

Jeg prøvede også at lave nogle skriv, som jeg kunne henvise de mange enslydende spørgsmål til. Især indlægget Er det Keto? henviste jeg til mange gange, når folk var på vej på afveje.

Og så kørte vi et hold Kickstart – en af kursisterne fra januar-holdet har lige meldt tilbage, at hun nu har rundet et vægttab på 60 kg. Ja, det var 60 kg!!

Rie, som du måske kender fra TV2-programmet Min Supersunde Familie delte historien om sit flotte vægttab.

Januars mest læste opskrift blev vikingegryden, hvilket er sært, for det er en opskrift jeg publicerede i 2016.

Februar

Februar startede lidt overraskende ved at Søren blev forfremmet til adm. direktør for Scandic i Danmark. Pludselig var vores planlagte vinterferie til Thailand i fare, men vi endte med at tage afsted og vi fik pustet lidt ud på øen Koh Jum, som vi besøgte for første gang og Koh Lanta, som vi besøgte for anden gang.

Jeg udgav lidt forskellige opskrifter og indlæg på bloggen, hvoraf det mest læste blev det personlige indlæg 6 ting om mig, du (måske) ikke vidste.

Marts

I marts lancerede jeg Keto-madplanen på abonnement, som øjeblikkeligt blev en stor succes.

Jeg lavede også en Keto printable, man kunne hænge op på køleskabet og jeg udgav indlæg om hvor meget fedt, man egentlig skal spise på Keto og hvordan man kan få succes med Keto, selvom man ikke orker at tælle kulhydrater.

Og så gav et (træt) modsvar på mediernes store skræmmekampagne om æg med indlægget Er æg farlige og usunde?

Og så fejrede jeg min 42-års fødselsdag og spiste Gateau Marcel.

Blomkålsbearnaise blev den mest besøgte opskrift i marts.

April

Desværre fungerede mit system skidt til abonnementsmadplaner og jeg brugte mere tid på kundeservicemails end på at lave fede madplaner. Så jeg lavede dem om og lancerede dem  som årstidspecifikke madplaner, hvor man købte for 5 uger af gangen. Meget bedre. Gladere kunder og meget mindre tid brugt på kundemails.

Jeg drog til Paris på min årlige solotur og befandt mig pludselig få hundrede meter fra Notre Dame, da den brød i brand. Det rystede mig helt vildt og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så alene og så langt væk hjemmefra. Jeg delte nye guides til min yndlingsby og især guiden om gode Instagram-steder i Paris var populær.

Jeg bragte en masse påske-opskrifter og jeg inviterede med indenfor i vores nye hus.

Maj

Min redaktør, som siden årsskiftet havde prøvet at overtale mig til at lave en ny Keto-bog, fik mig endelig overtalt. Vi underskrev kontrakt men jeg kunne ikke starte på projektet med det samme, jeg havde nemlig to andre vigtige ting, jeg skulle først.

Maj bød nemlig på Kickstart-forløb og det er min førsteprioritetet i de måneder, det kører.

Samtidig bryggede Anette Sams og jeg også på et online kursus til folk med diabetes 2 og insulinresistens, fordi vi ikke længere kunne leve med at diabetikere ikke kunne modtage rådgivning i den kostform, som al international forskning viser er den mest optimale til denne patientgruppe.

Juni

Anette og jeg lancerede online kurset Ud af Diabetes 2 og de første 100 mennesker spiste sig til lavere blodsukker og vægt og til mere energi.

Jeg delte ud af et svært personligt emne, nemlig om at leve med IBS og hvilke omkostninger, fysiske som følelsesmæssige, det faktisk har.

Jeg harcelerede over vildledende sukkervejledning hos skoletandlægen, hvilket som altid, når det emne kommer op, delte vandene.

Jeg bragte lidt friske sommeropskrifter, bl.a. en lækker vietnamesisk salatog en thai beef salad.

Juli & August

Sommerferie. Vi holdt to ugers sommerferie i hhv. Sydfrankrig hos min far og så besøgte vi Portugal for første gang. Især Lissabon vandt mit hjerte. Pga Sørens nye job blev ferien forkortet fra tre til to uger og hjemme igen brugte jeg den rolige tid på at få skrevet på den nye Keto-bog.

Politiken bragte en artikelserie om det skandaløse i, at den danske Diabetesforening ikke havde fulgt op på de nu næsten 1 år gamle reviderede kostråd til diabetikere. Jeg refererede debatten i indlæggene 40 års kostråd til diabetikere er forkerte og Skal fremtidens kostråd til diabetikere være Low Carb?

