Du har læst 7 GODE VANER af Stephen R. Covey, ikke? Eller måske fik du den aldrig rigtig læst eller kun skimmet, og det er også ok, for i dag får du et lyn-resumé i form af en video på bare 6 minutter.
En af grundene til, at jeg bliver ved med at vende tilbage til de 7 vaner er, at de hver især taler til mig på forskellige tidspunkter. Alt efter hvor jeg lige er.
For god ordens skyld kan vi lige repetere dem her:
7 GODE VANER – 7 HABITS OF HIGHLY EFFECTIVE PEOPLE:
- Be Proactive
- Begin with the end in mind
- Put first things first
- Think Win-Win
- Seek first to understand, then to be understood
- Synergize
- Sharpen the saw
HVAD BETYDER DET FOR MIG?
I mange år var jeg optaget af vane nr. 1 om at være proaktiv. Be proactive. For jeg levede enormt reaktivt og følte mig fanget i en dum nedadgående spiral. En spiral, som mest fandtes, fordi jeg var så optaget af alt det, der var forkert og galt, men som lå milevidt udenfor min indflydelse. At rette fokus på alt det forkerte, man alligevel ikke kan ændre, er selvsagt dumt.
Vane nr. 2, Begin with the end in mind var i baghovedet på mig, dengang jeg valgte at sige mit gamle job op for at skifte kurs i mit liv. Hvis du læste med allerede dengang, læste du om det i indlægget: Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange? Det var en tid præget af enorm usikkerhed og en kæmpe indre følelse af, at det nok skulle gå. Det er stadig noget af det vildeste, jeg har været ude for. Ikke det at tage springet og gøre det, men det at følelsen var så stærk.
De sidste par år har jeg været mere optaget af vane nr. 3 Put first things first, og det er en, jeg stadig arbejder med. Jeg stiller mig jævnligt spørgsmålet: Hvor er det, jeg gerne vil hen? Og herefter: Forvalter jeg min tid bedst muligt for at nå derhen? Det er skidehamrende svært synes jeg, men vildt vigtigt.
Vane nr. 4, Think Win-Win, har også været med mig i de sidste år. Jeg har skrevet om det nogle gange her på bloggen, hvor jeg har beskrevet det i lidt diffuse termer som karma. Jeg er optaget af at gøre gode ting, og jeg bliver hverken større eller bedre ved at tale nogen andre ned. For you to win, another person does not have to lose. Hvor rigtig er den sætning lige?
Vane nr. 5, Seek first to understand, then to be understood handler om at lytte for at forstå og ikke for at svare. Og det er ærligt talt skidesvært, både generelt og her på bloggen, og det er noget, jeg øver mig på hver dag.
Skab synergi, Synergize, er vane nr. 6. At skabe synergi betyder, at helheden eller slutresultatet bliver større end enkeltdelene. Det er en vane, som godt kunne bruge lidt ekstra opmærksomhed i mit liv.
Sharpen the saw, slib saven, er vane nr. 7. Den handler om at investere – i sig selv – selvom det tager både tid og penge, fordi det vil bringe målet tættere på. Den er toprelevant for mig. På flere fronter. En af dem er arbejdsfronten. Jeg har længe gået og syslet med tanken om at skulle have hjælp, men jeg bliver ved med at tøve. Hvorfor ved jeg ikke helt, for jeg har faktisk besluttet mig. Så det er dumt. Jeg har spændende planer for min lille virksomhed, og jeg har nået grænsen for, hvad jeg kan alene.
I virkeligheden var det slet ikke meningen, at jeg ville skrive så detaljeret om, hvad de 7 vaner betyder for mig. I stedet ville jeg dele en fin lille video med jer, som virkelig gik rent ind her forleden. På 6 minutter får du nemlig en lyngennemgang af de 7 GODE VANER, og det er så enkelt og godt formidlet, at du skal se dem. Også selvom du har læst bogen flere gange.
Klik på billedet herunder for at se den lille videosekvens på Youtube.
Jeg tror, jeg vil have bogen med på sommerferie i år. Jeg kan mærke, at jeg godt kan have brug for at få dem ind under huden igen.
Jeg er helt enig med ovenstående indlæg. Du har nogle dejlige og ærlige betragtninger om livet og dens underfundigheder. Jeg læste bogen, da den udkom, og da jeg så din vedlagte video, kunne jeg pludselig se, at det vist var tid til en genlæsning. Et kært gensyn. Så tak for inspiration. Forsæt endelig med det…Kunne du ikke bare lave en emne inddeling, med ” alt det andet ”
Ved godt at du har slået dig ned som madblogger, men du er jo herre i eget hus:-)
Kan ikke vente…. ? Er vildt med at læse dine indlæg. Det er også dejligt at læse om andet end mad. Men lige præcist dette indlæg, kan du sagtens overføre til ens tilgang til mad, og den verden vi er en del af. Syntes jeg ??
Elsker når dine indlæg handler om noget personligt og ikke kun om mad :)
Jeg synes, du har sådan nogle kloge og velovervejede betragtninger om livet. Jeg synes det er inspirerende at få indblik i dine tanker – så tak for det. Jeg har netop selv i dag siddet og griflet et meget personligt indlæg ned. Og har flere steder i dag læst både dybe, gribende og tankevækkende indlæg fra de bloginder jeg følger. Måske det er påvirkningen fra den meget kraftfulde og sjældne fuldmåne fra igår. Den lover forandring i positiv retning !
P.S. Kan også godt lide dine madopskrifter ;)
Hvor er jeg glad for at høre det, Louise. Tak. Jeg har længe haft lyst til at skrive en hel masse, som ikke handler om mad, men jeg har ikke kunne finde ud af, om det hørte hjemme her på bloggen eller ej. Til sidst besluttede jeg, at det måtte være min blog=mine regler, så der kommer mere af denne slags :)
Det er år siden jeg sidst har tænkt på den bog! Jeg havde det rigtig svært i midten af gymnasiet og gik med noget, jeg i dag tænker på som en klinisk depression. Jeg læste 7 Gode Vaner og den gav vildt meget mening for mig på det tidspunkt. Sammen med fantatisk psykolog hjælp, som faktisk har gjort at jeg selv er blevet psykolog, var det helt klar en stor faktor i at jeg kom oven på igen.
Tak for reminderen! Den vil jeg også læse snart igen.
KH til dig,
Anne
Det er netop det, der er så særligt, synes jeg. Det med at man får noget forskelligt med derfra alt efter hvor man lige er. Jeg trænger også til en gennemopfriskning, så jeg tror jeg tager den med på sommerferie i år :)