Sommerferien er slut, og pludselig hører man en summen overalt. Der tales om, at man skal tilbage på sporet, eller der nævnes ting som rosé-dellen, der skal væk. For mange sker der det i sommerferien, at der lempes lidt på de sunde vaner. Der “hygges” lidt oftere med lækre is, kold rosé på terrassen og gode grillmiddage og måske falder aktivitetsniveauet samtidigt, fordi vi rejser steder hen, hvor vi synes, det er for varmt til at bevæge sig særligt meget.
Tidligere på sommeren læste jeg en læge udtale sig om, hvor usundt det var med bare få ugers inaktivitet, og hvordan han selv løb 1-2 maraton om ugen til daglig, og det blev så måske til tre om ugen, når han holdt ferie. Jeg tvivler på, at ret mange mennesker kan spejle sig i det. Her på bloggen har vi et noget mere tilbagelænet forhold til den slags, kan jeg afsløre (hvis du skulle være i tvivl).
I mine øjne er det ikke en skidt ting, at der er forskel på hverdag og ferie. Det kan der være noget afstressende og afslappende i. Det er selvfølgelig generende, hvis det betyder, at bukserne strammer efter ferien, men medmindre man har ligget i massivt sukker- eller alkoholdrop hele sommeren, drejer det sig sjældent om mere end et par kilo, hvoraf en del vil være væske.
NÅR MINE BUKSER STRAMMER
Selv har jeg det som regel ikke sådan med ferier. Ferier er tværtimod et tidspunkt, hvor jeg er bedre til at være god ved mig selv. Jeg sover altid meget, når jeg holder ferie, og jeg spiser mere regelmæssigt, fordi jeg spiser med familien, og det gør faktisk gode ting for mig.
Jeg er selvfølgelig ikke immun overfor vægtstigning. Hos mig strammer bukserne bare oftere efter en periode med for meget arbejde og for meget stress. For mig er det en dårlig cocktail.
Jeg går aldrig på slankekur, og jeg begynder heller ikke at tænke i kulhydrater og protein og fedt og tilpassede makronæringsstoffordelinger. Hvis mine bukser strammer, finpudser jeg i stedet hverdagsvanerne. Det lyder måske lidt mindre sexet end at følge et stramt program, der lover, at jeg kan tabe 5 kilo på to uger men ikke desto mindre er det dette, der fungerer bedst for mig.
4 GODE VANER, DER VIRKER FOR MIG
- Jeg sigter efter at spise tre gode måltider om dagen og holder snacking mellem måltiderne på et minimum. Det betyder, at jeg er nødt til at fokusere på at spise nok, fremfor at spise mindre, hvis jeg ikke vil være sulten mellem måltiderne. Jeg bilder mig ind, at det psykologisk gør en forskel.
- Jeg går mine drikkevarer efter i sømmene og kigger især på mængden af kaffe med fløde og/eller kokosolie, der ryger ind i løbet af dagen. I stedet drikker jeg min kaffe sort mellem måltiderne og sikrer derved, at jeg er sulten nok til at spise et ordentligt måltid rigtig mad, når det er spisetid.
- Jeg passer min sengetid og prøver at få 8 timers søvn hver nat.
- Jeg tager mit aktivitetsniveau op til overvejelse og finder Fitbit’en frem og sigter efter at gå 10.000 skridt pr. dag. Ikke af hensyn til kalorieregnskabet men fordi jeg ved, det gør gode ting for mit humør.
Gaab hva’? Verdens kedeligste slankeråd!
Udover at de er kedelige, er der ingen af dem, som jeg lever 100% op til. Jeg bruger dem bare sådan i overskrifter. Og det fungerer fint nok, synes jeg. Jeg vejer mig ikke men navigerer efter spejlbilledet eller måden tøjet sidder på.
Gør du noget anderledes, når ferien er slut? Så del gerne dine erfaringer med dig herunder!
