8 dage uden sukker


Jeg har været sukkerfri i 8 dage nu og mærker tydeligt, hvordan jeg føler mig normal igen. Kroppen har smidt de par kilos væske, som den ophober, når man spiser for mange kulhydrater, maven er blevet fladere, og ballonfølelsen er væk. Det er virkelig dejligt.

Min lede decemberflirt med sukker er altså slut. Det er gået forbavsende let, og det er et kors for min forstand, hvorfor man nogle gange glider lige igennem det, mens man andre gange hænger fast som en hamster i et hamsterhjul. I just don’t get it! Jeg har prøvet at kigge på, hvad jeg har gjort anderledes denne gang, og jeg synes faktisk ikke, det er store ting.

1. Jeg har spist striks LCHF (det er altid mit bedste våben)

2. Jeg startede på en torsdag, så den lumske 3. dag faldt på en lørdag, hvor jeg var hjemme og havde adgang til at hælde i mig af gode sager, når det blev nødvendigt

3. Jeg har taget olieshots både morgen og eftermiddag.

4. Jeg har drukket vildt meget vand (ikke the, ikke urtete, vand!). Jeg hader selv når folk lovpriser vanddrikning som svaret på alt muligt. Jeg drikker rigeligt med vand. Eller gør jeg? Jeg drikker rigeligt med the (grøn the, hvid the og urtethe), men det giver tilsyneladende ikke den samme effekt som rent vand. Den sidste uge har jeg drukket min 1½ liter vand + alle mine theer.

Og jeg har spist lækker mad. Nydelse er også en del af sukkerafvænningen. Kroppen skal have nydelse for at trives og for at give slip på misforståelsen om, at sukker er svaret på alting.

I går fik vi fx. lækker saltimbocca af kalveschnitzler foldet med parmaskinke, stegt på panden. Da de var færdig, tog jeg dem op af panden og hældte lidt fløde på og lavede derved en toplækker sauce af stegeskyen. De af jer, der har læst med længe, ved, at saucetilberedning ikke lige er min kernekompetence, så jeg var ret stolt her. Hertil fik jeg en rucolasalat med revet emmenthaler og en lækker hjemmerørt olie-eddikedressing og en skål med rå fennikel. Det er mit bedste måltid længe.

Ja, man skal ikke beskylde mig for ikke at spise op…

Skal jeg sende dig en e-bog?

Skriv dig op til at modtage mine meget populære lørdagsmails og jeg sender dig kvit og frit min e-bog 5 hemmeligheder til vægttab med Keto.

Ja tak – den vil jeg gerne have >>

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

14 kommentarer til “8 dage uden sukker”

Skriv en kommentar

  1. Hej Jane.

    Så er jeg også faldet over din blog, er blevet anbefalet af min mor. :)

    Du skriver at i dine olieshots blander du det med juice.
    Hvilken slags juice? :)

    Mvh. Rikke.

    Svar
  2. Kære Jane.
    Kan slet ikke får armene ned over din fantastiske hjemmeside og din skønne måde at dele den med os andre på.
    Har lige et tillægsspørgsmål ang de der olieshots, som jeg er super klar på at gi mig i kast med. Har du nogen erfaring med mandelolie? Glæder mig til at komme igang :)

    Svar
    • Tak for din fine kommentar, Trine :-) Mandelolie har jeg brugt som dessertolie og smagsgiver i smoothies fx. Men du kan sagtens bruge den i olieshot. Du skal dog sikre dig at det er en mandelolie til fødevarebrug og ikke en kropsolie, du har fået fingrene i ;-)

      Svar
  3. Hej Jane,
    Vi har opdaget din hjemmeside med alle disse lækre opskrifter – af hjertet tak! Siger hele familien…vi fik i går kylling i crunchy peanutbutter sauce, hold nu fast hvor det smagte! Vi har faktisk spist rigtig sund siden før nytår, hele familien. Vores store dreng på 5 år kæmper med nogle adfærds udfordringer, så vi læste en masse om børn med adfærds udfordringer og kost og gik så i gang. Det er gået super godt, vi mærker tydelig forskel, både for store og små…også mht. adfærd:-) Men jeg har i den forgangne uge faldet i brød fælden…så jeg er nu tilbage til at have smovse-trang og føler mig oppustet og mat i koderne. Jeg har for 2 minutter siden taget det første olie shot i mit liv!!! Det var grænse overskridende, men jeg har en fantastisk fornemmelse i kroppen nu…altså måske er det indbildning, men jeg FØLER virkelig en forskel. Og hvis det blot er indbildning, så må den gerne blive her – hvad som helst, for at jeg fastholder det positive islæt ved at hamre 2 spsk fed olie!!! :-)

    Tak for denne dejlige hjemmeside, den kommer vi til at bruge flittigt:-)

    Kh.Malene

    Svar
    • Hej Malene – hvor er det dejligt at høre, at I mærker forskel derhjemme. Det glæder mig rigtig meget at høre. Og olieshottet, jamen det har nøjagtig samme effekt på mig Jeg falder helt til ro. Det svære består i rent faktisk at tage det, når man står der og sukkertrangen raser gennem kroppen :-)

      Svar
  4. Hej Jane,

    Jeg har læst på din blog, at du tager nogle olieshot – hvad består disse af? :)

    Tak for en god og inspirerende blog!

    Svar
    • Hej Anna
      Beklager det sene svar. Jeg har lige været på en lang ferie i Thailand :-)

      Olieshots består af 1-2 spsk olie (fiskeolie fra Nordic Naturels, livets olie/Udo’s choice, koldpresset hørfrøolie eller koldpressede nøddeolier) i lidt juice. Det gør underværker for sukkertrangen, det siger jeg dig! Jeg tager et om morgenen og supplerer med et om eftermiddagen, hvis jeg er inde i en “svær” periode.

      Svar
      • Hej Jane
        ….er det juice du selv laver eller bruger du den “købte” med sukker og så begrænser mængden når du blander den med olien?

        Bedste hilsner
        Kristina

        Svar
  5. Det lyder også som en lækker fennikelret, dér! Det vil jeg huske. Fennikel spiser vi tit råt, fordi ungerne elsker det. Det smager af lakrids, mor! Vi skærer den bare i skiver, så det bliver til sådan nogle hele eller halve cirkler…

    Svar
  6. Mums, det ser godt ud! Men rå fennikel? Hvordan er det skåret ud? Jeg synes ikke det er faldet heldigt ud, når jeg har forsøgt mig… Til gengæld er fennikel, rødløg, smør, et lille skvæt balsamico og en stegepande et fantastisk mix, hvis du spørger mig!

    Og tillykke med de 8 sukkerfri dage. Jeg skal vist også til at se på det, nu hvor jeg ikke har eksamensstress som undskyldning mere!

    Svar