I dag har jeg samlet en hel masse morgenmads inspiration til dig. Først får du 5 forslag på Low Carb måltider der mætter indtil frokost. Og tit også et stykke ud på eftermiddagen.
Jeg savner på ingen måde de dage, hvor jeg var nødt til at spise hver 2. eller 3. time for ikke at gå sukkerkold, og hvor jeg altid slæbte mad med mig i tasken, i tilfælde at jeg pludselig blev sulten.
Noget af det bedste, LCHF har lært mig er, at jeg ikke behøver spise så tit. Og at jeg har lært, at jeg ikke dør eller bliver utilpas, hvis jeg udskyder et måltid eller springer det helt over. Det lyder måske som en lille ting, men for mig har det betydet alverden.
Havregryn til morgen = sulten hele dagen
Mine portionsstørrelser er jo selvfølgelig også blevet sat op. Så hvor jeg før sad og kiggede på et par havregryn nede i bunden af en skål for derefter at begynde nedtællingen mod, hvornår jeg skulle spise igen, spiser jeg nu gode portioner mad.
Klart, at det gør en forskel på hvor længe jeg er mæt! Men min oplevelse var tidligere, at jeg kunne spise en hel pose med havregryn og stadig være sulten efter 2-3 timer, hvor det nu mere er størrelsen på mine måltider, der afgør, hvor længe jeg er mæt. Stort måltid = mæt længe.
Lange spisepauser – godt for maven
Jeg trives klart bedre med store måltider end med mange små. At have lange pauser imellem mine måltider er rart for min mave, som får ro til at fordøje i stedet for hele tiden at blive bombarderet med ny mad.
Når jeg læser artikler om maveproblemer er et af rådene ellers ofte, at man skal spise mange små lette måltider men min oplevelse er altså det modsatte.
5 X LCHF-MAD, DER MÆTTER TIL FROKOST
To spejlæg, lidt serranoskinke, lidt ost (her en lagret Comté) og en halv avokado.
Sidekick: 1 tsk fiskeolie og en kop kaffe med kokosolie.
Røræg blandet med en lille håndfuld revet ost (cheddar) serveret på spinat. Tre skiver røget laks med avokado. Sidekick: 1 tsk fiskeolie og kaffe med kokosolie.
2 spejlæg stegt med skinke under og med ost (Leerdammer) på toppen. En halv avokado ved siden af.
Sidekick: 1 tsk fiskeolie og kaffe med kokosolie
Bacontern stegt på panden med spejlæg slået ud oveni og stegt sammen med. Ost og grønt ved siden af.
Sidekick: 1 tsk fiskeolie og kaffe med kokosolie
Håndskåret bacon stegt i ovnen med blødkogte æg og avokado og tomat-basilikum.
Sidekick: 1 tsk fiskeolie og kaffe med kokosolie
Har du en airfryer? Så er min e-bog “KETO airfryer opskrifter – Morgenmad & frokost” lige noget for dig. Her får du 30 hurtige Keto-opskrifter på morgenmad og frokost, du kan lave i din airfryer. Nemt, hurtigt, lækkert og sundt. Køb e-bogen lige her>>
Hvorfor kokosolie i kaffen og hvor meget?
Jeg bliver altid spurgt, hvorfor jeg putter kokosolie i kaffen, og det gør jeg, fordi jeg synes, det smager godt. Samtidig øger det fedtindholdet i mit måltid og gør mig mæt længere. Det er i stedet for en sjat fløde fx.
Hvor meget jeg putter i, afhænger af hvor sulten jeg er og hvor meget fedt mit øvrige måltid indeholder. Men som regel sådan 1-2 tsk – op til 1 spsk.
Læs også her: Hvorfor jeg putter kokosolie i kaffen
Hvilken fiskeolie og hvilken kokosolie?
Min foretrukne fiskeolie er Cod Liver Oil fra Nordic Naturals (reklamelink) og som kokosolie bruger jeg i øjeblikket den fra BioPlanète. Den findes både med smag og uden smag (reklamelinks)
Hej
Vi starter på lchf i dag og bruger dig til hjælp men er keto og lchf det samme? eller kan man kombinere
Og den der fiskeolie må man tage kapsler hvis man ikke kan tage flydende?
Og må man spise palæo brød lavet af frø og æg?