Vil du have mere inspiration, så tilmeld dig mit nyhedsbrev – det gør du ved at klikke her:
tack for dine råd, jeg vill gärne vide hvor meget m man spise på en dag det är tufft när man inte kan räckna kal. point eller annat har ddu ett tips
Hej nattogdag
Jeg forstår godt, at det kan være svært og også at det ikke er lige let for alle at “spise til man er mæt og først spise igen når man er sulten”. Hvis du føler dig mest tryg med det, kan du også sagtens tælle kalorier i en periode, indtil du finder ud af hvor meget du har brug for. I mine øjne er udfordringen i det her tilfælde med kalorietælling, at det nemt opfordrer til at tage noget af fedtet væk pga. det høje kalorieantal. Men derved bliver kosten ikke fed nok til at du opnår de gode effekter ift. langvarig mæthed, energi etc.
En anden måde er at finde en passende tallerkenmodel og holde sig til den. Det kan fx være: en halv tallerken grøntsager, et stykke kød svarende til en lille håndflade og 1-3 spsk fedt (afhængigt af hvor meget fedt kødet/proteinkilden) indeholder. Gentag 3 gange om dagen og lad være med at spise mellem måltiderne.
Rigtig god vind!
KH. Jane
Hej Jane
Virkelig fantastisk læsning.
Du er en stor inspiration for mig, jeg har været på LCHF siden februar, der er røget 20 cm fordelt på min krop, min menstruation smerter er blevet mindre, jeg sover bedre, jeg har ikke ondt eller oppustet mave længere. Jeg er ikke i tvivl om at LCHF er min fremtid og livsstil.
Jeg falder i indimellem og har stresset perioder, og det er i sær de perioder jeg falder i og spiser is, Chips eller drikker for meget vin. Men jeg straffer ikke mig selv længere, jeg siger undskyld til min krop og vender tilbage til LCHF livsstilen.
God sommer
Fra Linda
Hej Linda
Hvor er det bare fantastisk at læse. Det er jo netop kommentarer som din, der gør mit job så uendeligt meningsfuldt. Tak fordi du tog dig tid til at skrive :)
Hej Jane.
Åhh… jamen jeg er jo også én af dem der elsker lækre drinks, desserter osv på min ferie, og gerne smage på alt deres mad. ?
MEN… får frygtelig træls mave HVER gang jeg er på ferie, hyggeligt med forstoppelse, som driller fortsat når jeg kommer hjem gennem nogle uger.
Kan jo også bare lade være med at spise til jeg revner. ?
Jeg vil prøve at følge dit råd med de 8 timers søvn (bare svært når alt det spændende sker sent om aftenen?), gå lidt længere ture med hunden.
Og så vil jeg i gang med at juice igen, det er skide smart, drikker juicen om morgenen, og af “frugtkødet” kan jeg lave æg/grøntsagsmuffins, det er da total WIN WIN. ?
Har egentlig aldrig tænkt over det med kaffen…… Jeg drikker mig alt for ofte mæt i mellem måltiderne og kan vel derfor ikke spise det jeg skal ,for at holde mig mæt til måltiderne. Tak for den øjenåbner??
Ja det lyder lidt tosset, men jeg fik selv en lille øjenåbner der, da min formiddagskaffe viste sig at være forklaringen på, hvorfor jeg aldrig blev rigtig sulten til frokost. Tsk tsk :)
Dejligt med dine udramatiske gode råd. Tak, Jane. Mange synes at have det sådan at det SKAL være pinefuldt at tabe sig, og målet sættes tit alt for urealistisk (og unødvendigt). Hvor slank skal man lige være? Mine 2-3 ekstra sommerkilo kan spores til tre syndefald: 1) Is (jeg spiser dog så ofte som muligt mine egne ispinde på basis af banan/yoghurt og frugt, meen der kan ryge ganske mange ned) 2) Vin 3) Kager. Ikke altid LCHF-kager, og tit i selskab med flødeskum. Så tilbage på sporet handler for mig om at sætte bremsen i på de 3 områder. Gudskelov at basis-madvanerne bare holder sig nogenlunde på skinnerne, det gør det hele nemmere.
