Det er mandag, og jeg har sat mig tre nye mål for ugen. Men først kan vi lige se på, hvordan det gik med målene for sidste uge. Mine var som bekendt at 1) drikke 2 liter vand hver dag, 2) spise 300 g grøntsager og 3) gå i seng senest kl. 22.00.
Det gik fint med både at drikke vand og spise grøntsager. Grøntsagerne havde ellers kedet mig i noget tid, men det hjalp at fokusere på bare at spise 300 g. Herregud, det er jo hurtigt gjort. Og de fleste dage endte jeg et godt stykke over.
Er det ikke sjovt, som det føles som en ekstra succes, når man overstiger forventningerne? Havde jeg nu haft sat et mål, der hed 600 g grønt om ugen, var jeg måske gået ud af ugen med en følelse af ikke at være lykkedes helt!
7-8 timers søvn
Men punkt 3…
Måske skulle jeg have været mere præcis, for jeg har rigtigt nok ligget i min seng kl. 22.00 alle dage (med undtagelse af fredag, hvor jeg kom fuld hjem kl. 02 efter forlænget fredagsbar med gamle kolleger), men jeg har vendt og drejet mig og er faldet alt for sent i søvn hver aften.
Jeg har det bedst med ret meget søvn. 7-8 timer helst. Men i denne uge har jeg ligget og rodet på et gennemsnit nede på 5-6 timer, og det er altså for lidt. Det betyder, at jeg drikker mere kaffe, spiser mere chokolade og at mine tanker ændrer sig i retning af det sortseende og det modløse.
Jeg har prøvet at identificere, hvorfor søvnen er haltet sådan, og det er nok en kombination af flere ting. Jeg har haft virkelig travlt med arbejdet, og der har været alt for meget stillesiddende arbejde og for lidt bevægelse. Og for meget koffein – også selvom jeg er stoppet med det kl. 15.00. Well..
De sidste par nætter har jeg sovet nok og godt og jeg håber, at den er vendt nu.
Hvordan er ugen gået med dig og dine mål?
TRE NYE MÅL FOR UGEN
Jeg fortsætter med de gode vaner fra sidste uge og prøver at lægge disse tre til:
- 1 times bevægelse udenfor hver dag
- Slukke for sociale medier senest kl. 21.00 (jeg har dem mistænkt for at overstimulere og påvirke søvnen)
- Lytte til min yndlingsmusik i mindst 30 minutter hver dag (kan jo snildt kombineres med punkt 1)
App’en her hedder Wunderlist og den fungerer fint til formålet her.
Som du kan se, har mine mål i denne uge en lidt anderledes karakter end i sidste uge.
Samlet set handler de i denne uge mere om at give hjernen en pause og gøre noget nydelsesfuldt. Nydelse er helt utroligt vigtigt. Menneskeligt tror jeg, vi sulter, hvis vi glemmer at nyde. Så mere nydelse coming up!
Har du sat dig tre nye mål for ugen? Lad mig høre dem i kommentarfeltet herunder!
Rigtig god uge!
Kære Jane
Jeg kan ikke finde appen – har den fået nyt navn?
De bedste hilsner
Julie
Altid så hyggeligt når de her gamle indlæg får nyt liv. Indlægget skrev jeg i 2016. Jeg ved desværre ikke noget om appen og jeg bruger den ikke længere. I dag bruger jeg en app, der hedder DBTC (don’t break the chain), som er en anderledes form for habit tracker. Den giver mig en mulighed for at se om jeg er nogenlunde på sporet med de ting, jeg sætter mig for.
Hej Jane.
Lyder godt med de der dele mål for ugen. Har bare lige et spørgsmål, målene for ugen før, laver du dem sammen med 3 nye mål?.?
Min mening er grundlæggende, at jeg prøver at holde fast i dem alle, men det er forskellige ting, der kræver indsats af mig fra uge til uge. Og hvis noget begynder at halte, lader jeg det være et indsatspunkt igen. Giver det mening?
