5 grunde til, at mættet fedt er godt for dig!


Noget af det mest angstprovokerende og kontroversielle i LCHF er, at det mættede fedt inviteres ind i varmen igen efter at have tilbragt 3 årtier ude i kulden med dommedagsprofetier om, at du dør af hjertesygdomme, hvis du spiser smør i stedet for margarine.

Mange af os er vokset op med den tro, og har aldrig stillet spørgsmålstegn ved det. Mættet fedt? Uhauha, nej tak! Stik mig noget planteolie, så er jeg på den sikre side.

Og så er det jo bare virkelig upraktisk. hvis der pludselig kommer resultater, der peger på, at de, som skifter mættet fedt ud med planteolie dør tidligere end dem, der spiser mættet fedt. Pokkers også!

Og der var nok en pressechef eller to, der fik travlt med at få dementeret den historie og få gjort klart, at det i hvert fald ikke er rigtigt. Og at det måtte skyldes, at dem med planteolierne spiste den forkerte slags olie. Og ikke den olie, de havde sagt, man skulle spise. Eller noget.

“Det farlige mættede fedt”

Og lad os ikke her gå ind i, at nogle af de forsøg, der har stået som garant for “det farlige mættede fedt” faktisk lagde transfedtsyrer og mættet fedt i samme kategori. Og transfedtsyrer ved ikke er så smarte at spise. Og fjerner man dem fra ligningen, ser resultaterne anderledes ud.

Læs mere her: Hvor meget fedt skal jeg spise på KETO / LCHF?

Men misforståelsen findes stadig. Det er derfor fint lige at få med, at LCHF inviterer det naturlige, mættede fedt ind i varmen. Ikke transfedtsyrer.

Jeg får altid hidset mig en lillesmule op, når jeg skal skrive om sådan noget her. Det skal jeg øve mig på at lade være med. Giv mig lige et øjeblik til at trække vejret helt ned i maven, og så giver jeg dig til gengæld 5 hurtige grunde til, at naturligt, mættet fedt ikke er farligt.

Okay, here goes…

5 grunde til at spise mættet fedt!

1. Mættet fedt øger størrelsen på LDL-partiklerne

Uha, LDL, det er jo de farlige af dem, ikke? Nej ikke helt. LDL-partikler kommer i store luftige partikler, som er gode for dig, og små tætte djævle, som er dårlige for dig.

Så hvis dit LDL-kolesterol stiger en smule, efter du er startet på LCHF, kan du være rolig. Eller bede din læge analysere på, hvordan kolesterolfordelingen er i det resultat.

Læs mere om kolesterol HER og HER.

2. Mættet fedt får dit HDL-kolesterol til at stige

Og det er jo det gode, eller det herlige kolesterol, som det så populært hedder.

Det beskytter dig mod hjertesygdomme fremfor at få dig til at falde død om af dem. Så dem vil du gerne have mange af.

Så igen, hvis nogen mener, at dit kolesteroltal er for højt, og du spiser LCHF, så bed din læge om at få det analyseret grundigere. Det giver ingen mening at kigge på det totale kolesteroltal.

3. Mættede fedtsyrer er varmestabile og er velegnede til stegning

Det er mig en gåde, hvorfor vi bliver ved med at høre, at vi skal stege i olivenolie og rapsolie. Begge olier indeholder de sarte flerumættede fedtsyrer, som ødelægges ved opvarmning ved for høje temperaturer.

Og ødelagte olier er ikke noget, du ønsker i din krop. Derfor: Steg i naturligt mættet fedt som smør,  ghee eller kokosolie. De tåler allesammen høje temperaturer.

4. Madvarer, der indeholder mættet fedt er ofte fyldt med næringsstoffer

Æg, kød, indmad og fede mejeriprodukter er ofte rige på næring. Særligt hvis du vælger at spise de produkter, som kommer fra dyr, der har haft et godt liv på græs. Det gør faktisk en stor forskel.

Udover en bedre fedtsyresammensætning får du også et skud af de fedtopløselige vitaminer som vitamin A, E og K2. Læs mere om K2 vitamin HER.  

5. Mad, der indeholder mættet fedt, har bare virkelig god smag!

Hvad? Det tæller da også!

Når du først er begyndt at spise skindet på kyllingen eller fedtkantet på dit kød igen, så går der nok en rum tid, før du får lyst til at vende tilbage til det tørre kyllingebryst med 0,1 g fedt. Medmindre selvfølgelig du bruger det som undskyldning for at lave en virkelig fed sovs til.

Fedt er en enorm smagsgiver til mad. Det er derfor producenterne har måtte tage alle midler i brug for at få deres fedtreducerede mad til overhovedet at smage af noget.