Is og alkohol er også på min liste. Arh men det er jo så godt! :) Og tak for de pæne ord!
Kæreste Jane
Jeg har det nøjagtig på samme måde. For meget arbejder og stress får os mine “ridebukser” til at vokse :-) Jeg er særligt opmærksom på, at vejen tilbage til hverdagen kræver øget bevidsthed. Der er bare mere, som der skal planlægges og tages stilling til. En øget bevidsthed kræver øget energi, som kan være fristende at finde i maden og/eller sukkeret (sjovt nok steg min sukkertrang voldsomt efter en ferie førhen). Det er jeg rigtig bevidst om, altså mit behov for mere energi under opstarten. I stedet henter jeg min energi ved at gå tidligt i seng de første 14 dage – også i weekenden + indlægge daglige hvilepauser (som også kan være en blid gå- eller cykeltur). Ingen kamp – men ren omsorg :-) Det må være mit bedste råd.
Kærlig hilsen Charlotte
Superfine råd, søde Charlotte. Tak for dem. Jeg har også haft en blid opstart. Arbejdede halvdags de sidste par uger og er nu i går startet op fuldstændigt igen. Gik i seng kl. 21 i går – mand, det var rart at ligge så længe i sengen! :)
Hej Jane,
Jeg synes, at din måde at gøre det på er helt perfekt. Gid man selv var nået dertil. Desværre er jeg langt fra min normalvægt og snotforvirret omkring, hvordan jeg skal gribe det an. Jeg har nok landets største samling slankebøger, men lige lidt hjælper det. Det er tværtimod som om, at jo mere jeg læser, desto mere forvirret bliver jeg.
Nu er jeg dog stødt på et interessant sammentræf af omstændigheder. Jeg har fornylig tabt en plombe i en af mine kindtænder, og har truslen om en rodbehandling hængende over hovedet. Det er dog et indgreb jeg ikke har noget ønske om at få lavet, så jeg er gået i gang med at undersøge alternative muligheder, og derved snublede jeg over en lille bog, der hedder: “Cure Tooth Decay: Heal and prevent cavities with nutrition – limit and avoid dental surgery and fluoride” af Ramiel Nagel. I den bog beskriver han, hvordan man kan få sunde og stærke(re) tænder, selv som voksen. Ifølge Ramiel Nagel handler det om, hvad man spiser, og hans kostråd ligner LCHF til forveksling med masser af kød fra fritgående dyr, vildtfanget fisk, æg fra frie høns, smør fra køer på græs, økologiske grøntsager og et meget begrænset indtag af frugt.
Set i et større perspektiv giver den bog fuldkommen mening for mig, for min farfar var fisker og min far og alle hans søskende havde rigtig gode tænder hele livet igennem, og min morfar var møller og min mor og hendes søskende havde alle store problemer med tænderne.
Det taler jo altsammen for, at jeg burde give LCHF en virkelig chance.
Jeg kan godt fornemme din desperation, Cirsten og jeg forstår godt, du er udmattet af alle de modstridende råd. Problemet er jo at fuldt modstridende råd begge kan være rigtige – for forskellige mennesker i forskellige situationer. Hvis du har meget vægt, du skal af med, synes jeg, at LCHF er et godt sted at starte. Den fede mad giver en ro i kroppen, som gør det muligt at se det hele lidt fra oven, er min erfaring. Og ja, der findes masser af spændende info omkring tandsundhed, Weston A. Price var jo en tandlæge, som rejste rundt og undersøgte tænderne hos naturfolk og fandt, at de på ingen måder havde de tandproblemer, vi har med vores vestlige kost. Det er næppe et tilfælde :)