Hej Jane – jeg ville rigtig gerne se din madplan med 1600 kcal om dagen, men kan ikke finde den? …
God dag til dig :)
Det er fordi den er en del af et nyt onlineprodukt, jeg ikke har lanceret endnu. Det lanceres i mit nyhedsbrev i løbet af denne uge og på bloggen, når jeg er klar til det. Hvis du ikke allerede modtager mit nyhedsbrev, kan du skrive dig op til det her: https://madbanditten.simplero.com/page/61301
Jeg er med! I stil med dit mål om 1 times fri for sociale medier inden sengetid, tror jeg, jeg genindfører noget, der har virket for mig før:
1: Ingen sociale medier eller smartphone den første time, jeg er vågen
2: Ligge i min seng inden kl 23 hver aften (jeg er lidt mindre ambitiøs end dig! ?)
3: Huske at spise grønt hver morgen til morgenmad – også selvom det bare er en skive peberfrugt!
Jeg brød stort set alle målene i går og lå vågen til kl. 01. Suk… Bedre held i dag ;-)
Suk! Det gik også helt galt for mig – jeg lå vågen til kl. 4! I aften tror jeg bare, jeg går i seng, når jeg engang bliver træt ;)
god idé med små mål for ugen, det er næsten helt FLY lady jo :-) Mit fokus må simpelthen være MORGENMAD – om jeg er sulten eller ej. Synes blot vanener fordampet sådan stille og roligt og er ikke godt for er ret vigtig i forhold til vægt. MINDFULNESS. at bruge mindst 5 min på ingenting dagligt, det kommer nok af sig selv da hønsegården simpelthen er skabt til dette formål , så ligges fast ind med morgenfodring.. det er nemlig også svigtet nogle dage nu -FY!
Ja det må være det. ingen grund til at overgøre – så hellere undergøre og overraske sig selv :-)
Jeg har ikke fået læst med i noget tid, og er nu tilbage. Men jeg er lidt forvirret over, at det pludselig er sådan et sted med regler og mål. Altså både det her med ugemål, og det der stod i nyhedsbrevet med et program med fast madplan og 1600 kcal. Altså det er ikke for det; jeg har altid regler for alting. Men har du ikke lyst til at skrive lidt om det skifte, hvis det altså ikke bare er mig, der husker forkert og der slet ikke er noget skifte :-)
Det synes jeg kunne være super spændende at læse mere om.
Der er ikke så meget at sige, synes jeg. Ugemålene er bare en måde at motivere mig selv (og måske samtidig andre) og mit nye projekt, som bl.a. indeholder en kostplan er bare for at imødekomme dem, som har bedt mig lave det i årevis. Jeg opfatter det ikke som et skifte. Mere som en måde at tilbyde det, som mine læsere efterspørger – selv når det ligger et stykke væk fra det, jeg personligt ville vælge som strategi.
1: Prøve 3 helt nye retter
2: Gå i seng i ordentlig tid. Jeg har det som dig, sover ofte rigtig dårligt og det påvirker i den grad resten af mit velbefindende.
3: Frisk luft hver morgen inden arbejde
Jeg har netop bestilt din bog Madglad. Jeg har 2 børn på 2 og 4 år, som er gode til at spise hvad der bliver serveret, men jeg selv er træt, hænger fast i de samme gamle vaner og trænger i den grad til der sker noget nyt. Jeg håber sådan bogen kan hjælpe mig på vej :-)
Lyder som nogle gode mål :)
Og fedt med MADGLAD. Håber, du bliver glad for det. Der drypper en masse gode fortællinger ind til mig fra børnefamilierne, som har købt den :)
Jeg har sådan en uge, der er pakket til randen, og hvor det virker temmelig uoverskueligt at skulle nå det hele, så målene er at tage tid.
1. 20 minutter om dagen til læsning/høren musik/ro
2. Drikke 2,5 liter vand hver dag (det plejer at ske helt automatisk, men i denne uge er det nok en god idé at minde sig selv om det)
3. Bruge tid på at lave og spise morgenmad – så bliver dagen bare meget bedre.
Gode mål, Emma. Håber, du kommer godt igennem en travl uge. Jeg har også en tætpakket uge og glæder mig allerede til næste uge, hvor der forhåbentligt bliver lidt mere luft… :)