I går var jeg så vred og irritabel, at jeg næsten ikke kunne kende mig selv. Det var lige før jeg råbte af nogen! Jeg er normalt et ret gemytligt væsen, men en kombi af PMS, dårlig søvn, vintertræthed, ondt i ryggen og ting, der bare generelt drillede blev lige for meget for mig.
Jeg var en tur i indre by, og på vej hjem købte jeg en lille OMbar (chokoladebar) i helsekosten, og på allerfineste og sjældneste vis, gemte jeg den i min lomme, til jeg kom hjem i stedet for at stoppe den i gabet undervejs.
Men da jeg kom hjem, kunne jeg gudhjælpemig ikke finde den. Jeg ledte alt igennem som en anden junkie, ledte og ledte og ledte. Gennemsøgte tasker, lommer og ledte de samme steder igen og igen. Til sidst blev jeg helt i tvivl, om jeg havde spist den – og jeg bare ikke kunne huske det!
Til sidst fandt jeg noget af Sørens chokolade, som jeg spiste i stedet, og det hjalp lidt på humøret. Senere fandt Søren så min chokoladebar nede i haven, hvor jeg åbenbart havde tabt den, da jeg tjekkede postkassen.
NÅR DET HELE BARE ER ET KÆMPE STORT SPEJL!
Min store irritation i går rettede sig især mod mennesker (generelt), negative mennesker især og utaknemmelige mennesker.
Indtil det gik op for mig, at jeg selv opfyldte alle tre kategorier. Hader bare, når det sker.
Så jeg satte mig ned og lavede en lille taknemmelighedsøvelse.
Og hvor meget jeg end føler modstand mod notesbogsøvelser og navlepilleri, er dette en af de øvelser, der har gjort en kæmpe forskel for mig, og som har lært mig at tage afstand fra negativitet. Både min egen og andres. Og hvis jeg skal pege på én ting, der har gjort mig til et lykkeligere menneske, er det faktisk det.
Så her kommer mine:
5 TING, JEG ER TAKNEMMELIG FOR:
1. Jeg er taknemmelig for, at jeg har et arbejdsliv, som tillader, at jeg dribler afsted på kortere og længere ophold ude i verden med min computer under armen. Det har været min drøm og mit mål længe at have den frihed, og jeg glæder mig til at udleve den drøm endnu mere, når jeg rykker et par uger til Paris til maj.
2. Og apropos Paris, er jeg taknemmelig for, at jeg turde rejse derned, da jeg var 20, og jeg er taknemmelig for de to år, jeg boede der, og som på så mange måder har været med til at forme mig til den person, jeg er i dag. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg nåede at få oplevelsen af at være helt alene i verden, før mobiltelefoner og Facebook sikrede, at vi aldrig er længere væk, end vi kan få kontakt med alle dem, vi kender, og jeg er taknemmelig for de venskaber, der opstår, når man er så ung og så langt væk hjemmefra.
3. Og i den ånd er jeg taknemmelig for mine gode venner og veninder. Både dem, der går way back og de nye, der er kommet til. Jeg er taknemmelig for deres støtte, forståelse, opmuntring og betingelsesløse kærlighed, også når der går længe imellem vi ses. I ved, hvem I er!
4. Jeg er taknemmelig for, at jeg har et dejligt hjem. Det kan godt være, at her roder, og vi har for mange ting og for lidt plads, og at her trænger til at blive malet eller gjort rent helt ind i hjørnerne, men det er et rigtigt hjem, og man er ikke i tvivl om, at her bor passionerede mennesker. Jeg har altid ønsket mig et hjem, hvor man kan mærke dem, der bor der. At det så betyder, at jeg falder over bunker af sko og jakker på vej ind, og at der er bøger og køkkenting allevegne, hører åbenbart med.
5. Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke længere søger anerkendelse hos andre, men at jeg finder den i mig selv. Det lyder måske lidt højtravende, men jeg oplever det som en kæmpe frihed. Når man ikke længere har behov for at være noget i andres øjne, stopper man også med at være sårbar over for deres kritik.
Kan man egentlig lave en taknemmelighedsliste uden overhovedet at nævne sine børn og sin familie? I just did…
Kære Jane, jeg tenkte på det du sier om at du ikke lengre har behov for andres annerkendelse eller søger annerkendelse for at være nogen i andres øyne. Det føler jeg selv er rigtig svært at give slip på! Jeg har det egentlig godt med mig selv, og kan godt lide at kun være mig om du skjønnet, men i setting med andre føler jeg forventninger fra andre som f.eks. i fællessamtaler eller sociale settinger, om at jeg burde være mer frempå og byde meget mer på mig selv. Og så er jeg sår for kritikken fra andre. Det var ikke meningen at lesse av midt her, men jeg tar hvertfall gerne imod tips fra dig angående dette om du har det ;) Uansett, du må ha en god ferie! :D
Super fedt indlæg! Grinte højlydt da jeg læste chokolade-scenen, kender godt til at føle mig som en junkie, når jeg ikke kan finde det stykke sødt, som jeg havde i sigte :-)
Jeg tror jeg vil prøve øvelsen. Du får den første; Jeg er taknemmelig for, at jeg for 3 år siden kom på sporet af din blog. Den/du har i sandhed inspireret mig til en ny og bedre vej på rigtig mange områder i mit liv. Så tak for det :-) Kh Mia
Lige mine ord – hele vejen, blot 4 år for mit vedkommende ?
Søde dig, Lene! <3
Hvor er det sødt sagt. Tak Mia <3