På dette vigtige tidspunkt gik min Keto-bog udsolgt i tre uger, hvilket irriterede mig grænseløst. Grrrr….!

Linda delte sin historie om at være slank og fit som 50-årig og Ditte fortalte om at gå fra at være overvægtig allerede som teenager til at være en smuk og slank ung kvinde.

Jeg blev også moster til en skøn lille pige, og det har jeg måske ikke skrevet meget, om men det var faktisk en stor ting her på min side af skærmen.

September

I september kørte jeg årets sidste Kickstartforløb men første forløb nogensinde, hvor jeg havde Linda med som medhjælper. Stor gave til forløbet. Både for mig og for deltagerne, som nu var endnu bedre mandsopdækkede.

Jeg indtalte Keto-bogen som lydbog og lancerede en e-bog med vegetariske Low Carb-opskrifter.

Jeg bragte historien om, hvordan Line tabte 40 kg med Keto og Henriette viste i ord og billeder, hvordan det ser ud, når man taber 18 kg og 96 cm (!) på bare 18 uger.

Septembers mest læste opskrift blev Den Dovne Gryde. Jeg elsker, at mine læsere er lige så dovne som mig – haha!

Både kyllingenachos og pandekagetoasten fik dog også en varm velkomst.

Oktober

1. oktober afleverede jeg manus til den nye Keto-bog og kort efter tog vi en kort tur til Palma og nød både sol og god mad.

På bloggen skrev jeg et vigtigt (synes jeg selv) indspark til, hvad man skal forstå når vægten står stille eller pludselig stiger på Keto. Jeg har ikke tal på, hvor mange jeg har set sabotere en superfin proces pga. det. Den ødelæggende adfærd vil jeg gøre meget for at stoppe.

Mest læste nye opskrift på bloggen i oktober blev den lækre blomkålsgratin, som er en super erstatning for flødekartofler.

November

I november fik jeg endelig lavet et længe ventet indlæg om Keto-morgenmad til travle morgener. Jeg var lidt skrap, som jeg altid bliver, når folk fortæller mig, at ‘de ikke har tid’.

Det væltede stadig ind med succeshistorier og jeg bragte historien om Mette, der tabte 30 kg og Iben, der spiste sig fra overvægt og diabetes 2.

Og så fejrede vi 2 x 14 års fødselsdag herhjemme.

På madsiden var det egentlig lidt småkedeligt. Grunden til det var at jeg tilbragte 3 uger med at lave mad og skyde billeder til den nye bog. Tiden rakte ikke til mere.

Der var dog to udmærkede slags kødboller, de vietnamesiske kødboller og en næsten Lade & Vagabonden-agtig kødbolle-anretning med kødboller i tomatsovs.

Lige inden udgangen af måneden nåede jeg lige at lancere den nye Keto Madplan Vinter.

December

I årets sidste måned kunne jeg endelig breake nyheden om den nye Keto-bog. Keto på 4 uger hedder den.

Jeg var taknemmelig for de mange forudbestillinger. Måske virker det fjollet at forudbestille en bog, der først udkommer til marts, men for mig er det en god ting. At mange forudbestiller min bog sender nemlig et signal til boghandlerne om, at her kommer en bog med stort potentiale. Det inspirerer dem til at promovere bogen mere og det betyder i sidste ende, at endnu flere mennesker får stiftet bekendtskab med Keto.

Så ydmygt TAK!

Resten af min tid i december går med at planlægge januar, så jeg er bedre forberedt end jeg var i starten af dette år.

Og så byder jeg selvfølgelig ind med en masse lækker nytårsmad, som jo er meget mere mit game, end julen er. Glæder mig allerede til at slutte året med et brag af en fest.

Farvel 2019

Det var mit år. Hvor var det forrygende!

Næste år bliver et mere stille år for mit vedkommende. Bloggen her skal have en stor og tiltrængt makeover og jeg sysler på at lave et Keto-produkt, som henvender sig til de garvede Keto-folk og ikke til nybegynderne. Men alt det kan vi tale om til næste år.

Tusind tak for at du har læst med igennem året. Tak for alle hilsner og kommentarer. At skrive til et livligt og deltagende publikum er bare sjovere end at sende ord ud i det blå.