Og så sidder du der og spiser nok så fedtfattigt, men i stedet fylder du kroppen med skjult sukker, tilsætningsstoffer, smagsforstærkere og en hulens masse ting, som hverken du eller jeg kan udtale.

Og hånden på hjertet: Hvad tror du helst, din krop vil leve af?

Og inden jeg runder helt af, så lad mig lige komme med en disclaimer her.

For når jeg taler om gode grunde til at spise naturligt mættet fedt, så mener jeg ikke, at vi skal kompensere for 30 års afsavn ved at at vælte os rundt i det og drikke fløde rent eller blende 100 g smør i vores morgenkaffe.

Selvom mættet fedt er inviteret ind i varmen, må vi gerne stadig bruge vores sunde fornuft. Og vi må i øvrigt også hjertens gerne spise planteolier. Så længe de ikke har været opvarmede, hverken i produktion eller i madlavning.

Vil du læse mere, kan du gøre det HER.

Stor nyhed: Fit efter 40

Stort, nyt livsstilskursus for kvinder ‘i anden halvdel af livet’.

Kurset starter mandag d. 8. oktober.

Læs alt om kurset her

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

33 kommentarer til “5 grunde til, at mættet fedt er godt for dig!”

Skriv en kommentar

  1. Hej Jane.
    Jeg lever ikke selv efter LCHF-principperne, men jeg har din første bog og er meget interesseret i videnskaben bag principperne. Derfor faldt jeg over denne artikel i dag: http://klogkost.dk/nyheder/tilstande/overvaegt/740-maettet-fedt-gor-dig-svagere.html og tænkte, det kunne være meget spændende at høre, hvad din holdning til det studie er? Jeg er opmærksom på, at det er palmeolie, de anvender og ikke de animalske mættede fedtsyrer, som du hovedsageligt anvender. Er det grund nok til, at du ikke vil kunne bruge studiet til noget?
    Grunden til jeg ikke har ændret mine madvaner er først og fremmest min høje træningsfrekvens. Jeg træner op til maraton og styrketræner samtidig, så jeg er meget skeptisk over for, om min krop vil kunne yde det samme på så relativt lidt protein og stort set intet kulhydrat. Aspektet med den tre gange højere stigning i muskelmasse gjorde mig derfor meget interesseret i studiet.

    Mvh. Johanne :-)

    Svar
  2. Hej Jane,
    Jeg har faktisk kun ekstra jomfruolivenolie i mit køkken og steger også i det. Jeg troede, at hovedpointen blot var, at det ikke måtte opvarmes så meget, at det ryger på panden. Men skal jeg forstå det sådan, at det slet ikke må opvarmes? Ærgerligt for mig kan jeg slet ikke lide smør – og det har jeg aldrig kunnet. Jeg får simpelthen kvalme ;-)

    Svar
    • Jeg er ikke helt hjemme i den der rygeregel, må jeg indrømme. Jeg tænker, at det er svært at regulere på panden hvornår en olie har fået for meget varme. Anette Harbech Olesen, som jeg synes er en rigtig troværdig kilde, skriver om olivenolie: “Olivenolien er pga. det store indhold af enkeltumættet fedt ikke så sart som de flerumættede olier og er derfor den eneste flydende olie, der tåler forsigtig opvarmning.”

      Så det kan man jo bare være opmærksom på.

      Min familie kan heller ikke lide smagen af smør, så vi steger i smagfri kokosolie som fx Cocosa.

      Svar
      • Hejsa! Jeg kan godt se, at det er nogle måneders tid siden, at disse kommentarer blev skrevet, men jeg vil nu alligevel høre om jeg har forstået det rigtigt? Må man ikke bruge de flydende olier til stegning? Og hvad hvis der skal bages grøntsager i ovnen? Hvorfor bliver der ikke skrevet mere på det her område, hvis det er så farligt…?

        Svar
  3. Tak for en rigtig god blog, er nu ny mht. LCHF, så jeg tænkte om du kunne opklare det her med at spise fedt… :-)

    Hvad er baggrunden for at man bør bruge de mest fedtholdige versioner af visse produkter, f.eks filadelfia, fløde, osv… hvad får man ud af den højere fedt %, bortset fra flere kalorier :-)

    Et er at man ikke skal være fedt forskrækket, men jeg er mest nysgerrig efter at vide hvorfor man ligefrem skal foretrække de mest fedtholdige versioner af produkterne.