Hilsen karen
Hej Karen
LCHF kan være mange ting mens Keto ikke kan gradbøjes. Så det kan både være det samme og forskelligt. Læs om forskellen her: Forskellen på LCHF og Keto
Keto er generelt et bedre sted at rette fokus hvis målet er vægttab. Palæobrød fungerer ofte bedst på en mere liberal Low Carb kost med fokus på vægtvedligehold. Skal vægten ned, er fokus på kød og grøntsager mere effektivt.
Man behøver ikke tage fiskeolie bare fordi jeg gør. Men ja, de kan fint tages i kapsler. Bare vær opmærksom på at mange mærker indeholder harsk olie i kapslerne. Pris og kvalitet hænger tit sammen. Men af den grund vælger jeg den flydende.
Kan kaffen skiftes ud med the eller kakao i disse morgenmad?
Og er kokosolie bedre end fløde i dette tilfælde? ☺️
Bare udelad det. Du behøver ikke drikke noget eller have noget i.
Kokosolie kan være en fordel, da det ikke inviterer til overkonsummering på samme måde som fløde gør.
Godmorgen!
Hvilken bog vil du anbefalede? Da jeg behøver at få hjælp til mindre sukkertrang! Jeg ved ikke hvilke bog som passer til mig?. Men jeg ønsker både morgenmad – frokost og aftensmad! Efter hvad jeg havde set på din Facebook om vinter menu, men jeg ved ikke om det passer til mig? da jeg ønsker at få inspirere af flere forskellige opskrifter til f.eks: : heledage
Hej Daisy
Du skal starte med Keto-bogen. Det er din grundbog: https://www.madbanditten.dk/keto-bog/
Hvis du får behov senere, kan du gå ombord i madplanerne (aftensmad), jeg har lavet.
Hej :)
Alt ser jo lækkert ud men hvad er Keto..¿
Hvad vil du anbefale hvis man gerne vil gå all in?
Jeg var ved at bestille Striks LCHF men hvad tænker du?
Striks LCHF og KETO er det samme. Den lille guide til striks LCHF er et fint sted at starte og KETO-bogen er ligesom den store Bibel, der indeholder alt du skal bruge og vide. Så en af de to ville jeg sige :)
Hej Jane. Kan du sige lidt om, hvad det er for en type træning, der indgår i dit 28 dages Kickstart forløb? Jeg mener… kræver det fx kettlebell, fitness medlemskab eller andet – eller kan træningen klares med egen kropsvægt og evt en træningsmåtte? Bh Anja
Hej Anja
Det er styrketræning, som kan laves med kropsvægt derhjemme, ca. 20-30 min. to gange om ugen. Er man stærk, kan det kræve en kettlebell eller en træningselastik og er man allerede tro fitnessgænger kan træningen laves dernede. Så det er ret basic så flest mulige kan være med :)
Hej
Så spørger jeg lige her
Hvad erstatter jeg alt det avokado med? Jeg er allergisk overfor nødder og avokado???
På forhånd tak
Kisser
Det spørgsmål er du langt fra alene med, så jeg har dedikeret et helt indlæg til avokado og hvad man kan spise i stedet, som du kan læse her: https://www.madbanditten.dk/avocado-og-keto/
Smelter man kokosolien inden den røres i æggelatte? Eller blendes den i i sin faste konsistens?
Det kan man godt. Jeg plejer bare at lade den smelte i kaffen/blenderen :)
Hej Jane, og tak igen for en super god hjemmeside, er meget motiverende :)
Ang. kokosolie, har du erfaringer med hvor stor forskel der er i kvalitet(hvis nogen?)
fordi den du har linket til synes jeg er noget dyr, og nu har de f.eks. et glas økologisk kokosolie på 400g på tilbud i Meny til 30kr, som jo er en helt anden pris :)
God dag til dig:)
Jeg kender ikke lige den, du nævner, men generelt kigger jeg på, at den er økologisk og at den er extra jomfru. Og vil jeg have, at den er i glas og ikke plastik. Jeg vil ikke have plastik tæt på mine fedtkilder, som jeg spiser så meget af.
Når det kommer til smagsneutral kokosolie, er forskellene, hvordan smag og duft er fjernet. Nogle mærker bruger kemiske rensemidler mens andre fjerner duft og smag skånsomt ved hjælp af damp. De mærker, der gør sidstnævnte er bl.a. Cocosa og Cosmoveda, som man skal i helsekosten efter.