Glæd dig til næste år, hvor jeg i hvert fald vil gøre mit for at flere får øjnene op for Keto og alt hvad det kan gøre for både vægt og fysisk og psykisk sundhed. Vi tager jo hul på et helt nyt årti og jeg starter 2020 med et nyt hold Kickstart og til marts udkommer så Keto på 4 uger.

Det tegner jo til en flyvende start.

Rigtig godt nytår♥

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

12 kommentarer til “Året, der gik hos Madbanditten – 2019”

Skriv en kommentar

  1. Godt nytår, Jane! 2019 var også så meget mit år. Styr på jobbet og masser af ovrrskud, så der skulle smides kilo. Havde ikke noget mål, gik bare i gang, og så måtte tiden vise, hvad det kunne blive til. Fandt i marts frem til dig og KETO og endte med at smide 25 kg på et halvt år. Efterfølgende fortsatte vægten nedad efter lidt sommerfnidder, og jeg havde i efteråret smidt hele 31 kg. Helt vildt, og jeg skal ikke tabe mig mere. Er på KETO igen for lige at smide de der 2-3 julekilo *ahem*, og dét, der virkelig virkede for mig, var mantraet ‘stol på processen’, som du skriver mange steder. Så når vægten stod stille, blev jeg heldigvis bare endnu mere stædig og messede de ord igen og igen. Det ER vejen frem. Så tak for dig, din blog og din bog. Kunne aldrig ha’ gjort det uden, og har faktisk nemt ved at finde tilbage, nu hvor december var lidt ligeglad med KETO :)

    Svar
  2. Godt nytår Jane, du er MEGA genial og har fulgt dig længe og det bliver jeg ved med! Jeg har selv fuldstændigt overgivet mig til Keto (helt konkret carnivore-keto-ish). Jeg elsker din måde at stå imod det paradigme der hersker, og som er i forandring…. (heldigvis)

    Super spændt på din nye bog og et Keto produkt, wehu!

    God weekend!

    Svar
    • Tusind tak, June. Altid dejligt at høre fra nogen på samme side. Jeg bliver sgu så træt nogle gange.

      Og ja, superspændende år forude. Så mange vigtige ting at tage fat på :))

      Svar
  3. Godt nytår, og stor respekt til dig for at fortsætte med at gå op imod hovedparten af de danske sundhedsapostle ? Jeg er vild med din direkte måde at besvare spørsmål på (f.eks. “Må jeg spise…?” – et spørgsmål du også selv referer til) Direkte svar er til at forstå?
    Jeg glæder mig til din nye bog – indtil videre har mit vægttab været behersket (ca. 12 kg), men de er blevet væk og min hjerne er tunet ind på metoden, og jeg er SÅ klar til, at 2020 bliver året, hvor jeg kan smide noget af min medicin❤️ (Mine tal ser væsentlig bedre ud, til stor overraskelse for min læge, men det overrasker næppe nogen?)
    Go arbejdslyst – vi holder øje med dig…. på den gode måde ?

    Svar
    • Haha, tak Bente. Jeg kan afsløre, at det er et trættende job til tider.. :-/

      Sejt gået af dig med de flotte resultater. 2020 tegner lovende allerede :)

      Svar
  4. Det kunne være skønt med noget for os der kender til Keto ?

    Jeg var på kickstart i januar 2019, og var super glad for det. Jeg var SÅ klar til at fortsætte min vægttabsrejse efter de første 60 kg. var væk. Sådan gik det ikke. I stedet står jeg med en lækker baby på 8 uger og +10 kg på sidebenene.

    Så min januar starter præcis som den gjorde sidste år. Med Keto. Jeg har jo alle opskrifterne osv. fra Kickstartforløbet ?

    Godt nytår!

    Svar
    • Ja kunne det ikke være meget fedt? Jeg tænker ikke at vægttabet nødvendigvis ikke skal være der men måske bare komme skridtet videre end ‘må jeg spise kikærter?’ og også prøve at kigge nærmere på de strategier, der ikke passer nybegynderen men som kan være relevante i den allerede Keto-adapterede krop. Jeg kan mærke, det er noget, jeg har lyst til i hvert fald ?

      Svar
  5. Du er for sej!
    Jeg smed 12 kg på en kickstart og vil anbefale det til HVEM SOM HELST!
    Går i gang igen efter min søn er født og glæder mig allerede til velværen…
    Pøj pøj med det hele – jeg følger med på sidelinien.

    Godt nytår

    Svar