    Svar
    • Jamen, det handler om flere forskellige ting. Dels skal din krop bruge fedt som energi, nu når den ikke længere skal køre på kulhydrat, så hvis du ikke skal føle dig træt, tung og kræftesløs er det fedt, du skal spise. Desuden får du mere mæthed af det, så du ikke behøver spise lige så ofte, som du gør, hvis du spiser fedtfattigt. Herved ender du ofte med at spise færre kalorier over hele dagen, fordi du ikke er sulten hele tiden. Herudover stabiliserer fedt dit blodsukker som intet andet, hvilket har betydning for både din energi, dit humør, dit stofskifte etc. Sidst men bestemt ikke mindst, så er de fede madvarer oftest de mest naturlige. Når producenterne tager fedtet ud af en madvare, mister den smag og konsistens, og de kompenserer de for ved at fylde den med vand, sukker, tilsætningsstoffer eller andet, som jeg i hvert fald gerne vil undgå. Det er sådan i grove træk idéen :-)

      Svar
  4. Super fed blog! Men det ville være endnu bedre hvis der kom kilder på, hver gang du havde et indlæg i denne kategori

    Svar
  5. Altså det er ikke alle og enhver, der ved det der med stegeolier og ikke-stegeolier! Jeg har stegt i raspolie så sent som idag, men jeg kan sgu ikke smage forskel, om det er stegt i det ene eller andet, så så napper jeg da kokosolien næste gang i stedet for! Man bliver så klog her :)

    Svar
  6. Apropos smør i kaffen; min far bor på Grønland og han kender til flere der putter smør i kaffen om vinteren. Min far bor relativt langt nord på hvor de det meste af vinteren har mellem -15 og -30 grader. Personlig er jeg selv hverken til smør i kaffen eller så mange minusgrader (jeg fryser bare det er under 5 plusgrader) ;)

    Svar
    • Jamen mange LCHF’ere bruger også smør eller kokosolie i kaffen, så helt fremmed er det ikke. Jeg kan da også godt ind imellem snige en kaffe med æggemælk ned og den indeholder kokosolie. Men 100 g, nej tak! :-)

      Svar
  7. *g* blende smør i vores morgenkaffe – Jane for fanden :) Tak for fed(!!) info – det gør det meget nemmere :)

    Svar
  8. “Fedt” indlæg! Jeg er dog ikke helt enig i det med at hjertens gerne spise planteolier. Jo – hvis det er olivenolie, kokosolie og rapsolie (som du også nævner). Men ikke de andre. De har et for højt indhold af Omega-6 og Omega-6 driver på inflammationer i kroppen. Og det er jo det sidste vi vil! Og de lader også til at kunne give øget risiko for diabetes: https://www.aftenposten.no/nyheter/iriks/Feilernart-laks-gir-deg-diabetes-7145251.html#.UT9fXIy9KSM

    Svar
  9. Når snakken kommer ind på mættet fedt, kommer jeg altid til at tænke på at det er den mest succesfulde form for hjernevask, der har fundet sted nogensinde. Tænk at man på grundlag af temmeligt tvivlsomme studier har formået at få os alle til at tro det værste om fx smør.
    Der er ikke noget at sige til at det er så svært at “omvende” sig selv – når man starter på fx LCHF. Og også dødsvært at forklare for andre der ikke har mærket fordelene på egen krop.
    Tak for artiklen og de gode argumenter :)

    Svar
    • Jamen hvis man hører noget tilstrækkeligt mange gange, så tror man jo på det. ;-)

      Som jeg ser det, er sundhed ikke nogen eksakt videnskab, og det skal da også nok vise sig, at nogle af de overbevisninger, vi har, viser sig at være forkerte. Men så må man jo sluge den kamel, når man kommer til den :-)

      Svar
  10. Man får jo næsten lyst til at råbe “AMEN”

    Og så bliver jeg lidt arrig over punkt 3. Altså over, at “eksperterne” fortsat anbefaler, at man steger i olivenolie, selvom det ved gud er almen kendt, at olivenolie omdannes til transfedtsyrer, når det opvarmes. Og alle, -selv “eksperterne”, er enige i at transfedtsyrer skal man i den grad undgå. Kan de seriøst ikke lave den meget simple og logiske kobling selv?!

    Svar
  11. Fin artikkel….er slet ikk bange for fedt og gode olier. Jeg elsker mest kokosolie og bruger den til det meste. Jeg er desuden begyndt at koge gelatine fra skroget af øko kylling og bruger det i min madlavning….eller spiser en skefuld engang imellem. Er det noget du har erfaring med eller viden om ?

    Svar
    • Nej desværre ikke rigtigt, andet end at jeg enormt gerne selv ville lave den slags! Henriette ovre fra fede-tider.blogspot.com ved en masse om den slags…!

      Svar
  12. Dejlig artikel og hvor har jeg diskuteret det med mange fedt forskrækkede veninder, der er vandt til at tælle kalorier.

    Svar