Men ellers ved jeg ikke præcist hvad forskellene kan være…
Okay, tak for svaret :)
Siden du postede “Peber med ost og pølse” og knækbrød med tandsmør, har det været min faste morgenmad – med kaffe/kokosolie/fløde on the side. Jeg er mæt til middag, hvor jeg som regel spiser rester fra aftensmaden dagen før. Det spiller bare for mig – så når kollegerne suser rundt med mord i øjnene efter noget blodsukkerstabiliserende kl. 15, og jeg er fint tilpas med en kop glat kaffe – giver jeg din morgenmadside “skylden”! ? Tak for dén ide!
Kh og god dag
fra
Lene
Jeg kan godt se det store billede, men syntes det er lidt svært at vide hvor mange kulhydrater der indtages på resten af dagen. En sjat friskpresset appelsin hvor jeg rører Cod liver Oil ud i koster lidt og på den måde hen af dagen kan lidt jo blive til en del, også selvom det ikke er hensigten.
Jeg bliver nok meget klogere når jeg har været igennem mere af din e-bog og det sker i weekenden med en god kop kaffe.
I dag er ellers en ikke så lchf dag. Er inviteret til chokoladeformiddag med smag og foredrag hos Peter Beier, ved at det slutter med chokoladefondue uhmmm. Men det er en af de gange hvor jeg nyder og så tilbage på lchf igen for det er bare bedst
Jeg ser sådan på det, at hvis man vil helt ned på fx 20 g kulhydrater om dagen, så må man være temmelig nøjeregnende. Accepterer man derimod op til 50 g har man et helt andet spillerum. Og mange (måske de fleste) vil få samme resultat på 50 g som på 20 g, så hvorfor pine sig selv helt derned, hvis det ikke er nødvendigt?
Online guiden behandler alt dette :)
Og meget fornuftig beslutning med Peter Beier-dag. Det fik lige mine tænder til at løbe i vand :)
Uhmmm lækkert. Jeg har et par gange tænkt over hvordan peberfrugthapsere med dertil hørende kerneknækbrød kan være strikt? Knækbrødet skal jeg vel undlade? Men en lækker morgenmad både med og uden det er det.
Ha en skøn weekend ??
Jeg tror, du går lidt for langt, hvis det er den ene skive kerneknækbrød, der bekymrer dig ift. kulhydratmængden. Striks LCHF handler primært om at spise så få kulhydrater samlet set over dagen, at kroppen kommer i/bliver i ketose. Det kræver for de fleste mennesker under 50 g kulhydrat om dagen. For at nå det, bør grundkosten bestå af grøntsager, kød og fedt. Men hvordan du forvalter de kulhydrater, er så godt som ligegyldigt. Kerneknækbrød består for en stor del af hørfrø, som kroppen lader passerer ufordøjet igennem pga. den hårde skal. Det samme gælder delvist for chia. Resten af kernerne bidrager med lidt kulhydrater men det vil i mine øjne være ubetydeligt ift. at du samtidig får fibre og mineraler.
Om du vil spise kerneknækbrød er 100% frivilligt. Det er altså ikke madvarerne, der er “strikse”. Det er helhedsbilledet og -indtaget, der er relevant (og den krop, det kommer ind i).
Åh, hvor lækre billeder af morgenmad. Tak for god inspiration.
Jeg er blevet så glad for at spise morgenmad, efter jeg er stoppet med havregryn og startet på æg, chiagrød, ost eller proteinpandekager og masser af grønt til morgenmad. Det gør mig så mæt – og glad!
Jeg er mere vild med fløde end kokosolie. Men er olien en sundere form for fedtstof end fløden? Man har jo altid hørt, at smør og fløde giver øget risiko for hjerte-kar-sygdomme
Du kan fint bruge fløde i stedet for kokosolie. Sammenhængen mellem mættet fedt og hjertekarsygdomme er de fleste vist efterhånden gået væk fra, så det ville jeg ikke bekymre mig om. Læs evt. mere her: https://www.madbanditten.dk/lchf-og-fedt-og-kolesterol/
Vad gott det låter med alle de forskillige sortes ost! :) Comté, cheddar, leerdamer etc I love them all! :)
Haha, ja præcis! Vi har altid 4-6 forskellige oste hjemme. Alle i familien elsker ost! :)